Læsetid: 3 min.

Politikere og embedsmænd slås om magten i ministerier

Den politiserede centraladministration skaber de mange skandaler. Der er mange bud på løsninger
Embedsmænd frygter at blive fortrængt af politikere og spindoktorer, og embedsværket gør derfor sit yderste for at behage politiske ønsker – uanset om de er forenelige med loven. Sådan lyder analysen i en ny bog – og forfatterne nævner adskillige eksempler, blandt andet løgnene om, hvorfor Folketingets retsudvalg og Pia Kjærsgaard ikke kunne besøge Christiania. Arkiv
30. september 2014

Den traditionelle embedsmandsrolle som lovens vogter er under pres. Embedsmændene frygter at blive fortrængt af politikere og spindoktorer, og embedsværket gør derfor sit yderste for at behage politiske ønsker – uanset om de er forenelige med loven. Det fører til de senere års mange ministeraffærer: Skandalen om de statsløse. Skandalen om skattebehandlingen af Helle Thorning-Schmidt. Den falske oversættelse af jægerbogen. Løgnene om, hvorfor Folketingets retsudvalg og Pia Kjærsgaard ikke kunne besøge Christiania.

Sammenhængen mellem embedsfolkets politisering og de mange skandaler fremdrages i bogen Ansvaret, der forsvandt – Om magten, ministrene og embedsværket. Bogen, der i morgen udkommer på forlaget Samfundslitteratur, har som forfattere lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet Pernille Boye Koch og professor emeritus i Statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen.

De to forfattere nøjes ikke med at oprulle skandaler. De giver også en række bud på ændringer, der kan nedbringe antallet af skandaler. Ændringerne kan gå ud på at omgive ministeren med særligt politisk tænkende, så de øvrige embedsmænd kan samle sig om saglighed og lovlighed.

Opblødning af princip

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen nævner som mulighed, at man kan foretage, hvad de kalder »en opblødning af princippet om én minister og en stor gruppe embedsmænd«.

Det kan ske ved, at ministrene udstyres med politisk rekrutterede statssekretærer. Sådan nogle har i årtier fungeret i Norge og Sverige. Forskellen er, at de i Sverige også fungerer som departementschefer, hvorimod de i Norge fungerer ved siden af departementschefen og altså som en slags juniorministre.

Problemet med statssekretærer er, at de er tiltænkt et system, hvor kun ét parti danner regering. Når regeringen er en koalition mellem flere partier, kan partierne fordele statssekretærerne mellem ministerierne som modvægt til ministeren – altså en slags ’kontrolministre’. Det vil gøre systemet endnu mere politiseret og uigennemskueligt.

Problemet med indbyrdes kontrollerende ministre spøger allerede i dag i Udenrigsministeriet, hvor der er tilbøjelighed til, at udviklingsministerporteføljen går til et andet parti end udenrigsministerens. Men det er samme embedsværk, der loyalt skal betjene begge. Det er ikke nødvendigvis en vellykket konstruktion.

Taktfuldt forbigår de to forfattere den indvending mod en statssekretær- eller juniorministerordning, at partier kan have svært ved at stille med kvalificerede kandidater. Der kendes eksempler på, at mindre partier – f.eks. i sin tid Centrum-Demokraterne – har haft svært ved overhovedet at stille med personer egnet til at beklæde ministerposten. Formentlig er det kun – og på en god dag – Venstre og Socialdemokraterne, der vil være i stand til at stille både med en stribe rimeligt duelige ministre og en – måske endnu større – stribe statssekretærer eller juniorministre.

Spindoktorer

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen peger også på muligheden for flere særlige rådgivere for ministrene. Sådan nogle har danske ministre haft i større omfang siden 1990’erne. De omtales uvenligt som spindoktorer, og der er nu flere af dem i centraladministrationen, end der er ministre. De særligt fine ministre har nemlig to, mens de menige kun har én. De særlige rådgivere mister deres stilling, når ministeren gør det.

En udvidelse af rådgiverkredsen kan bestå i egentlige ’kabinetter’, hvor politisk kvikke embedsmænd kan støbe kugler for ministeren. I en analyse i dagbladet Politiken i søndags fremhæver politologen Sigge Winther Nielsen, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) har fået oprettet et seks mand stort politisk sekretariat. Lægges det sammen med ministerens øvrige hjælpere og rådgivere, bliver det en ganske slagkraftig styrke. Og måske én af forklaringerne på, at Dan Jørgensen på kun 10 måneder som minister har gjort sig særdeles gældende i medierne – også med initiativer, som nogle vil finde stærkt PR-styrede.Sigge Winther Nielsen peger på, at også forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har opbygget særlige sekretariater til at betjene sig.

Dermed har regeringens socialdemokrater bygget sig nogle slagkraftige enheder, som en kommende Venstre-ledet regering tænkeligt vil finde det bekvemt at arve. De politiske sekretariaters embedsmænd er typisk vældigt gode til at skifte orienteringssans alt efter ledelsens ståsted. Og hvis det skulle knibe, så kan der givetvis findes nogle andre embedsmænd at rokere ind.

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen fremhæver, at man også kan søge at dæmpe skandalernes antal og omfang ved at udstyre Folketinget med stærkere kontrolfunktioner over for regeringen. F.eks. at et mindretal kan forlange en undersøgelse iværksat af mulige misligheder.

I Tyskland skal der blot stå 25 procent af Forbundsdagens medlemmer bag et krav om en skandaleundersøgelse, før den bliver sat i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet opstår vel først, når politikere - og i andet led embedsmænd - forsøger at finde smuthuller og måder at omgås gældende ret og de rettigheder, borgerne over tid har opnået, som det sker nu?
Hvis politikerne respekterede loven, var der intet problem.

Thomas Rasmussen, Bjarne Andersen, Henrik Christensen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Det er det sikreste at fjerne spindoktorer. Vi skal ikke kende spindoktorerne, vi skal kende ministrene, der har det endelige ansvar.

Christiansborg er blevet en guldgrube for spindoktorer, der ikke har nogen ansvar ud over at respektere loven som andre mennesker med indsigt.

Spindoktorerne er uendelig dyre for landet og skaber uklarhed. Ministrene må selv stå frem og tage ansvar for deres handlinger.

I øjeblikket ser det ud til, at ledelsen i SKAT er mudrede og ikke vil tage ansvar.

Rune Petersen, Dennis Iversen, Henrik Christensen, Bo Carlsen, Lene Christensen, Per Torbensen, Claus Jørgensen, Helene Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Klart, jo flere led der er i magtsystemet, jo nemmere er det at skubbe ansvaret over på andre. Der skal snart indføres nummersystem ved håndvasken

Henrik Christensen, Lene Christensen og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Kan vel klares med at skifte embedsfolkene ud sammen med politkerne. Så danner de ikke deres kongedømmer over mange år og vi ved at til en blå regering er det blå embedsmænd og til en rød tja der burde det så være røde ´, men vil nok stadig være blålige.
Embedsfolkene overtog Danmark i 1942 og har ikke sluppet magten siden.

Embedsstanden sikrer i sin bedste udformning kontinuitet, og det har samfundet brug for. Vi ser, hvordan politikere bliver mere og mere forhippede på at profilere sig selv på "forandring"; men det er virkelig ikke særlig attråværdigt, løbende udvikling til befolkningens gavn er.

Vibeke Rasmussen

Havde fx dette billede:
http://a.bimg.dk/node-images/28/7/620x/7028160-morten-bdskov-bent-samrd.jpg
ikke været en mere sigende illustration til indlægget? Her ser man, hvordan en minister 'betjenes' af en, under pågældende samråd i øvrigt meget diskret, bugtalende embedsmand. En embedsmand som sammen med sin chef, senere blev frikendt for ikke at lyve … alt for meget.

Henrik Christensen, Lene Christensen, Helene Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Magten hersker over loven

I hvert fald når de første lovbrud/fejl er begået.

For hvem ønsker at indrømme fejl, når magten kan misbruges til at dække over fejl/ansvar.

Og slet ikke blandt magtens mænd og kvinder, der har ulovlig statsmagt til rådighed.

