Læsetid: 4 min.

Cheminova – et skelet i skabet

Sprøjtegiftgiganten Cheminova er blevet solgt. Hovedaktionæren, Aarhus Universitet, slipper af med et etisk problem
En laborant er i gang med at måle giftudslip i området mellem Cheminovas Harboøre-fabrik og Høfde 42. Giften siver stadig. Arkiv

Henning Bagger

9. september 2014

Aarhus Universitet har grund til at smile. Salget af Cheminova indbringer universitetets forskningsfond et milliardbeløb. Samtidig slipper universitetet af med et etisk problem, der har plaget i mere end et halvt århundrede.

Cheminova fremstiller og sælger nemlig sprøjtemidler så giftige, at det har efterladt voldsom forurening ved produktionsstederne i Danmark og ført til anklager om helbredsskader hos dem, der anvender produkterne. Kan universitetet lade hånt om det ansvar, som følger af at eje 83 procent af aktierne i Cheminova? Sådan har kritiske studenter og medier spurgt, hver gang Cheminova har været centrum i en ny skandale. Nu har Aarhus Universitet haft det dobbelte held at blive godt betalt for at slippe af med et skelet i skabet.

Aarhus Universitet fik i 1944 foræret aktierne i Cheminova. Giveren var Cheminovas stifter, ingeniøren og iværksætteren Gunnar Andreasen (1914-89). Motiverne til at overdrage virksomheden var ifølge Dansk Biografisk Leksikon fra 1979: »Hans synspunkt var det, at en fabrik aldrig helt kunne opfylde sine samfundsmæssige opgaver under privateje, ligesom risikoen for opkøb fra store koncerner er særligt stor inden for den kemiske industri.« Over begge de angivne bevæggrunde til overdragelsen til universitetet har efterfølgende begivenheder omkring Cheminova kastet et ironisk skær.

Gunnar Andreasen forblev virksomhedens direktør frem til 1961.

Ene mand

Cheminova startede i 1938 beskedent og uden ballade. Gunnar Andreasen var eneste medarbejder. Hovedproduktet var kemikalier til overfladebehandling af metal. Fabrikken i Mørkhøj voksede hurtigt, men udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 afbrød en begyndende eksport. I stedet indledte Andreasen en produktion af opløsningsmidler, fremstillet af dansk tjære. Dermed begyndte også problemerne. Andreasens virksomhed havde den tvivlsomme ære at blive saboteret af modstandsbevægelsen – to gange. Første gang af gruppen Holger Danske i januar 1945 siden af BOPA i februar 1945. I sin erindringsbog fra 1983, Første Halvleg, nægtede Andreasen at have gjort sig skyld i samarbejde med besættelsesmagten.

I 1946 flyttede Andreasen og Cheminova ind i en ny fabriksbygning i Måløv og efterlod grunden i Mørkhøj stærkt forurenet. I Måløv påbegyndtes en fremstilling af sprøjtegifte. Det førte til så voldsom en forurening af omgivelserne, at naboerne gjorde oprør, og myndighederne nedlagde forbud. I 1954 var Andreasen nødsaget til at flytte Cheminova over til Harboøre Tange, hvor han havde etableret sig i 1952.

Fabriksgrunden i Måløv efterlod Cheminova så forurenet, at myndighederne dags dato ikke har kunnet løse problemet. Grunden er registreret som stor jordforurening med forskellige pesticider og opløsningsmidler. En nærliggende kildeplads, Kildedal, overgik i 1980’erne fra vandforsyning til afværgepumpning. Omkostninger årligt: 500.000 kr. 50 år frem i tiden. En oprensning af grunden anslås samlet til at koste et tocifret millionbeløb.

Myndighederne har søgt at få pengene hjem fra Cheminova. Højesteret fritog imidlertid i 1992 Cheminova for ansvar, fordi sagen var forældet, og fordi omgangen med kemiske stoffer i 1950’erne var sjusket.

Fugle og fisk dør

Cheminova tog sine forureningsproblemer med sig til Harboøre Tange. Få måneder efter produktionsstart begyndte områdets fugle og fisk at dø. I 1957 var forholdene så uudholdelige, at områdets 10 husmænd solgte deres jord til fabrikken. Allerede i 1956 havde fiskeren Aage Hansen, kendt som Rav-Aage, gjort anskrig, da han konstaterede gulblommefarvning og stank fra Vesterhavet omkring fabrikken. Hans klager blev mødt med lokal modstand, fordi Cheminova var en god arbejdsplads. Rav-Aage endte med at blive belønnet med Ridderkorset for sin indsats som Danmarks første miljøaktivist.

Men da havde Cheminova udnyttet myndighedernes tilladelse til i årene 1957-62 at deponere meget store mængder af meget giftigt affald i en klitgryde ved Harboøres Høfde 42.

Denne høfde har siden vundet danmarksberygtelse, fordi giften løbende er sivet ud. De hidtidige bestræbelser – flytning af affaldstønder til Tyskland og isolering med en 14 meter dyb spunsvæg – har ikke vist sig tilstrækkelige.

I 1987 fritog en landsretsdom Cheminova for ansvar, fordi depotet var lovligt, og Landbrugsministeriets Giftnævn også havde hældt gift i det. I august i år vedtog Region Midtjylland som miljømyndighed at udskyde en oprensning ved Høfde 42 til 2019. Den anslås at ville koste 250 millioner. Regionen vil have staten med til at betale.

Farlige at anvende

Cheminova har løbende været kritiseret for at fremstille gifte, der er farlige at anvende. I 2007 forlangte politikere i Folketingets miljøudvalg, at Cheminova nu viste ansvarlighed. Til Information sagde det radikale medlem af udvalget, Johs Poulsen:

»Vi er enige om at kræve, at de stopper produktionen af de sprøjtemidler, der er på FN’s liste over særligt giftige stoffer.«

Det gjaldt methyl parathion, som Cheminova solgte i Brasilien, og monocrotophos, som var virksomhedens hovedprodukt i Indien. Begge gifttyper anslås til årligt at koste tusindvis af menneskeliv i den tredje verden.

Samme år vakte det opsigt, at DR i dokumentaren Når tilbud dræber dokumenterede, hvor farlige Cheminovas giftmidler var for de arbejdere, der sprøjtede med dem. 10 år tidligere havde det samme været dokumenteret i programmet Made in Denmark, der fulgte fattige bønder i Nicaragua og deres berøring med Cheminovas produkter.

Cheminova har søgt at afvise tv-programmerne med, at de var arrangeret for kameraet. Journalisterne har svaret igen, at Cheminova lod medarbejdere skygge journalisterne i deres arbejde i marken og søgte at lægge dem hindringer i vejen.

I 1997 holdt Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Gladsaxe – hvor Cheminovas forurenede Mørkhøj-grund ligger – et møde med Cheminovas daværende bestyrelsesformand, rektor ved Aarhus Universitet, dr.theol. Henning Lehmann. På mødet erklærede Lehmann, at Cheminova havde et moralsk ansvar for, at de forurenede grunde blev renset.

Siden hørte naturfredningsforeningen ikke noget om, hvordan universitetet ville leve op til sit ansvar.

Det ansvar har Aarhus Universitet nu fundet en udvej fra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Martin Madsen
  • Niels-Simon Larsen
morten Hansen, Martin Madsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Århus Universitet har nu alene ansvaret

Som arrangør af mødet med daværende rektor for Århus Universitet, dr. theol Henning Lemann og dermed bestyrelsesformand for Cheminova stillede jeg personligt spørgsmålet til Lemann, om Cheminova ikke havde et moralsk ansvar i realtion til oprydninger på forurenede områder i Gladsaxe, Måløv og Harboøre.

Lemann indrømmede et ansvar, men han så også Cheminova som Guds udsending, da havde han tidligere tilkendegivet, at han mente, at Cheminovas sprøjtemidler var Guds gave til menneskeheden.

I Gladsaxe venter vi fortsat på en oprensning af fabriksgrunden, som blev forladt i 1950'erne af Cheminova, som først flyttede til Målev Byvej 229-233 og sidenhen til Harboøre.

Efter salget ligger det moralske ansvar alene hos Århus Universitet og vi venter stadig på at få del af de 8,5 milliarder kr. til oprydning af den stærkt forurenede grund, der henligger som en asfalteret parkeringsplads med nødvendige afværgeboringer.

Læs evt. mere på http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=7274 .

Formand for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité i Gladsaxe
Kurt Loftkjær

Michal Bagger, morten Hansen, Henrik Christensen, Anne Eriksen, Michael Kongstad Nielsen, Martin Madsen, Rune Petersen, Helge Rasmussen, Tue Romanow og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Grådighed kender ingen grænser, det gør Cheminovas gifte heller ikke.

morten Hansen, Henrik Christensen, Rune Petersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Cheminova må jo 1940-45 have fået sine råstoffer fra det tyske I.G. Farben - for det var den eneste mulige kilde på det tidspunkt.

I.G Farben var helt nazificeret, og det var i I.G. Farbens regi, at de krigsgasser udvikledes, der senere omdannedes til insektbekæmpelsesmidler.

Patenterne overgik efter 1945 i USA til Monsanto, Dow m. fl., og i Danmark til Cheminova.

http://en.wikipedia.org/wiki/Parathion

Mange ledende I.G.-medarbejdere afsonede efter krigen domme for krigsforbrydelser, men en del genoptog deres karriere i amerikanske kemikoncerner, eller det amerikanske militær, frem til 1990erne.

http://en.wikipedia.org/wiki/IG_Farben

http://en.wikipedia.org/wiki/Otto_Ambros

Det er altså ikke noget tilfælde, når disse virksomheder gør sig bemærket ved manglende samvittighedsfuldhed overfor livsformer.

Mange andre farlige produkter, fx. klorfenoler med dioxin-risiko, stammer også fra nutidige forgreninger af I. G. Farben.

En skamplet på Danmark og Århus Universitet.
Mon ikke også der har været nogle medarbejdere, der i årenes løb har fået skader på krop og sjæl i håndteringen af kemikalierne.