Læsetid: 9 min.

Det sidste fællesskab

På Christiansø betyder historie og familie mere end penge og karriere. Og selv om uenighederne lurer, og afstanden mellem snapsene er kort, trives fællesskabet. Information er taget til øen for at se nærmere på en sameksistens, der i dag ikke findes mange andre steder i landet
Der er stille og roligt på Christiansø. Havnefogeden John hejser flaget.

Der er stille og roligt på Christiansø. Havnefogeden John hejser flaget.

Tor Birk Trads

5. august 2014

Baggården er mørk. Kun få eftermiddagsstråler slipper gennem den åbne port til det lille rum mellem Købmanden og Kroen. På bænken rundt om bordet sidder Pjøk, John og et par af de ældre fiskere. Med furer i de rødbrune ansigter og en øl i hånden.

Det er Jytte, der sælger øl i Købmandsbutikken. Nogle nøjes med nonalkoholic danskvand, som de kalder det, for helbredets skyld.

På træbordet står en flaske snaps med en grangren i. Den har Alice Marcher haft med. Hun havde alligevel et træ, der skulle fældes. Nu diskuterer hun blandingsforholdene med Christiansøs ældste beboer Margrete Nielsen, der allerede er blevet lovet et bundt gran til sin egen snapseproduktion.

Rundt langs væggene står flere øboere og gæster med en øl i hånden. Klokken-fem-mødet er en fast tradition på øen. Når ’båden’ er sejlet, og turisterne er væk, kommer øboerne frem. En gang var det hver dag. Det var dengang, der var fiskere på øen, forklarer Margrethe. »Med de moderne familier hjælper det ikke at drikke øl mellem fem og syv,« siger hun.

Margrete tænker tilbage på dengang, hun som tilflytter kom til øen. I dag er hun øens ældste, men det ændrer ikke ved hendes status som ’førd’ til øen. Dengang i 60’erne blev hun ’førd’ til øen af en fisker ved navn Henning, der skulle blive hendes mand.

Men i dag er det fredag, og så kommer de fleste alligevel. De snakker mest om vejret og om de fire tyske turister, der trodsede stormvarslingen onsdag og alligevel sejlede med over. To af dem brugte det meste af tiden ved rælingen. Øboerne griner ad historien. Men så bliver stemningen alvorlig. De snakker om Den Blå Hane, et træskur på østsiden af øen. Dørene er blevet malet røde. Selv om farvevalget på en dør lyder som en banalitet i manges øre, betyder det meget for øboerne at holde fast i deres traditioner.

»Hvad skal det være godt for, de har jo altid været blå, den hedder jo Blå Hane,« siger en af øboerne og skyller frustrationerne ned med en tår øl. De vil klage, skrive et brev til Chefen, som de kalder ham. Chefen i det Hvide Hus. Det er Orla Johansen, der er Chefen, eller ø-administrator, som det officielt hedder. Han er indsat af Forsvarsministeriet for at varetage alt det praktiske arbejde på øen, men lige nu er han i Jylland.

Chefen

Orla Johansen ved godt, at hans beslutninger ikke altid falder i god jord hos øboerne. Det fortalte han tidligere på ugen, kort efter landgang.

40 tyske pensionister i korte ærmer, solbriller og bredskyggede hatte var med den dag. Der var også nogle enkelte danske sommergæster med weekendtaske i hånden, som snakkede med kaptajnen. De havde været med før, det kunne alle se.

Øboerne kan bedst lide sommergæsterne. ’Tretimersturisterne’ tilbringer for meget tid i isbutikken og for lidt i klipperne.

Orla inviterede på danskvand og vaffelpinde på kontoret i det Hvide Hus, som han har boet i de seneste to år. Han fungerer som en slags borgmester, forklarer han.

»Først hed det forvalter, så hed det fyrmester, og så blev det til administrator. Men nu kalder jeg mig chef,« siger Orla.

Han står for alt fra hjemmehjælp til tandlægeregninger og renovering af de gamle bygninger, og han kender diskussionerne.

»I et lille samfund kan små ting jo også blive store, det er måske ulempen. En gang imellem kan man få snakket banaliteter lidt for meget op. Det er jo en kombination af en arbejdsplads og en bolig, og jeg er jo chef for dem, som arbejder på øen, og som leder og chef er man nogle gange nødt til at tage nogle beslutninger, som medarbejderne ikke altid synes, er helt ok, og jeg har også måtte ændre på nogle ting, som man måske ikke synes, har været så sjovt,« siger han.

Livet på en ø er forbundet med flere konflikter end på fastlandet. For mennesker, som bor tæt, kan ikke undgå at komme til at træde hinanden over tæerne, forklarer Niels Houkjær, der er forfatter til bogen De Danske Øer.

