Læsetid: 2 min.

Minister: For mange kvinder vender tilbage til krisecentre

På trods af ambitiøse 2020-mål fra regeringen viser nye tal, at andelen af gengangere på kvindekrisecentre kun er faldet med ét procentpoint fra 2011 til 2013. Ikke godt nok, siger socialministeren. Ifølge en forsker forsimpler regeringen med 2020-målene en kompleks problemstilling
På trods af en ambitiøs regeringsplan er det ikke lykkes at nedbringe antallet af kvinder, som vender tilbage til kvindecentrene, nævneværdigt.

På trods af en ambitiøs regeringsplan er det ikke lykkes at nedbringe antallet af kvinder, som vender tilbage til kvindecentrene, nævneværdigt.

Tine Sletting

5. september 2014

Andelen af kvinder, som ikke slipper fri af volden efter et ophold på krisecenter, men i stedet vender tilbage til et krisecenter, er ikke blevet nedbragt nævneværdigt i perioden 2011-2013. Tallet er således blot faldet fra 36 til 35 procent, viser en ny årsstatistik fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, og Socialstyrelsen.

Udviklingen er ikke i tråd med regeringens 2020-mål for voldsudsatte kvinder, som indebærer, at antallet af gengangere skal reduceres med 30 pct. og højest må udgøre 25 pct. i 2020.

Socialminister Manu Sareen (R) kritiserer stilstanden: »Det er ikke godt nok. For regeringen har lavet handleplaner og afsat midler på finansloven til at nedbringe antallet af kvinder, som vender tilbage til et krisecenter efter først at have forladt det,« siger Manu Sareen.

Formand for LOKK Birgit Søderberg mener ikke, udviklingen skyldes, at krisecentrene ikke gør det godt nok. »Det er for simpelt at kigge på antallet af gengangere. Det handler ikke bare om at nedbringe antallet for at spare penge. At slippe fri af volden er et meget komplekst forløb, som kræver tid og ofte flere ophold på et krisecenter,« siger formanden.

Mål rammer forbi

Forsker i vold i nære relationer Yvonne Mørck fra Roskilde Universitet vurderer ligeledes, at et succeskriterie med vægt på gengangere er en forsimpling af den komplekse proces, det er for en kvinde at forlade et voldeligt forhold.

»Det er et velkendt fænomen, at for mange kvinder tager det adskillige centerophold, før det endelige brud med volden sker. Og det kan tage årevis,« siger Yvonne Mørck og tilføjer, at et mere passende parameter kan være, hvor mange kvinder der efter et centerophold etablerer sig i egen bolig.

Direktør for organisationen Danner og Danners Krisecenter Susanne Philipson fremhæver også tilværelsen efter et ophold på krisecenter. For skal regeringens 2020-mål nås – omend gengangere heller ikke efter hendes vurdering er et hensigtsmæssigt succeskriterie – er et øget fokus på en opfølgende indsats i forhold til kvinderne nødvendigt.
 

»Man skal sætte mere helhedsorienteret ind og anerkende vigtigheden af et langvarigt efterværn,« siger Susanne Philipson.

Hun føjer til, at en øget efterværnsindsats kræver finansiering fra kommunerne, og derfor bør efterværn skrives ind i Serviceloven.

Manu Sareen fastholder, at konkrete mål kan hjælpe flere kvinder ud af voldelige relationer. Ifølge regeringens 2020-plan på det sociale område, Alle skal med – Målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020, kræver en realisering af målene, at kommuner og krisecentre sammen tilbyder voldsramte kvinder et sammenhængende forløb både på krisecentret, i overgangen til egen bolig, og når kvinden skal skabe sig en tilværelse uden vold. Som svar på opfordringen fra Danner siger ministeren:

»Efterværn er vigtigt, men det er svært at vurdere, om det skal skrives ind i Serviceloven. Det kræver, at man ser bredere på det og på, hvor meget det koster«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

"Socialminister Manu Sareen (R) kritiserer stilstanden: »Det er ikke godt nok. For regeringen har lavet handleplaner og afsat midler på finansloven til at nedbringe antallet af kvinder, som vender tilbage til et krisecenter efter først at have forladt det,« siger Manu Sareen".

Så for at opnå de ønskede måltal gør man vel bare som så mange andre steder i regeringens politik, man låser da bare døren - så kvinder kun kan komme på krisecenter en gang. Succes.

Anne Rasmussen, lars abildgaard, Carsten Mortensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Politikernes femårsplaner er udtryk for elendig politisk tænkning. Politikerne skal sørge for, der er penge til de aktiviteter, samfundet har brug for, styringen af dem skal ske decentralt og ud fra behovet hos de ansvarlige.

Marianne Rasmussen

"...et mere passende parameter kan være, hvor mange kvinder der efter et centerophold etablerer sig i egen bolig."

Får de nogen hjælp til at etablere sig i egen bolig?

Selv om det ikke altid er muligt, kan flere sikkert også have stor gavn af at flytte langt væk fra den voldelige mand, men kassetænkningen fra kommune til kommune eller region til region spænder vel ben for den slags? Det var noget for politikerne at se nærmere på.

Igen, igen, igen bliver tingene vendt på hovedet.
Det er IKKE kvinderne der skal søge tilflugt i kvinde- krisecentrene.
Det er den voldelige ægtemand, samlever der skal fjernes fra den fælles bolig.
Fjern ham, dem, godt og grundigt, så kvinder og børn kan leve i fred og tryghed i deres hjem.
Sæt hårdt ind over for de mænd er ikke kan lade kvinder og børn i fred.
Intet middel er for skrapt over for de primitive, mindreværdskompleksfyldte voldsmænd
Arne Hornborg
Forfatter/Mediegrafiker

Anne Rasmussen, Sascha Olinsson, Anne Eriksen, Helene Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvad pokker er det for en ide,
at sætte måltal op for så komplicerede menneskelige forhold??
Djøfficering - på den grimme måde!

Ministeren skal sgutte sætte sig måltal for borgernes tilværelse.
Han skal sørge for, at der står hjælp til rådighed,
men lade borgeren selv leve deres liv. Også de problematiske dele af livet.

lars abildgaard, Anne Eriksen, Helene Kristensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Regeringen har ikke nået sit mål.......nårh, men de har da fået smidt ca. 40.000 ud af dagpengesystemet, og i øvrigt øget den sociale ulighed betragteligt.
Jeg tænker Claus Hjort & co. næsten er misundelig på det mål.

F. for 2020 mål i det hele taget - "alle skal med"...
Det drejer sig om procenter og besparelser - hvad enten det er sygdom eller sociale problemer.
Det er jo fuldstændig sygt og ikke en plan for at forbedre forholdene for mennesker, men kun for at - ja, hvad?

Helene Kristensen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Anne Eriksen
Jeg tror, måket er noget med at tælle og lave statistikker.
Oplevet, erfaret, levet liv, tæller ikke

Marianne Rasmussen, Anne Eriksen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Lise Lotte - det ved jeg godt...:-)
Men hvem får glæde af dem?
Det kan ikke være at profilere sig som en politisk stemmesluger, med mindre da det kun er dem på Borgen, man vil imponere...
Jeg ved desværre ikke nok om EU til at kunne sige det sikkert - men det er meget sandsynligt, eftersom retningslinier og målinger fylder rigeligt.

".....Udviklingen er ikke i tråd med regeringens 2020-mål for voldsudsatte kvinder, som indebærer, at antallet af gengangere skal reduceres med 30 pct. og højest må udgøre 25 pct. i 2020."

Hvad så med resten af gengangerne?
Skal de fortsat leve med vold og krisecentre, fordi målsætningerne med de 30% er opfyldt?