Pressede socialrådgivere svigter udsatte unge

Efter flere år med et stadigt stigende arbejdspres slår socialrådgiverne i Aarhus Kommunes beskæftigelsesindsats for de unge ledige alarm. Et stressfuldt arbejdsklima og en enorm mængde sager betyder ifølge socialrådgiverne, at kommunen i flere år systematisk har overskredet lovpligtige frister for møder med nogle af samfundet mest udsatte unge. I et ikke offentliggjort brev, som Information har fået indsigt i, skriver fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Aarhus Kommune Stinne Willumsen den 27. juni til formanden for kommunens beskæftigelsesudvalg, at socialrådgiverne er bagud med 973 lovfastsatte rettighedssamtaler og 1.900 andre opgaver, og at hun derfor er bekymret »for de unge, som ikke modtager den lovbestemte indsats, de har krav på, og som vi dermed risikerer at tabe på gulvet«. »For socialrådgiverne betyder arbejdspresset, at de er truet på deres fysiske og psykiske helbred. Samtidig er konsekvensen, at vi ikke overholder lovgivningen, fordi der ikke er tid, fordi arbejdsmængden er alt for stor,« uddyber Stinne Willumsen over for Information.

Afviser efterslæb før 2014

Konkret betyder det store arbejdspres, at nogle af de mest udsatte ledige, de såkaldt aktivitetsparate unge, ikke får den hjælp, de har lovmæssig krav på.

»Det gør mig bekymret for de unge, der risikerer at få ødelagt deres liv, fordi vi ikke kan sætte ind i tide. Samtidig har den manglende indsats også en samfundsmæssig konsekvens, for hvis vi ikke hjælper de unge hurtigt, risikerer vi, at problemerne eskalerer og bliver endnu sværere at løse,« siger Stinne Willumsen. Brevet kommer, efter at man ifølge Stinne Willumsen og tillidsrepræsentant for socialrådgiverne i kommunens afdeling for Job og Uddannelse Ida Louise Jervidalo i to år har fortalt både ledelse og politikere, at socialrådgivernes arbejdspres blandt andet har medført systematiske overskridelser af tidsfrister for samtaler med unge ledige. Både formanden for Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune, Hans Halvorsen (S), og centerchef i Job og Uddannelse Claus Bislev medgiver, at man i dag er bagud med de lovpligtige samtaler.

De afviser dog, at socialrådgiverne har været systematisk bagud med lovpligtige samtaler før 2014, om end de begge anerkender, at socialrådgiverne har været meget pressede.

Hvis kommunen ikke har grebet ind over for overskridelser af frister for lovpligtige samtaler, er det kritisabelt, vurderer lektor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet John Klausen:

»Det er ganske alvorligt. Det falder klart tilbage på den administrative og politiske ledelse, hvis de er vidende om, at kommunen generelt tilsidesætter lovgivningen og efterfølgende undlader at iværksætte nogle indsatser, der sætter tingene på plads. Hvis der ikke bliver rettet op på det her, så bliver det i sidste ende en opgave for Statsforvaltningen at gribe ind,« siger John Klausen.

Når samtalerne ikke afholdes rettidigt, betyder det blandt andet, at man kommer bagud med at tildele de særligt udsatte aktivitetsparate unge en mentor, hvilket er lovstridigt.

»En del af de unge har ifølge loven både ret og pligt til en mentor, men vi har ikke kunnet overholde fristen for at tildele dem en sådan. Nogle af de unge har haft lovmæssig krav på en mentor i over et halvt år, men de venter stadig,« siger Ida Louise Jervidalo, der er tillidsmand i Job og Uddannelse, hvor blandt andet socialrådgivere arbejder med kommunens cirka 1.700 aktivitetsparate unge. Til det siger John Klausen:  

»De unge aktivitetsparate har ret og pligt til mentorstøtte, hvis de på grund af personlige forhold ikke kan deltage i andre tilbud. Der skal som minimum være ugentlig kontakt mellem mentor og den unge. Det er meget alvorligt, hvis de unge ikke får den mentorstøtte, de har krav på. Så bliver de reelt parkeret passivt, og det var det, man ville undgå med kontanthjælpsreformen.«

Unge på standby

Som en konsekvens af regeringens kontanthjælpsreform fra sidste år skal de 18 til 30-årige ledige enten placeret i kategorierne ’uddannelsesparat’ eller ’aktivitetsparat’. De uddannelsesparate er de mest ressourcestærke unge, som vurderes at være klar til at kunne begynde på en uddannelse. Derimod udgøres gruppen af aktivitetsparate hovedsageligt af socialt udsatte unge, der har så mange og komplekse problemer, at systemet ikke vurderer, at de kan påbegynde en uddannelse. I stedet skal de sættes i gang med forskellige aktiviteter, eksempelvis et mentorforløb samt en række udredninger, så man bl.a. kan finde ud af, om de unge har psykiske problemer eller misbrug.

»Aktivitetsparate unge er udfordret af mange komplekse problemer. Nogle er hjemløse og skal hjælpes med bolig, mange er psykisk syge, andre har et misbrug af stoffer og hash, og så har vi en stor gruppe med kognitive vanskeligheder. Mange har haft en voldsom opvækst med omsorgssvigt,« siger Ida Louise Jervidalo. Ideen er, at de aktivitetsparate unge ved hjælp af en håndholdt indsats med tiden bliver i stand til at komme over i kategorien af uddannelsesparate unge. For at sikre, at de unge aktivitetsparate ikke bliver glemt ude i de kommunale systemer, er der i kontanthjælpsreformen lovkrav om, at de unge minimum hver anden måned skal have en samtale med deres socialrådgiver. Med reformen får de aktivitetsparate unge endvidere krav på en koordinerende sagsbehandler, og de særligt udsatte aktivitetsparate unge får krav på og pligt til at blive tilknyttet en mentor. Og det er netop den håndholdte indsats og de lovpligtige samtaler, som socialrådgiverne i Aarhus Kommune ikke kan levere på grund af arbejdspresset, forklarer Ida Louise Jervidalo.

»Jeg vil vurdere, at vi er cirka tre til seks måneder bagud med de næsten 1.000 lovpligtige samtaler med de unge. Og når vi ikke kan have samtalerne, kan vi heller ikke sætte gang i en række indsatser som eksempelvis psykologtest, sundhedsfaglige udredninger eller rehabiliteringsplaner for at finde ud af, om folk skal i ressourceforløb med henblik på at blive tildelt fleksjob eller førtidspension. Det hele bliver sat på standby,« siger Ida Louise Jervidalo. Hun tilføjer, at de manglende samtaler også sætter en prop i arbejdet med at lave handleplaner for de unge, undersøge dem for ordblindhed, eller at sætte boligindsatser eller misbrugsbehandling i gang.

Gambler med de unge

Ida Louise Jervidalo understøttes af lederen af Center for Ungdomsforskning, AAU i København, Noemi Katznelson, der understreger vigtigheden af en tidlig indsats over for unge med problemer.

»Det er en lang proces at opbygge tillid mellem systemet og den unge, og når tiden trækker ud, gambler man med mulighederne for at hjælpe de unge,« siger Noemi Katznelson. Hun tilføjer, at der er en markant forøget risiko for, at man aldrig får en uddannelse, hvis man er ikke er i gang, inden man fylder 25.

Samtidig er der ifølge Ida Louise Jervidalo heller ikke tid til at følge op på de indsatser, der trods alt sættes i gang:

»Når man har sat en ung i gang med et forløb, er det vigtigt at kunne støtte den unge. Nogle gange kan vi med en hurtigt indsats rette op på en indsats, hvis det går galt, men det har vi ikke tid til, så nogle gange oplever vi desværre, at forløb går i vasken,« siger hun. De aarhusianske socialrådgivere, der har med unge ledige at gøre, har i flere år døjet med et elendigt arbejdsklima. I 2012 advarede Arbejdstilsynet om, at arbejdsklimaet i afdelingen for unge kontanthjælpsmodtagere udsatte socialrådgiverne for sundheds- og sikkerhedsrisiko for stress, angst, depressioner og hjertekarsygdomme. Ifølge Arbejdstilsynest rapport oplyste en del af medarbejderne, at de havde et »stort antal sager i forhold til at håndhæve lovkravene i forbindlese med sagsbehandlingen«. På trods af påbud om at rette op på problemerne, viser en opfølgende rapport fra juni måned i år, at påbuddet ikke er blevet efterkommet, og at der fortsat er en høj arbejdsbyrde og dårlig trivsel hos medarbejderne.

Ida Louise Jervidalo forklarer, at socialrådgiverne det seneste halve år hver har siddet med cirka 80 sager om aktivitetsparate unge. Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, at en socialrådgiver maksimalt sidder med 40-55 sager på kontanthjælpsområdet – og i betragtning af, at de aktivitetsparate unge er blandt de allermest udsatte ledige, er de 80 sager pr. medarbejder alt for højt, mener Ida Louise Jervidalo.

»Der kan ikke lige sættes tre flueben, og så er man færdig. Sammensatte problemer kræver en sammensat løsning Vi skal lave en unik indsats hver gang, hvor både sundhed og det socialfaglige skal spille sammen. Det er en kæmpe koordinationsopgave, som ofte er meget tidskrævende.«

Frustration

Efter at flere års dårligt arbejdsklima før sommerferien kulminerede med, at dele af personalet sagde op, indfasede ledelsen en akutplan. Konkret har man taget 20-30 sager væk fra den enkelte sagsbehandler, så medarbejderne kommer ned på 60 sager hver. De cirka 500 sager, som i alt bliver fjernet fra de enkelte medarbejdere, bliver i stedet puljet i en samlet bunke, som man vil ansætte fire nye medarbejdere til at se på.

»De fire personer har kun tid til de helt minimale ting såsom at holde korte samtaler og akutbehandle i de sager, der virkelig brænder på, men de har ikke ressourcer til at sætte konkrete indsatser i gang. Det er ren nødbetjening,« siger Ida Louise Jervidalo.

Fremgangsmåden går efter hendes opfattelse imod kontanthjælpsreformens krav om, at den unge skal have en koordinerende sagsbehandlerm, noget, der dog afvises af centerchef i Job og Uddannelse Claus Bislev. Efter flere års kamp for at få forbedret arbejdsvilkårene for hende selv og kollegerne, er Ida Louise Jervidalo dybt frustreret:

»Vi har haft flere tilfælde af sygemeldinger på grund af stress og kolleger, der må have psykologhjælp for at klare presset. De seneste måneder er folk begyndt at søge væk, og det er bekymrende, at vores socialfaglige personale forsvinder,« siger hun. Det betyder, at kommunen mister vigtig socialfaglig viden og kompetencer, påpeger Ida Louise Jervidalo: »Folk siger, at hvis de skal holde mere i branchen, er de nødt til at stoppe hos os. Det er ærgerligt, for de fleste holder af arbejdet med de unge, men det går ud over socialrådgivernes trivsel, at de føler, at de skal gå på kompromis med deres faglighed, for så mister arbejdet mening. Det er vældigt frustrerende, når de ikke kan hjælpe de unge.«