Læsetid: 8 min.

’Jeg kan og vil ikke love ’fri bar’ i velfærd’

Borgerlighed er for De Konservatives Mai Mercado det samme som ordentlighed. Derfor frustrerer det hende også, når venstrefløjen og DF lover danskerne guld og grønne skove. Det får værdierne til at skride, mener hun
’På mange måder sker der et værdiskred. Når vi eksempelvis diskuterer, om lektier helt skal ud af den danske folkeskole. At kunne læse sine lektier, forberede sig, er noget, der følger dig gennem hele dit liv. Derfor skal man lære det i folkeskolen,’ siger Mai Mercado.

Tor Birk Trads

4. august 2014

Interviewet lakker mod enden. Mai Mercado, konservativt folketingsmedlem, har talt om sit syn på borgerlighed i lidt under en time. Men en vigtig pointe mangler.

»Når man sidder i debatter, er det første dem fra Enhedslisten siger, at de vil love gratis busser til alle. Der er ikke noget, der er gratis i denne verden. Man tager altid pengene fra nogen. Jeg kan og vil ikke love ’fri bar’ i velfærd. Det er fuldstændig urealistisk, at man kan holde den slags løfter. Enhver kunne se, at S-SF’s mange løfter før valget var helt urealistiske. Det er mangel på ordentlighed, når man foregøgler befolkningen nogle ting, der aldrig kommer til at ske,« siger hun.

For ordentlighed er en af de værdier, der ifølge Mai Mercado er allervigtigst, når det handler om at forklare, hvad borgerlighed er i 2014. Det handler om ordentlighed over for sin familie, sine kolleger, ja, faktisk hele det fællesskab, vi har bygget op omkring det danske velfærdssamfund.

»Det handler for mig om værdierne i familielivet og arbejdslivet. De, der kan bidrage til samfundet, skal bidrage. Kan man gå på arbejde, skal man gå på arbejde og tjene penge til sig selv og acceptere at aflevere en del – ikke for meget – i skat, så vi kan få et uddannelsessystem, et sundhedsvæsen og en socialpolitik, der er ordentlig. Vi skal behandle hinanden på en respektfuld måde. Der skal være en udbredt grad af tolerance over for hinanden. Vi er ikke ens, og vi skal betragte det som en styrke, at vi ikke er ens,« siger Mai Mercado.

Ud over i familien vil det ofte være i skolen, man bliver opdraget til at vise respekt for vores medmennesker. Men ifølge Mai Mercado er der risiko for, at folkeskolen i fremtiden mister den opdragende rolle.

»Ordentligheden har sværere kår i dag end tidligere. På mange måder sker der et værdiskred. Når vi eksempelvis diskuterer, om lektier helt skal ud af den danske folkeskole, mener jeg, der er sket et værdiskred. At kunne læse sine lektier, forberede sig, er noget, der følger dig gennem hele dit liv – både gennem uddannelses- og arbejdslivet. Derfor skal man lære det i folkeskolen. Men nu snakkes der på venstrefløjen om lektiefrie skoler, og folkeskolereformen indfører lektiecafeer, hvor staten og skolen skal klare lektierne i stedet for familien. Hvad bliver det næste?« spørger Mai Mercado.

Hun frygter svaret – og ikke mindst konsekvenserne af svaret:

»Man fratager folk det personlige ansvar. Man risikerer at lulle eleverne ind i en tankegang om, at de ikke behøver lave noget uden for den almindelige skoletid, og sådan er arbejdsmarkedet bare ikke skruet sammen i dag. Folkeskolen skal blandt andet være med til at forberede eleverne på resten af deres liv, og derfor skrider værdierne, når man ikke vil have lektier i skolen.«

Ifølge Mai Mercado oplever vi i disse år en værdirelativisme, hvor det er legitimt at sætte alt til debat. Men for Mai Mercado er der nogle værdier, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

»Alle værdier er ikke til diskussion. Der er nogle værdier, som er absolutte. Ordentlighed er en af dem. Respekt og ansvarlighed er andre. Det, at man er opdraget hjemmefra til at have disse værdier over for sine medmennesker, er afgørende. Der er uhyggeligt mange, som ikke er opdraget hjemmefra. Det er et problem. Det er blevet mindre legitimt at tage den diskussion – altså diskussionen om opdragelse og om værdier, og det ser jeg også som et skred i vores værdier. Alt er blevet individualiseret i ekstrem grad, og så ryger fællesskabet og ansvaret for fællesskabet. Det ansvar er man kun bevidst om, hvis man er opdraget til det.«

For Mai Mercado handler borgerlighed også om respekt, forståelse og anerkendelse af vores fælles historie.

»Hvis alle traditioner og værdier kommer i opbrud, er der intet til at forme fremtiden for os. Vi er nødt til at have nogle holdepunkter. Nogle stationære værdier, som vi kan holde fast i. Hvis vi ikke ved, hvor vi kommer fra, så ved vi heller ikke, hvor vi skal hen‚« siger hun.

