Læsetid: 6 min.

Rumænsk romakvinde vinder sag over Udlændingestyrelsen

Udenlandske EU-borgere kan ikke fængsles og udvises af Danmark for at have overnattet i det offentlige rum. Det har Frederiksberg Byret afgjort i en sag om en hjemløs romakvinde, som Udlændingestyrelsen krævede administrativt udvist for i tre tilfælde at have sovet på gaden
Rumænske Irina blev anholdt for at overnatte på Rådhuspladsen i København. Hun fik en bøde og blev desuden oplyst om, at hun ville blive udvist for at have overtrådt politivedtægten. Men det kan man ikke, har byretten nu vurderet.

Tor Birk Trads

12. august 2014

Danmark kan ikke udvise fattige EU-borgere, blot fordi de overnatter i det offentlige rum. Det viser en dom fra Frederiksberg Byret mod Udlændingestyrelsen, der havde forsøgt at få en rumænsk romakvinde udvist, fordi hun flere gange havde overnattet på gader og pladser i København. Samtidig med at retten fandt Udlændingestyrelsens krav om udvisning for »uhjemlet«, blev en fængsling af kvinden erklæret for ulovlig, hvorefter hun blev løsladt.

Da Information møder Irina i en københavnsk park, er hun netop vendt tilbage fra Malmø, hvor hun har samlet flasker ved en festival. Selv om det er to måneder siden, kan hun tydeligt huske den junimorgen, hvor hun blev anholdt. Her blev hun ved nitiden om morgenen vækket af tre civilbetjente, da hun lå og sov på Københavns Rådhusplads, efter at hun havde samlet flasker det meste af natten.

Betjentene førte Irina, der hverken taler dansk eller engelsk, til en civil politibil, hvor hun blev visiteret, inden de kørte hende til Vestre Fængsel. Her blev hun afhørt ved hjælp af en rumænsk tolk, der medvirkede via en telefon. Sigtelsen lød på, at hun havde taget ophold på en varmerist ved nogle bænke på Rådhuspladsen, »hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden«, fremgår det af Irinas sag, som Information har fået indsigt i.

»Jeg fortalte tolken, at jeg ikke forstod, hvorfor jeg skulle anholdes. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Faktisk blev jeg ret bange, da jeg pludselig blev vækket og anholdt. De spurgte, hvorfor jeg sov på Rådhuspladsen, og jeg svarede, at det er, fordi jeg er alene, og at det er mere sikkert at sove et sted, hvor der er mange mennesker,« siger Irina.

Efter afhøringen fik Irina at vide, at hun ville få en bøde, og at hun ville blive udvist af Danmark. Grunden var, at hun tidligere havde overtrådt politivedtægten. I politiets rapport om sagen fremgår det da også, at Irina er blevet bortvist for at sove på Rådhuspladsen i april og på Absalonsgade på Vesterbro i maj, men at hun derudover ikke er tidligere straffet.

»Jeg begyndte at græde og spurgte, hvorfor jeg ikke kunne vende tilbage. Jeg har fem børn hjemme i Rumænien, og jeg prøver at tjene nogle penge til dem ved at samle flasker her i landet,« fortæller Irina, der efter endt afhøring blev placeret i et kvindefængsel, indtil hendes sag skulle for retten.

»Det var svært. Jeg var helt alene i min celle, jeg kunne ikke tale med nogen,« siger Irina, der fortæller, at hun forgæves bad om lov til at ringe til sine venner og børn. På et tidspunkt skulle hun have taget foto og fingeraftryk.

»Jeg sagde, at jeg var uskyldig, og at jeg havde mistet fire poser tomme flasker, som jeg havde samlet, inden jeg blev anholdt. Men så svarede de mig, at de jo godt kunne tage ind og hente flaskerne til mig, så jeg kunne få dem med hjem, inden de deporterede mig til Rumænien,« siger Irina, der forklarer, at hun blev så sur over den nedladende tone, at hun nægtede at få taget fingeraftryk. Efter tre dages fængsling fik hun besøg af en advokat og en tolk. Da hun næste dag skulle i byretten, fandt dommeren, at Udlændingestyrelsens krav om, at hun skulle udvises, var grundløs, og at Irina skulle løslades. Retten fandt, at skønt Irina ved at sove på offentlige steder har begået tre brud på ordensbekendtgørelsen samt fået en enkelt bøde, så har det samlet »en så begrænset skadevirkning, at (Irinas, red.) adfærd ikke kan anses for at udgøre en reel trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse«. Sådan lød det i dommen, der også konkluderede, at en udvisning vil være i strid med både EU’s opholdsdirektiv og udlændingeloven.

