Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kvindekrisecentre: Kommuner svigter voldsramte kvinder

Kommuner forsømmer opfølgningen til voldsramte kvinder med børn, der bor på kvindekrisecentre. Det oplever man på 31 ud af de 36 krisecentre, som Information har talt med. Socialministeren kalder det uacceptabelt
Indland
8. august 2014

På 31 ud af 36 kvindekrisecentre vurderer man, at kommunerne ikke lever op til reglerne om at tilbyde voldsramte kvinder med børn den såkaldte familierådgivning. Det viser en rundringning til landets 36 kvindekrisecentre, som Information har foretaget.

Ifølge serviceloven er kommunerne for-pligtet til at tilbyde familierådgivning i slutningen af kvindernes og børnenes ophold på et krisecenter, samt i en periode efter de er flyttet fra centret. Familierådgivning indebærer, at kvinder, der fraflytter et kvindekrisecenter, får hjælp til flytning, jobsøgning og børnenes skolegang. Vejledningen til serviceloven lægger vægt på, at rådgivningen typisk bør have et omfang på nogle timer om ugen i et halvt år efter udflytningen.

Det er ikke første gang, kommunernes indsats på området bliver kritiseret. I januar påtalte Rigsrevisionen på baggrund af en gennemgang af 67 voldsramte kvinders sager, at 65 pct. af dem ikke var blevet tilbudt rådgivning, mens de opholdt sig på krisecenter.

»Det er ekstremt alvorligt, hvis en kommunes tilbud til en borger ikke følger loven, og med voldsramte kvinder og deres børn er der tale om nogle af samfundets mest udsatte. Det er kommunens ansvar at følge op, når et krisecenter har vurderet, at en kvinde opfylder kriterierne for at tage ophold på et center,« siger Caroline Adolphsen, der forsker i socialret på Aarhus Universitet.

Minister: Det er uacceptabelt

Socialminister Manu Sareen (R) kalder det »uacceptabelt«, at kommunerne ikke lever op til serviceloven.

»Det er kvinder, der har levet med daglig vold og trusler fra deres nærmeste. Derfor er det helt afgørende, at kommunerne lever op til loven. Jeg forventer, at kommunerne fra nu af strammer op, og derfor har jeg også påtalt, at kommunerne bør leve op til lovgivningen,« siger ministeren.

Kontorchef i KL’s Center for Social- og Sundhed Tina Wahl medgiver, at der er problemer på området. Hun betoner, at ansvaret er delt mellem kommuner og krisecentre.

»Der er behov for en forbedring af kommunikationen mellem krisecentre og kommuner. For den kan være udfordret af geografiske forhold og af, at nogle kvinder ønsker at være anonyme,« siger Tina Wahl.

Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, hilser det velkommen, at socialministeren over for kommunerne har påtalt, at de skal overholde lovgivningen. Men hun kritiserer regeringen for at have »sparet i kommunernes budgetter og på ingen måde sørget for, at kommunerne har det overskud, der skal til, sådan så for eksempel voldsramte kvinder får den hjælp, de har krav på«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Madsen

Bemærk Tina Wahl's fantastiske bemærkning om at kommunikationen er udfordret!
Det må være verdens bedste spin - undskyldning...

Jette M. Abildgaard, Majbritt Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christian Dahl

»Der er behov for en forbedring af kommunikationen mellem krisecentre og kommuner. For den kan være udfordret af geografiske forhold og af, at nogle kvinder ønsker at være anonyme,« siger Tina Wahl.

Det burde da være fuldstændig irrelevant om de vil være anonyme eller ej, det er så let for en voldelig mand/kvinde at opsporer en kvinde/mand igennem kommunen, det kan være et forkert sendt brev, en forkert udtalelse i telefonen osv osv. Jeg har set det ske alt for mange gange

Vi burde skabe et system hvor kvinderne anonymt kan få hjælp

Jette M. Abildgaard, Majbritt Nielsen, Rasmus Kongshøj, lars abildgaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er muligt at budgettet er nedsat, men at 31 ud af 36 ikke overholder loven kunne tyde på at kommunerne er for "dygtige"!
Noget, man også godt kunne tænke sig fandt sted omkring andre af kommunernes ansvarsområder, hvis man lytter rundt omkring. Det er for sølle...

