Læsetid: 5 min.

Jens Otto Krag – stor mand, fjern mand

I 100-året for den afdøde statsministers fødsel er han stadig svær at få et klart billede af – selv om han i 40 år var en af landets mest synlige, omtalte og omstridte figurer. Krag styrede Danmark mod velfærdsstaten
Krags særlige styrke var, at han havde en sammenhængende vision, én, der gjorde udenrigs- og indenrigspolitik til et hele: Kun fuld dansk deltagelse i de vestlige landes samarbejde kunne skabe økonomisk fremgang til at virkeliggøre velfærdsstaten

Krags særlige styrke var, at han havde en sammenhængende vision, én, der gjorde udenrigs- og indenrigspolitik til et hele: Kun fuld dansk deltagelse i de vestlige landes samarbejde kunne skabe økonomisk fremgang til at virkeliggøre velfærdsstaten

Arkivfoto

12. september 2014

Mærkeligt er det med den Jens Otto Krag, der den 15. september fødtes for 100 år siden: Krag er så svær at få tydelig. På trods af, at Krag i 40 år var en af landets mest synlige, omtalte og omstridte politikere. Han var markant socialdemokratisk ungdomsformand i 1930’erne, skrev partiets program i 1945, blev handelsminister som 33-årig i 1947, ledende økonomisk minister seks år senere, dernæst udenrigsminister og fra 1962 til 1972 statsminister, kun afbrudt af den radikale Hilmar Baunsgaards tre-årige mellemspil 1968-71.

Allerede i sin samtid blev Krag oplevet som en fjern mand. Han kan være svær at komme ind på livet af, indrømmede hans tilhængere. Arrogant og nedladende, fnyste Krags modstandere.

Og jo, Jens Otto Krag kunne være nok så velforberedt og stærk i argumentet, men han fremstod som et talende jakkesæt, en voksmaske. Meget sigende viser maleren Johannes Hofmeisters Krag-portræt, ophængt på Christiansborg, en mand uden ansigtstræk, kun sammenknebne øjne: en betragter af verden, som han prøver at fange til det lærred, han nedfælder farver på. Krags drift mod at male og skrive stod i en påfaldende kontrast til hans lidenskabsløse og embedsmandsagtige fremtoning: Hans kunstneriske sysler var en sprække i facaden, men hvordan skulle den samlede personlighed forstås? Og var der overhovedet én?

Granskning i gåde

Gåden Jens Otto Krag kan vi blive ved med at granske i: I anledning af 100-års dagen genudgiver Gyldendal Bo Lidegaards intense to-binds Krag-biografi, og på Forlaget Tiderne Skifter udkommer Sven Holms Krag-skuespil Statsministeren, der endnu har til gode at gå over en scene.

I sit politiske liv havde Jens Otto Krag to særlige styrker: Dels hans ganske ubestridte stilling i Socialdemokratiet, hvor hans lange karriereforløb havde ført ham til alle afkroge og personkredse. Partiet sluttede op om sin leder og fulgte ham i tykt og tyndt. Det gav Krag enestående manøvremuligheder i forhold til de andre partier på Christiansborg. Først hen mod slutningen af Krags ledertid måtte han finde sig i, at han ikke ubetinget havde sine egne med sig. EU splittede Socialdemokratiet – uanset, hvor mange saglige ja-argumenter, Krag dyngede på bordet.

Krags anden særlige styrke var, at han havde en sammenhængende vision, én, der gjorde udenrigs- og indenrigspolitik til et hele: Kun fuld dansk deltagelse i de vestlige landes samarbejde kunne skabe økonomisk fremgang til at virkeliggøre velfærdsstaten, som til gengæld ville give Danmark tyngde i det internationale samarbejde. Det syn ledte ham hele vejen, også gennem Christiansborgs daglige trakasserier.

Krag talte ikke sentimentalt om sit sociale engagement, men det var hans politiske drivkraft. Han kom fra et yderst beskedent hjem i Randers. Faderen var først grossist i landbrugsmaskiner, senere i radioapparater, men allerede i Jens Ottos barneår måtte han opgive dette og drev derefter en mindre cigarforretning. Krag kendte fattigdommen indefra.

I sin gymnasietid var Krag stærkt medlevende i tidens litteratur og politik; en kort tid var han også aktiv i den kristelige gymnasiebevægelse.

Anti-nazist

Krag blev DSU-lokalformand som 18-årig. Han var – navnlig efter et besøg i Nazityskland – energisk i kampen mod de danske nazister. Modstandsbevægelsen var han dog ikke aktiv i. Det ville have bragt ham i konflikt med hans partis samarbejdspolitik over for den tyske besættelsesmagt. I stedet brugte Krag tiden ved siden af sine polit-studier på at udklække socialdemokratiske planer for efterkrigstiden. Det gjorde ham til førende pen på partiets store handlingsprogram Fremtidens Danmark. Programmet var ligeligt inspireret af briten J.M. Keynes og svenskerne Gunnar og Alva Myrdal: fuld beskæftigelse, mere ligelig indkomstfordeling og statslig konjunkturudjævning. Krags program satte kursen for Socialdemokratiet de næste årtier og førte ham selv op på kommandobroen. Jens Otto Krag styrede mod den moderne danske velfærdsstat.

Hele sit voksenliv bar Krag en ulykkelig ærgerrighed om at blive en stor samtidsskildrer i ord eller malerier. En udfoldelse, som hans indre vekslen mellem nøgternhed og rastløshed ikke tillod. Skrive kunne Krag, rigtigt godt endda, men meget mere end kroniklængde rakte koncentrationen ikke til. Krags kunst var, hvor nødigt han end ville indse det, politik.

Men fordi Krag egentlig helst ville noget helt andet, fik han til sin politiske gerning en distance, der gjorde, at han ikke havde noget at tabe. Han stod til rådighed, hvis hans parti mente at have nytte af at bruge ham. Hvis ikke, nå ja, han var jo selv på vej ud hele tiden. At han brat forlod statsministerposten dagen efter EU-jaet i 1972, var ikke en pludselig indskydelse. Allerede i 1950 var han første gang sprunget fra dansk politik, til et friliv som økonomisk rådgiver ved ambassaden i Washington, hvor han også prøvede at få styr på sit ægteskab med den svenske skuespillerinde Birgit Tengroth. Forgæves. I 1962 plagede Krag sin statsminister Viggo Kampmann om at slippe ud og blive nationalbankdirektør. Kort efter fik Kampmann endnu et hjerteanfald, og Krag afløste ham.

Uansvarligt privatliv

Den slipsebundne stramhed i sit arbejde søgte Krag lindret i et løssluppent, uansvarligt privatliv. Også dét havde sine omkostninger: Kvaksalver-aborter, knækkede kvindeskæbner, Krags tømmermænd og anger.

Under læsningen af Bo Lidegaards sørgmuntre skildringer af Krags private løssluppenhed spørger man sig selv: Hvordan kunne Krag holde til det? Druk, udskejelser, vilde scener med naboklager og tilkaldt politi, kvinder i nærkamp om ministerens gunst. Og tidligt næste morgen tilbage i ministeriet eller på en international konference. Bagefter i gang med tale- og kronikskriveriet og boglæsningen. Og så på den igen næste nat. Svaret på spørgsmålet er: Jens Otto Krag holdt heller ikke til det.

En begivenhed kunne have styret ham væk fra tragedien: Krags 1959-ægteskab med Helle Virkner. Sammen med hende fandt han en fast form, og udadtil fremstod de med en kennedy’sk 1960’er-coolness. De to var lykkelige – indtil Krags rastløshed trak ham tilbage i tumulter.

De to sider af Jens Otto Krag fusioneret til én – en munter, vittig, varm, nærmest kærlig mand – kom offentligheden for første og eneste gang til at opleve på det pressemøde, som Krag holdt den 3. oktober 1972, dagen, hvor han efter sin EF-folkeafstemningssejr gik af. Som tv-seer undrede man sig: Hvorfor fik vi ikke den mand at opleve noget før?

