Læsetid: 7 min.

Øen ligger i blodet

I generationer har Brian Stigfeldts familie boet på Christiansø og ernæret sig først som sørøverkaptajner og siden som snedkere og fiskere. Derfor er øens historie også Brians historie. Det er den, der gør ham til øbo
Fire drenge spiller fodbold på banen nær skolen på Christiansø.

Fire drenge spiller fodbold på banen nær skolen på Christiansø.

Tor Birk Trads

7. august 2014

Jeg har vist rundt på øen, siden jeg var ni år gammel,« siger Brian Stigfeldt, da jeg møder ham ved flagstangen nede på havnen ud for de gamle kanoner. To meter høj og lige så robust som de klipper, han retter blikket mod på den anden side af indsejlingen.

Brian Stigfeldt er en ægte øbo. Det lyser ud af ham, når han taler. »Det er jo en stor del af ens identitet, vil jeg sige. Det er noget, man er stolt af, at man har et link til sådan et sted som her. Det er svært at forklare, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på det.«

Det er Brians mor, Alice, der har æren for, at han kan kalde sig øbo. Hun og Brians far var begge til en fest i forsamlingshuset Månen på Frederiksø en aften i sommeren 1968. Dengang var der mange baller på Månen, så godt som hver aften i sommerhalvåret. Faren var gået i land med skoleskibet Georg Stage, hvor han var elev, og så mødte han Alice. Senere flyttede han til øen og slog sig ned som fisker.

Brian Stigfeldt blev også elev på skoleskibet, da han forlod gymnasiet. »Georg Stage ligger i blodet lidt lige som Christiansø,« siger han.

I dag er Brian 36 år. Egentlig har han en uddannelse som maskinmester fra Bornholmstrafikken, men for snart ti år siden vendte han tilbage til øen for at arbejde sammen med sin søster, Ulla, i Ruths Kryddersild eller ’Silden’, som øboerne kalder de små sortmalede træskure på havnen, hvor sildene bliver krydret og pakket. I starten boede han hos sine forældre, men så blev morens tantes lejlighed ledig, og Brian flyttede ind i Gaden, der, som navnet antyder, er øens eneste. Her vil han gerne blive.

»Jeg elsker virkelig øen her, det er her mit hjerte bor,« siger han.

Arven

Brian har stukket hænderne i lommerne og fører med raske skridt træskoene af sted over de glatte sten. Han ser ikke ned, når han går. »En af de allerførste bøger jeg læste, da jeg lige havde lært at læse, var Christiansøs Historie, og når jeg ikke hjalp min far med at fiske, så gik jeg rundt og fortalte turisterne om historien,« siger han og smiler, så de mørke øjne bliver to smalle streger over kinderne.

Vi er på vej rundt om øen. Væk fra havnen, gennem Gadens pikstensbelagte skygge, forbi de efterladte mooncars på legepladsen og kanonerne på Dronningens Bastion.

»Jeg har rendt alle vegne, og jeg har besøgt alle, fordi jeg har haft klassekammerater, som jeg har rendt ind og ud hos,« siger han. Han sparer ikke på anekdoterne. Han fortæller om den russiske båd, der kæntrede ud for øen under Den Kolde Krig. Om øboerne, der måtte redde besætningen i land, selv om de efter antallet af antenner om bord på båden at dømme ikke kunne være andet end spioner. Og om edderfuglene, der er øboernes yndlinge. »Goook goook goook, sådan siger hunnen,« gengiver Brian og forklarer, at hannen har en helt anderledes genkendelig lyd. »Gue, gue, gue, det er hannens lyd,« siger han.

Brian Stigfeldt er vokset op med fuglene, blomsterne og historierne. De er blevet fortalt igen og igen af hans mor og de andre øboer. Hovedsageligt på de såkaldte femmøder, når øboerne mødes hen på eftermiddagen og får en øl ude foran kroen, forklarer Brian.

»Historierne er blevet genfortalt i de familier, som kan føre deres historie tilbage til dengang. Der er ikke så mange, der kan føre den så langt tilbage som os,« siger han uden at skjule stoltheden i sin stemme. »Man føler ligesom, man har en forpligtigelse til at videreformidle den, så folk ved, at der er sket noget her. Det er ikke bare sådan et kedeligt lille sted, der har ligget ubevidst hen,« siger han.

Sørøverslægt

Vi stopper ved den gamle borgmur, ud for en af de store sten, hvorfra man kan se ud over skæret. Øster Skær, som det hedder, navngivet efter sin placering på østsiden af øen. 300 meter ude i vandet stikker klipperne op. Som bare, grå isser på de kæmper, der gemmer sig under overfladen og truer med at fortære uopmærksomme sejlere. Det var her, englænderne slog til den 24. august i 1808 i det, der skulle blive det værste bombardement af danske besiddelser næst efter bombardementet af København året før i 1807. Brian skutter sig og lyner den sorte jakke op til hagen.

Selv om det formodentlig er de færreste danskere, som kender til slaget, var det skæbnesvangert for øboerne og Danmark, påpeger han. »Vi kan se i de gamle britiske arkiver, at de ville have haft øen, og når man kender englændernes kolonihistorie, så ved man også, at havde de fået øen, så havde de nok holdt fast, og den danske stat havde ikke kunnet gøre noget.« Han nikker alvorligt. »De havde beholdt den,« konstaterer han tørt.

Årsagen til englændernes angreb var, at den danske konge efter bombardementet af København havde legaliseret øens kapervirksomhed, som derefter udgjorde en af hovedindtægtskilderne for den danske stat. Kaperne var en slags statsautoriserede sørøvere, der tjente penge på at kapre skibe, de mistænkte for at sejle under engelsk flag eller levere varer til England, forklarer Brian. »De sejlede de formodede engelske skibe til Christiansø, hvor de opbragte dem for øens prisedomstol,« siger han. »Senere blev kaperne store forretningsdrivende, og mange af deres navne går igen på Bornholm.«

Et af slægtsnavnene er Marcher. Stavet på sammen måde som Brians mor Alice Marcher. »Jeg har jo ingen garantier, men der er meget stor sandsynlighed for, at jeg er i familie med en vis kaperkaptajn Marcher, der opbragte gods på øen for over 200 år siden,« siger han og smiler. Det er ikke alle, der kan prale af at have en sørøver i familien.

Særlige steder

Vi vender ryggen til havet og går op gennem hullet i fæstningsværket, ind mellem de lysegrønne træer, hvor varmen bløder ansigtet op. Forbi lægen og skolelærerens hus til vi står foran et lille hus med vild persille langs muren og et flere hundrede år gammel morbærtræ i haven.

Bagerens Hus, kalder øboerne det. Men det er også Brians bedsteforældres hus. »Der en nogle steder, som har særlig betydning. Som jeg ligesom føler mig tættere knyttet til. Et af stederne er, hvor min morfar boede, hvor jeg kom meget som barn,« siger han og bliver blød i stemmen. »Her trådte jeg jo mine barnesko og legede meget med min morfar og min mormor, indtil hun desværre døde. Men jeg kom stadig hos min morfar. Hver dag, når jeg gik hjem fra skole, så gik jeg forbi der. Det er sådan et sted, der har en særlig betydning i mit hjerte.«

Brian taler meget om sin families tilknytning til Christiansø. Både hans oldefar og tipoldefar var snedkere på øen og har været med til at renovere flere af de gamle huse, fortæller han. »Jeg synes, det er meget spændende at vide, at mine forfædre har trådt de samme steder, som jeg går. De har sat deres præg på øen, og det dukker op af og til,« siger han. »Nogle steder har de faktisk sat deres signaturer, hvor de arbejdede, og nogle gange kan man se på hanebjælkerne, hvornår de har lavet dem. Så bliver man sådan lidt: Okay, det er faktisk min oldefar, der har lavet det her. Det er ret spændende,« siger han.

Piger

Brian Stigfeldt vil gerne blive på Christiansø, men øens strenge tilflytningsregler gør det svært – selv for ægte øboer. »Jeg håber da på, at jeg en eller anden dag kan ende mine dage her, hvis det kan lade sig gøre, men vi ved ikke, hvad fremtiden bringer,« siger han. »Førhen var det jo forholdsvis nemt med fiskeriet, man kunne bare flytte hjem og fiske, men det er der jo ikke rigtig noget tilbage af, og du skal kunne ernære dig herovre,« siger han.

Med sit nuværende arbejde i Silden, behøver Brian imidlertid ikke at flytte fra hverken Gaden eller øen. Til gengæld kan han godt være bekymret for, at det bliver svært at finde en pige, som vil opgive 7-Eleven og biografture for klipper og sild.

»Jeg har prøvet at overbevise et par, men det gik ikke helt. Det er det, der er hurdlen, når man bor et sted som her. Man er nødt til at vise dem, hvad det er,« siger han. For selv om øen ligner noget fra et eventyr, bliver frøerne, blomsterne og solnedgangene også hverdag på et tidspunkt, påpeger Brian.

»Det er ikke alle, der kan det. Nogle af dem, der har været her i ganske kort tid, er lige faldet for øens charme, men når dagligdagen har meldt sig, så er de jo sprunget fra og flyttet igen,« siger han. »Det er ikke for alle mennesker at bo på et lille sted som her. I København kan du bo og være anonym over for andre, men det er man ikke her. Her kan man ikke bare sidde som sådan en anonym tilskuer. Man er involveret i det hele,« siger han.

Indtil videre har Brian Stigfeldt dog ikke givet op. Så længe der er internet på øen, kan han jo sagtens få kontakt til pigerne. Men et er at skrive sammen, noget andet er at bo sammen, påpeger han.

»Ømentalitet og økuller, det er man nødt til at finde ud af med sig selv, om det er noget, man kan. Eller også må man finde ud af, om kærligheden er stærk nok til at overvinde det.«

Serie

Seneste artikler

  • Vi bliver aldrig øboere, vi er øborgere

    18. august 2014
    På Christiansø vil de gerne have tilflyttere med børn. Tilflytterne derimod vil gerne have tid til deres børn. Og det får de. Langt fra karriereræs og daginstitutioner har de tid til nærhed og familie. Men ølivet er kun til låns, og tilflytterne bliver aldrig rigtige øboere
  • Forført af øen

    15. august 2014
    Margrete forelskede sig først i Christiansø og så i Henning. Hun forlod København og sit tidligere liv. Men efter 44 år på skæret er hun stadig ikke øbo. Hun er førder – tilflytter
  • Det sidste fællesskab

    5. august 2014
    På Christiansø betyder historie og familie mere end penge og karriere. Og selv om uenighederne lurer, og afstanden mellem snapsene er kort, trives fællesskabet. Information er taget til øen for at se nærmere på en sameksistens, der i dag ikke findes mange andre steder i landet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu