Læsetid: 5 min.

Politikere skræmmer embedsfolk til magtfordrejning

Frygten for at blive skubbet ud af politikerne, får embedsværket til at lade hånt om juraen. Det fremhæver to forskere i ny bog om de mange ministerskandaler
Birthe Rønn Hornbech (V) måtte gå som integrationsminister, da hendes ministerium – meget hensynsfuldt over for Dansk Folkeparti – havde ladet hånt om statsløses rettigheder ifølge internationale konventioner.

Uffe Weng

23. september 2014

Skandalen om de statsløse. Skandalen om skattebehandlingen af Helle Thorning-Schmidt. Den falske oversættelse af Jægerbogen. Løgnene om, hvorfor Folketingets retsudvalg og Pia Kjærsgaard ikke kunne besøge Christiania. De pinlige ministeraffærer flyder på stribe i disse år.

Og det er ikke tilfældigt, fastslår to samfundsforskere i ny bog, der udkommer den 1. oktober.

Ifølge bogen er den traditionelle embedsmandsrolle som lovens vogter under pres. Embedsmændene frygter at blive fortrængt af politikere og spindoktorer og gør derfor deres yderste for at imødekomme politiske ønsker – uanset om de er forenelige med loven.

Bogen hedder Ansvaret, der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket. De to forfattere er henholdsvis lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet Pernille Boye Koch og professor emeritus i Statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen.

Traditionelt har det i Danmark været embedsmændenes rolle at sikre, at lovteksten var klar, inden loven blev vedtaget, og at loven sidenhen blev overholdt – ikke bare af borgerne, men også af de embedsmænd, der forvalter loven. Dertil kom, at embedsmændene skulle holde skiftende ministre i ørene og sikre, at de ikke vovede sig ud i tvivlsomme forehavender, der kunne bringe vanære over dem selv – og ministeriet, ikke mindst. Denne traditionelle embedsmandsrolle har været i skred siden 1970’erne, konstaterer Pernille Boye Koch og Tim Knudsen.

På gled

Det politiske liv er blevet stadig mere hektisk. Medierne er i hælene på ministre døgnet rundt. Toppolitikere føler, at de frem for alt har brug for embedsmænd, der kan indleve sig i de politiske vilkår – og handle efter, hvad der gavner politikeren. Derfor efterspørger opslag af administrative topstillinger, at kandidaten har ’politisk tæft’. Kravet kan udtrykkes mere eller mindre brutalt, men meningen er klar: Indlev dig i din politisk foresattes rolle.

Bogen citerer Skatteministeriets nu detroniserede departementschef Peter Loft for disse ord fra 2010 om topembedsmandsrollen:

»Det er ikke nok at lave egentligt godt teknisk arbejde, det skal også være politisk rigtigt, og det skal være pakket ind på den rigtige måde og tænkt på den rigtig måde. Du kan ikke skille tingene ad længere.«

Hvis en læser tænker, at Peter Loft selv er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man slet ikke skiller jura og politik, så har læseren fattet bogens pointe.

I 1950 havde 82 procent af alle departementschefer kun været ansat i ét ministerium, nemlig det, de nu var departementschefer i. I 2012 havde departementscheferne i gennemsnit været ansat i 2,5 ministerier – og mange havde også været helt uden for staten. Endnu i 1974 var 60 procent af departementscheferne jurister; 40 procent var økonomer. I 2012 var 40 procent politologer, 40 procent jurister og 20 procent økonomer.

Ingen sikre

Topembedsmænd bliver nu til dags forflyttet hid og did. Nogle ryger helt ud. Ingen kan vide sig sikre mod politisk lunefuldhed. Bedst derfor at tækkes politikerne. Og er man som ikkejurist usikker på rækkevidden af retsregler, kan det nærmest vise sig at være en fordel. Det bliver ministerrådgivningen kun smidigere af.

Men den kan også blive så smidig, at den tillader ministeren at styrte i afgrunden.

På et pressemøde i 2009 svingede Forsvarsministeriets departementschef, Lars Findsen, med et skilt, der skulle minde hans minister, Søren Gade (V), om at nævne, at en bog skrevet af en jægersoldat om livet i tjenesten nu var blevet endnu mere statsfarlig af at være blevet oversat til arabisk. At bogen var maskinoversat, havde Findsen ikke nævnt for Gade, og at oversættelsen var lavet af Forsvarsministeriets egne folk, havde Findsen ikke givet sig tid til at finde ud af. Gade endte med at falde. Findsen er – indtil videre – endt med at blive siddende.

Et andet eksempel på en forvaltning, der tjenstivrigt hjælper sin minister ud over afgrunden, er integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) stab. Ingen tvivl om at efterlevelse af de statsløses rettigheder efter internationale konventioner ville have givet Rønn Hornbech problemer med støttepartiet Dansk Folkeparti. Men ministeriets årelange tilsidesættelse af klare regler måtte før eller siden komme for en dag. Det kom den, da Rønn Hornbech endelig gav sig til at administrere efter reglerne, men over for Folketinget forklarede sig med, at hun havde »besindet« sig. Det vakte mistanke hos et SF-folketingsmedlem, der bad dagbladet Information om at efterforske sagen. Rønn Hornbech måtte gå af, og en undersøgelseskommission søger stadig at afdække misforholdene.

