Læsetid: 3 min.

Frygt får muslimer til at holde sig fra anti-IS-demonstration

En demonstration i Aarhus, hvor muslimer bliver opfordret til at tage afstand fra terrorgruppen Islamisk Stat, har svært ved at tiltrække deltagere. Muslimerne er bange for at blive overfaldet eller modtage hademails fra IS-tilhængere i Danmark, lyder det fra det muslimske miljø i byen
Fredagsbøn i Moskéen på Grimhøjvej i Århus. Forud for morgendagens demonstration mod den radikale islamistiske gruppe IS har det været vanskeligt for arrangørerne at få støtte fra byens imamer. ’Vi blander os ikke i politik,’ lyder deres forklaring.

Brian Rasmussen

12. september 2014

Frygt for repressalier fra radikale muslimske miljøer får muslimer til at afstå fra at bakke op om en demonstration i Aarhus i morgen mod den radikale islamistiske gruppe Islamisk Stat. Det mener Mohammed Sabah Ahmad, tidligere talsmand for Grimhøj-Moskéen og arrangør af demonstrationen. Han fortæller også, at han ikke kan få imamer til at deltage i eller støtte demonstrationen.

»Den stilhed, der har været blandt muslimer, skal ikke opfattes som en accept af IS’ handlinger. Den skyldes i stedet, at mange er bange for at blive overfaldet eller modtage hademails, hvis de offentligt tager afstand fra IS,« siger Mohammad Sabah Ahmad, der har oplevet, at bekendte har fået trusler og hademails ved at give deres mening til kende om IS.

En af dem, der skal tale til demonstrationen, er 22-årige Julie Kayed, der bor i Gellerupparken.

Hun bekræfter, at mange muslimer frygter at sige IS imod i den offentlige debat:

»Mange tør ikke møde op til demonstrationen, fordi de er bange. Jeg er selv kvinde og muslim, men bærer ikke tørklæde. Det kan virke provokerende på IS-tilhængere. I Irak var jeg jo blevet dræbt af IS for ikke at bære tørklæde,« siger hun.

Frygten er reel

Det overrasker ikke forsker i radikalisering på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Ann-Sophie Hemmingsen, at mange muslimer i Danmark frygter repressalier.

»Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at afgøre, om frygten for reaktioner fra IS-støtter herhjemme, er berettiget. Men det er meget forståeligt, at muslimer i Danmark, der viser deres modstand overfor IS, frygter, at IS’ brutalitet i eksempelvis Irak kan blive fulgt op med handlinger fra IS-støtter herhjemme,« siger hun.

Ann-Sophie Hemmingsens udlægning bakkes op af Lene Kühle, der forsker i radikalisering på Aarhus Universitet.

»Det er svært at vurdere, hvor reel risikoen er for, at muslimer, der taler imod IS, vil møde modstand fra danske IS-tilhængere. Men det betyder ikke, at man skal negligere deres frygt. Selv om konflikten i Syrien er langt væk, er den meget nærværende for mange muslimer, der bor her. Deres frygt er en reel følt frygt,« siger hun og tilføjer:

»IS er en meget skræmmende terrororganisation, som på grund af den relativt nemme transit til og fra Syrien har haft held til at fremstå som allestedsnærværende. Det overraskende er ikke, hvorfor folk er bange for dem, men snarere at der er folk, der har modet til at mobilisere fredelig modstand mod dem.«

Brutalitet skaber frygt

Ifølge Mohammad Sabah Ahmad er det derfor vigtigt at sige fra over for IS i samlet flok.

»Som enkeltperson kan du nemt blive forfulgt, men hvis vi står sammen som gruppe, er det meget sværere at forfølge os,« siger han.

Derfor er det ifølge ham også et stort problem, at han endnu ikke har haft held til at få nogle imamer til at komme og tale og støtte op om demonstrationen i Aarhus i morgen.

»Ingen af de imamer, jeg har talt med, har været interesseret i at stille op og bakke op om demonstrationen, og det er rigtig ærgerligt,« siger Mohammad Sabah Ahmad.

Han peger på, at imamerne har stor religiøs magt og derfor kan påvirke nogle af dem, der sympatiserer med IS.

Talsmand for en af moskeerne i Aarhus, Grimhøj-moskéen, Fadi Abdallah siger om moskéens manglende opbakning til demonstrationen:

»Spørgsmålet omkring støtte til IS er blevet politisk, og da imamerne ikke opfatter sig selv som politiske aktører, ønsker de ikke at deltage i en politisk demonstration mod IS.«

Forskel på Aarhus og København

Hvor optoget i Aarhus har haft svært ved at tiltrække deltagere, har en anti-IS-demonstration i København, ligeledes i morgen, haft større held med opbakningen. I den forbindelse peger professor i Kultur – og sprogmødestudier på RUC Garbi Schmidt på, »at det radikale islamistiske miljø i og omkring Aarhus ikke nødvendigvis kan sammenlignes med resten af landet.«

Zubair Hussain, medarrangør af demonstrationen mod IS i København, har da heller ikke hørt tilkendegivelser fra muslimer, der ikke tør møde op af frygt for IS.

»Jeg oplever ikke, at muslimer er bange for at sige IS imod,« siger Zubair Hussain, der er debattør og blogger.

En demonstration mod IS i august i København, som Ezidi Kulturforening var med til at arrangere, viser dog, at det kan være problematisk at vise modstand mod den islamistiske gruppe. Her tilråbte en IS-tilhænger demonstranterne, hvilket førte til et sammenstød. I kølvandet på episoden siger foreningens formand Yilmaz Yildiz:

»Når IS halshugger folk i Irak, bekymrer det os da meget. Også om IS-tilhængere i Danmark kunne finde på at genere vores arbejde her. Men IS må ikke tro, at bekymringen får os til ikke at udføre vores foreningsarbejde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor kært af udenrigs-Lidegård (og Obama), at de efter 1500 år endelig afslører for verden hvad 'rigtig' islam er ..... Sande eksperter. Så kan alle muslimske religiøse autoriteter godt pakke deres 'tolkninger'.

Man må håbe, at muslimske skriftskloge snarest tager kontakt til Lidegaard, så de kan få den sande udlægning af islam.

Der er tydeligvis en del vildfarne muslimer rundt omkring.

Ole Olsen
Det er ganske tydeligt, at mange af dem som udtaler sig om Islam ikke har læst Koranen eller primær historiske kilder om hvordan Islam blev udbredt. Der er også de røverhistorier om vi fik græsk filosofi gennem araberne. Vi kender oversætterne på manuskripterne -som var munke samt hvad de blev oversat fra til latin. De var alle Græske i originalsproget og ikke arabisk -bortset fra 2.medicinske tekster.

Ja Odd Bjertnes. Det er en god idë. Alle religiøse autoriteter pakker deres lort og drager ad helvede til! Sammen med deres disciple. Hver og én!

Nej der er ikke nogen der skal ad helvede til, Torben.
Hvad skal de der ?
Du er måske rekrutteringsofficer fra down under ;-D

I det vacuum der opstår uden 'religiøse autoriteter' under én eller anden form,
vil Saxo Bank kende sin besøgelsestid. Det er en væsentlig årsag til at din kvantitative endeløsning ikke er en god ide.

John Houbo Pedersen

Når Folketinget har bragt Danmark i krig med ISIL, må aktive og sympatisører af ISIL betragtes som landsforæderre og PET er nødt til at tage nødvendige skridt.

Sider