Det er af meget stor vigtighed, at der bliver fulgt op på en ordentlig måde, da det tager lang tid - år - at bearbejde de traumer og følelser der kommer efter psykisk- og fysisk vold.
Det er der normalt ikke stor forståelse for i befolkningen, hvor mange postulerer, at kvinde bare - tager tilbage.
Måske det også er kommunernes indgangsvinkel eller tænker de mere på pengene end på befolkningen. Det er muligt, at politikerne også lige skal have et dask med krabasken.

I "gamle dage" fulgte man ikke op på børn, som havde været på børnehjem ect. med det resultat, at de ret hurtigt kom tilbage igen.
I dag er der stadig lige mange tvangsfjernede, men man bruger fortrinsvis plejefamilier, fordi det er bedre (billigere!)

Jette M. Abildgaard, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Det ser i det hele taget ud som om at der er temmeligt meget at rette op på i de allerfleste kommuner i hele landet; det er børnene der betaler den største pris!

Anne Eriksen, Jette M. Abildgaard, Rasmus Kongshøj og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Et land som Danmark har nu i 100 år kæmpet bravt for ligestilling og ligeberettigelse for kvinderne, men hvis begreberne overhovedet længere skal have nogen som helst betydning i hverdagen, er det tvingende nødvendigt for en demokratisk retsstat som Danmark, at lovgiverne èn gang for alle straffer mænd hårdt med frihedsberøvelse gennem flere år, hvis de på grund af simpel jalousi eller patriarkalske æresbegreber forgriber sig voldeligt på kvinder.

Kun på dèn måde kan voldelige mænd skræmmes.

Alle kvinder har ret til at blive ordentligt beskyttet af samfundet imod egoistiske, ubegavede, psykotiske, aggressive og voldelige mænd. Hvad enten de er far til deres børn eller ikke. Hvis disse mænd ikke kan eller vil respektere, at kvinder efter det fyldte 18. år har ret til at gøre lige hvad de vil med deres liv, herunder opløse et parforhold eller ægteskab, ja, så må lovgiverne gribe konsekvent ind og fjerne disse mænd fra det åbne demokratiske civilsamfund.

Desværre forstår alt for mange primitive mænd ikke, at du ikke kan tvinge et andet menneske til at kunne lide dig, holde af dig, elske dig, respektere dig imod deres vilje. Du kan true dem, korrumpere dem, tæske dem, terrorisere dem psykisk. Men det giver dig ikke kærligheden, tilliden og trygheden tilbage hos offeret. For slet ikke at tale om børnene af de voldsramte kvinder, der kommer til at lide frygteligt under hele opvæksten frem mod voksenalderen.

Husk lige på at langt de fleste voldsmænd (hustrumishandlere) grundlæggende selv er feje og usle mennesker, der piber og klynker som ynkelige pattebørn, hvis de personligt bliver udsat for en omgang fysiske tæsk. Alt imens de ikke har nogen som helst dårlig samvittighed eller følelsesmæssige problemer med, at gennembanke og gennemtæske en forsvarsløs kvinde, der er mor til deres børn, og som de påstår at de elsker overalt på jorden.

”Det er kvinder, der har levet med daglig vold og trusler fra deres nærmeste. Derfor er det helt afgørende, at kommunerne lever op til loven. Jeg forventer, at kommunerne fra nu af strammer op, og derfor har jeg også påtalt, at kommunerne bør leve op til lovgivningen”, siger socialminister Manu Sareen i en billig og letkøbt kommentar til den aktuelle historie.