Krags munterhed blev ikke ved. Efter han havde lagt politikerrollen fra sig, kunne han ikke finde en anden. Katastrofalt var det, at han to år efter sin afgang sagde ja til at blive chef for EF-Kommissionens repræsentation i Washington. Det bragte Krag tilbage i alt det, han ville væk fra. Og med toldfri spiritus inden for rækkevidde.

Nu kunne nedturen ikke standses. I 1978 døde han, fordi hjertet ikke ville mere.

Den almindelige hyldest, der kan forventes at blive Jens Otto Krag til del i forbindelse med 100-års dagen, ville formentlig have fået ham til at løfte et øjenbryn ironisk. Uden i øvrigt at åbne sit ansigts sprækker.

LÆS OGSÅ: Den sidste af de store socialdemokrater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Kristoffersen

Han førte os ind i velfærdsstaten - hvorfor førte han os så ud af den igen ved at få os indlemmet i det liberale, antisocial EF?

Torben Nielsen, Arne Hornborg, Lene Christensen, Peter Hansen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Krag er en vildt overvurderet politiker. Velfærdsstaten har han nok ikke engang hovedansvaret for. Han var faktisk en højrefløjssocialdemokrat, der også havde problemer med fagbevægelsen.

I stedet bør han nok især huskes som den statsminister, der lokkede danskerne ind i EF i 1972 ved at foregive, at han glædede sig til at komme ind i EF for at belære resten af Europa om de danske værdier. I stedet trak han sig til hele den danske befolknings enorme overraskelse tilbage fra politik på selve aftenen efter afstemningen, hvilket fik mange danskere til at føle sig snydt og fortryde deres ja til EF.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Nielsen, Arne Hornborg, Lene Christensen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Anker Jørgensen var større. Og Svend Auken, der skulle have været statsminister (øv). Eller Frank Jensen - så ville S have været mere rød og autentisk.

Morten Kjeldgaard
At kalde Krag den største og mest visionære statsminister mener jeg kun, at man kan gøre, hvis man mener, at Danmarks medlemsskab af EF og EU er noget af det mest positive i dansk politik, der er sket i de sidste hundrede år.

Dette er dog noget, som jeg er dybt uenig i. For jeg mener stadig, at vi skulle have valgt at blive ude ligesom Norge, og dermed også ligesom nordmændene sikkert kun have haft halvt så stor arbejdsløshed.

Gert Selmer Jensen, Arne Hornborg og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Jeg husker udmærket Krag, og han var et totalt charmeforladt magtmenneske - i lighed med Hilmar Baunsgaard. Det var en pestilens at se ham på fjernsynet. At sammenligne ham med Kennedyerne er helt ude i hampen. Og den der Fællesmarkedsudsendelse efter EF-afstemningen var en uskøn spytslikkeraffære anført af Ole Andreasen som den værste spytslikker. Jeg har kun negative minder om Jens Otto Krag.

En helt igennem utroværdig, kynisk politiker.
Krag skjulte, bevidst, den egentlige sandhed om EF/EU.
Krag ,,omvendte'' EF modstanderen Anker Jørgensen.
MIT gæt, FØR afstemningen, var, at lille Anker ville tage sig godt betalt.
Det gjaldt om, at få de mange, mange ufaglærte til at stemme ja til EF.
Jeg vandt, desværre, en flaske rødvin fra mine typografiske kolleger grundet MIT gæt.
Aldrig har en rødvin smagt SÅ surt. Hvor gerne havde jeg ikke givet den kasse øl hvis jeg havde tabt det væddemål, der ville have været en sejr.
Det var aldeles ikke Krag der opfandt velfærdssamfundet. Det pres kom fra de faglige organisationer, ikke mindst fra Dansk Typograf Forbund, foruden flere andre FAGLIGE forbund.

Bjarne Bisgaard Jensen, Holger Madsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar