Læsetid: 5 min.

I dag afgør landsretten fremtiden for Elias

Elias Karkavandi fik i januar medhold i byretten til at få ophævet en udvisningsdom fra 2006, så han ikke længere skulle være på tålt ophold. Siden har anklagemyndigheden anket, og sagen behandles i dag i Østre Landsret
43-årige Elias Karkavandi frygter, at han vil tabe sagen i Østre Landsret, så kan det nemlig betyde, at han skal flytte tilbage til et firemandværesle i Sandholm, for så må han ikke arbejde, men skal leve for omkring syv kroner om dagen

Tor Birk Trads

19. september 2014

Hvis jeg taber på fredag …? 43-årige Elias Karkavandi lader spørgsmålet hænge i luften et stykke tid, før han kommer med et svar.

Et par dage før hans fremtid skal behandles i Østre Landsret, sidder han over en kop kaffe på Christianias Byggekontor, hvor han siden april ind i mellem har arbejdet som tilkaldevikar.

De seneste måneder er det for alvor gået op for Elias Karkavandi, hvor svært det er at vende tilbage til det almindelige samfund, efter at han i årevis har været tvunget til at leve i den gråzone i udkanten af samfundet, som udlændinge på tålt ophold er henvist til.

Og endda har Elias Karkavandi måske været heldigere end så mange andre på tålt ophold, fordi han har et netværk, der ved flere lejligheder har hjulpet ham. Alligevel er han nervøs for hvilket resultat, landsretten vil komme frem til.

»Hvis jeg taber, kan jeg slet ikke overskue konsekvenserne. Så skal jeg starte helt forfra … Så kan jeg lige så godt flytte tilbage til firemandsværelset i Sandholm, for så må jeg ikke arbejde, men skal leve for omkring syv kroner om dagen,« siger han.

Forhistorien

Tilbage i juli 2005 blev iranske Elias Karkavandi, der var familiesammenført til Danmark i 1994, idømt halvandet års fængsel, fordi han i knap fem måneder havde fungeret som afløser for hashvagterne på Christiania. Samtidig med dommen på halvandet års fængsel, der blev stadfæstet af landsretten i 2006, blev han udvist af Danmark i 10 år.

Men da udvisningen ikke kunne realiseres, kom Elias Karkavandi efter sin løsladelse i 2007 på tålt ophold med fast melde- og opholdspligt i Sandholmlejren i Nordsjælland. Ud over tre måltider i døgnet modtog han hver anden uge et beløb i lommepenge svarende til ca. syv kroner pr. dag, og desuden havde han pålæg om at opholde sig i lejren hver nat, hvor han delte et trangt værelse med tre andre.

I 2012 fik han som tidligere omtalt i Information med en principiel afgørelse i Højesteret ophævet melde- og opholdspligten i Sandholm. Syv enige højesteretsdommere slog fast, at pålægget om ophold i Sandholm ikke var proportionalt med den begåede kriminalitet – taget i betragtning, at der allerede var gået en rum tid siden forbrydelsen, og at der fortsat ikke var udsigt til en snarlig udsendelse til Iran.

Men selv om Elias Karkavandi nu ikke længere var pålagt at opholde sig hver nat i Sandholm, men kunne ’nøjes’ med at melde sig en gang om ugen hos politiet i København, var han stadig på tålt ophold. Dermed var han fortsat udelukket fra et almindeligt lønarbejde og på grund af sin usikre situation hæmmet i at opbygge et normalt liv med venner og familie.

I januar i år ophævede byretten udvisningsdommen. Udlændingelovens § 50 giver mulighed for at ophæve en ikke effektueret udvisningsdom, hvis »der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold«, som det hedder.

Byretten fandt nemlig, at der var tale om »ændrede forhold«, bl.a. at Elias Karkavandi hele tiden havde forsøgt at videreuddanne sig, at han konstant havde været beskæftiget med frivilligt arbejde, at han havde opholdt sig mere end 20 år i Danmark, og at han »med sikkerhed« kunne få fast arbejde, hvis udvisningsdommen blev ophævet.

