Et privat, nærmest intimt forhold. Sådan må man beskrive forbindelsen mellem partiet Venstre og Danmarks privathospitaler.
Det huskes endnu, hvorledes Lars Løkke Rasmussen i sin tid som sundhedsminister generøst overbetalte privathospitalerne. Denne kærlige handling gjorde Løkke sidenhen som finansminister og statsminister sit inderligt bedste for at holde offentligheden uvidende om, således det kunne forblive et privat anliggende mellem ham og de erhvervsdrivende hospitalsudbydere.
Nu er der igen kissemisseri mellem Venstre og privathospitalerne. Det sundhedsudspil, som Venstre forleden kom med, er påfaldende godgørende over for privathospitalerne. Kvikt har Morgenavisen Jyllands-Posten kunnet afsløre, at godgørenheden med skatteborgernes penge skyldes, at Venstres oplæg er skrevet af efter et lobbynotat fra Brancheforeningen for Privathospitaler. Ordret endda.
Efter EU’s såkaldte ’patientmobilitetsdirektiv’, der trådte i kraft 1. januar i år, har danske patienter ret til hurtig behandling i et andet EU-land, hvis de opfylder en række betingelser, bl.a. om lægehenvisning og at behandlingen kan foretages ambulant.
Den snedige brancheorganisation har foreslået, at de danske patienter i stedet kunne gå til et dansk privathospital – på det offentliges regning.
Gentagen forklaring
Brancheforeningens forklaring om dette forslag har Venstre ordret gjort til sin og i øvrigt – ifølge Jyllands-Posten – øst flittigt af brancheforeningens formuleringer.
Brancheforeningens sekretariatschef Rasmus Hylleberg er en dreven politisk påvirker. Han har tidligere været politisk konsulent for Det Radikale Venstre, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og kontorchef i Skatteministeriet. Hylleberg kommenterer sin lobby-succes hos Venstre således:
»Vi er glade for, at vores arbejde inspirerer et politisk parti.«
Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, har derimod ikke villet tale med Jyllands-Posten. I en sms har hun énvejskommunikeret, at Venstre har »indsamlet og videreformidlet faktuelle informationer fra forskellige kilder«. Løhde tilføjer: »Det ville være meget mærkeligt at gøre andet, og det fremgår i øvrigt også af oplægget, at disse kilder har været brugt.«
Åh, må man sukke i disse lobbytider: Hvad bliver mon det næste? At Venstre skriver sin landbrugspolitik af efter landbrugslobbyens krav? At Venstre laver sit forslag til ny planlov, præcis sådan som de storcenterkrævende supermarkeder forlanger? At Venstre skærer ned på fødevarekontrollen, nøjagtigt som fødevarefordærverne foreslår?
Hør, kære læser, hvad er det, du sidder og stønner? At sådan er det allerede i dag? Jamen, det var dog en frygtelig tanke.
Vi er vel enige om, at behandling på regionernes hospitaler koster penge, ligesom behandling på privatejede hospitaler koster penge.
Som patient ønsker jeg den bedste og hurtigste behandling i tilfælde af sygdom, og jeg forventer ikke at skulle betale selv.
Om så behandlingen konkret foregår i offentlig eller privat regi er så ligegyldigt for mig, så længe betalingen foregår over skatterne.
Jeg skammer mig over dansk politik.
Sølle og uden moralsk rygrad.
Kunne ikke lade være med at tænke på de her studerende der kopierer opgaver fra nettet i stedet for at lave arbejdet selv. :)
Endnu en pind til partiet Venstres succes.