Læsetid: 6 min.

’Det er synd, at man skal nå frem til en krise, før borgerligheden slår igennem’

Den borgerlige værdi om ’rettidig omhu’ lider, mener Martin Ågerup, direktør i den liberale tænketank CEPOS. Den offentlige sektor voksede hele vejen op gennem 00’erne, og direktøren er bekymret over, at borgerligheden stadig er trængt i defensiven herhjemme
De borgerlige partier har forsømt klassiske idealer om personlig frihed og lokal ledelse, mener direktør i tænketanken CEPOS, Martin Ågerup.

Jakob Dall

6. august 2014

Egentlig burde Martin Ågerup være begejstret. Direktøren for den borgerlig-liberale tænketank CEPOS kan i meningsmålingerne se, at et flertal af danskerne ville stemme på borgerlige og liberale partier, hvis der var valg til Folketinget i morgen, og i marts kunne tænketanken udgive notatet »Nulvækst i det offentlige forbrug er gennemført«.

Tænketanken havde kigget i nationalregnskabet, og her viste tallene, at den gennemsnitlige realiserede årlige vækst i det offentlige forbrug var minus 0,05 procent i årene 2011-2013.

Med den øjeblikkelige succes burde det være svært at få armene ned for Martin Ågerup. Men sådan ser CEPOS-direktøren ikke på det.

Han mener nemlig, at de borgerlige partier på Christiansborg har forsømt at udvise »rettidig omhu«.

»Fra 2001 og frem til krisen var der ikke et eneste parti i Folketinget, som mente, at den offentlige sektor bare skulle forblive i den størrelse, den havde, eller blive mindre. Alle partier ville have en større offentlig sektor. Uden undtagelse. Det er tankevækkende, når man har verdens største offentlige sektor. Det er ganske bekymrende. Nu er der så ændret en del på det politikområde, men det er synd, at man skal nå frem til en krise, før borgerligheden slår igennem på Christiansborg. Der er jo en anden borgerlig værdi, som hedder ‘rettidig omhu’. Og det har ikke været prioriteret højt nok‚« siger Martin Ågerup.

De borgerlige partiers store lyst til at udvide den offentlige sektor gennem 00’erne har ifølge Martin Ågerup betydet, at »en del borgerlige har følt sig mere i defensiven, end de egentlig behøver at være«.

»Der er nogle helt konkrete problemer i vores samfundsindretning, som er opstået af politiske årsager gennem de sidste fire-fem årtier. Men frem til slutningen af 1950’erne var Danmark et lavskatteland. Vi havde lavere skattetryk end i USA. Men den offentlige sektor løb løbsk, og vi fik nogle sociale reformer, som alle kunne se, ikke kunne holde. Et eksempel er en uendelig dagpengeperiode. Det amokløb gennem en forholdsvis kort periode holdt ikke, og det har vi gradvist gennem tre årtier forsøgt at reformere i en borgerlig-liberal retning. Også i den nuværende regeringsperiode, fordi de jo også har et mål om, at færre skal være på offentlig forsørgelse og reducere skattetrykket.«

Det lyder jo som en succes. Hvorfor har de borgerlige så følt sig i defensiven?

»Det er jo en kompleks udvikling, hvor forskellige ting peger i hver deres vej. For eksempel er den offentlige sektor vokset – også under borgerlige regeringer, og samfundet er blevet indrettet, så vi er nødt til at hæve skattetrykket, hvis vi ikke laver yderligere reformer. Og så går det jo bare utrolig trægt med reformerne af den offentlige sektor. Den forrige regering fik opbygget et fritvalgs-system, hvor tre procent af sygehusydelserne var leveret af private aktører. Så kommer der et regeringsskifte, hvor den nye regering mener, at det er rendyrket neoliberalisme, at tre procent er privat. Det er så banket ned på én procent i dag. Altså, det er jo nærmest fanatisme. Det er utrolig gavnligt at have forskellige former for aktører, der kan lære af hinanden. Velfærdssektoren er præget af offentlige monopoler, og det giver ringere velfærd. Det er der meget lidt forståelse for at ændre på,« vurderer Martin Ågerup, selv om »Danmark bærer en meget liberal tradition«:

»Danmark har været et af de mest liberale samfund fra 1800-tallet og frem. Og det er vi faktisk stadig. Vi har en meget velfungerende beskyttelse af den enkeltes retssikkerhed, vi har en blomstrende privatsektor, som staten blander sig meget lidt i, og befolkningen har altid haft en bred forståelse for, hvad en markedsøkonomi er. Det giver en meget stærk tradition i Danmark. Undtagelserne er vores meget store offentlige sektor, vores høje skatter og vores voldsomme økonomiske omfordeling – også til borgere, som kan klare sig selv. Derfor skal vi holde fast i alt det, der allerede er borgerlig-liberalt og ændre på de punkter, der ikke er. Det er en af årsagerne til, at borgerlige har været i defensiven,« siger Martin Ågerup.

