Læsetid: 8 min.

Forført af øen

Margrete forelskede sig først i Christiansø og så i Henning. Hun forlod København og sit tidligere liv. Men efter 44 år på skæret er hun stadig ikke øbo. Hun er førder – tilflytter
91-årige Margrete har boet i lejligheden, siden hendes anden mand, fiskeren Henning, døde. Overalt på væggene hænger billeder i gamle rammer, sort-hvide generationer, der går hundrede år tilbage. Margrete har her besøg af øens postbud.
15. august 2014

Stemmen er sprød. På en gang skrøbelig og helt klar:

Kun havet og himlen og ensomhed

på kortet en knap synlig prik

to hænder på rattet en evighed

et spejdende årvågent blik

og som et mirakel så er du der

du smilende ventende mø

de varme forventninger stilles her

for verdens ende er Christiansø

Margrete elsker sin ø eller rettere sagt Hennings ø. Margrete er nemlig ikke øbo, forklarer hun.

»Jeg er førder, du kan vel nok høre, jeg taler københavnsk,« siger hun med en dialekt, der klinger af det bedre borgerskab.

»Sådan aftalte vi, det skulle være, at vi beholdt hver vores stemme.«

’Førder’ kalder de indfødte på Christiansø de beboere, der har giftet sig ind i Danmarks østligste ø-fællesskab, og selv om Margrethe og Henning aldrig blev gift, tilbragte de 26 år sammen i en af de små lejligheder i Gaden, der er øens eneste. Lejligheden var egentlig Hennings, men Margrete har boet i den, siden han døde. Overalt på væggene hænger billeder i gamle rammer, sort-hvide generationer, der går hundrede år tilbage. For Margrete er ikke bare førder, med sine 91 år er hun også tipoldemor eller mormor til en farmor, som hun selv siger og øens ældste beboer. Alligevel kan hun godt huske, hvordan det var at skifte København ud med Christiansø.

»Det kan godt være lidt svært at komme ind i sådan et sammenspist samfund, der skal man måske nok have en speciel psyke. Vi kan jo ikke bare sige, at vi har lyst til at gå i biografen i aften, vil kan heller ikke sige, at nu tager vi lige en tur i skoven, det er et andet liv. Men så har vi så mange andre goder, og jeg synes jo bare, det er en pragtfuld ø at bo på,« siger hun og retter på ravhalskæden.

Startede som 3-timertur

Der er varmt i stuen. Solen skinner ind ad vinduerne, og hvis man kigger efter, kan man se vandet mellem de gule huse på den anden side af Gaden.

Margrethe har fundet et sepiabrunt fotografi frem. Hun blev gift med sin første mand, Kort, da hun var ganske ung. Iført en sart lyseblå kjole hun selv havde syet om, mørke krøller og en buket gule blomster. Hun var smuk.

Margrete og Kort nåede at holde sølvbryllup, og det var også sammen med Kort, at Margrete i midten af 50’erne ved et tilfælde fik øjnene op for Christiansø.

»Vi gik inde på Strøget i maj måned og snakkede om ferie, og så siger jeg til min mand: ’Hvad med Bornholm?’, da vi gik forbi et bornholmer-bureau. Han sagde: ’Du må da være fjollet, der er da udlejet for længst’. ’Vi har da lov til at forhøre os,’ sagde jeg. Og så var der lige akkurat et afbud til to voksne og et barn.« Margrete smiler, når hun taler. Stemmen er ivrig og armene følger med i hurtige bevægelser.

Efter et par år på Bornholm blev Margrete og Kort anbefalet at tage til Christiansø af nogle af Korts kolleger, og sådan blev Margrete 3-timers-turist, som hun selv formulerer det.

»Da de tre timer var gået, havde vi kun set den store ø, og så var der ikke mere end 20 minutter tilbage til Frederiksø. Så vi bestilte fire dage på hotellet, og så kom vi altså ikke længere,« siger hun. De fik fire somre sammen på øens teltplads. Hver morgen stod Margrete og Kort tidligt og gik ned på havnen for at se, når fiskerne kom ind med deres fangst og pillede sild af nettene. Og det var her, Margrete så Henning for første gang. Dengang havde hun dog ingen anelse om, hvilke følelser de senere skulle få for hinanden, fastslår hun.