Det var anklagemyndigheden til gengæld uenig i. De mente ikke, at der siden udvisningsdommen var »indtrådt væsentlige ændringer« og lagde bl.a. vægt på, at selv om Elias Karkavandi havde en kæreste, havde han ikke »stiftet familie«. Derfor har anklagemyndigheden også anket byrettens afgørelse.

Men at det skulle være særlig afgørende, om Elais Karkavandi har »stiftet familie« eller ej, afviser advokat Christian Dahlager, der har ført sagen for Elias Karkavandi.

Kravet om en familie er ifølge Christian Dahlager dels »antikt« i forhold til moderne samlivsformer i dag, dels urimeligt når man tænker det ind i Elias Karkavandis samlede situation:

»Det er helt ude af proportioner, når anklagemyndigheden nærmest kræver viv, villa og volvo af en, der har været otte år på tålt ophold. Loven kræver ikke et ægteskab, men det er desværre den fortolkning, som anklagemyndigheden har anlagt, selv om den efter min mening er urimelig og uproportional. Jeg håber, at landsretten vil have muskler nok til at sende samme signal som byretten og ophæve udvisningen.«

Christian Dahlager er optimistisk i forhold til sagens udfald:

»Sagen rummer ikke kompliceret jura, men derimod en meget enkel problemstilling. Katastrofen er til gengæld ualmindelig stor, hvis det ikke lykkes,« siger han og uddyber:

»Hvis vi taber, mister Elias den lille bid af frihed, som han fik tilkendt af byretten i januar. Og så vil vi stå i den fuldstændig uholdbare situation, at min klient reelt har fået en dom for resten af livet for en meget beskeden forbrydelse.«

Arbejds- og boligløs

Lige nu er Elias Karkavandi både bolig- og arbejdsløs.

»Jeg har en c/o-adresse på Nørrebro hos en bekendt, og jeg flytter fra sofa til sofa hos venner,« fortæller han.

Han havde ellers fået lovning på et job i et byggefirma efter byretsdommen, men det blev ikke til noget.

»Siden januar, hvor jeg fik lov til at få et arbejde, har jeg derfor søgt mange stillinger. Jeg var også lige ved at få arbejde som kirketjener i Stefanskirken. Jeg var i hvert fald til samtale, men jobbet gik til en anden, der havde været kirketjener før,« fortæller han.

For et par dage siden meldte han sig arbejdsløs og gik på socialkontoret for at få bistandshjælp.

»Før jeg kom i fængsel, havde jeg et banklån på 30.000. I de ti år, hvor jeg så at sige har været sat uden for samfundet og ikke har kunnet betale, er lånet med renter vokset til 80.000. Jeg vil meget gerne betale det hele tilbage, men det kræver et arbejde. Men for rigtigt at kunne passe et arbejde, skal man have et sted at bo. For at få et sted at bo, skal man i de fleste tilfælde bruge nogle penge, og dem får man først gennem et arbejde,« siger Elias Karkavandi og sukker.

»Det har været sejt at leve i årevis så tæt på bunden på tålt ophold. Jeg fylder snart 45 og er træt af min situation. Hvis landsretten giver mig medhold, tror jeg på, at jeg kan få styr på mine sorger og tanker og komme i gang med at leve et almindeligt liv,« siger Elias Karkavandi og tilføjer:

»Der skal ske noget meget snart, ellers bliver jeg desperat.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Chronstedt

Efter sådan en oplysende og opfølgende artikel kan det undre dybt,
at avisen ikke som en selvfølge følger sagen til dørs og fortæller os, hvor Elias' skæbne havner dagen efter . . !

I faktaboxen står:

Antallet af udlændinge på tålt ophold, som er udvist af Danmark, men som ikke kan udsendes på grund af risiko for dødsstraf, tortur eller forfølgelse, er i 2014 steget til 64. Ifølge Jyllands-Posten har Nordsjællands Politi en pukkel på 7.000 sager om brud på meldepligten, og flere udlændingeadvokater karakteriserer meldepligten som ’et spil for galleriet’.

Men der er en vigtig undladelse, nemlig at man ikke kan sende folk hjem, hvis ikke deres hjemland vil modtage dem, hvad også kan hindre udvisningen.