»Man kan ikke gå et andet sted hen, man kan ikke gemme sig. Det er noget, der følger ø-landskabet, som det nu er lagt ud,« siger han og fortsætter: »Det er magt, vi snakker om. Hvis man ser det lidt i helikopterperspektiv, er der to former for hierarki. Dels ø-forvalteren, der repræsenterer et eksternt, udefrakommende hierarki, og så er der et indre hierarki, som er af gammel oprindelse, øens eget, øens sjælelige anatomi,« siger han.

De fødte og de førde

Det ydre hierarki er repræsenteret af offentlige institutioner som forvalteren, kirken og skolen. Overfor det står bønderne og fiskerne. Deres hierarki er knyttet til viden om naturen og slægterne.

»Hvem kender hinanden osv. Hele det system er ret ugennemskueligt, men bygger på alder og visdom,« forklarer Niels Houkjær og påpeger, at det indre hierarki er helt afgørende for øens trivsel og for at opretholde de gamle traditioner. Men hierarkiet kan også blive udfordret.

»Småting og petitesser bliver forstørret, fordi det hele er synligt. Man kan ikke gå og putte med noget. Alt bliver ekstremt, alt forstærkes ad absurdum såsom spørgsmålet om, hvilken farve dørene skal have,« siger han,

I Baggården snakker Alice Marcher om fisk. Eller rettere sagt mangel på samme. Alice er ægte øbo, en del af Carl Anker-slægten og fjerde generation på øen. Hun var heldig at opleve fiskeeventyret:

»For år tilbage kunne man lægge sig ud og hive et par kasser torsk op på en time,« siger hun.

»Men da trusserederne kom med deres store trawlere, røg sildegarn og alt med op.« Margrethe kom til øen i 60’erne. Først som sommergæst på campingpladsen, men siden forelskede hun sig i en fisker, Henning, og flyttede til øen. Nu taler hun med John, om dengang hun tog ham og en kammerat med på tur til København.

»Vi havde det herligt,« siger Margrethe på klingende københavnsk.

Margrethe er ’førder’. Hun er blevet ført til øen af Henning. Førder er øboernes betegnelse for de beboere, der gifter sig ind på øen, mens de tilflyttere, som kommer udefra og ikke har nogen relation til øen, bliver kaldt øborgere.

Øbo derimod bliver du først, når din familie har boet på Christiansø i flere generationer.

Men der er ikke noget nedsættende i strukturen, forklarer historiker og direktør på Østfyns Museer Erland Porsmose:

»Alle samfund har brug for ’hakkeordner’. Det er en måde at forholde sig til hinanden på, og det handler ikke om, at man skal bøje nakken for nogen, men om at man sætter hinanden op på nogle passende piedestaler, så man får et udgangspunkt for, hvordan man kan anskue sig selv og verden,« siger han.

I et øsamfundene handler den sociale orden ifølge Erland Porsmose om, hvem der har den tætteste relation til øen. »Man definerer sin rolle og sin styrkeposition i forhold til, hvordan man forholder sig til øen. Øen kommer til at definere, hvordan man socialt klassificeres, om man har været der altid, eller om man er blevet ført dertil, eller om man lige er på gennemrejse,« siger han.

Den interne orden betyder, at de gamle øboere har den anerkendte ret til at fortolke Øen.

»Steder går jo fra at være et stykke klippe eller et stykke natur til at være et kulturlandskab, ved at nogen fortolker, hvad stedet egentlig går ud på. Det har de gamle øboer forhåndsret til, fordi de har de dominerende fortællinger omkring stedet,« forklarer Erland Porsmose.

Den store grad af selvbevidsthed møder imidlertid ikke altid forståelse blandt udefrakommende, forklarer Niels Houkjær.

»Den kan virke irriterende på udefrakommende, fordi den kan puste sig op til det vanvittige nogle gange, men den understreger øens identitet,« siger han.

Roland er tysk og flyttet til Christiansø med sin hustru Josephine og parrets to børn Greta og Frida – siden er lille Leopold kommet til. Roland og Josephine gør en dyd ud af at dyrke deres egen mad på øen. Også selv om kartofler ikke er så flotte som Bernts

Efter en time begynder deltagerne i femmødet at bryde op. Kassen med øl er tom, og Købmanden er lukket. Nogle sætter sig op i krostuen, bestiller et sæt og rafler. Margrethe følger med ned i Gaden, der som navnet antyder, er øens eneste. Der er ikke numre på de grønne døre i de to lange rækker af toetagers hus, og hun har lovet at vise vej til Josephine og Roland Erckrath-Schüler, der har inviteret på aftensmad. »De bor dernede siger Margrete og peger på stien bag husene.

»Fire trapper nede og så på anden etage. Hils!« siger hun.

Oppe hos Josephine og Roland drikker de ikke alkohol. I hvert fald ikke lige for tiden, siger Roland, da han tager imod vinflasken nede fra Købmanden.