Regeringen får det til at skride

På trods af at De Konservative var regeringsparti i 10 år op gennem 00’erne, lykkedes det ifølge Mai Mercado ikke at vinde værdikampen. Det lykkedes ikke for partiet at gøre Danmark mere borgerligt.

»Vi skulle have været langt mere borgerlige i 00’erne. Det er ingen hemmelighed, at vi konservative var de borgerlige i VK-regeringen. Det var os, der diskuterede dagpenge, efterløn og alle de andre store reformer. Hver eneste gang var Venstre på bagkant, og først når man så kunne se, at befolkningen begyndte at acceptere det, var det muligt at trække Venstre fodslæbende til truget.«

Under den nuværende regering er de borgerlige værdier ifølge Mai Mercado kommet under et endnu større pres. Relativismen er vokset.

»Der er sket det, at der er kommet en regering til, som meget hurtigt har fået det hele til at skride. Lad os bare tage loven om juridisk kønsskifte. Lige pludselig hedder en mand ikke en mand og en kvinde ikke en kvinde i sundhedsloven. Nu er en kvinde en person med en livmoder, mens en mand er en person med mindst en testikel. Det bliver bare så søgt i min verden. Det udvisker de værdier, vi har som mennesker, og biologien, og det skubber til værdiskredet. Når man som kvinde kan blive kunstigt befrugtet, blive gravid, føde sit barn og blive far, så er der noget helt grundlæggende, som skrider for mig som konservativ.«

– Kan det gå så galt på tre år?

»De fjernede jo som noget af det første loftet over kontanthjælpen, så man skal tjene over 30.000 kroner om måneden, før det for et par kan betale sig at få et job, når man er på kontanthjælp. Man kan lave virkelig meget ravage på tre år, når man begynder med sådan en første dag på kontoret.«

– Men med den økonomiske politik må borgerligheden vel så have sejret, når regeringen skriver, at den vil videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand?

»Det afhænger jo af ambitionsniveauet. Det er ingen hemmelighed, at vi vil have nulvækst. Det er jo ikke alle de såkaldt borgerlige partier, som ønsker det. Det skal kunne betale sig at arbejde. Hvis man arbejder tre timer ekstra om ugen, men kan se, at man ikke får noget som helst ekstra ud af det, så har man jo ingen tilskyndelse til at gøre det. Derfor er det vigtigt for os, at der kommer en reel skattelettelse for dem, der går på arbejde – enten ved, at man hæver beskæftigelsesfradraget eller sænker bundskatten.«

– Ofte taler Venstre, De Konservative og Liberal Alliance om skattelettelser. Er borgerlighed bare lig med skattelettelser?

»At sætte skatten ned er ikke et mål i sig selv. Det kræver altid en forklaring på, hvorfor vi vil sætte skatten ned. Det vil vi, fordi familierne skal have mere frihed og handlerum. En skattenedsættelse skal gerne starte en kædereaktion, hvor man arbejder mere og betaler endnu mere i skat, så vores velfærdssystem kan blive endnu bedre for dem, der har brug for det. Der skal være en gevinst ved at gå på arbejde. Vi kan ikke forlange, at folk skal arbejde for deres blå øjnes skyld. Skattepolitikken er et middel til at opnå mere frihed for den enkelte.«

– Går alle på arbejde for at tjene penge?

»Man går i hvert fald på arbejde for at forsørge sin familie. Det at kunne forsørge sin familie optager danskerne mest, tror jeg. Især under krisen. Derfor ser vi stadig, at danskerne er bekymrede for, om krisen er ovre. Folk er stadig rystende bange for at miste deres job, fordi de har en familie, der skal forsørges. Traditionelt har ordet ’solidaritet’ været forbundet med venstrefløjen, men det behøver de ikke have patent på. Det er i solidaritet med hinanden og vores nærmeste, at vi går på arbejde, så vi kan betale en skat – gerne en lavere skat – til samfundet og fællesskabet.«

DF mangler tolerance

Gennem det seneste par år er forskellen mellem konservatisme og liberalisme blevet heftigt debatteret. Det er borgerlige debattører som Mads Holger, der har ført an, men Mai Mercado finder den diskussion uinteressant. For hende er der nemlig tydelig forskel på den borgerlighed, som konservative repræsenterer, og den, som de liberale repræsenterer.

»Vi vil passe på samfundet. Miljøet, kongehuset, vores kulturarv, vores værdier, de udsatte, vores historie og dem, der har brug for at blive passet på. De liberale er med til at skabe værdiløsheden. Det er ikke kun den nuværende regering og venstrefløjens skyld. Liberal Alliance vil jo f.eks. ikke have en historiekanon, så der er en kulturarv, man skal stifte bekendtskab med. De liberale vil have, man selv skal bestemme, fordi de arbejder med den ultimative frihed. Det gør vi konservative ikke. Der er visse ting, man skal vide. I borgerligheden er der flere grænser og rammer end i liberalismen.«

– Det er jo værdier og politikker, som Dansk Folkeparti kan støtte. Er Dansk Folkeparti i dine øjne et borgerligt parti?