En tese, der understøttes af fakta på fakta, der selvsagt søges mørklagt.

I hvert fald Skatte- og Justitsministerier ligger inde med sådanne mørklagte fakta.

Svarende til at ulovlig statsmagt hersker over regler/love, når der er noget at komme efter - mod eliten.

Derfor er det heller ikke særligt frugtbart at sondre mellem ministre og embedsmænd.

Allerde fordi de er nødt til at dække over hinaden, når der skal dækkes over ansvar, der har negative konsekvenser for de ansvarlige myndighedspersoner.

Og derfor er regelændringer heller ikke en reel løsning.

Ulovlig statsmagt hersker fortsat på bekostning af loven/folkestyret, når eliten har noget, der ikke

tåler dagens lys og ansvaret skal begraves.

Det ville være interessant, hvis nogle fornuftige tidligere ministre og departementschefer kunne sætte sig sammen og skrive en bog om problemerne .

Tvivler lidt på, at forskerne reelt forstår hvad der foregår i ministerierne - det er lidt ligesom at spørge eunuker og nonner til råds om seksuelle problemer ????

Vibeke Rasmussen

Jesper Tynell skriver i øjeblikket på en bog, som forventes at udkomme her i efteråret, om embedsværket. I forbindelse med modtagelsen af Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet, Grundlovsdag, skrev han:

"Jeg håber meget, at jeg formår at lykkes med at bære stafetten videre til glæde for andre. Det er for mig at se endog ganske vigtige og væsentlige bestræbelser og tanker, der ligger bag. Forhåbentligt vil den bog om embedsværkets arbejdsopgaver og rolle, jeg i øjeblikket er ved at skrive færdig, blive modtaget og læst som et indspil i debatten om, hvilket demokrati vi fremover ønsker at skabe. Jeg glæder mig på den måde meget over at få lov til at bære stafetten videre og til at forsøge at gøre det."

http://www.altinget.dk/navnenyt.aspx?id=14745

Henrik Brøndum

Er der ikke nogen der kan definere hvad en skandale er? Jeg troede det var noget man skrev paa forsiden fordi der ingen nyheder var?

Henrik Jørgensen

@Vibeke Rasmussen

Ministeren kan i sagens natur ikke vide alt, og klædes derfor på af sine embedsmænd. Det er naturligt. Jeg forstår ikke helt, at du mener, at billedet af Bødskov, der under et samråd, modtager nogle oplysninger fra en embedsmand, skulle være sigende for andet end ministerbetjening.

@Robert Kroll

Enig. Jeg tvivler også en smule på om en journalist kan belyse det fuldt ud. Tynell er dog utvivlsomt dygtig - hvilket hans afsløringer om Claus Hjort også bevidner - og bogen kan også være et interessant indslag om, hvordan journalister ser og opfatter embedsværket.

Vibeke Rasmussen

Henrik Jørgensen, hvis du ikke helt umiddelbart kan se relevansen i at vise et billede af Morten Bødskov og Jens-Christian Bülow i denne sammenhæng, jamen så kan jeg nok ikke hjælpe dig. :)

Steffen Gliese

Måske nogle mere offensive og relevante problemstillinger ville hjælpe os alle? F.eks. en undersøgelse af, hvornår den offentlige sektor gik fra det demokratiserende at hjælpe borgerne til de muligheder, loven giver, til såvidt muligt at forsøge at indskrænke anvendelsen af disse muligheder.

Thomas Rasmussen

Berører Kock og Knudsen deres egne studenter fra universitetet? Måske handler det lige så meget om en umoden embedsstand. Det er jo ingen hemmelighed, at ministerierne rekrutterer hel unge kandidater, som har minimal dannelse og kritisk sans, men derimod kan formes af systemet. Flere af vores politikere er også scient.pol.'er, for hvem politik er teori og spil, ikke noget der handler om levende mennesker.
I øvrigt helt, helt forfejlet at tale om at nogen "ikke er egnet" som minister. Det er alle i vores form for demokrati. Så må de embedsmænd/embedsdrenge hjælpe ministeren og arbejde lidt for deres høje gage.