Men …

Hvordan skal kommunerne i den sidste ende kunne leve op til lovgivningen, når retsstaten ikke griber konsekvent ind over for de psykotiske, aggressive og voldelige mænd, der gennemtæsker og terroriserer kvinder? Hvad skal kommunerne gøre, når retsstaten ikke vil fjerne de voldelige mænd fra gaden og civilsamfundet, når de ikke respekterer lovgivningen om kvinders ligestilling og ligeberettigelse, og i stedet optræder som farlige, sårede, primitive, morderiske rovdyr på den afrikanske slette?

I dag får en psykotisk, aggressiv og voldelig mand højest 12 års fængsel, hvis han myrder sine børns mor for øjnene af dem, mens han får 16 år til livstid for at dræbe en kvinde, som han ikke kender i forvejen. Hvor er rimeligheden henne i denne type domspraksis, som af dommerstanden kaldes for ”nærdrab”? Hvis du så oven i købet også dræber dine to børn sammen med hende, får du kun to års fængsel pr. barnedrab. I alt 16 års fængsel for mord på tre mennesker. Og så skal morderen oven i købet fra dag 1 i fængslet resocialiseres for dyre skattepenge af socialpædagoger og psykiatere, ligesom han skal have adgang til internettet, så han under afsoningen kan finde en ny partner gennem en datingportal.

Nej, kvinderne er livets salt på denne jord, for de bærer graviditeten, de føder vores børn, de ammer vores børn, de passer vores børn. Uden dem lever menneskeheden ikke videre. Så det mindste vi kan gøre for kvinderne i et moderne og oplyst samfund som vores er, at tilbyde dem maksimal beskyttelse gennem lovgivningen derhen, at deres aggressive, psykotiske og voldelige mænd omgående skal frihedsberøves, hvis de ikke bare holder sig langt væk fra dem.

Kun på dèn måde kan vi beskytte vores kvinder og deres børn.

Jette M. Abildgaard og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Jespersen

En stor del af den vold der registreres som partnersvold opstår i forbindelse med selve samlivsopbruddet. I de tilfælde opløses ægteskabet ikke fordi den ene part er voldelig og patriarkalsk, omvendt bliver personen voldelig fordi ægteskabet opløses.

Voldelige kvinder og mænd af den type skal derfor ikke skræmmes, de er skræmte nok i forvejen.

Derudover bidrager samlivsopbrud til antallet af selvmord, især blandt mænd. Måske bør man undersøge hvorfor samlivsopbrud er særligt belastende for mænd? Danske og vestlige mænd har gennem deres opvækst fået fortalt at de er og bør være forældre på lige fod med kvinderne. Vi forbereder altså vores drenge til at være engagerede og involverede forældre fra starten. Drengene får fotalt at de ikke blot er til for at gøre karriere og være familieforsørger.

For mænd der har taget den fortælling til sig, er udsigten til at blive adskilt fra deres børns daglige liv, til arbejdsløshed og hjemløshed, en voldsom belastning. Mens kvinderne kan tage på krisecenter og få hjælp til at etablere eller rekontruere en ny husholdning, efterlades mænd uden hjælp og vejledning i forbindelse med samlivsophøret. F.eks. hjælpes mænd i nogle kommuner ikke til en passende bolig, hvor der er plads til at de kan være aktive og engagerede forældre for deres børn.

Før de bliver forældre fortælles de altså at deres rolle som forældre er vigtig, bagefter fortælles de at de ikke er velkomne.

Mange fokuserer på at samlivsophøret medfører et tab af mandens dominerede (psykotiske) kontrol over kvinden. Imidlertid er samlivsophøret også et tab af kontrol over eget liv, især når der er børn involveret.

Selv om mænd er blevet fortalt at de er ønskede som forælder, og derfor kan og bør fordele deres rolle mellem at være familieforsørger og forælder, så er samlivsophøret udtryk for en situation hvor kvinden vælger hvordan de næste mage år af mandens liv skal forløbe. Han henvises til rollen som eneforsøger, en rolle som han ikke har søgt eller ønsker. Han skal bidrage økonomisk til husholdningen, inklusive nye papforældre, samtidig med at han er afskåret fra meningsfuld kontakt med sine børn.

Kvinder er i en fordelagtig situation fordi de ikke blot kan vælge hvordan de fordele deres tid mellem familie og karriere, men de kan yderligere også vælge hvordan deres børns far skal fordele tiden. Normalt ville man skulle betale løn for at kunne lede og fordele en persons arbejdskraft, men i dette tilfælde er det omvendt.

Som følge af lovgivning og praksis på området gælder dette ikke bare for den skilte mand, men alle mænd med børn, også dem hvor kvinden har valgt at beholde manden i husholdningen.

Der er tale om et svigt af netop de mænd der har lyttet til opfordringerne fra de progressive, og nu er reduceret til netop den rolle de aktivt og engageret har ønsket ikke at have.

Hvis man vil reducere den vold der opstår i forbindelse med samlivsopbrud, og reducere antallet af selvmord, bør man have meget mere fokus på alle parter i processen. Man bør i højere grad gøre det muligt for mænd at vælge mellem karriere og børneomsorg, også efter et samlivsopbrud. Mænd bør have samme muligheder for hjælp til passende bolig, råd og vejledning, som krisecentre og kommuner i dag tilbyder kvinder.

Vi kan også vælge at være ærlige, og fortælle vores sønner at de reelt ikke er ønskede som forældre, og reducere forældreskabet til kun én person, nemlig moderen.

Jette M. Abildgaard og Jørgen Malmgren anbefalede denne kommentar
Morten Jespersen

I øvrigt er det måske værd at nævne at det kun er en meget lille del af volden begået af kvinder og mænd, der passer på Ole Brockdorff malende beskrivelse.

"Kun i de færreste tilfælde er der tale om systematisk og gentagende vold, forklarer Karin Helweg-Larsen, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed." (Søndagsavisen online http://sondagsavisen.dk/2014/31/hver-10-er-udsat-for-partnervold.aspx)

Det er rart at se and landets eksperter er ved at opgive Duluth modellen for en mere nuanceret forståelse af problemets karakter.

Jette M. Abildgaard og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Marina Steenberg Pasovski

Morten Jespersen

Jeg er forarget over din kommentar. Du forsvarer mænd, der tæsker deres koner eller truer med at slå dem ihjel, ved at sige at "de jo også er bange." Det er INGEN undskyldning!! Nu har jeg selv boet på 2 forskellige krisecentre med min mor og jeg kan fortælle dig, at langt de fleste kvinder bor der, fordi deres mænd har været voldelige gennem lang tid, oftest flere år. Langt de fleste kvinder har været undertrykte selv før de nævnte at de ville skilles.

Og så synes jeg lige, at du skal lade være med at gå så meget i offerolle. "Kvinder er i en fordelagtig situation" skriver du, men ved du hvad? Mænd er bange for at deres børn bliver taget fra dem (hvilket de jo heller ikke bliver medmindre der er grund til det) og kvinder er bange for at blive dræbt og voldtaget. Fortæl mig igen at kvinder er i en fordelagtig situation.

Morten Jespersen

Jeg forsvarer hverken kvinder eller mænd der tæsker deres samlevere eller truer med at slå dem ihjel. Jeg taler specifikt om en særlig undergruppe hvor det ikke er ønsket om kontrol, men angsten der motiverer volden.

Derudover peger Helweg-Larsens udtalelse på, at den vold der passer til Duluth modellen og Brockdorffs farvelade kun udgør en lille del af den samlede vold. Kvinder og mænd der systematisk tæsker og undertrykker deres koner gennem længere tid, udgør kun en lille del af den registrede partnervold. Derfor er det måske værd at overveje om andre modeller og forståelser kunne være nyttige, hvis man vil forebygge partnervold, og vold i forbindelse med samlivsophør.

Nu hvor vi er ved anekdoterne, kan jeg fortælle at det i mit tilfælde var hustruen der handlede på en måde, der ville blive registreret som partnervold hvis jeg var blevet spurgt. Men det almindelige samliv inden skilsmissen var ikke præget af den ene parts ønske om fysisk kontrol og mishandling mod den anden.

Det er en forudsætning for ophold på et krisecenter at man har været udsat for vold. Kvinder der søger hjælp i forbindelse med et samlivsbrud afkræves kort sagt en fortælling om vold, for at kunne modtage hjælpen.

Både kvinden og krisecentret har altså fordel af at kvinden kan præsentere en fortælling om vold i hjemmet. Det er derfor ikke derfor ikke særligt overraskende at alle der har ophold på et krisecenter kan præsentere sådan en fortælling. Ej heller er det overraskende at voldsbegrebet er blevet udvidet til at dække en lang række fænomener man normalt ikke ville kalde vold, inklusive begivenheder der ikke kan straffes som vold efter straffeloven.

En enkeltstående begivenhed som i mit tilfælde kan efterrationaliseres, og det almindelige samliv kan fortælles om så det passer til det udvidede voldsbegreb.

Af den grund er kvindekrisecentres tal og metoder ikke egnede til at få en tilstrækkelig forståelse af problemets karakter. Man bør måske ændre lovgivningen, så alle i forbindelse med et samlivsbrud kan få hjælp til at genetablere en almindelig hverdag, uanset køn og forudgående samliv i øvrigt. Især når der er børn involveret.

Vedrørende kvinders fordelagtige situation. Efter "moderettens omstyrelse" og fremkomsten af patriarkatet blev husholdningen etableret som sin egen enhed under en mands ledelse, patriarken. Patriarken ledede og repræsenterede hele husholdningen, inklusive tilknyttede mænd i øvrigt. Ikke alle mænd var patriarker.

Patriarken havde retten til at lede og fordele arbejdet, samtidig med at han havde det ydre ansvar for hele husholdningen. I et patriarkat har patriarken altså retten til at lede også hustruens arbejde, og på den måde retten til at bestemme hvordan hendes arbejdskraft skal bruges. Resultatet af kvindens arbejdsudfoldelse tilhører husholdingen, og husholdningen tilhører patriarken. I et patriarkat tilhører børnene også husholdningen, og derfor beholdt patriarken børnene i forbindelse med en skilsmisse.

I vestlige samfund er det omvendt. Mødre kan forvente at beholde børnene hos sig i forbindelse med samlivsophør, og hun har efterfølgende den største inflydelse på hvor meget tid børn og far har sammen under deres opvækst. Mødre kan vælge om hun vil beholde faderen i husholdningen, eller om hun vil udstøde ham. Hun kan derfor i høj grad vælge hvordan faderens arbejdskraft skal benyttes, som en del af husholdningen, eller som lønarbejder hvor han blot bidrager med penge til husholdningens forbrug.

Vestlige samfund er derfor heller ikke patriarkalske, hvis noget er de matriarkalske.

Det er ikke ønsket om kærlighed eller gensidig forståelse, der gør at nogle mænd øver psykisk - og fysisk vold.
Sådan begynder det nok for begge parter, men uenighed om penge, børn og opdragelse giver ofte en ulighed i forhold til kommunikation. Kommer manden til kort, vil han forsøge at få magt og på den måde måske overtrumfe en manglende selvtillid.
For en sikkerheds skyld - jeg ved godt at kvinder også kan være voldelige og - jeg gider ikke debat om at føle sig ramt på sit køn.
Det er emnet for seriøst til og fakta er, at krisecentre er brugt i stadig større stil, også fordi ikke etniske danskere også har brug for hjælp.
At vi er et vestligt land med "ligestilling" i forhold til appel om hjælp, får nogle gange "maskineriet" til at køre langsommere. Ganske som det ofte hænder i forhold til tyveri og lign., hvor politiet ikke har resurser eller vilje til at rykke ud.
I skilsmissesituationer er det grotesk at voldelig adfærd og måske trusler om død straffes mildere end hvis det var en fremmed.
At slå sine egne børn ihjel er sygeligt, ligegyldigt hvor voldsomme følelser der ligger bag.

Kommunerne burde, også i egen interesse, gøre alt for at komme på forkant med problemerne og ellers hjælpe til en tålelig tilværelse for andre.

Morten Jespersen - jeg tror næppe, at modeller, metoder eller generaliseringer kan føre til noget oplyst grundlag.
Krisecentre er gode og så effektive, som de får resurser til - og - de har en god forståelse for problemerne, som de møder i hverdagen
Skal lovgivningen ændres, som du foreslår, vil det betyde kolossale udgifter for samfundet og analyser af problemer kan findes andre steder. Vi har alle en uønskede oplevelser på vores vej...

Majbritt Nielsen

Morten Jespersen
09. august, 2014 - 02:53
"Vestlige samfund er derfor heller ikke patriarkalske, hvis noget er de matriarkalske."

Hvordan det være matriarkalsk? Når det er mændene der sidder på hoveddelen af de materielle værdier i landet. Har de vigtigste poster. Både i erhvervslivet, politisk og i kommunerne?
De er overflod i politiet og i domstolene.
Dermed bestemmer de det meste, både i hvordan de kan hjælpe hinanden og hvordan samfundet udformes.(hvilket de så ikke vil særlig meget, når mænd nu besidder så meget magt)
Det er dem der sidder på pengekassen og dermed kommunernes penge. Du ved dem ikke rigtig vil bruge på at hjælpe udsatte børn. Der senere i voksenlivet vil koste rigtig mange penge. Når de stadig er et stort rod fordi deres fædre og mødre ikke evnede at tage hånd om dem.

Så jeg fatter da nada.

I har så meget magt, men i bruger den ikke til at lave positive og produktive løsninger for både jer selv og jeres børn.
I stedet så det kvindernes skyld.

Nu er ikke alle mænd som dem der åbenbart sidder og puger pengene og magten sammen. Heldigvis for det. Der er fædre der tager deres børn alvorligt også før de bliver skilt. Det kan jeg da se når jeg besøger venner og familie.
Jeg håber de kan opveje dem der bare sidder og peger fingre og mener det er kvinden der er anti-krist og den onde selv.

Morten Jespersen

En mand der lever sammen med sine børns mor, lever allerede før kommunikationen starter under de forhold, at moderen til enhver tid kan vælge at ophæve samlivet. Hun kan med stor sikkerhed beholde børnene. Mandens muligheder for at vælge hvordan han vil prioritere mellem børn, husholdning og karriere er derfor fra starten i højere grad afhængig af moderens valg, end omvendt.

Udgangspunktet for kommunikation og forhandling i husholdningen er derfor fra starten ulige, og kan yderligere indeholde elementer af angst for mænd, der har håbet på en fremtid hvor børnene og familien var det primære fokus. Altså netop de mænd der efterspørges for mere ligestilling mellem kønnene. Mænd der tager deres børn alvorligt før de bliver skilt, har ringere muligheder for også at gøre det efter.

Vold kan opstå som følge af tab af håb og følelse af magtesløshed. Det undskylder selv sagt ikke volden, men hvis man kan give kvinder og mænd håb også efter en skilsmisse, er der måske mulighed for at man kan gøre noget ved den del af partnervolden der kan henføres hertil.

Samfundets udgifter og tab der kan henføres til samlivsophør er allerede kolossale, og inkluderer selvmord, arbejdsløshed og hjemløshed.

Det er hverken kvinder eller mænds kollektive skyld, at mænd reelt set har færre valgmuligheder end kvinder. Tidligere blev et samfund ikke matriarkalsk blot fordi en kvinde engang imellem var dronning og overhoved. På samme måde er vores samfund ikke patriakalsk blot fordi en lille del af alle mænd dominerer på magtfulde poster.

I det almindelige daglige liv er det magten over eget liv, og tæt på der er afgørende, og her har kvinder for øjeblikket bedre muligheder end mænd.