»Nej, det mener jeg ikke, de er. Med ordentlighed kommer også ansvarlighed. Det er også den økonomiske ansvarlighed. Sammen med tolerancen og respektfuldheden. Jeg synes ikke altid, at Dansk Folkeparti har den tolerance og respektfuldhed over for omverdenen. For en borgerlig er det vigtigt, at husholdningsbudgettet stemmer. Og man må jo sige meget, men Dansk Folkepartis økonomiske politik læner sig jo meget op ad Socialdemokraternes økonomiske politik. Der er man simpelthen nødt til at være mere mådeholden. Det vil en konservativ og borgerlig være.«

Også når det kommer til synet på globalisering ser Mai Mercado en tydelig forskel på konservatismens borgerlighed, liberalismens borgerlighed og DF’s borgerlighed.

»Vi er nationalsindede, men vi tror ikke på, at vi bor i en osteklokke, hvor alle input udefra skal sorteres fra. Vi har i århundreder levet og udviklet os med vores omverden. Vi er ikke bange for globalisering. Tværtimod. Vi har netop deltaget i en reform af området for international rekruttering, så vi kan tiltrække velkvalificeret, udenlandsk arbejdskraft, fordi vi har brug for det. Vi konservative er de eneste borgerlige, der vil have en greencard-ordning, som betyder, vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Der er slet ingen modsætning mellem det nationalsindede og globaliseringen. Det ville presse vores virksomheder og støde dem fra os, hvis vi begyndte en håbløs kamp mod globaliseringen.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Radikale Venstre er jo for mig det onde dyr i åbenbaring’

    12. august 2014
    Danmark er under voldsom forandring, mener Dansk Folkepartis stifter og værdiordfører Pia Kjærsgaard. Og det er der særligt én årsag til: Radikale Venstre er ifølge Pia Kjærsgaard den største trussel mod udbredelsen af borgerlige værdier og dyder
  • ’Det er synd, at man skal nå frem til en krise, før borgerligheden slår igennem’

    6. august 2014
    Den borgerlige værdi om ’rettidig omhu’ lider, mener Martin Ågerup, direktør i den liberale tænketank CEPOS. Den offentlige sektor voksede hele vejen op gennem 00’erne, og direktøren er bekymret over, at borgerligheden stadig er trængt i defensiven herhjemme
  • ’Lige nu kører det bare i den gale retning’

    31. juli 2014
    Han er en af Danmarks rigeste, og han er storsponsor af Folketingets mest liberale parti. Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen mener, at borgerligheden i Danmark er truet, fordi der er ’seks-syv socialdemokratier’, danskerne kan stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, man tager ikke noget fra nogen, man investerer det, man har skabt i et fælles samfund på fælles opgaver. De rige har ikke TJENT deres penge, de har FÅET dem ved at få ANDRE til at arbejde for sig, som så IKKE får de penge, deres arbejde kan sælges for.
Alibiet hedder "risiko", men lad os da endelig tage denne fra de initiativrige, så de ikke skal gå fra hus og hjem, når de har været for optimistiske og grådige. Vi kan godt rumme at hjælpe også dem, der benytter samfundets muligheder fuldt ud i et privat perspektiv. Omkostningerne ved at lade dem stå med det alene er for stor for fællesskabet.

René Bjerregaard, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard, Karsten Aaen, Bernd Åke Henriksen, Rasmus Kongshøj, David Zennaro, Christian Mondrup, Jørgen Steen Andersen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvordan kan man på een gang gå ind for,
at et menneske skal kunne arbejde sig til en formue og beholde sine penge selv,
og samtidig gå ind for arve-rettigheder?

Hvad blev der af 'noblesse oblige'?

Hvda betyder 'ordentlig' i konservativ forstand? Er det når man ikke kan tilbyde mennesker et job, de kan leve af indkomsten fra, men istedet for harper på selvsamme mennesker, fordi de ikke tjener penge til at betale skat med? Er det 'ordentligt'?
Er det ordentligt konservativ politik at folk skal arbejde mere og betale mere i skat, men derved ikke have tid til at være sammen med den familie, som de er rystende bange for ikke at kunne forsørge?

Der mangler spørgsmål. Og svar.

Elisabeth Andersen, Bjarne Nielsen, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard, randi christiansen, Bernd Åke Henriksen, Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

konservative har i den grad været med til at få det danske samfund til at skride langt til højre... kartoffelkurven var fx et tiltag i denne ubehagelige retning..så, det er ok at de konservative er ved at dø ud.

Lasse Damgaard

Fjernelse af topskatten er fri bar.
Fradragsret på skatte billetten er fri bar.

Elisabeth Andersen, Bjarne Nielsen, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard, Hanne Ribens, randi christiansen, Bernd Åke Henriksen, Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Anne Eriksen, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Peter Hansen, Peter Taitto og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Venstre er ikke bedre, når de direkte støtter en idé om etablering af private virksomheder med den offentlige sektor som eneste el. primære kunde. Det ville være godt, hvis private virksomheder, som fik mindst 75% af sin omsætning fra den offentlige sekbor, blev medregnet i den offentlige sektor.

Elisabeth Andersen, René Bjerregaard, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, David Zennaro, Peter Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Manipulation, usandheder og overgreb karakteriserer borgerligheden mere end ordentligheden.
Bare 2 eksempler fra indland og udland:
Lars Løkke Rasmussens bortforklaringer om sit overforbrug.
Hele det politiske spil omkring Irakkrigen.
At venstrefløjen undertiden falder for fristelsen til at bruge de samme metoder er desværre et ofte ikke så heldigt forsøg på at undgå, at skolegårdens stærke bølle ellers nærmest kan gøre, hvad der passer ham.

Bjarne Nielsen, Olav Bo Hessellund, lars abildgaard, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

At bruge ord som 'ordentlighed' er fri bar.

Torben Nielsen, randi christiansen, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Claus Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jo mere, vi kan placere i den offentlige sektor, jo mindre behøver den enkelte at tjene og spare op på egen hånd. Det vil bringe huspriserne ned, så boligerne bliver mulige at erhverve for almindelige lønninger, uden mærkelige lånekonstruktioner.

Godt interview. Mai Mercado indeholder nogle klassiske konservative holdninger med et socialt ansigt i forhold til f.eks. karmajægerne Brian Mikkelsen, Lene Espersen og giganttumpen Rasmus Jarlov. At jeg bestemt ikke er enig med hende i alt, gør ikke min respekt for hende mindre efter, at have læst denne artikel. Topskat eller ej..

Steffen Gliese

Det er trist, at vi skal høre på den manipulation om kontanthjælpsloftet. Problemet er snarere, at folk, der har svære problemer med budgettet, øjensynligt ikke kan få f.eks. boligstøtte.
Det går også den modsatte vej i forhold til en løsning af kontanthjælpsproblemet - som jo er, at man ikke skal straffe folk, der får arbejde, ved at fjerne alle tilskud, herunder ægtefællens/samleverens kontanthjælp - medmindre man etablerer et alternativ, der kunne være et højere fradrag, som den arbejdende part kan benytte.
Politikerne er slået bak i forhold til den udvikling, de selv har fremmet i årtier: at den enkelte skulle støttes uafhængigt af sin sociale sammenhæng. I stedet arbejder man nu på at gøre folk til indbyrdes mere afhængige igen, og det kan man ikke, det er for sent. Havde man undgået at emancipere folk i familierne i 60erne og 70erne, havde vi stået i en anden situation, som meget vel kunne være mere attraktivt; men at gøre 40-50 års politiske udvikling ugjort lader sig ikke gøre. Folk har betalt skat og forventer, at deres penge går til at løse opgaverne frem for at ende i lommerne på bureaukrater, der i øvrigt arbejder for at indføre love, folk ikke ønsker, samt at regelsætte, hvad fungerer bedre som civil regeldannelse mellem mennesker.

Bernd Åke Henriksen, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

De værdier, som konservative Mai Mercado sætter focus på er værdier, som jeg alle partier uanset farve kan forholde sig til. Det som gør forskellen er hvordan man forstår og fortolker værdierne.

Hvem ønsker ikke et ordentligt og ansvarlig samfund, hvor alle behandles respekt fuld? Men der er stor forskel på, hvordan disse værdier omsættes til handling. For mig er det at vise ordenlighed, ansvar og respekt overfor landet borgere, at alle uanset situation har nok økonomiske midler til, at leve et godt og ordentligt liv uden afsavn. Hvorimod Mai Mercados forståelse af værdierne er, at en hver skal klare sig selv og dem som ikke kan skal leve af et overlevelsesbeløb.

Bjarne Nielsen, Carsten Søndergaard, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen, Claus Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Nej, man bør sandelig ikke fratage mennesker deres ansvar. Derfor er det også vigtigt, at vi drager personer, som involverer Danmark i ulovlige krige til ansvar. Man bør ikke kunne løbe fra sit ansvar, blot fordi man er politiker. Dernæst er det vigtigt, at vi finder frem til, hvem der har ansvaret for den såkaldte finanskrise og de hundrede tusinder af arbejdspladser, som det har kostet alene i DK. Man bør ikke kunne løbe fra sit ansvar, blot fordi man er finansmand. Selvom ansvaret for krisen ikke udelukkende kan placeres i DK, er det vigtigt, at synderne identificeres, så politikerne holder op med at bilde folket ind, at krisen skyldes en for stor offentlig sektor. Man bør ikke kunne slippe afsted med at lyve, blot fordi man er politiker. Tag ansvar!