De er flyttet til øen fra København med deres to piger Greta og Frida i september sidste år.

Og siden er familien blevet udvidet med endnu et medlem, lille Leopold. Både Josephine og Roland kommer fra Tyskland. Han er tømrer, og hun er snedker. Nu bor de i en af de gamle lejligheder i Gaden med lysegrønne dørkarme og øglen Ole i et stort terrarium i det fjerneste hjørne af stuen.

Der er torsk med salat og nye kartofler med bredbladet persille på bordet.

»Vores kartofler står ikke lige så flotte som Bernts, men han laver næsten heller ikke andet,« griner Josephine.

De har deres egen urtehave på nordsiden af øen, men også en af de særlige øhaver: Deres egen lille plet gemt væk på skråningen nedenfor kirkegården på sydsiden.

»Det er frøken Dues have,« fortæller Josephine, da hun efter aftensmaden viser os rundt mellem brombærbuskene og de store sten.

»Den vil nok aldrig hedde andet,« siger hun.

Selv om det er over 30 år siden, at haven tilhørte øboen Frøken Due, spøger hun stadig i øboernes bevidsthed. En dag kunne øboerne ikke finde 80-årige Frøken Due. Det var Hut, en af øens fiskere, der fandt hende nede i haven, i vandhullet ved siden af redskabskuret. Hun var død.

Næste dag, da Frøken Dues søster skulle vise det skæbnesvangre vandhul frem, flød gebisset ovenpå.

I dag ligger Frøken Due begravet få meter bag haven, på klippekirkegården, men historierne om hende lever stadig, og det vil de også gøre fremover, påpeger Niels Houkjær.

»Alle øer har en eller anden mytisk grundfortælling. Alt fra trolde og sagn til noget mere historisk korrekt, om hvem der har befolket øen og om strandinger. Sådan en grundfortælling er beboerne fælles om, uanset om de kommer udefra eller har boet på øen i generationer. Det giver en utrolig selvbevidsthed,« siger han og forklarer, at netop fortællingerne adskiller øen fra fastlandet.

»Man finder bevidstheder og tænkeformer på øerne, som er gået tabt på fastlandet. De overlever i højere grad på øerne, fordi der er en stærkere tilknytning til stedet. Øen har plads til tankegods, kulturarv og myter,« siger Niels Houkjær.

Josephine var gravid, da de flyttede til øen. Hun fødte i marts. Midt i en forfærdelig storm blev hun hentet med helikopter oppe på Møllebakken. På hospitalet i Rønne fødte hun en dreng, og efter et par dage på Bornholm blev de sejlet hjem til øen med redningsbåden, Elefanten.

»På havnen stod øboerne samlet med både danske og tyske flag, de råbte hurra og spillede harmonika,« fortæller Josephine, der ikke lægger skjul på, at hun blev overvældet over modtagelsen.

Tre-timersturisterne ankommer med båd til øen. Når båden nogle timer senere udskiber igen, kommer Christiansøs beboere frem.

Fællesskabet

Ifølge Niels Houkjær er den form for fællesskab heller ikke noget, man ser særlig mange andre steder.

»Det er utænkeligt på fastlandet eller i en by i hvert fald, det er det ikke på en ø. Jeg tror, man har bevidstheden nærmere hinanden på en ø. Man har den der omsorg for hinanden,« siger han. »Der er en fælles bevidsthed om øens trivsel som rækker ud til den enkelte, og som er mere knyttet til noget oprindeligt og noget ægte i os selv. Vi andre er sgu da ligeglade med, om naboen har fået hønsekødssuppe i dag. Den der fælles ansvarsfølelse og i det hele taget alle de mere ægte følelser, de har bedre vilkår på øerne. Bagsiden er, at alle går rundt og ved alt om hinanden, men det er man nødt til for at holde det hele gående,« siger Niels Houkjær.

Ifølge Erland Porsmose ligner ø-fællesskabet de små landsbysamfund, vi kunne finde for hundrede år siden i Danmark.

»Før i tiden stod det i enhver landsbylov, at hvis der var nogen, der blev syge i høsttid, eller nogen blev ramt af brand eller ulykke på anden vis, så havde hele landsbyen pligt til at hjælpe med at genoprette skaden. Den holdning trives jo stadigvæk på øen. Det er ikke bare noget romantisk pladder, tilbage i landsbyfællesskabet var man jo pisket til at tage hånd om hinanden,« siger han og påpeger, at beboerne i et landsbyfællesskab ikke kan vælge hinanden fra.

