Danmark i krig: Fik vi taget debatten?

Fredag blev medlemmerne i Udenrigspolitisk Nævn enige om, at Danmark vil sende et militært bidrag til kampen imod Islamisk Stat i form af syv F16-jagerfly og 140 soldater. Med militær deltagelse i Afghanistan, Irak, Libyen og Mali er Danmark for alvor blevet krigsførende nation, der altid står klar, når der kaldes. Men hvorfor er det gået sådan? Og hvor er den politiske debat om så vigtige beslutninger som krigsdeltagelse efterhånden blevet af?

»Generelt har der i Danmark været meget stor opbakning til de her operationer. Ikke kun politisk, men også den folkelige opinion har og er generelt for dansk deltagelse. Den eneste gang, hvor der har været stor uenighed, var forud for den danske deltagelse i Irak,« forklarer Ole Wæver, professor og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter, CRIC, ved Københavns Universitet. Og derfor er det måske ikke så overraskende, at der blandt partierne er så lille interesse i at markere sig kritisk, når der i befolkningen er så bred opbakning. Kritikerne har mere at tabe end at vinde på at sætte spørgsmålstegn ved Danmarks krige, mener Ole Wæver.

»Derfor er det rette spørgsmål nok mere, hvorfor der er så bred enighed omkring den danske krigsdeltagelse?«

Nordkoreanske tilstande

– Vi er havnet i en situation, hvor man skal ud på den yderste venstrefløj i Enhedslisten for at finde kritiske røster af dansk krigsdeltagelse. Er det ikke besynderligt?

»Jo, når nu Enhedslisten delvist går med i de danske krigsindsatser, bliver situationen ekstrem, fordi de andre tidligere militærkritiske røster i Radikale Venstre, SF og engang i Fremskridtspartiet er forsvundet over de seneste årtier. Det er da ret ekstremt, at vi begynder at få nordkoreanske stemmemønstre med 100 pct. enighed,« svarer Ole Wæver, der igen peger på, at det er vigtigt at holde fast i, at den danske aktivisme begynder med befolkningens accept – og at den skyldes vores historie som nation.

»Danmark kunne ikke være heroisk under Den Anden Verdenskrig, der var modstanden begrænset. Og under Den Kolde Krig havde vi som småstat nær frontlinjen heller ikke muligheder for at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik – og så kulminerer dette med 1980’ernes fodnotepolitik, som blev bogført af mange som et historisk særligt skamfuldt kapitel, hvor sorteper blev placeret hos Socialdemokraterne. Siden Den Kolde Krigs afslutning har vi så fået mulighed for at være mere aktivistiske og ikke fremstå moralsk anløbne ved ikke at gå med.«

»Nu kan vi endelig gå ud og være helte. Nu handler det om at være på den rigtige side med hensyn til værdier og hvem, vi står skulder ved skulder med. Og meget gerne med militære midler, så vi virkeligt viser, at vi mener det alvorligt. Dansk udenrigspolitisk debat har derfor været ’moralsk’ i uhørt grad i forhold til andre landes debat om de samme krige,« siger Ole Wæver.

»Generelt har der i Danmark været meget stor opbakning til de her operationer. Ikke kun politisk, men også den folkelige opinion har og er generelt for dansk deltagelse. Den eneste gang, hvor der har været stor uenighed, var forud for den danske deltagelse i Irak,« forklarer Ole Wæver, professor og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter, CRIC

Scanpix

Manglende debat om resultater

Men den fortsatte krigsaktivisme skyldes ifølge Ole Wæver også, at der i Danmark endnu ikke har været et decideret efterspil. Krigene i Afghanistan og Irak fremstilles fortsat som en succes. Ikke målt på resultaterne for irakerne og afghanerne, men målt i forhold til den danske indsats, som der stadig er meget bred konsensus om, har været et godt bidrag.

»Hvis man spørger folk, får man løjerligt modstridende svar. Nej, Afghanistan og Irak er ikke efterladt i væsentlig bedre tilstand end for 15 år siden. Men jo, det var godt, vi gjorde det, vi gjorde. Danmark kan være stolt af sin indsats, er en dominerende holdning,« siger Wæver, der forklarer en del af debattens fravær med hensynet til de danske soldater.Alligevel mener han, at det er slående, at der i stort set alle andre krigsførende nationer allerede har været et kritisk efterspil: »Eksempelvis i Storbritannien har der været en voldsom debat efter Irak-krigen, hvor den toneangivende tolkning er, at krigen var en fejl, hvilket også har fået politiske konsekvenser – se bare på Tony Blair og det, han har været igennem. Men den debat har vi slet ikke haft i Danmark endnu. Vi går videre fra krig til krig og udsætter statusopgørelsen på den måde.« Og det er dybt problematisk, mener han, da risikoen for at fejle bliver større, når beslutninger bliver truffet uden forudgående kritisk debat. Samtidig kan det undre, når man i andre lande ser mere og mere kritisk på de her missioner og i stigende omfang deltager mindre aktivt: »Det burde vi have en debat om. Umiddelbart kan det jo se ud, som om politikerne principfast holder kursen, for det er samme doktrin, der har styret i nu 25 år. Men den samme politik er ikke den samme, når alle andre flytter sig. Så i virkeligheden er vi ved at skille os ud som en af de få nationer, der fortsat har den meget aktivistiske tilgang til at deltage i forskellige internationale krigsmissioner.«

Ifølge Wæver bør beslutningstagerne især se på, om resultaterne lever op til de forventninger, der lå forud for en aktivistisk udenrigspolitik: »På det grundlag bør vi spørge os selv, om det var den rigtige beslutning dengang? Og, hvis det var rigtigt den gang, er det så også rigtigt i dag 25 år senere?«

Danmark sender nu kampfly til at bekæmpe IS i Irak, men har vi haft en tilstrækkelig debat om dansk krigsdeltagelse? Forsvarsordførerne svarer:

Holger K. Nielsen, forsvarsordfører (SF)

– Der blev hurtigt etableret bredt flertal for at sende jagerfly til Irak i kampen mod IS – er der blevet mindre debat om dansk krigsdeltagelse over årene?

»Nu tager vi jo en debat i Folketinget, hvor der forhåbentlig bliver en grundig diskussion. Det er vigtigt, at vi løbende diskuterer det, når danske bidrag får en militær dimension.«

– Men I ved jo allerede nu, at der er flertal bag beslutningen. Hvad hjælper en debat i Folketinget så?

»Ja, men jeg synes, der har været debat om det her i en måned. Man kan altid ønske sig mere debat, men vi bliver nødt til at reagere hurtigt over for de overgreb, der sker på befolkningen. Jeg mener, at vi her har at gøre med en fascistisk bevægelse.«

– Har vi i løbet af de seneste 20 år bare vænnet os til at være krigsførende nation?

»Det er klart, at der skete et paradigmeskifte i begyndelsen af 00’erne. Men det her er jo noget helt andet. Hvad skulle man ellers gøre? Vi bliver nødt til at rykke hurtigt, for de kurdiske styrker kan ikke klare det.«

– Dit parti har tidligere været meget kritisk over for dansk krigsdeltagelse. Hvorfor kræver I ikke mere debat denne gang?

»Som sagt synes jeg, der har været debat. Men det her bliver ikke nogen ny stor Afghanistankrig eller Irakkrig. Det her er noget helt andet.«

– Vores deltagelse i Irakkrigen startede jo også med, at vi sendte Olfert Fischer. Først senere kom landtropperne til. Store krige starter også med, at der bliver sendt fly eller skibe. Bør der ikke være mere debat, inden vi når dertil?

