Læsetid: 4 min.

Lovportal lever ikke op til løfte i offentlighedslov

En af forbedringerne i den ny offentlighedslov er en portal, hvor Justitsministeriet har ansvaret for at oplyse bl.a. om fremsatte lovforslag med betydning for aktindsigt. Men det sker ikke, og Justitsministeriet erkender, at der kan være behov for en opstramning
Justitsminister Karen Hækkerups ministerium vil nu skrive ud til de enkelte ministerier og minde dem om offentlighedsportalen, efter at det er kommet frem, at den ikke fungerer som lovet i offentlighedsloven

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

5. september 2014

Lige før sommerferien vedtog et enigt folketing en ny lov om erhvervsdrivende fonde. Ifølge den nu vedtagne lov kan offentlighedens adgang til aktindsigt hos erhvervsdrivende fonde blive begrænset i fremtiden, i hvert fald giver loven erhvervsministeren en bemyndigelse til at undtage visse oplysninger, som fondsmyndigheden er i besiddelse af, fra offentligheden. Af lovbemærkningerne fremgår det, at bl.a. oplysninger om f.eks. »godkendelse af strukturændringer, undersøgelser eller lignende« vil kunne undtages fra aktindsigt.

Erhvervsministerens lovforslag blev fremsat i marts og burde samtidig være lagt frem på den portal om offentlighed, som Justitsministeriet har ansvaret for. Men det skete ikke, og det fremkalder skarp kritik fra pressejuristen Oluf Jørgensen, der er forskningschef på Journalisthøjskolen.

»Når der ikke kommer relevante lovforslag frem på portalen, lever den ikke op til sin hensigt,« siger han.

Først et par ord om offentlighedsportalen.dk: Justitsministeriet har ansvaret for portalen, der har været i drift siden nytår.

Portalen, der er en af de ofte fremhævede forbedringer i den nye offentlighedslov, skal ifølge paragraf 18 indeholde »love, administrative forskrifter og lovforslag og Folketingets Ombudsmands udtalelser om aktindsigt«.

Klikker man ind på portalen, er der ganske rigtigt udtalelser fra ombudsmanden og links til en række love. Men der er ikke et eneste lovforslag.

Oluf Jørgensen var med i Offentlighedskommissionen, og han husker, hvordan det i sin tid var en kamp at få ordet ’lovforslag’ medtaget i selve lovparagraffen. Modstanden kom bl.a. fra Justitsministeriet.

»Formålet med at tage også lovforslag med på portalen var netop at kvalificere den offentlige debat, fordi offentligheden gennem portalen skal have en mulighed for at følge med i, hvad der er på vej i centraladministrationen,« siger han og henviser til, at offentlighedsloven ofte udhules af enkeltstående bestemmelser i særlovgivningen. Alene antallet af undtagelser gør det svært at få et overblik, mener han.

»Offentlighedskommissionen talte op til 65 af den slags undtagelser i særlovgivningen, og siden er der sikkert kommet endnu flere. Det er netop for at kunne følge med i denne udvikling, at fremsatte lovforslag med betydning for aktindsigt også skal på portalen,« siger Oluf Jørgensen.

Selv er han først for nylig og ved et tilfælde blevet opmærksom på erhvervsministerens lovforslag fra marts.

»Hvis Justitsministeriet derimod havde levet op til loven, ville jeg eller andre kunne have skabt en debat om, hvor vidt det er nødvendigt at formindske offentlighedens adgang til oplysninger fra erhvervsdrivende fonde,« siger han.

Nu kom lovforslaget ikke på offentlighedsportalen, og måske derfor blev bemyndigelsen til erhvervsministeren ikke nævnt overhovedet under Folketingets behandlinger af lovforslaget eller rejst som spørgsmål til ministeren.

Nyt brev på vej

Selv om Justitsministeriet har ansvaret for at ajourføre portalen, er opgaven med at få lagt relevante lovforslag på portalen overladt til de enkelte ministerier, oplyser ministeriet i en mail til Information.

I september sidste år anmodede Justitsministeriet således med et fællesbrev de øvrige ministerier om at tage stilling til, »hvilke bestemmelser inden for deres ressortområde – såvel gældende som foreslåede bestemmelser – der skal medtages på den kommende offentlighedsportal«.

Ifølge Justitsministeriet har Civilstyrelsen, der varetager den praktiske drift af portalen, den erfaring, at »de fleste myndigheder« er opmærksomme på portalen.

»Justitsministeriet finder imidlertid, at der kan være behov for igen at skrive ud og minde de enkelte ministerier om Offentlighedsportalen,« skriver ministeriet til Information.

Det kalder Oluf Jørgensen for en klar indrømmelse: »Ministeriets brev fra september har åbenbart ikke været præcist nok. Når ministeriet nu erkender, at der er behov for et nyt brev, så indrømmer de, at portalen ikke har fungeret som forudsat i loven,« siger han.

Sidsel Nordengaard fra Erhvervs- og Vækstministeriet medgiver, at lovforslaget om erhvervsdrivende fonde burde have været på portalen, og at ministeriet nu tager initiativ til, at det vil ske.

»Lovforslaget medfører ikke ny hjemmel, men viderefører bare gældende ret, og gældende ret har været tilgængelig på portalen,« siger hun.

Hertil siger Oluf Jørgensen, at enhver lovændring i sig selv er en ny lov, og at ministeriets lovforslag lægger op til en ændring af reglerne, hvor ministeren i højere grad får bemyndigelse til at undtage oplysninger om fondene.

»Lovbemærkningerne indeholder efter min vurdering også et signal om, hvordan en kommende bemyndigelse kan se ud. Der er derfor ingen tvivl om, at lovforslaget burde være blevet lagt på portalen, allerede da det blev fremsat. Det er mindre interessant nu, hvor loven for længst er vedtaget,« siger Oluf Jørgensen.

Han nævner endnu et eksempel på et lovforslag, der burde være lagt på portalen, nemlig Finansministerens forslag fra marts om ændring af loven om videregivelse af offentlige informationer, den såkaldte psi-lov.

Digitaliseringsstyrelsen afviser over for Information i en mail, at lovforslaget burde være lagt på portalen, eftersom lovforslaget ifølge sine bemærkninger udtrykkeligt ikke ændrer på adgangen til aktindsigt.

Det argument afviser Oluf Jørgensen:

»Det er rigtigt, at psi-loven ikke i sig selv ændrer på offentlighedsloven. Men lovforslaget ændrer på de gældende vilkår for adgang til dokumenter og data fra det offentlige, så lovforslaget supplerer offentlighedsloven. Og det er tilstrækkeligt til, at Finansministeriets psi-lovforslag også skulle være lagt på portalen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu