Læsetid: 4 min.

Civile tiltag kan gøre politiet mere effektive

Ny undersøgelse peger på, at politiets arbejde kan lettes gennem uformelle kanaler i civilsamfundet. I København har politiet allerede positive oplevelser med at samarbejde med lokale foreninger og ressourcestærke borgere
Frivillige natteravne på gaden i Københan. Uformelle autoriteter som f.eks. gadeplansmedarbejdere og foreninger kan virke som en slags mediator mellem politi og beboere.

Martin Lehmann

24. september 2014

Politiet kan øge deres effektivitet i udsatte boligområder – gennem tiltag, der slet ikke involverer politiet. Sådan lyder det fra ph.d.-studerende Jon Lund Elbek fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

Han er medforfatter til et nyt akademisk paper, som viser, at der findes en klar sammenhæng mellem, hvor meget kriminalitet borgere oplever, man kan slippe ustraffet af sted med i deres lokalområde, og hvor meget tillid borgerne har til politiet.

Borgernes opfattelse af, hvor meget man kan slippe af sted med i deres nabolag, kan ifølge Jon Lund Elbek forbedres gennem flere civile, tryghedsskabende tiltag såsom naboværn, gadeplansmedarbejdere og klubhuse til de unge.

»I jo højere grad man føler, at der bliver taget hånd om problemerne, jo mere vil man stole på politiet. Uanset om det så faktisk er politiet, der tager hånd om problemerne,« forklarer Jon Lund Elbek.

Konklusionen er baseret på interviews med 936 unge mennesker i to forskellige boligområder i Odense.

Tilliden til politiet har en efterhånden veldokumenteret indflydelse på, hvor tilbøjelige borgerne er til at tilkalde politiet, når de oplever kriminalitet, og hvorvidt de har lyst til at samarbejde og vidne.

»Det kan politiet bruge som løftestang til at bryde den onde cirkel, som er, at folk ikke stoler på dem, fordi de ikke er effektive, og derfor ikke melder noget til dem. Mere tillid øger politiets mulighed for at være endnu mere effektive, og så kan man få indledt en positiv spiral,« siger Jon Lund Elbek.

Han vurderer også, at politiet med fordel kan samarbejde endnu mere med lokale foreninger og uformelle autoriteter, for eksempel gadeplansmedarbejdere eller religiøse foreninger, i udsatte boligområder, når de opklarer forbrydelser. Den slags lokale kræfter nyder typisk stor respekt i boligområderne og kan fungere som en slags »mediator« mellem politiet og beboerne, mener han.

Et nyt syn på politiet

Politiet i København udvidede i 2011 ordningen ’Din betjent’ med inspiration fra tidligere tiders lokale distriktsbetjente. ’Din betjent’ opstod som pilotprojekt i Bellahøj i 2009 og er siden blevet udvidet til hele Københavns Politi. De tilknyttede betjentes opgave er at være synlige i gadebilledet og gå i dialog med de lokale beboere, foreninger og forretningsdrivende.

Ideen med ordningen er blandt andet at skabe mere tillid mellem borgere og politi. Ifølge vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Tommy Laursen, har ordningen været en stor succes.

»Borgerne har fået et andet syn på politiet. Vi er nu en samarbejdspartner, som har et fælles mål sammen med boligforeninger, klubber og institutioner og selvfølgelig borgerne,« siger Tommy Laursen.

Københavns Politi vandt i 2012 den europæiske ECPA-pris, som hvert år gives til det bedste kriminalpræventive projekt i Europa for netop ’Din betjent’. Tommy Laursen forklarer, at det opsøgende arbejde med ’Din betjent’ har gjort det nemmere for politiet både at opklare forbrydelser og forhindre ny kriminalitet.

»Hvis man i dagligdagen har kontakt med borgerne og har haft noget at grine af sammen, så er det også nemmere, når der kommer en enkelt krusning, at se på hinanden og finde en løsning sammen,« siger han.

Jon Lund Elbek fremhæver erfaringerne fra Københavns politi som et positivt eksempel, og han mener, at politiet i andre dele af landet med fordel kan inddrage lokale kræfter endnu mere. I København samarbejder politiet for eksempel med lokale foreningsformænd og ressourcestærke borgere i arbejdet med at opklare forbrydelser, forklarer Tommy Laursen.

»Vi arbejder tæt sammen med gadeplansmedarbejdere, daginstitutioner, ejendomsfunktionærer, handelsstandsforeninger, alt hvad der er. Og det er altså givtigt,« siger vicepolitiinspektøren.

