Læsetid: 2 min.

Pape springer ud – i politisk selvmodsigelse

Den tolerance, som Søren Pape Poulsen forlanger med sin bekendelse som homoseksuel, har hans parti aktivt bekæmpet
Søren Pape Poulsens eget politiske principprogram udelukker ham fra ’de naturlige fællesskaber’ og ’et velfungerende samfund’.

Søren Bidstrup

14. august 2014

Så sprang Søren Pape Poulsen ud som homoseksuel. Da Pape i sidste uge blev lanceret som ny konservativ partileder, præsenterede han sig som »total ungkarl« og tilføjede: »Alt vedrørende mit privatliv er privat.«

Nogle af hans partifæller nåede at fremhæve dét som en af Papes dyder, at han i virkeligheden er gift med sit parti og kan vie partiet al sin energi.

Fra sit privatliv løftede Pape dog det slør, at han slapper af ved at tage til New York og se musicals.

Skam få dem, der ved denne oplysning udvekslede sigende blikke.

Efter få dage har Pape følt sig tvunget til at erklære sig som homoseksuel. Først i et større interview i Fyens Stiftstidende, hvor han også bekendte sin kristentro og opvækst som adoptivbarn i en kærlig familie. Sidenhen – om seksualiteten – på DR og TV 2. I interviewene har Pape udtrykt ærgrelse over at skulle tale om sin seksualitet:

»Det undrer mig, at folk mener at have ret til at vide det.«

Her er et par pointer at notere: For det første, at partiet har forberedt Pape så dårligt til mødet med en partiformands virkelighed. Både Papes – grimme – sag om hans ulovlige borgmesterstøtte til Viborg Fodboldklub og hans seksualitet var kendt i lokalsamfundet og ville derfor nå til landsmedierne. Hvordan kunne de konservative medierådgivere tro andet?

Gift med Ulla ...

Og Papes forargelse over interessen for hans privatliv? Hvis han nu have været gift med dejlige Ulla, og de havde to kernesunde jyske unger, ville den konservative formandskandidat så have modsat sig familieidyllen som bagtæppe for sin programfremlæggelse? Næppe.

Men modsigelserne stopper ikke her. Pape erklærer, at han egentlig havde ventet en større afslappethed om sin kønslige orientering, men:

»Det ses åbenbart stadig – i 2014 – som noget lidt eksotisk.«

Ja, og Papes parti har gjort sit bedste for at holde homoseksuelle ude af det almindelige samfundsliv. De konservative bekæmpede med næb og klør 1989-loven om registreret partnerskab og var sidenhen imod loven om homoseksuel kirkevielse.

Ved senere afstemninger om homoseksuelles rettigheder har den konservative gruppe delt sig – med de førende partifolk imod. Spøjst at forudsætte hos andre en tolerance, som ikke findes i det parti, man selv vil være formand for.

De konservatives partiprogram er én stor hyldest til »familieværdier«. Principprogrammet åbner med: »Familien er grundlaget for et velfungerende samfund«. Siden hedder det: »Familien, som er det naturlige udgangspunkt for enhver«. Under overskriften »De naturlige fællesskaber« nævnes øverst: »Den familie, som vi bliver en del af«.

Det er ikke bare sin kommende formand, som partiet udelukker fra fællesskabet. Det er en stor del af befolkningen. Danmarks Statistik 2014 oplyser: »Mere end en tredjedel, 36 procent, af alle, der enten er over 25, eller som er 18-24 og ikke bor hos forældrene, lever som enlige. Af de enlige bor 82 procent af kvinderne og 95 procent af mændene helt alene«.

Til DR erklærer Søren Pape efter sit udspring: »Det konservative partiprogram bliver jo ikke lavet om – noget sted – fordi jeg er blevet formand. Jeg har ikke sådan en aktivistisk holdning, jeg skal ind og forfægte.«

Søren Pape Poulsen erklærer nu sin seksualitet for en lukket, privat sag. Men at besvare spørgsmål om politiske selvmodsigelser er noget, man må forvente af partiformænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Gullev
  • Heinrich R. Jørgensen
  • David Zennaro
Ivan Gullev, Heinrich R. Jørgensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillykke til C

En politiker, der første dag han præsenterer sig selv, bl.a. kommer med en melding om, at han skam intet har imod rige folk, bare man også sørger for de mindre heldige, uden dog at sige noget om, hvordan og hvorfor de måske er blevet mindre rige, hykler social empati - han er bare endnu én af slagsen ...