»Modsat byerne, hvor man kan vælge at omgås de mennesker, der ligner en selv, fungerer øerne ligesom de gamle landsbysamfund, hvor der er ikke råd til at sige, at der er nogen, som man ikke vil snakke med.«

Serie

Seneste artikler

  • Vi bliver aldrig øboere, vi er øborgere

    18. august 2014
    På Christiansø vil de gerne have tilflyttere med børn. Tilflytterne derimod vil gerne have tid til deres børn. Og det får de. Langt fra karriereræs og daginstitutioner har de tid til nærhed og familie. Men ølivet er kun til låns, og tilflytterne bliver aldrig rigtige øboere
  • Forført af øen

    15. august 2014
    Margrete forelskede sig først i Christiansø og så i Henning. Hun forlod København og sit tidligere liv. Men efter 44 år på skæret er hun stadig ikke øbo. Hun er førder – tilflytter
  • Øen ligger i blodet

    7. august 2014
    I generationer har Brian Stigfeldts familie boet på Christiansø og ernæret sig først som sørøverkaptajner og siden som snedkere og fiskere. Derfor er øens historie også Brians historie. Det er den, der gør ham til øbo
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • lars abildgaard
  • Carsten Søndergaard
  • Dennis Laursen
  • Per Jongberg
  • Anker Nielsen
  • Niels Mosbak
  • Lise Lotte Rahbek
Henrik Christensen, lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Dennis Laursen, Per Jongberg, Anker Nielsen, Niels Mosbak og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

Ø-samfund og ligende lukket samfund, er mig en undren.
For de mener selv at fremstå som den eneste sande måde at leve på. Dem der ikke gør er ikke accepteret.

Jens Harder Vingaard Larsen

@Lasse: Sikkert en tiendedel kampfly i aartiet.

Henrik Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Mosbak, Rune Petersen, uffe hellum og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Jens, så du mener måske det ville være på sin plads at oprette en 36 mands (alle konservatorieuddannede) musikkorps, der kunne tilknyttes fæstningsanlæggene på øerne?

Dennis Laursen

Jaa, fællesskabet trives utvivlsomt bedre i de danske øsamfund, end i de åndeligt fattige hipster-ghettoer i København øst for ringbanen, overbefolket af usikre og prestigehungrende RUC- og KU-studerende.

Man siger, at det er et problem, at de unge flytter fra de mindre byer og øerne. Hvis jeg var vokset op på en ø, vil jeg da syntes, at det var rart, at disse snobbede elementer skred helt af sig selv...
Jeg bor i Brøndbyøster, her har jeg boet hele mit liv, det samme har mine forældre (mine bedsteforældre flyttede hertil i 50'erne og 60'erne), og jeg agter at bo her hele mit liv! For her er meget, som de kulturradikale hipster-ghettoer i brokvartererne, Frederiksberg og Indre By ikke har: masser af grønne områder, billige og gode lejligheder, nogenlunde ren luft og ordentlige cykelforhold (Brøndby kommune gør absolut minimalt for cyklister, og alligevel formår Brøndby at være en langt bedre cykelby en "verdens bedste cykelby", Københavns kommune).

Thomas Jensen, Steffen Gliese og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Sjovt som en artikel om et af Danmarks mest afsidesliggende øsamfund kan bruges som afsæt for en misundelig forstadsbos misforståede udgydelser af galde mod København.

Jens Harder Vingaard Larsen

@Lasse: Jeg har virkeligt prøvet at finde mening i dit seneste svar men må indrømme at mit intellekt ikke slår til.

Steffen Gliese og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Det var vist noget om, hvorvidt forsvarsbudgettet anvendes rationelt og til sit formål.
At holde disse øer i live forekom mig ikke at være en opgave for Forsvaret, men jeg har før taget fejl, bl.a. når det kommer til Forsvarets formål, der som bekendt er politisk bestemt ved lov.

Carsten Søndergaard og Jens Harder Vingaard Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Hansen

@Lasse: Og hvorfor gør det så den store forskel om det er Forsvaret eller eks. Slots- og Ejendomsstyrelsen, der står for driften?
Der er ikke tale om, at Forsvaret "holder disse øer i live", men derimod at Forsvaret står for driften af et stykke forsvarshistorie. Det er jo ikke anderledes end at Forsvaret, ligeledes af historiske årsager, ejer og står for drift og vedligeholdelse af Kastellet.
Og så betaler christiansøboerne jo i øvrigt også husleje til Forsvarsministeriet, netop fordi staten ejer alle bygningerne.
Men Folketinget kunne da godt rykke bevarelsen af eks. Kastellet og Christiansø og det dertilhørende budget over til Slots- og Ejendomsstyrelsen. Det har, så vidt jeg husker, været på tale ift. sidstnævnte.

Lars R. Hansen

Hvis det er bevarelse af kulturminder det handler om, så bør det da foregå i regi af kulturministeriet, ikke forsvarsministeriet .

Det gælder hele vejen rundt Ertholmene, kastellet, Frederiksberg slot og de forskellige forsvarshistoriske museer.