Nyhed
Læsetid: 2 min.

Afkriminalisering af sex mellem søskende er ’en glidebane’

Lisbeth Zornig advarer om at lovliggøre sex mellem voksne søskende, sådan som Tysklands Etiske Råd netop har foreslået, og som det også har været på tale i Danmark. Det kan åbne for stærke søskendes misbrug af svage søskende, mener hun
Indland
29. september 2014

Det er en rigtig dårlig idé at lovliggøre søskendesex. Det siger stifter af Huset Zornig og forhenværende formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig, efter at Tysklands Etiske Råd netop har anbefalet en sådan afkriminalisering af sex mellem voksne søskende.

»Så vidt jeg ved, er der i virkeligheden ikke de store risici for misdannelser. Der er også andre risikofaktorer som f.eks. at drikke, når man er gravid, og det vil vi jo heller ikke forbyde ved lov. Så det er ikke det, min bekymring går på. Men hvis vi ser på sådan noget som magtforhold og hierarkier i familier, så mener jeg, det er meget farlig at åbne for, at storebror kan indlede et forhold til lillesøster, også selv om de begge er over 18 år. Det giver mulighed for, at stærke familiemedlemmer kan udnytte svage familiemedlemmer, for eksempel handicappede, der er i et afhængighedsforhold til dem, sådan som man typisk ser det inden for familier. I så fald handler det ikke om to uafhængige, ligeværdiges tiltrækning til hinanden,« siger Lisbeth Zornig.

Hun har i kraft af sit virke mødt flere mennesker, der er blevet misbrugt af deres søskende.

»Det er relativt ofte forekommende. Typisk er yngre eller svage søskende blevet udsat for manipulation fra ældre søskende, der har leget kærester med dem. De kan ikke sige fra, fordi deres søskende har magt over dem. Ønsker vi virkelig at den slags bliver lovligt, lige så snart børnene fylder 18? Jeg mener, det vil være at åbne for en glidebane,« siger Zornig.

Svært dilemma

Som beskrevet i Information begrunder Tysklands Etiske Råd sin anbefaling af lovliggørelse af søskendesex med, at søskende har en »fundamental ret« til »selv at bestemme, hvem de vil have sex med«, og at denne ret »må vægtes tungere end den abstrakte idé om beskyttelsen af familieværdier«. Ifølge rådet er Straffeloven således »ikke den rette måde at opretholde et socialt tabu på«.

– Lisbeth Zornig, er det ikke bare dig, der ligger under for sociale konventioner, som ikke bør gå ud over søskende, der elsker hinanden?

»Jo, det her handler jo også om værdier. Jeg synes i bund og grund, at sex mellem søskende er forkert. Det strider imod naturen. Det strider imod, hvad jeg synes virker rigtigt, ligesom sex mellem børn og forældre strider imod mine værdier. Som sagt mener jeg også, der er nogle rationelle argumenter imod ideen. Men det er et svært dilemma, og man må tage stilling hver især.«

Ligesom i Tyskland har en lovliggørelse af sex mellem voksne søskende også været debatteret i Danmark. Enhedslisten har foreslået at ophæve forbuddet, og Radikale Venstre, SF samt Venstre har erklæret, at de ville afvente Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser, som kom 21. november 2012. Straffelovrådet vurderede, at der ikke lå vægtige genetiske eller beskyttelsesmæssige hensyn til grund for at opretholde forbuddet, og at det dermed var op til politikerne at tage stilling til det. De tre partier har dog ikke siden forholdt sig til sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan sagtens forstå, at du har meget store betænkeligheder ved at lovliggøre sex mellem søskende. For det er bestemt ikke altid en offerløs forbrydelse. Hvis denne sex fører til et barn, er barnet et offer, i nogen grad på grund af risikoen for indavl, og i højere grad fordi normerne i vores samfund nu engang er, som de er. Derfor bør man aldrig lovliggøre at to søskende får et barn. Men her skal man huske på, at det ikke er en hver seksuel aktivitet, der kan føre til graviditet. Men dertil kommer, som Lisbeth Zornig skriver: "Typisk er yngre eller svage søskende blevet udsat for manipulation fra ældre søskende, der har leget kærester med dem. " Men man må tænke på at som, det er nu så kan såvel den stærke som den svage part, blive straffet. Det er vel ikke rimeligt.
Endelig kan der være tilfælde, hvor man ikke kan sige, at den ene part har udnyttet den anden. Men hvor begge parter har givet efter for deres drifter.
Lisbeth Zornig skriver: ” Jo, det her handler jo også om værdier. Jeg synes i bund og grund, at sex mellem søskende er forkert. Det strider imod naturen.” Sådan har mange mennesker det med homoseksualitet. Det har flere steder ført til en ganske grusom behandling af homoseksuelle. De mest civiliserede mennesker forstår, at det er forkert at gøre andre mennesker ondt, blot fordi de har gjort noget mod sig selv, som man finder dybt dybt ulækkert.
Jeg vil ikke hævde, at incest skal være ustrafbart, men det er min klare holdning, at de i tilfælde, hvor der ikke er fare for, at der bliver lavet børn, skal maksimalt den ene i et incestforhold mellem to mennesker kunne straffes.

Steffen Gliese

Man er nødt til at finde en pragmatisk løsning, så det er evt. tvang, der straffes.
Når man er nødt til at overveje legalisering i et eller andet omfang, er det jo teknologien, der er årsag, for når mange børn undfanges ved kunstig befrugtning, kan man ikke gardere sig imod tilfælde, hvor i hvert fald faderen er identisk. Til gengæld vil man kunne opretholde anonymiteten ved en sådan lovændring.