Byretsdommen får dog ikke Udlændingestyrelsen til at ændre opfattelse af retsgrundlaget, meddeler kontorchef Susanne Meyersahm i en skriftlig kommentar:

»Men vurderingen af de helt konkrete omstændigheder i en sag er en anden ting, og her kan der være forskellige opfattelser af, i hvilken udstrækning en EU-borgers adfærd konkret udgør en tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser. Det kan vise sig, at en EU-borger godt kan udvises ved yderligere gentagelsestilfælde af samme adfærd,« skriver Susanne Meyersahm. Hun tilføjer, at en afgørelse om udvisning ikke altid afgøres alene ud fra grovheden af kriminaliteten.

»Der er et eksempel på en stadfæstet sag fra 2013, hvor en rumænsk statsborger blev udvist for tre butikstyverier begået på tre måneder til en værdi af henholdsvis 48, otte og 694 kroner. De var begået i nær tilknytning til indrejsen og var ikke spontane handlinger, og det ansås at være en tilstrækkelig alvorlig trussel mod den grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri,« skriver Susanne Meyersahm.

Politisk spørgsmål

Efter sin løsladelse fik Irina hjælp til at klage over bøden og til at søge erstatning for uretmæssig frihedsberøvelse af den københavnske retshjælp Gadejuristen, der særligt kæmper for socialt udsattes rettigheder. Få dage efter annullerede politiet Irinas bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Hos Gadejuristen er det jurist Nanna Gotfredsens vurdering, at Udlændingestyrelsen har brugt sagen om Irina som en slags prøvesag for at se, om det kan lade sig gøre at udvise EU-borgere for selv mindre forseelser, såsom at sove på gaden. Men først og fremmest ser Nanna Gotfredsen Irinas sag som et eksempel på, at man bruger en politiindsats til at løse et socialt problem.

»Sagen viser desværre også, at hver gang elendigheden stikker sit grimme fjæs frem i det offentlige rum, så er vi som samfund tilbøjelige til at kriminalisere folk og forbyde dem at være visse steder. Det har man gjort i årtier i forhold til stofafhængige, gadesexsælgere, og hjemløse, og nu er det så de udenlandske hjemløse, det skal gå ud over,« siger Nanna Gotfredsen.

»Vi finder hele tiden grupper, hvor vi lader politiet være skraldemænd, men det er helt sikkert, at kriminalisering ikke løser de socioøkonomiske problemer. Det kan kun forværre situationen,« siger hun.

I stedet mener Nanna Gotfredsen, at der er behov for, at udfordringen med fattige, hjemløse EU-borgere bliver diskuteret på regeringsniveau – og allerhelst burde der laves en fælles EU-indsats. Indtil der kommer en politisk løsning på problemerne, opfordrer hun udenlandske hjemløse til at protestere, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet af myndighederne.

»Man skal ikke sidde i fængsel, hvis man ikke er kriminel, og derfor skal man klage. Denne sag viser, at det rent faktisk kan betale sig at kræve sin ret,« siger Nanna Gotfredsen.

Og selv om mange hjemløse ifølge sociale organisationer undlader at klage eller at gå til medierne, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet, er Irina glad for, at hun står frem:

»Jeg blev anholdt uden grund, og det vil jeg ikke have skal ske igen. For hvis det kan ske for mig, kan det også ske for andre. Hvis jeg var kriminel og blev taget for at stjæle eller noget værre, så må politiet gøre deres job, men at samle flasker er ikke ulovligt,« siger Irina.

Hun vil nu blive i Danmark og samle flasker, så længe vejrer er lunt. Når det bliver koldt, rejser hun tilbage til sin familie i Rumænien. Allerhelst ville Irina finde et fast job, så hun ikke skulle hutle sig igennem som flaskesamler, fortæller hun:

»Om det er i Danmark eller Rumænien betyder ikke så meget, men det er meget svært at få et job. Indtil videre klarer jeg mig som flaskesamler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor fantastisk at Gadejuristen kunne hjælpe denne kvinde!
Og hvor forbandet frækt at behandle hende både nedladende og uretfærdigt; håber snart politiet kan finde ud af at koncentrere sig om alvorlig kriminalitet i stedet for at genere de ofre der er nemmest at træde på..

Steffen Gliese

NEJ, det går ikke, at vi inviterer endnu flere hjemløse ind i vores samfund, i forvejen er det UHØRT, at vi ikke sikrer bolig til vore egne. Vi synker ned i et tredjeverdensplan på denne måde. Det er mere undergravende end noget for velfærdsstaten, at vi accepterer, at folk ikke sikres bolig.

Så er der endnu en der blander tingene sammen, der skal kommentere uden at tænke.
Denne sag handler ikke om at invitere flere hjemløse, den handler om at de ikke skal behandles uretfærdigt og som kriminelle når de ikke er det!
Hvis noget er at synke ned på et lavere plan så er det da hvis retssikkerheden bliver lavere end den er nu!