Baggrund
Læsetid: 2 min.

Baggrund: Luksusvarer for forskningsmidler

Overlæger på flere af hovedstadens hospitaler har misbrugt forskningsmidler. Revisorer gransker bilag i detaljen, og politiet sigter overlægerne for bedrageri
Overlæger på flere af hovedstadens hospitaler har misbrugt forskningsmidler. Revisorer gransker bilag i detaljen, og politiet sigter overlægerne for bedrageri

iBureauet/Mia Mottelson

Indland
11. september 2014

Forskningsmidler for millioner af kroner er på Rigshospitalet og Gentofte Hospital blevet brugt til private formål. I stedet for at fremme forskning i sygdomme til alles bedste, er en del af pengene gået til luksusvarer, fester og udlandsrejser til læger.

Det er gennem de seneste 15 måneder blevet afsløret af Jyllands-Posten.

Sagen begyndte at rulle i sommeren 2013, hvor de første afsløringer om misbrug på Rigshospitalet dukkede op.

Siden da er der kommet talrige eksempler på, at penge er blevet brugt til meget andet, end det var hensigten. Både på Rigshospitalet og på Gentofte Hospital.

Blandt andet har en overlæge ved Rigshospitalet igennem en årrække brugt forskningsmidler til at betale for malerier.

Officielt skulle de pryde væggene på kontoret, men det skete aldrig. I stedet blev de leveret til hans privatadresse. Samme betalingsmetode benyttede overlægen til at rekvirere møbler og lamper, som også endte i privaten.

Lignende frås med forskningsmidler foregik på Gentofte Hospital, hvor der blev afholdt flere store fester for flere hundredetusinde kroner. Og forskningskontoen blev også brugt, da et orkester skulle honoreres.

Dertil kommer eksempler med overlæger fra Rigshospitalet, der har fløjet på businessclass for skattekroner, er taget på ferie med familien eller har besøgt dyre restauranter med Michelin-stjerner. Bilagene har også indeholdt taxaboner og bilag fra store leverancer af vin til mange tusinde kroner. Eksemplerne er mange, regningen stor.

Og sagen har løbende fået både politi og Region Hovedstaden til at reagere.

Anholdelser og undersøgelser

Blandt andet iværksatte Region Hovedstaden i foråret en undersøgelse af samtlige forskeres brug af forskningsmidler på Rigshospitalets Hjertecenter og Finsencentret, som huser kræftlægerne.

Efterfølgende fandt regionen grund til yderligere undersøgelse af 76 ud af 177 hjerteforskere, fordi revisorerne havde fundet bilag uden tilstrækkelig dokumentation, eller hvor det umiddelbart så ud til, at pengene ikke var blevet brugt i overensstemmelse med reglerne.

Finanschef i Region Hovedstaden Susanne Vesterheden udtalte i en pressemeddelelse fra juli i forbindelse med undersøgelsens resultater, at der ville blive afholdt møder med de pågældende forskere.

»Derefter vil vi vurdere, hvorvidt brugen har været helt i orden, hvorvidt forskerne vil blive mødt med et krav om tilbagebetaling, eller om det skal have andre personaleretlige konsekvenser,« skrev hun.

Regionen har også iværksat stikprøveundersøgelser af brugen af eksterne forskningsmidler på både Glostrup og Gentofte Hospitals hjerteafdelinger og indskærpet retningslinjerne over for hospitalsdirektionerne for at sikre, at forskningsmidlerne administreres korrekt og reglerne overholdes.

Også Rigsrevisionen er blevet trukket ind i sagen, og skal nu undersøge samtlige hospitaler i Danmark og afdække om forvaltningen og kontrollen af eksterne forskningsmidler er tilfredsstillende.

Ligeledes er fem fremtrædende overlæger politianmeldt og indtil videre er to sigtet for bedrageri og underslæb i forbindelse med misbrug af forskningsmidler, som løber op i mange hundredtusinder kroner. Dertil kommer fyringer, suspenderinger og krav om tilbagebetaling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her