For borgernes skyld

Klaus Goldschmidt Henriksen er socialpædagog og direktør i konsulentvirksomheden SPUK (Socialt og Pædagogisk Udviklings- og Kursuscenter). Han har mange års erfaring med opsøgende gadeplansarbejde og uddannelse af socialarbejdere i forskellige kommuner. Ifølge ham afhænger tilliden mellem politi og borgere i udsatte boligområder meget af det aktuelle konfliktniveau på gaden og politiets evne til at gå i dialog med de unge i roligere perioder.

»Hvis det lokale politi er gode til at have en dialog og har været det i lang tid, så får de også en stor tillid blandt de unge. Politiet er nødt til at have en intuitiv tilgang til det, de ser, og snakke med de unge,« siger Klaus Goldschmidt Henriksen.

»I perioder, hvor der er optakt til meget ballade, og der kommer fremmede politibetjente og indsatsstyrker kørende, kan det pludselig gå den anden vej, og så kan der være en meget lille tillid mellem politi og unge.«

Klaus Goldschmidt Henriksen oplever, at kommunale gadeplansmedarbejdere kan spille en vigtig rolle i mødet mellem politi og borgere.

Jon Lund Elbek mener, at resultaterne fra hans paper giver anledning til at satse endnu mere på civile tiltag i udsatte boligområder, og han påpeger det paradoksale i, at politiet sideløbende med de blødere initiativer har fået andre, mere håndfaste, redskaber til rådighed i bekæmpelsen af kriminalitet, såsom visitationszonerne.

Det kan virke kontraproduktivt i forhold til at opbygge den tillid mellem borgere og politi, som er afgørende for politiets arbejde, mener han. Den oplevelse deler Tommy Laursen fra Københavns Politi imidlertid ikke.

»Når vi i dagligdagen har en god dialog, kan vi sagtens sige til folk, at vil bliver nødt til at lave en visitationszone i en kortvarig periode, hvis der er nogen, der er blevet stukket ned, eller der er blevet skudt i området. Vi gør det jo for borgernes skyld,« siger Tommy Laursen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm. Jah.. tillid er sådan er skrøbelig ting.
Det kan tage år at opbygge tillid, men der skal ikke mere end et par timer i futtog i frostvejr eller en enkelt eller 2 ubehøvlede magtudøvelser til at ødelægge den igen.

Steen Thaulow Olsen, Carsten Mortensen, Henrik Christensen, Jan Weis, Torben Nielsen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar

Landevejsrøvere

Blev for nylig i egen retsløse person overfaldet af ’Din betjent’, en røver i uniform, der påstod at tilhøre banden ’Dit tolipi’ – og smed en lap papir ind i bilen – stik mig kr. 1.500 ellers er det sket – så tilliden til, at herskaberne og de jyske knægte i uniform forfølger egen lovgivning, fejler skam stadig ikke noget …

Svaret fra forurettede til det selvstændige profitcenter indenfor etaten udeblev da heller ikke længe efter denne kafkaske oplevelse – du er skyldig indtil det modsatte er bevist – god læselyst –
_________________________________________________

Forurettede skal herved tilkendegive, at det man normalt kalder sikkerhedssele, ved ”arrestationen”, var placeret korrekt i henhold til lovens gældende bestemmelser, hvilket må kunne bekræftes af den uniformerede ordenshåndhæver, men hvis andet bliver bragt på bane, f.eks. at forurettede skulle have kørt rundt i lokalområdet uden at være behørigt fastspændt, må denne påstand, alene af hensyn til retssikkerheden, indtil videre afvises som udokumenteret grundet manglende vidner til ”forbrydelsen”.

I øvrigt henledes opmærksomheden på, at forurettede og skadelidte in spe, som mindrebemidlet folkepensionist, ikke ville være i stand til at udrede et beløb af den anførte størrelsesorden, alene grundet den generelt stramme personlige pekuniære situation uden et tilstrækkeligt kapitalgrundlag af reserver til dækning af helt uforudsete og svært forståelige administrative bøder, hinsides enhver ædruelig logik, pålagt myndige borgere af en formodentlig underskudsgivende offentlig organisations noget særprægede forretningsidé.

Men for ikke at trække denne banale sag i retten, forventes det tilkendegivne pyramidalske beløb nedsat til kr. 0,00 – subsidiært, under protest, nedsat til højst halvdelen, skulle ordensmagten stadig finde det opportunt at køre rundt på denne måde og indkassere vejfarendes sparepenge, muligvis primært med henblik på opretholdelse af den daglige akkumulation på bødestrafkontoen.

Går ud fra, som gældende lov, at borgerne er uskyldige indtil det modsatte er bevist …
________________________________________________

Der må gerne grines, selvom ’frækheden’ kommer til at koste fattiglemmet en mindre herregård …

Henrik Christensen

Den standret skyldes sikkert politikernes ønske om at målstyre etatens ledere, og medarbejdernes deraf følgende retten ind efter direktiverne om målopfyldelse. Utroligt så ødelæggende effekt et lille antal gange 100K i lønposen før skat kan have... man har næsten indført statsautoriseret struktureret korruption...

New Public Management - måske det netop er ledelse af offentligheden, og ikke offentlig adminstration, der var målet?

Det i øvrigt tankevækkende, at man på ’webben’ kan finde mange lignende historier ude fra vejkanten, en ny form for normalitet cementerer åbenbart nye grænser for omgangen med borgernes retssikkerhed, en ny form for anomali defineret af rene pengemaskiner …

Carsten Mortensen

Jow, jeg husker skam stadig mit første møde med etaten ( og det var endda før Lene Espersen-Reformen) - blev overfaldet som yngre mand og naivt ringede jeg til politiet, hvor spørgsmålet lød om det var noget jeg ville anmelde?
Jah, hvad fa... troede de ? Svaret var at jeg da først skulle på skadestuen!
Der kom ingen betjente.
Nu her, mange år & erfaringer senere er jeg stadig ikke i tvivl: Politi er ikke til for mig.
Hvilket yderligere bestyrkes af ovenstående 'smarte indslag', som jo tydeligvis bare er nye tanker fra en eller anden ny marketings-guru.

Tjah Jan.

Nu ved jeg ikke, hvad de har svaret, men mon ikke du ville have mere held, hvis du var mindre spydig, skrev på dansk og var mere tydelig i din argumentation. Hvorfor er du f.eks. skadelidt ?

Under alle omstændigheder har du jo mulighed for at gå rettens vej. Det er ganske gratis. Personligt har jeg haft god effekt af det, og så går de to dage med det.

Bortset fra det er jeg enig med Henrik C. Politidirektørens bonusordning m.m. er et uigennemsigtigt onde.

Det største problem for tilliden til politiet i Danmark i dag er jo i virkeligheden, at flere og flere ellers lovlydige borgere oplever, at politiet i dag ikke føler, at de selv behøver at overholde de samme love, som de jager deres medborgere for at bryde.
Eksemplerne er legio; patruljevogne, som er parkeret ulovligt mens betjentene er inde for at hente en sandwich til frokosten, stærkt berusede politifolk i slagsmål med hinanden og som kaster om sig med ulovligt og livsfarligt fyrværkeri, grove overfald af handicappede i rullstol, tvivlsomme nedskydninger af brugstyve, ydmygende nøgenvisitationer af mistænkte hashbrugere i fuld offentlighed, etc.
Alle disse forhold er med til at danne et billede af et politikorps, der ikke længere er til for at beskytte almindelige borgere mod kriminelle, men i stedet er blevet ligeså farlige for de almindelige borgere, som de kriminelle, de ellers skulle værne os i mod.

Anders Jensen

Mindre spydig? - bruger bare systemets egne ord 'forurettede' og 'skadelidte' for at give etatens intellektuelle en chance for at kunne følge med i deres eget absurde teater med titlen: her skal vi tjene til vores egen løn ...

Mere held? - har ikke på noget tidspunkt overvejet at deltage i deres teater - så hellere få dem til at afsløre sig selv, som det de er - endnu et neoliberalt NPM-uvæsen hinsides almindelig anstændighed - som kun fortjener at blive udleveret til latteren ...

Anders Jensen

Glemte lige - Hvad de har svaret? - de har sædvanen tro ikke formået at sammensætte et efterlyst svar på henvendelsen - kun lakonisk spurgt, om jeg accepterer bøden eller ej - og så bare smidt deres egen 'bæ' over til en eller anden 'ret', helt i overensstemmelse med deres fremsendte standardtrusselsbreve - der er åbenbart skabt præcedens for, at deres ord i 'retten' vejer tungere end den myndige borgers - er det ikke bare mageløst ...