Baggrund
Læsetid: 2 min.

Jurist: Lovændring er ikke nødvendig for at forkorte opholdstilladelse

Det er ikke nødvendigt at ændre loven for at forkorte den periode, flygtninge fra eksempelvis Syrien får opholdstilladelse i, som justitsministeren har foreslået. En forkortelse kan laves administrativt, vurderer juraprofessor. Lovinitiativet er ifølge Dansk Folkeparti og Enhedslisten rent spin og populisme
Indland
23. september 2014

Enhedslisten og Dansk Folkeparti kritiserer nu justitsminister Karen Hækkerup (S) for populisme og spin på baggrund af en juraprofessors vurdering af et nyt forslag fra regeringen om at ændre de danske asylregler. Ministeren har annonceret, at hun vil fremsætte et lovforslag, som skal forkorte opholdstilladelsen til syrere og andre flygtninge, der søger asyl i Danmark på grund af »generelle forhold« så som borgerkrig i deres hjemland.

Men en sådan ændring kan laves administrativt af justitsministeren fremfor at behandle et egentligt lovforslag i Folketinget, vurderer juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet.

»Det er efter min opfattelse unødvendigt, hvis det blot handler om at give asyl for en kortere periode for at gøre det lettere at inddrage opholdstilladelsen på et tidspunkt,« skriver Jens Vedsted-Hansen i en kommentar til Information.

Han understreger, at det kun kan være en foreløbig vurdering, da der ikke foreligger et konkret lovforslag fra Justitsministeriets side endnu.

Men fredag fremlagde justitsministeren på et pressemøde regeringens planer om at fremsætte lovforslaget.

Det indebærer, at opholdstilladelsen for de nævnte syriske flygtninge skal vurderes efter ét år af de danske myndigheder for at afgøre, om forholdene i hjemlandet er forbedret i en sådan grad, at flygtningen kan vende hjem.

Hvis det ikke er tilfældet, kan opholdstilladelsen forlænges med to år.

Overflødigt lovfremstød

Men Jens Vedsted-Hansen konstaterer, at »dette kunne i og for sig klares administrativt ved at ændre udlændingebekendtgørelsen«.

Peter Skaarup, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, mener, at lovforslaget er ’spin’ fra regeringens side.

»Regeringen er ude i et ærinde om at berolige befolkningen i forhold til de flygtninge, der strømmer til Danmark. De overgør konsekvenserne af initiativet frem for at sige, hvad regeringen reelt har tænkt sig at gøre ved udfordringen,« siger Peter Skaarup.

Han tilføjer, at »hvis man kan gøre det administrativt og uden et lovforslag, er det jo endnu et tegn på, at det er regeringens ærinde«. Ifølge ham virker tiltaget »forhastet« og »ugennemtænkt«.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, hæfter sig ved, at regeringen fremlægger det som noget nyt, at en opholdstilladelse fremover kan inddrages, hvis situationen i en asylansøgers hjemland bedres.

»Det er populisme at lade som om, det ikke allerede i dag er muligt,« påpeger ordføreren i en skriftlig kommentar til Information og tilføjer:

»Vi behøver ikke nogen ny form for ’midlertidig flygtningestatus’, for den eksisterende flygtningestatus er allerede midlertidig og kan inddrages, hvis forholdene i hjemlandet ændrer sig.«

Det har ikke været muligt at få et interview med justitsminister Karen Hækkerup, men ministeriet har sendt følgende kommentar fra ministeren:

»Vi fremsætter selvfølgelig ikke lovforslag uden grund. Når vi fremsætter lovforslag, er det, fordi vi mener, at det er nødvendigt med lovændringer, og måske skulle man også vente på at læse selve lovforslaget, inden man kritiserer det,« udtaler Karen Hækkerup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her