Rasmus Kongshøj, Troels Ingvartsen, René Bjerregaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er hårdt at være Søren Pape. Hyldesten har knapt lagt sig, og han har ikke en gang sat sig i De Konservatives formandsstol endnu, og så kommer de forbandede kulturradikale og flår den mentale burka af ham og afslører ham som det, han er: endnu en borgerlig hykler, hvis eget liv helt enkelt ikke er i overensstemmelse med de værdier, han prædiker.

Mange (heterosexuelle) kommentatorer har rost det Danmark, hvor en partileder kan tillade sig at sige, at han er homo, men alt hvad Pape siger og ikke mindst gør i homo-sammenhæng understøtter kun det repressive samfund, vi gerne skulle bevæge os væk fra.

Pape er ikke og bliver aldrig nogen frontfigur og slet ikke i homo-sammenhæng. At råbe til omverdenen at man er homo udgør ikke noget udspring, når råbet kommer inde fra personens hjemmekonstruerede skab.

Rasmus Kongshøj, Troels Ingvartsen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu troede jeg ikke at partitilhørsforhold altid betød at hele partipakken skulle sluges. Ernst Röhm var da en ret hårdtslående SA-mand og bøsse. Han havde vel også en del legekammerater inden for partiet, som sendte bøsser i KZ-lejre. I 1989 var der vist næsten ingen politikere der var sprunget ud, men alle vidste at Ted Heath var da kendt for at være bøsse og han var konservativ. Hvorfor bliver Davis Rehling såååå vred på Pape ?

Torben Lindegaard

Jeg synes også, at David Rehling farer hårdt ud mod Søren Pape.

De konservative har været al for fodslæbende omkring seksuelle minoriteters rettigheder - ingen tvivl om det.

Men det tjener dem til ære, at de nu vælger en homoseksuel formand.

Og i øvrigt har Søren Pape da inderlig ret i, at det er besynderligt, at folk mener at have ret til at vide noget som helst om hans seksuelle orientering. Ethvert menneske har ret til at leve med i fred med sin seksualitet uden at delagtiggøre resten af verden i noget som helst. Det er privat.

Hans seksuelle orientering er helt uinteressant, men den borgerlige anstændighed er helt forduftet. Det er et parti på vej mod udgangen, fulgt af Brians ord i dagens avis: "Nej, det er ikke noget problem for de Konservative, hvis den nye formand, Søren Pape, har begået ulovligheder med kommunal støtte til Viborgs professionelle fodboldklub." Det siger han rent faktisk.

Rasmus Kongshøj, Troels Ingvartsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Karsten Skawbo-Jensen

David Rehling er en sløset og overfladisk skribent. Tjek dog fakta, har man lyst til at sige til ham. Konservative har aldrig indædt kæmpet imod registreret partnerskab. I 1989 UNDLOD Connie Hedegaard, Karen Højte Jensen og Per Stig Møller at stemme - de stemte ikke imod, partiet fritstillede sine medlemmer. Så hvor indædt er det lige? For nylig stemte Lars Barfoed - endda som partileder, Per Stig Møller, Mai Henriksen (Mercado) og Mike Legarth FOR homoægteskaber. Og fra partiprogrammet kan jeg citere: "Derfor er det en vigtig konservativ mærkesag at skabe gode rammer for familielivet, uanset hvilken form for familie, man indgår i. Velfungerende familier er grundlaget for et velfungerende samfund." - jeg gentager lige for den tungnemme Rehling "uanset hvilken form for familie, man indgår i". Det er korrekt, at Konservative ikke er/har været længst fremme i skoene på det her område, men billedet er ikke så sort/hvidt, som Information beskriver.

Ernst Petersen

Det var dog det mest stupide og barnlige angreb, jeg endnu har set (selvom det er på formanden for et parti, som jeg overhovedet ikke er enig med).

1. Fortidig diskrimination af homoseksuelle er ikke noget specielt for de konservative. Tværtimod fandtes det inden for alle partier og også i de såkaldt kommunistiske, der oven i købet var nogle af de værste (og det er nuværende og tidligere kommunistlande faktisk stadigvæk).

2. "Retten" til at kende detaljer om folks seksualitet er ren Se og Hør journalistik! For hvor mange gider dog besvare sådanne spørgsmål offentligt. Men lad os da bare se, hvem her der f. eks gider svare på følgende:

A. Hvor ofte har du sex?
B. Hvor mange partnere har du haft?
C. Er du til drenge, mænd, piger, kvinder eller dyr?
D. Dyrker du tit analsex?
osv.

Hvor mange politikere tror forfatteren mon ville besvare sådanne spørgsmål i et interview?

Heinrich R. Jørgensen

David Rehling bringer et interessant misforhold på banen, nemlig mellem et politisk partis tankegods der erklærer, at "familien er grundlaget for et velfungerende samfund" og at familien "er det naturlige udgangspunkt for enhver", og det forhold at partiets nye formand synes at befinder sig meget fjernt fra det værdigrundlag. Det gælder både i tanke og levned.

På den anden side, er moderne politik reduceret til dårlig underholdning og slet skuespil, og den eneste målestok den slags kan måles på, er hvorvidt illusionsnumrene lykkes og hvorvidt de engagerer publikum. Det der kaldes 'virkeligheden' spiller ikke nogen rolle i det show...

Vibeke Rasmussen

Det er kommet fuldstændig bag på mig hvor meget medierne går op i Søren Pape Poulsens seksualitet! Et hjørne af Rådhuspladsen i København blev under stor jubel i medierne omdøbt til Regnbuepladsen. (Og en ellers relevant protest belønnet med en fyring.) Hurra hvor er vi dog frigjorte og tolerante! En mand udklædt som dame i guldlame og kunstige øjenvipper, blev under om muligt endnu større jubel i medierne kåret som 'Dronningen' af Eurovision Song Contest. Hurra for vores danske åh så beundringsværdige frisind og tolerance.

Og så nu, denne … hetz!?

Undtagelsesvist vil jeg tillade mig at citere mig selv fra en anden tråd om Søren Pape Poulsens seksualitet – ja en anden tråd. Eller var det en tredje? Den får i hvert fald ikke for lidt!

Værten på P1s 'Søndagsfrokosten':
"Her møder vi pludselig en mand, 42 år, glad ooog-øhh alt muligt andet, ugift, ungkarl, uden børn. Så er det, man siger til sig selv: 'Hvad er historien bag det?' Er der bare ikke nogen, der elsker ham, eller er han til mænd, eller er han til noget helt tredje. Er det ikke naturligt at tænke … at spørge om?"

Ræsonnementet er næsten ord til andet, identisk med det, som værten i P1s 'Ugens gæst' sidste lørdag lagde for dagen med sit spørgsmål:
"Søren Pape du er 42, du er ugift, og du har ingen børn, æhhh, og mange har nok tænkt, æhhh, 'Hvad hulen handler dét om?' Hvad, hvad er forklaringen på dét?"

Sådan tænker man altså i Danmarks fremmeste Public Service institution anno 2014! Og åbenbart også på Information?

http://www.information.dk/comment/906150#comment-906150

jens peter hansen, Heinrich R. Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Vibeke Rasmussen - ja, det er beskæmmende hvor firkantede, " vi" som flertal - eller er det bare journalisterne - stadigt synes at være. Jeg har da mødt en del 42-årige mænd og kvinder, der var ugifte og barnløse uden af den grund at foretrække deres eget køn. Nogle gange skyldtes singletilstanden, at de ikke havde mødt en, de følte trang til at dele bolig med, andre gange at de konsekvent ikke havde noget ønske om at være gift/ eller være i et ægteskabslignende forhold. Og der findes altså mennesker - mig selv iberegnet - der ALDRIG har haft det fjerneste ønske om at have børn.