»Henning kom jo ned til os hver morgen med fisk, fordi vi elskede sild til frokost. Han var en af vores gode venner. Vi fik mange gode venner herovre, for de var flinke mennesker alle sammen,« siger hun. De blå øjne lyser, når hun taler, og det tynde brillestel vipper på næseryggen.

Farvel til København

»Nej, du har ikke en gang smagt en bitter,« siger Margrete selvbebrejdende og rejser sig fra lænestolen. Hun har mellem 50 og 60 forskellige, forklarer hun på vej ud i køkkenet.

»Jeg laver dem selv, men det har taget overhånd,« siger hun, da hun åbner køkkenskabet og det gråhvide pagehår forsvinder ind i mellem flaskerne.

»Det her er en enebær, det her er valnød, det her er ’Øen Syp’, og det her er, hvad søren er det, den hedder, nå, jeg kan ikke huske det,« siger hun og stiller flaskerne fra sig på køkkenbordet.

Margrete skænker kun til krystalglassene er halvt fulde. Vi skal være gode ved os selv og ikke tage alt for meget på fastende hjerte, siger hun og løfter sit glas. Snapsen bider i kinderne og tørrer ganen ud.

»Her smager man på snapsen, den skal rundt på tungen for at komme til sin ret,« siger hun uden at fortrække en mine. Hun tørrer glassene af, så de er klar til næste omgang. Margrete kunne hverken fordrage øl eller snaps, da hun flyttede til øen, men nu har hun så mange flasker, at hun forærer dem væk. Seneste fik Kurt, der er en af øens gamle fiskere, en flaske Belle de Boskoop til sin fødselsdag.

»Herude får man ligesom en anden tilgang til livet. Vi er mennesker, der er glade for hinanden og hilser på hinanden og sådan noget,« siger hun.

Fire år efter Margrete og Kort første gang havde slået deres telt op på Christiansø, blev Kort alvorlig syg.

»Han blev syg til påske og begravet til pinse,« siger Margrete. Hun var ulykkelig. Det var alt for tidligt at blive enke. Alligevel tog hun samme sommer tilbage til Christiansø sammen med sin søn, der ikke kunne forestille sig at holde ferie andre steder.

»Det er en ting, jeg aldrig glemmer. Da jeg kom, blev jeg taget imod, som om jeg var en af dem. De bakkede mig i den grad op, det kan man ikke beskrive. Det er fantastisk at komme som sådan en tovlig københavner, og så bliver man modtaget på den måde,« siger hun.

Hun virker rørt, når hun fortæller om det. »Jeg kan huske, at krokonen, som plejede at sidde oppe på trappen, når bådene lagde til, kom ned og gav mig et knus. Det var så fantastisk,« siger hun.

Henning kom stadig forbi med sine sild om morgenen.

»Han spurgte, om der var noget mærkeligt i, at han kom forbi, nu når min mand var gået bort, men jeg sagde, at det kunne jeg ikke se noget forgjort i. Jeg ville jo gerne have mine sild, og han vidste jo godt, at jeg kunne lide dem,« siger Margrete og smiler. Hun solgte sit villatelt til en af familierne på pladsen og købte et mindre. Men efter et par år blev det skiftet ud med Hennings lejlighed. »Der opstod jo den der, når man lige møder en. Det var det samme med min første mand. Det er tilfældigt,« siger hun.

Ind i en gammel ø-familie

Over den brunstribede sofa i det fjerneste hjørne af stuen hænger et billede af Henning. Han står på dækket af et skib, læner den ene arm mod styrehuset og spejder ud over vandet. Billedet er fra hans sidste sejltur om bord på SE16, inden båden skulle sælges på Bornholm, forklarer Margrete.

Hun har selv taget det. Båden fik Henning bygget sammen med sin far, da han var bare 17 år gammel. De fiskede sammen, indtil faren ikke kunne mere. I dag er kutteren vist nok museumsbåd, mener Margrete.

Henning var øbo. Hans far var en del af Carl Anker-familien, der er en af de oprindelige ø-familier. Alligevel havde Margrete ingen betænkeligheder ved at forlade København og flytte ind i Hennings lejlighed.

»Han spurgte, om vi skulle prøve, om vi kunne finde ud af det sammen, og de første fire år havde jeg stadig min lejlighed i København, så jeg vidste, jeg kunne komme tilbage når som helst,« siger hun.

Samtidig sendte hendes gamle arbejde som teknisk tegner hos Københavns byplanlægning arbejde til hende, forklarer hun og peger mod det hjørne, hvor hendes skrivebord engang stod.

»På den måde havde jeg mine egne penge,« siger hun. Sommeren efter at Margrete flyttede til øen, kom Henning hjem med gode nyheder. De manglede en til at passe museet i Lilletårn.

»Det var jeg jo glad for, for så fik jeg mit eget job.«

Hun passede museet hver eftermiddag i 19 år, indtil hun blev pensionist. Om formiddagen hjalp hun sin svigerfar med at ordne garnene og krogene: »Jeg er altid kommet fint ud af det med min svigerfamilie. De var sådan nogen, der holdt sig lidt for sig selv, men de blev lidt mere udadvendte, ved at jeg kom,« siger hun og påpeger, at fiskeriet var noget, alle hjalp til med.

»Alle konerne hjalp deres mænd med fiskeri, og jeg holdt meget af fisk, så jeg var kun glad for, at vi kunne spise fisk,« siger hun. Dengang levede øboerne af fiskeri, og Henning kunne komme hjem med så mange sild om bord, at de næsten ikke kunne være i båden, forklarer Margrete.

Men i dag er det anderledes. Der er ikke flere fisk eller fiskere tilbage på Christiansø. Sælerne har spist fiskene, og øens eneste fisker flyttede til Svaneke sidste sommer.

Vil ikke tilbage

»Gorm er død. Jeg ville bare lige sige det,« siger posten, da hun står i Margretes stue iført rød jakke og med en bøtte skyr i hånden.

»Jeg var bange for, at du selv skulle kigge ud ad vinduet og se, at flaget er på halvt. Han skal begraves på onsdag.«

Hun lægger en hånd på Margretes skulder.

»Jeg stiller lige lidt skyr i køleskabet, for jeg får det ikke selv spist, nu når jeg skal over med båden senere,« siger hun og forsvinder ud af stuen. Gorm er en af de gamle øboere, forklarer Margrete. Men de seneste mange år har han været på plejehjem på Bornholm. »Stakkels Karla.« Karla er Hennings kusine. »Hun snakkede i telefon med Gorm hver dag,« siger Margrete.

Det er øens postbåd, Elefanten, der skal hente Gorm og sejle ham tilbage til Christiansø.

»Han skal begraves ved siden af sin kone Ingrid oppe på kirkegården,« siger Margrete. Henning ligger også oppe på kirkegården. Sammen med sine forældre. Hvis man drejer til venstre ved indgangen og så en lille smule til højre.

Margrete og Henning nåede at være sammen i 26 og et halvt år. Men de blev aldrig gift, for Henning kunne ikke døje den daværende ø-administrator.

»Ham kunne vi ikke lide, han delte øen på midten, og i fire år turde ingen at sige noget, fordi de var bange for, at det skulle blive forvrænget. Men vi behøvede heller ikke blive gift, for vi var lige glade for hinanden,« siger Margrete. Det er 14 år siden, Henning døde, alligevel kunne Margrete aldrig drømme om at flytte tilbage til København.

»Nej, det kunne jeg slet ikke tænke mig. Jeg er meget tryg ved at bo her, jeg har jo faktisk en helt ø fuld af venner, det har jeg slet ikke i København. Øboerne er glade for deres ø, og de vil gerne dele den med andre, og det kom mig til gode,« siger hun.

Serie

Seneste artikler

  • Vi bliver aldrig øboere, vi er øborgere

    18. august 2014
    På Christiansø vil de gerne have tilflyttere med børn. Tilflytterne derimod vil gerne have tid til deres børn. Og det får de. Langt fra karriereræs og daginstitutioner har de tid til nærhed og familie. Men ølivet er kun til låns, og tilflytterne bliver aldrig rigtige øboere
  • Øen ligger i blodet

    7. august 2014
    I generationer har Brian Stigfeldts familie boet på Christiansø og ernæret sig først som sørøverkaptajner og siden som snedkere og fiskere. Derfor er øens historie også Brians historie. Det er den, der gør ham til øbo
  • Det sidste fællesskab

    5. august 2014
    På Christiansø betyder historie og familie mere end penge og karriere. Og selv om uenighederne lurer, og afstanden mellem snapsene er kort, trives fællesskabet. Information er taget til øen for at se nærmere på en sameksistens, der i dag ikke findes mange andre steder i landet

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu