Læsetid: 4 min.

Dorte fik ingen rådgivning efter kvindekrisecentret

Kommuner undlader at følge op på sager med voldsramte kvinder med børn, der bor på kvindekrisecentre. Det oplever man på 31 ud af de 36 krisecentre, Information har talt med. 47-årige Dorte Jensen er en af de kvinder, som kommunen har forsømt
Det er svært at finde tilbage til en almindelig hverdag, når man har været tvunget til at søge tilflugt på et kvindekrisecenter.

Det er svært at finde tilbage til en almindelig hverdag, når man har været tvunget til at søge tilflugt på et kvindekrisecenter.

Tor Birk Trads

8. august 2014

Dorte Jensen er ved at skille den sidste reol i stuen ad. For tredje gang på halvandet år skal hun og teenagesønnen Mark flytte.

»Min søn drømmer sig tit tilbage til kvindekrisecentret,« siger 47-årige Dorte Jensen. For selv om Dorte Jensen er sluppet af med den voldelig ekskæreste, der fik hende og sønnen til at søge tilflugt på et kvindekrisecenter, har den lille familie haft svært ved at finde tilbage til en almindelig hverdag.

Af Dorte Jensens sagsakter fremgår det, at Slagelse Kommune ikke tilbød hende en familierådgiver, da hun i vinteren 2012 forlod krisecentret for at begynde forfra i en ny by. Den manglede rådgivning frustrerer Dorte Jensen, der stadig kæmper med at lægge de voldelige oplevelser bag sig.

Dorte Jensen er ikke den eneste kvinde, der ikke har fået den rådgivning, hun har krav på. Ifølge serviceloven skal kvinder med børn tilbydes familierådgivning, både under deres ophold på et krisecenter og også efterfølgende, når de flytter i egen bolig. Men Information kan i dag fortælle, at kommunerne ifølge 31 ud af 36 kvindekrisecentre langtfra systematisk tilbyder familierådgivning til voldsramte kvinder med børn, der fraflytter et krisecenter. Familierådgivning betyder, at en kvinde kan få hjælp til at søge bolig, få overblik over sin økonomi og hjælp til børnenes eventuelle skoleskift.

Efterværn er afgørende

At kommunerne ikke lever op til deres ansvar, har vidtgående konsekvenser for de voldsramte familier, understreger Birgit Søderberg, der er formand for Landsorganisationen af kvindekrisecentre, LOKK.

»Familierådgivning og efterværn generelt har betydning for, at voldsramte kvinder ikke falder tilbage i volden. Et centerophold i sig selv er ikke altid nok til at hjælpe en kvinde ud af volden,« siger hun.

Ligeledes betoner flere eksperter, som Information har talt med, vigtigheden af, at støtten ikke ophører, når en kvinde forlader et krisecenter.

»Mange kvinder mister deres sociale netværk, når de flytter på krisecenter, fordi det mange gange er den eneste måde, hvorpå man kan komme væk fra den voldelige mand. Det betyder, at de kvinder, der flytter fra et krisecenter, står alene, er meget sårbare og har brug for støtte både til sig selv og deres børn,« siger lektor ved Roskilde Universitet Yvonne Mørck, der har forsket i vold mod kvinder.

For Dorte Jensen og hendes dengang 13-årige søn blev udflytningen fra det lille værelse på krisecentret i Kalundborg ikke uproblematisk. Politiet vurderede, at sikkerhedstruslen var for stor til, at familien kunne flytte tilbage til Holbæk. Derfor flyttede de til Slagelse, men trods opholdet på krisecentret præger de voldelige oplevelser også deres nye tilværelse.

»Jeg var udkørt, jeg kunne ingenting. Alle de år med bank og psykisk terror fik mig til at miste troen på mig selv,« siger Dorte Jensen. For sønnen, Mark, der i forvejen var bagud i skolen og havde svært ved både at skrive og læse, blev skoleskiftet vanskeligt. Han klagede over hovedpine og ondt i maven, og han blev ofte hjemme for at spille computerspil. Dorte Jensen følte sig magtesløs.

Hvordan kan det være kommunens opgave at sikre, at din søn kommer i skole?

»Det er det heller ikke. Men det havde været en rigtig stor hjælp, hvis jeg havde haft nogle til at støtte og vejlede mig, så jeg hurtigere kunne været kommet ovenpå igen.«

En rådgiver til hvert center

Ifølge Birgit Søderberg bør kommunerne opprioritere efterværnsindsatsen og tilknytte en familierådgiver til hvert enkelt center, så kontakten til kvinden kan etableres fra dag et. I dag fungerer familierådgivningen således, at det er en kvindes hjemkommune, som varetager rådgivningen. Men somme tider tager en kvinde ophold på et center fjernt fra hjemkommunen, hvis risikoen ved at blive i den gamle kommune er for stor. De geografiske afstande betegner Tina Wahl, kontorchef i Center for Social- og Sundhed i Kommunernes Landsforening (KL), som en udfordring for kommunerne.

»Kommunerne er i høj grad klar over, at de skal tilbyde familierådgivning, men der kan være nogle logistiske vanskeligheder i det. Det er jo i disse sager ofte en særlig pointe, at krisecentret skal ligge langt væk fra hjemadressen. Så når en kvinde er på et krisecenter i en anden kommune – særligt hvis den geografisk ligger langt fra hjemkommunen – kan det være vanskeligt for hjemkommunen at yde ydelsen,« siger Tina Wahl.

Hun oplyser, at KL sammen med Finans- og Socialministeriet er i færd med at undersøge, hvordan kommuner og kvindekrisecentre kan blive bedre til at arbejde sammen om tilbuddet til voldsramte kvinder.

Selv om flyttekasserne er pakket, har Dorte Jensen endnu ikke fundet en lejlighed til sig selv og sønnen. Så indtil videre skal de sove på sofaen hos en ven.

»Når jeg finder en lejlighed til os, bliver det virkelig sidste gang, vi flytter. Det har jeg lovet Mark,« siger hun.

Slagelse Kommune bekræfter over for Information, at Dorte Jensen ikke har fået tilbudt en familierådgiver og beklager forløbet.

Af sikkerhedsmæssige årsager er Dorte Jensen og Mark Jensen opdigtede navne. Deres identitet er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • lars abildgaard
  • Pia Qu
Jette M. Abildgaard, lars abildgaard og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget mere fokus på børnenes tarv i kommunernes sagsbehandling; ansæt dog en overordnet sagkyndig i hver eneste kommune der desuden er ekspert i Børnekonventionen, der skal indover hver eneste sag hvor det indbefatter børns tarv.
Så vidt jeg er orienteret har man det i Sverige. Men lige meget om de har eller ej; jeg er træt af at læse om sager hvor børn ikke har fået den hjælp de har behov for p.gr.a. al mulig sløseri i diverse kommuner.

Rikke Nielsen, Jette M. Abildgaard og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

@ Pia Qu

Jeg tror, antagelsen er, at det går over, fordi de på et tidspunkt ikke er børn længere. Så er der ingen grund at bruge flere penge på dem end højst nødvendigt.