DF skal være klar til reformer

Hedder statsministeren efter et folketingsvalg Lars Løkke Rasmussen (V), forventer Martin Ågerup, at det »sorte får« i den borgerlige blok – Dansk Folkeparti – vil være parat til at fortsætte med at lave de nødvendige reformer af velfærdssamfundet.

»Dansk Folkeparti har ikke en borgerlig økonomisk politik. Der er nuancer mellem Dansk Folkeparti på den ene side og Socialdemokraterne og venstrefløjen på den anden. Dansk Folkeparti er nok ikke på samme måde som de andre systemets parti, som mange af de andre venstrefløjspartier er blevet. Jeg fornemmer, at Dansk Folkeparti i højere grad vil være villig til at diskutere reformer af det offentlige, hvis det kommer borgerne til gode. Mens målet for de andre venstrefløjspartier snarere synes at være at beskytte de ansattes rettigheder og beskytte de ansatte mod forandringer end at give borgerne den bedst tænkelige velfærd. Dansk Folkeparti vil være mere til at tale med, hvis der kommer en borgerlig statsminister efter et valg, fordi partiet typisk ikke er de offentligt ansattes parti. Det er den offentlige sektors parti, fordi det er et parti, der tror på, at velfærd og tryghed sikres gennem en stor offentlig sektor.«

– Gør det Dansk Folkeparti til et borgerligt parti?

»Nej, der er elementer af noget borgerligt. Det er min vurdering, at de vil være villige til at lave visse reformer, selvom de offentligt ansattes fagforeninger er imod.«

Lokalt ansvar overses

Omfanget af den offentlige sektor optager Martin Ågerup. For ham handler det ikke om størrelse, men om hvor ansvaret er placeret. Og det skal ud fra hans borgerlige perspektiv placeres langt tættere på de mennesker, som berøres, end tilfældet er i dag.

»Jeg tror på, at den bedste samfundsorden har en mangfoldighed og er baseret på lokal viden og lokale beslutninger. Jeg tror ikke på, at viden er abstrakt og generel. Jeg tror, den er lokal og konkret. Det vil sige, at hvis der opstår et problem, som eksempelvis at hjemmehjælpere ikke er tilfredse med at komme i et hjem, hvor der ryges, vil jeg sige, at man skal løse problemet lokalt i stedet for gennem national lovgivning. Der må være hjemmehjælpere, der ryger, og som ikke har noget problem med at arbejde et sted, hvor der bliver røget. Jeg tror på lokale løsninger og personlig frihed.«

Lokalt ansvar og lokal ledelse har borgerlige også diskuteret, siden den nuværende regering sammen med de borgerlige partier indgik en reform af folkeskolen.

Godt nok valgte Det Konservative Folkeparti at stå uden for den del af reformen, der handler om lektiecafeer, men reformen er helt forfejlet borgerlig skolepolitik, mener Martin Ågerup.

»Blandt de borgerlige partier findes der ikke en erkendelse af, hvad borgerlig skolepolitik egentlig er. Den skolereform, der bygger på en antagelse om, at alle skoler har de samme problemer, og derfor skal tage den samme medicin, er forkert. Den bygger også på, at den medicin, man nu vil give dem, er den korrekte medicin. Det er der ingen evidens for. Helhedsskoletanken mangler evidens, og alligevel vælger man at indføre det på alle skoler i hele landet. Velvidende at Danmarks problem ikke er, at alle skoler er dårlige. Danmarks problem er, at nogle skoler er dårlige. Problemet er heller ikke, at alle læreres undervisning er dårlig. Det er nogle læreres. Måden at løse problemet på er at tage hånd om de skoler og de lærere, som ikke er så gode og så gøre dem bedre. Det er en lokal ledelsesopgave. I stedet får vi en centralistisk tankegang, som ikke løser noget som helst.«

– Hvorfor har de borgerlige politikere ikke indset det?

»Fordi hele skoledebatten er styret af politikere. Almindelige mennesker kan kun forstå politiske forslag, som går helt ind i klasseværelset. Man kan se det, når statsministeren holder en tale, hvor hun i detaljer fortæller om, hvordan en lærer skal undervise i Pythagoras’ læresætning, og samtidig er der bred enighed om, at der skal være mere frihed til de offentligt ansatte. Det hænger jo slet ikke sammen. Det er ikke måden at diskutere skole på. Politikerne bevæger sig dybt, dybt ind i klasseværelset og forholder sig til pædagogiske forhold, som de for manges vedkommende slet ikke har forudsætninger for at forholde sig til. Og så antager de, at udfordringerne er abstrakte og generelle – og ikke lokale og konkrete. I stedet burde man styrke skoleledelsen og ansvarliggøre den enkelte skole – eksempelvis ved at gøre skolerne selvejende,« foreslår Martin Ågerup.

Serie

Seneste artikler

  • ’Radikale Venstre er jo for mig det onde dyr i åbenbaring’

    12. august 2014
    Danmark er under voldsom forandring, mener Dansk Folkepartis stifter og værdiordfører Pia Kjærsgaard. Og det er der særligt én årsag til: Radikale Venstre er ifølge Pia Kjærsgaard den største trussel mod udbredelsen af borgerlige værdier og dyder
  • ’Jeg kan og vil ikke love ’fri bar’ i velfærd’

    4. august 2014
    Borgerlighed er for De Konservatives Mai Mercado det samme som ordentlighed. Derfor frustrerer det hende også, når venstrefløjen og DF lover danskerne guld og grønne skove. Det får værdierne til at skride, mener hun
  • ’Lige nu kører det bare i den gale retning’

    31. juli 2014
    Han er en af Danmarks rigeste, og han er storsponsor af Folketingets mest liberale parti. Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen mener, at borgerligheden i Danmark er truet, fordi der er ’seks-syv socialdemokratier’, danskerne kan stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristoffer Larsen

Det var så vidt jeg kan se frivilligt.

Ja, der er ingen grund til en lang dagpengeperiode. De fleste er alligevel i arbejde efter få måneder. Skal de langtidsledige der nu stort set kun udgøres af kontanthjælpsmodtagere i arbejde er der andre tiltag der skal bruges.

Steffen Gliese

Hvorfor i alverden dog det, Kristoffer Larsen, folk har vidt forskelligt arbejde, der fungerer på mangfoldige måder. Hvis man som skuespiller eller sanger f.eks. ikke har engagement i et par år af længere varighed, skal systemet være der til at understøtte, at man kan opretholde sit erhverv.

Steffen Gliese

Og det er jo simpelthen ikke rigtigt, at ledigheden er lavere, der er tale om, at folk er blevet smidt ud af det system, der skulle kompensere dem for manglende lønindkomst. Det er fuldkommen amoralsk.

Magnus Frimer-Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Så burde man finde en anden beskæftigelse hvis man ikke har evnerne til at synge. Bruttoledigheden er med ca. 130.000 svarende til 5, 0 % historisk lav og kun i 2007-2009 var den lavere. Ledige der har mistet dagpengeret og er endt på uddannelsesydelse tæller med som kontanthjælpsmodtagere. Dem uden ydelse tæller med i AKU opgørelsen og den viser ikke nogen særlig afvigelse fra bruttoledigheden.

Magnus Frimer-Larsen

"Undtagelserne er vores meget store offentlige sektor, vores høje skatter og vores voldsomme økonomiske omfordeling – også til borgere, som kan klare sig selv. Derfor skal vi holde fast i alt det, der allerede er borgerlig-liberalt og ændre på de punkter, der ikke er. Det er en af årsagerne til, at borgerlige har været i defensiven"

Det impliceres, at venstreorienterede partier historisk – autonomt og hensynsløst trumfende borgerlige protester – har pustet den offentlige sektor op. Fortællingen om en dansk papirnusser-venstrefløj er imidlertid det rene propaganda; aldrig er udgifterne i den offentlige sektor, antallet af offentligt ansatte, det statslige eller – sågar – skatten vokset hurtigere end perioden fra 1968-71, hvor radikale Hilmar Baunsgaard var statsminister i en VKR-regering. Selv under Schlüter – snusfornuftig, borgerlig superhelt par excellence – voksede den offentlige sektor, for slet ikke at tale om VKO-æraen. Mig bekendt er regeringsperioden 2011 + hidtil den eneste, hvor den offentlige sektor er skrumpet. Når CEPOS øjensynligt mener at den ”meget store offentlige sektor” er ”en af årsagerne til, at borgerlige har været i defensiven”, må der være tale om en temmeligt platonisk defensiv. Skån os for CEPOS-ævl, Information.

Sider