Peter Wulff, Elisabeth Andersen, Bernd Åke Henriksen, Bjarne Nielsen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Tue Romanow, Kjeld Hansen, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Peter Hansen sætter fingeren præcist på emnets essens - mange åre tilvænning, eller omvendt mange års fravending.
Der findes offentlig skattebetalt indsats og der findes privatliv og det nære liv. Kunsten og det aktuelle er at finde en afgrænsning.
Lige nu snakkes om privat varetagelse af daglig pasning og løsning af passende opgaver. Ingen vil vel fornægte at vi skal hjælpe hinanden.
Men der er masser af forhold, hvor vi siger : Det er kommunens ansvar, jeg gør ingenting - selv om det var hurtigere, enklere og billigere.
Som Mercado siger - intet er gratis. Kun , hvem betaler ?
Dette drejer sig ikke kun om økonomi, men om frihed til at vælge. For hver skattekrone er ansvaret flyttet og min valgmulighed fjernet. Undervejs er 40 øre brugt af administrationen. ("ender i lommerne på bureaukraterne" Peter).
Den store herskende klasse fra politikere af enhver observans, ud til mindste skrivebord, lever af systemet. Derfor er de ikke særlig varme på at save den gren over de selv sidder på.

Altså, det drejer sig om valgfrihed for den enkelte - frigørelse fra det offentlige uhyre - staten - i mange af dagliglivets forhold. Som bonus får vi en tilfredsstillelse og et større selvværd ved at ha` varetaget en større del selv. Alle der har været i konflikt med det offentlige systems kringelkroge, ved hvad jeg mener.

De der mener modsat, at den offentlige narko skal videreudvikles i samme retning, hvor borgerne er endnu mere til grin for egne penge, skal vide, at de skader alle, høj som lav. Heldigvis er I et mindretal. Jeg vover den påstand at langt størstedelen af Danmarks befolkning er naturligt konservative og lægger stor vægt på "gammeldags" værdier. Men afvænningen af de afhængige er svær.

Tak til modige May, som "yndigt i lillepigekjolen" klart lægger sit og sin "oldemors" synspunkt frem til seriøs debat.

Det lyder allerede, som om de sidste rester af Det Konservative Folkeparti er ved at melde sig under de ordentlige, ansvarlige, tolerante, respektfulde og selvfede Radikale faner ?

Jørgen Malmgren

Jeg er faktisk enig med Leo Nygaard og også et stykke af vejen med artiklen, selv om jeg stemmer på enhedslisten. I min generation var ordentlighed og ret og pligt, kodet ind i en fra barnsben af, det var en del af de socialdemokratiske kernedyder og det var også i høj grad rygraden i samfundet. Når alle gjorde hvad de skulle, så fungerede tingene.

Men gennem de sidste 20 år er arbejdsdisciplinen blevet ringere og ringere og ledelsesformerne blevet mere diktatoriske som en logisk konsekvens, hvilket igen betyder et dårligere arbejdsmiljø.

Vi er nødt til at nytænke samfundet, for at få det til fungere for alle. Men nytænkning er blevet til besparelser og forringelser dikteret af økonomer og jurister. Der kunne spares 2 måske 300 milliarder om året ved en gennemgang af det offentlige. Alene jobcentrene koster 100 milliarder om året og de udfylder ikke en meningsfuld funktion i samfundet, det er en ren kontrolstruktur.

Bernd Åke Henriksen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Fint nok med gammeldags borgerlig ordentlighed, når vi med dette begreb henviser til personlige egenskaber som integritet, ordholdenhed, respekt for andre mennesker m.m.

Men hvad om de borgerlige selv foregik med det gode eksempel!?

Undrer mig over, hvorfor det er typer som Ninn-Hansen, Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, der har siddet/sidder på de fremtrædende pladser hos de konservative.

Den skæbne, der i tidens løb er overgået de konservative MF'ere, som i mine øjne repræsenterer det, man kalder borgerlig ordentlighed, dvs. folk som L.V. Birck, J. Christmas Møller, Vilhelm Fibiger, Isi Foighel, H.P. Clausen, Palle Simonsen peger ikke ligefrem på, at borgerlighed ordentlighed er det, der fremmer karrièremulighederne bedst i dette parti - tværtimod. H. P. Clausen, som blev revet med i faldet efter Ninn-Hansen, forlod dybt skuffet dansk politik og er mig bekendt den eneste minister, der utrykkeligt har frabedt sig at få sit portræt hængt op på Christiansborg.

Så hvor er de gode eksempler i dag? Har svært ved at få øje på dem....

Per Torbensen, Elisabeth Andersen, Bjarne Nielsen, Carsten Søndergaard, Hanne Ribens, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Er det rigtigt, Johnny Winther Ronnenberg, at arbejdsdisciplinen er blevet ringere i løbet af de sidste 20 år? Jeg synes ikke, jeg kan genkende det - eller måske vil jeg bare ikke. Eller det vil jeg måske godt: jeg hører, at danske unge bare ikke er rappe nok på fingrene, når de forsøger at arbejde med frugtplukning - de ser måbende på, hvad de importerede østarbejdere får fra hånden. Det er selvfølgelig ikke godt for vores nationale stolthed, synes jeg. Desværre hører jeg heller ikke fra disse unge, at de indser, at de må tage ved lære og blive hurtigere og bedre, de affinder sig med, at de ikke kan; men hvis man træner, kan man blive god, og det er måske det, vi er holdt op med at lære børn? At man skal træne for at blive dygtigt, at intet kommer af sig selv?