»Jeg er meget opmærksom på, at det er en risiko. At man kommer ind i en ruse, som man ikke kan komme ud af igen. Og det vil vi ikke være med til.«

Nikolaj Villumsen, forsvarsordfører (EL)

– I støtter ikke forslaget om at sende kampfly til Irak. Hvorfor?

»Vi ønsker at bekæmpe IS, men vi mener, man bør gøre det gennem støtte til kurderne og ikke gennem dansk deltagelse i en ny Irakkrig.«

– Mener du, at der har været nok debat om dansk krigsdeltagelse?

»Det er en meget voldsom beslutning at sende Danmark i krig i 12 måneder, som reelt er det, regeringen foreslår, og debatten har været fuldstændig fraværende. Før vi går i krig igen, skal vi lære af tidligere erfaringer og gøre os klart, hvad det er, vi vil med denne krigsdeltagelse. Der er opstået en uheldig tendens til, at et stort flertal i Folketinget går i krig uden at stille os selv nogle kritiske spørgsmål. Vi har fået en opringning fra USA, og så er vores rygmarvsreaktion at gøre, hvad de siger.«

– Enhedslisten bakkede jo i første omgang op om at sende transportfly afsted. Og det skete jo også på anmodning fra USA. Hvad er forskellen egentlig?

»Vi har hele tiden sagt, at vi vil støtte kurderne i deres kamp mod IS, men vi ønsker ikke, at Danmark skal drages ind i en ny Irak-krig, og det er derfor, vi nu siger fra, når det handler om at sende kampfly. Læren af krigen i Irak og i Libyen er, at løsningen ikke er at kaste bomber.«

– Men er der tid til at tage en debat, mens overgrebene fortsætter i Irak?

»Det paradoksale er jo, at det sted, hvor det er allermest akut lige nu, er de kurdiske områder i Syrien, og de kæmper en fuldstændig ensom kamp og mangler våben. Dem kunne vi støtte. Men endnu engang lader vi vores forhold til kurderne diktere af Tyrkiet, og det synes jeg er problematisk. Den slags ville jo komme frem, hvis vi tog debatten.«

Zenia Stampe, forsvarsordfører (R)

– Har der været tilstrækkelig debat om dansk deltagelse i kampen mod IS i Irak?

»Jeg føler mig klar til at stemme ja, så det synes jeg. Men jeg ærgrer mig over, at debatten i så høj grad har handlet om for og imod kampfly fremfor hvilke alternativer, der kunne være. Men det er svært at få den debat i gang, når både befolkningens og politikernes foretrukne våben i lang tid har været krigen.«

– Men hvorfor har I så ikke fremført den debat?

»Udenrigsministeren har faktisk gjort meget ud af at tale om det, der nu bliver supplerende indsatser og ikke alternativer. For os er det vigtigt at understrege, at det her er en bred mission, som også er civil og diplomatisk.«

– Men I vælger at bakke op om deltagelse med kampfly, såDanmark bliver et af de første lande, der deltager militært på den måde?

»Det tror jeg ikke, man kan undgå. Man kan ikke sidde og diskutere det her i to måneder. Det er lige nu, det foregår. Men vi har jo faktisk diskuteret det, lige siden Obama offentliggjorde sin strategi. Det kom jo ikke som nogen overraskelse, at vi blev spurgt.«

– Dit parti har historisk set været meget kritisk over for krigsdeltagelse. Er det slut?

»Nej, det er vi stadig. Men hele Folketinget har rykket sig på det punkt, så det har vi også. Det ville kræve et decideret kursskifte i både befolkning og folketing at ændre på det, at vi altid rækker efter hammeren i værktøjsskassen. Jeg tror på, at det kan ske, og jeg synes, at der er tegn på, at ikke bare Danmark, men også USA har lært af erfaringerne fra tidligere krigsindsatser. Men det er et langt sejt træk, og det sker ikke midt i så akut en situation, som den vi oplever med de grufuldheder, som IS begår lige nu.«