Der opstår den paradoksale situation i dansk politik, at liberale og socialister kan finde fælles fodslag på mange måder om demokrati og personlig frihed.
Dette sammenfald har Retsforbundet praktiseret i mange år i sit politiske program, nu suppleret med fri cannabis, lagdelt bankvæsen og basisindkomst.
På borgen er der nok et par stykke der har erkendt det, bl.a Alternativet ved MF Uffe Elbæk

Rasmus Kongshøj

Fri bar til overklassen - postevand til os andre...

Elisabeth Andersen, Bjarne Nielsen, Torben Nielsen, Anne Eriksen, randi christiansen, Steffen Gliese og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

J. W. Ronnenberg: "Men gennem de sidste 20 år er arbejdsdisciplinen blevet ringere og ringere..."

Hvad bygger du denne påstand på? Ifølge Danmarks Statistik er produktiviteten faktisk øget i denne periode.

http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/produktivitet-og-input-output/produ...

Automatisering spiller selvfølgelig en rolle, men hvis din påstand er sand, er produktivitetsgevinsten ved automatisering altså så stor, at den mere end opvejer den manglende arbejdsdisciplin. Har du tal, der understøtter dette?

Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Peter Taitoo,

Det er da muligt, at den presse-naive men ellers ordentlige (og er naiviteten ikke en del af det at være ordentlig, spørger man bare) Mia Mercado er blevet manipuleret af Informations fotograf - Måske tilhørte kjolen i virkeligheden fotografens oldemor - men som du siger understøtter billedet ganske glimrende artiklen visuelt, så hvorfor kan man ikke kommentere det?

Kristoffer Larsen

Christian Juhl EL : "Deltid gør folk gladere"1)

Ja, hvem vil ikke kunne arbejde på deltid og f.eks. have en ægtefælle der slæber resten hjem så man stadig kan opretholde en rimelig levestandard. Desværre vil det give et massiv hul i statskassen som følge af manglende skatteindtægter og hvordan skal alle de dejlige velfærdsgoder så finansieres.

Iøvrigt mener jeg de konservative ikke lader LA eller DF noget tilbage i deres overbud. Deres mange forslag om skattelettelser kræver store besparelser og effektiviseringer i den offentlige service som de ikke på nogen måde har konkretiseret. Det er banalt og populistisk så Mai Mercado burde se indad først. De konservative har igen og igen overbudt LA med skattelettelser og senest har de obstrueret energi og vækstaftalen fordi man omlægger en afgift de konservative selv var med til at vedtage over på en lidt højere bundskattesats.

1) http://enhedslisten.dk/artikel/deltid-g%C3%B8r-folk-gladere-73092

Kristoffer Larsen

Der kunne spares 2 måske 300 milliarder om året ved en gennemgang af det offentlige. Alene jobcentrene koster 100 milliarder om året og de udfylder ikke en meningsfuld funktion i samfundet, det er en ren kontrolstruktur.

Og jeg som troede Anders Krabbes leder i dagbladet Børsen om besparelser på den aktive jobindsats på 16 milliarder var overbudspolitik ......

Jørgen Malmgren

Niels Nielsen

Hvad bygger du denne påstand på? Ifølge Danmarks Statistik er produktiviteten faktisk øget i denne periode.

Noget så simpelt som observation i dagligdagen, i mit sidste job oplevede jeg flere gange, at møde ind klokken ni og opdage, at de seks der skulle være mødt ind klokken otte simpelthen ikke var mødt op og heller ikke kom.

Kristoffer Larsen
05. august, 2014 - 16:07

Og jeg som troede Anders Krabbes leder i dagbladet Børsen om besparelser på den aktive jobindsats på 16 milliarder var overbudspolitik ......

Aktivering af ledige og syge koster mellem 13 og 16 milliarder, men driften af jobcentrene og alle kontrolinstanser koster desværre omkring 100 milliarder. De penge kunne bruges klogere og her tænker jeg ikke på, indkøb af kampfly, lyntog til Ålborg ;-)

Jørgen Steen Andersen

Jeg havde en helt uskyldig kommentar om, at det er skamløst og manipulerende at anvende et sådan billede/ opstilling / stilleben i for bindelse med borgerlig ordentlighed.
Helt som Claus Jensen også har kommenteret.
Der var et indlæg ( som er blevet fjernet, ligesom mit også er forsvundet) om, at det ikke er god tone at debattere et foto af den interviewede person.
Når billedet så tydeligt har til hensigt at formidle et bestemt verdensbillede i politisk agitation ville det være mangelfuldt ikke at gøre opmærksom på dette.

Bjarne Nielsen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Peter Taitoos seneste kommentar er såmænd også blevet fjernet. Der er visse jobs, hvor man må undre sig over, hvordan de personer, der udfører dem, kan undgå at føle sig komplet til grin.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Nielsen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Gry W. Nielsen

"Når vores forsøg på at skabe idealsamfundet i sidste regeringsperiode slog fejl, var det fordi vi ikke fik lov at gøre arbejdet færdigt og ikke kunne føre ægte X politik. Det var Ys skyld. Vi er det eneste sande Z parti, og vi kender vejen til paradis! Hvis vi bare fik lov at regere i et vakuum, så..."

Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Aktivering af ledige og syge koster mellem 13 og 16 milliarder, men driften af jobcentrene og alle kontrolinstanser koster desværre omkring 100 milliarder. De penge kunne bruges klogere og her tænker jeg ikke på, indkøb af kampfly, lyntog til Ålborg ;-

Jamen, så fjern førtidspension mm. Så kunne der spares meget.

randi christiansen

En sød, god og ordentlig lille pige, som vist aldrig har prøvet at flakse i et tomrum uden sikkerhedsnet. Hun tænker ikke forvaltningsrammen helt til bunds - men det er jo også en sjældenhed.
Ordentlighed? Hvad er det? At passe sit arbejde hver evige eneste dag i 25 år og ende med at dø af det - er det ordentlighed?

Carsten Straarup

"De fjernede jo som noget af det første loftet over kontanthjælpen, så man skal tjene over 30.000 kroner om måneden, før det for et par kan betale sig at få et job, når man er på kontanthjælp"
(citat: Mai Mercado)
Hvor kom den lige fra? - mener hun 30.000,- tilsammen, altså over 15.000,- pr. næse i et samboende parforhold?!

Rasmus Kongshøj, Bjarne Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lars B. Jensen

30.000,- om måneden for samboende kontanthjælpsmodtagere er incl. boligsikring, børnepenge m.m. At man så også kan få en del af de ydelser når man har et lavtlønsjob, det undgår Mia Mercado behændigt at forholde sig til. Ligesom resten af højrefløjen og den der tomme tank hvor de alle sammen er chefer.
Det ændrer ikke på at den gensidige forsørgelsespligt er et problem, der kommer til at koste dyrt både i menneskeskæbner og statens økonomi, når en masse par tvinges til at flytte fra hinanden.

Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Nielsen, Jørgen Steen Andersen og René Bjerregaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Nielsen

Problemet med de Konservative og især Venstre er, at det er en propagandakultur, hvor ærlighed og sandfærdighed er helt fortrængt af reklamegas og markedsføring pakket ind i skjulte dagsordener.
Hvor længe kan et hæderligt menneske klare sig i et sådant miljø?

Hun siger en del, som det er nemt at være enig i. Ordentlighed. Respekt. Solidaritet.

Men hvad er det så konkret, hun vil forandre for at opnå disse mål? Her kan vi uden tvivl finde svarene i partiprogrammet. Lavere skatter for de høje indkomster, så det kan betale sig for millionærerne at yde en ekstra indsats. Og lavere omkostninger for virksomhederne. Dvs lavere lønninger. Lavere skatter, dvs ringere offentlig service. Og lavere skatter på biler og benzin. Dvs endnu færre penge til offentlig service, herunder kollektiv trafik.

Rasmus Kongshøj, randi christiansen, Jørgen Steen Andersen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Meget morsomt!
At det skal kunne betale sig for millionærerne at yde en ekstra indsats.
Derfor lavere skatter for de høje indkomster!
Vi får tit at vide, at det smitter af på de lavere lønnede at millionærerne skal betale mindre i skat og iøvrigt behandles som rådne æg, for det er dem, vi allesammen skal leve af og nærmest nasser på.

Claus Jensen, Rasmus Kongshøj, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den nydelige unge dame på billedet, MF Mai Mercado fra De Konservative, som vor Christiansborg-reporter har været inde for at interviewe i anledning af agurketiden, siger så vidt jeg kan læse mig til ikke andet, end hvad f.eks. hendes mere garvede partikammerat 'kanonstøberen' Brian Mikkelsen, ville have sagt, hvis det var ham, der havde været hjemme for at passe butikken, mens 'de voksne' ferierede andre steder.

Big surprise!

Det eneste mærkværdige, jeg kan få øje på i den anledning, er den påfaldende interesse for signalværdien af fr. Mercados påklædning, som visse af debattørerne i nærværende tråd lægger for dagen. Mon interessen for at kommentere 'offerets' påklædning ville have været lige så stor, hvis det tilfældigvis havde været en af fr. Mercados mandlige kolleger på tinge, der havde stillet op til fotografering i samme anledning?

randi christiansen

Nemlig rigtigt jørgen steen andersen - den store løgn : at det er de fattige, der nasser på de rige - når det i virkeligheden forholder sig omvendt.

Og grethe - vi har lige haft en enorm omgang med lars uløkkes underbukser. Der er stor signalværdi i beklædning - og det gælder begge køn. Jeg kan sagtens forestille mig brian i et udstyr, som ville give anledning til kommentarer. Men hans stil er jo netop den snorlige - det eneste sted man måske kan tale om, at han skejer lidt ud, er i brillevalget, der vel skal signalere noget i retning af voksen, ansvarlig og moderigtig. Men de klæder ham da.

Jørgen Steen Andersen

Det er ikke kun påklædningen, men hele "set uppet" med maleri og iøvrigt ikke meget andet.
Det er da rigtigt at "lillepige looket" virker noget antikveret.
Billedet ser ud til at være taget i al hast, for der er krydsfinerplader bagved og til venstre.
Der er en ombygning i gang.
Grethe Preisler:
Du siger det selv.
Hun siger ikke meget andet, end hvad Brian Mikkelsen ville have sagt, så hvorfor kommentere på alt det sædvanlige?
A propos "ombygning":
Det er meget relevant, når snakken går på Det konservative Folkeparti.
De skal måske ændre navnet igen!
P.S. Iøvrigt anbefaler jeg på livet løs.

"Mon interessen for at kommentere 'offerets' påklædning ville have været lige så stor, hvis det tilfældigvis havde været en af fr. Mercados mandlige kolleger på tinge, der havde stillet op til fotografering i samme anledning?"

Bestemt, Grethe Preisler, hvis han havde stillet op i oldemors eller endda oldefars konfirmationskostume. Men nu er det jo for det meste sådan, at mændene på tinge frentræder i ensudseende statsmandshabitter a la Lars Løkke. Apropos hvilket:
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/22239899

Du og andre overser, at husarerne, pligtskyldigst anført af undertegnede, helt har undgået at kommentere de søde, velproportionerede pigeben, og de store, uskyldige øjne, som leder tanken hen på det dådyr, vi ikke fik med på guldaldermaleriet. Og så selvfølgelig den uimodtståelige Sound of Music-frisure.

Grethe Preisler

Jamen gud fri mig, randi christiansen.

Og jeg som troede, at medievirakken om 'lars uløkkes underbukser' handlede mindre om, hvordan han tog sig ud i dem, end om, hvem der egentlig finansierede partiet Venstres exorbitante indkøb af underhylere og andre beklædingsgenstande til partiformanden, så han kunne tage sig præsentabel ud på billeder.

Der kan man bare se, hvor man kan tage fejl ;-)

randi christiansen

Naturligvis søde grethe - uløkken i lille lars' ynnebaws gik mere på, at han og venstre gled i svinget, da de i erkendelse af beklædningens signalværdi søgte at opdatere formandens look. Hvad der i stedet igen blev klart for de fleste var, at parfume ikke skjuler lugten af snavsetøj - eller at det ikke er alt, der glimrer, som er guld.

Grethe Preisler

Man kan aldrig vide, hvad kvindelige "husarer" anno 2014 falder for ved mandlige politikerikoner, Claus Jensen. Under en oprydning i familiens fotoarkiv for et års tid siden faldt mit unge kvindelige barnebarn over et Stelle Nova-portræt af en smuk ung mand og udbrød spontant: "Av et godt hug - hvem er det?" - og sagde: "Øv", da jeg oplyste, at det var et ungdomsbillede af hendes oldefar, som døde, før hun blev født.

Hvordan min far ville have set ud i konfirmationstøj, ved jeg ikke, da han skønt døbt nægtede at lade sig konfirmere som 14-årig.

Men jeg har et billede af ham i fuld figur (iført slips, habit og Borsalino) som 20-årig. Knipset af kanonfotografen på Dr. Louises bro i København i 1933 og sendt som postkort til hans mor i provinsen (deraf dateringen). Og det kunne for den sags skyld lige så godt have forestillet en ung fremadstræbende konservativ politikerspire af hankøn anno 2014.

Så det ;-)

Grethe Preisler

Nu har jeg spurgt hende, Claus Jensen - og svaret er:

"Ham der - er det et barnebillede af Thomas Helmig fra før han blev popmusiker?"

Grethe Preisler

Nej, min kære 'D'Artagnan' - det gjorde jeg ikke.

Jeg diskuterer heller ikke politik med hende, det ved hun nemlig ikke så meget om endnu, at det ville være ulejligheden værd. Foreløbig interesserer hun sig mest for mænd og mode og sit eget kønne ydre.

Men stemmeret har hun da fået, det yndige barn, og guderne må vide, hvem af kandidaterne, hun kaster sin kærlighed på, når folketingsvalget ikke kan udskydes længere, hvis hun skulle få det vanvittige indfald at bruge den til noget. Jeg frygter det værste og håber det bedste.

Konservative frygter fremtiden...

Frygt mod forandring ligger i begrebet konservativ. Ligge som borgerlighed dækker over frygten for at mindste status og magt til socialt lavere rangerende. Fuldkommen tåbelige værdier.

- En fremtid i fred og harmoni kan kun bygge på lighed.

Uden et samfund bygget på social- og økonomisk lighed frem for borgerlighed kan der kun opstå ulighed for loven, samt vold og uroligheder, som vi f.eks. ser det igen og igen i et land som USA.

Ivan Breinholt Leth

"Alle værdier er ikke til diskussion. Der er nogle værdier, som er absolutte. Ordentlighed er en af dem. Respekt og ansvarlighed er andre. Det, at man er opdraget hjemmefra til at have disse værdier over for sine medmennesker, er afgørende. Der er uhyggeligt mange, som ikke er opdraget hjemmefra. Det er et problem."
Jeg kender osse nogen, som med em vis sandsynlighed har fået en dårlig opdragelse: Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Bendt Bentsen, Klaus Hjort Frederiksen, Erik Ninn Hansen, etc.