Sølle trøst

Det er en sølle trøst, at denne – og andre eksempler på – ministerskandale endte med at komme frem. Pernille Boye Koch og Tim Knudsen påpeger, at det – som med Rønn Hornbechs fortalelse – er helt tilfældigt, at skandalerne bliver afsløret.

At det var løgn, da justitsminister Morten Bødskov forklarede, at Folketingets Retsudvalg og Pia Kjærsgaard ikke kunne besøge Christiania, fordi Københavns Politidirektør havde andet gøremål den dag, kom kun for en dag, fordi PET-chef Jakob Scharf lå i strid med sit personale. De ansatte klagede til Rigspolitichefen over, at Scharf brugte sit kendskab til Kjærsgaards kalender til at lægge arrangementer, så hun ikke kunne deltage. Angiveligt fordi Scharf ikke ville bruge sit budget på yderligere beskyttelse af Kjærsgaard.

Brevet sivede til Ekstra Bladet. Så rullede skandalen, der førte til, at Bødskov måtte gå af. Pernille Boye Koch og Tim Knudsen er alarmeret over, at en efterfølgende tjenestemandssag mod de to ansvarlige topembedsmænd førte til deres frifindelse, fordi det blev accepteret som »en forklarlig og undskyldelig nødløgn«, at politidirektøren var forhindret. Det gradbøjer ministres pligt til at tale sandt over for Folketinget, fastslår de to forfattere.

De rejser også tvivl om den angiveligt sande forklaring: At der på dagen for det fastsatte besøg skulle være »en skærpet sikkerhedssituation på Christiania«. Måske var det, skriver de to, blot endnu et eksempel på, at enhver PET-forklaring lægges uprøvet til grund – uanset om den er en bortforklaring.

Som udbedring af det nuværende systems skavanker peger Pernille Boye Koch og Tim Knudsen på en vifte af løsninger: Man kan trække flere politisk udpegede ind i centraladministrationen og dermed aflaste embedsmænd for politisk rådgivning. Man kan også styrke Folketingets kontrolmuligheder, således at offentlige høringer og særlige udvalg kan supplere den tunge model med undersøgelseskommissioner. Endelig kan man genskabe respekten for de traditionelle embedsmandsdyder. De to forfattere skriver: »Politisk strategiske overvejelser må ikke trumfe normer om lovlighed og saglighed. Her tyder meget på, at der er brug for en aktiv indsats i ministerierne for at styrke en sådan kultur. Der er formentlig et stykke vej endnu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Espen Bøgh
  • Tommy Knudsen
  • Peter Taitto
  • Henrik Klausen
  • Simone Bærentzen
  • Per Jongberg
  • lars abildgaard
  • Henrik Larsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Jan Pedersen
  • Bjarne Andersen
  • Olaf Tehrani
  • Gert Romme
  • Steen Sohn
  • Bill Atkins
  • Peter Jensen
  • Grethe Preisler
  • Oluf Husted
  • Mihail Larsen
  • Henrik Brøndum
  • Dorte Sørensen
Allan Ⓐ Anarchos, Espen Bøgh, Tommy Knudsen, Peter Taitto, Henrik Klausen, Simone Bærentzen, Per Jongberg, lars abildgaard, Henrik Larsen, Olav Bo Hessellund, Jan Pedersen, Bjarne Andersen, Olaf Tehrani, Gert Romme, Steen Sohn, Bill Atkins, Peter Jensen, Grethe Preisler, Oluf Husted, Mihail Larsen, Henrik Brøndum og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den forklarlige nødløgn (plus den troværdige forglemmelse) fra to topembedsmænd i Christiania-sagen, som højesteretsdommer Per Sørensen og hans undersøgelseskommission, fandt helt i orden, understreger at man i et politiske system og embedsapparatet opererer med en forestilling om nødværge, som berettiger at man bryder loven, når blot det forekommer politisk nødvendigt (dvs. opportunt). Danmark er et korrupt land; solgt som stanglakrids til 'store spillere' og andet snotfolk.

Henrik Klausen, Marianne Christensen, lars abildgaard, Uffe Illum, Jan Pedersen, Bjarne Andersen, Rune Petersen, Anne Eriksen, Tue Romanow, Andreas Konggård-Andersen, Flemming Scheel Andersen, Lene Christensen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Så vidt jeg har forstået, så er vist stort set alle( eller en betydelig del af ) topchefernne i centraladministrationen ansat på åremål ?

Hvis dette er korrekt, så er det meget let for en minister at skille sig af med en lovlydig topchef - ministeren behøver ikke at fyre ham/hende - man undlader bare at forlænge kontrakten ?

Det er jo en katastrofe, hvis embedsmændene ikke er tjenestemænd mere. Det er en bombe under demokratiets fundament.

Preben Haagensen, Lene Christensen, Anne Eriksen, Uffe Illum, Morten Kjeldgaard og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Man kan også styrke Folketingets kontrolmuligheder

Det bliver svært med den nye antioffentlighedslov.

Henrik Klausen, Anne Eriksen og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar

Denne historie er total nonsens. Der er INGEN grund - what so ever - til at holde hånden over topembedsmændene (kvinder med blandt de frikendte). De er så sammenspiste og magtsyge at det er dem som er en meget stor trussel mod vort demokrati. Der er MEGET langt mellem at en virkelig topembedsmand bliver smidt ud at det skriger til himlen. Det er nemlig dem som sidder på magten og blot manøvrerer rundt med skiftende ministre som de nødtvunget har måtte finde sig i.
Denne historie er blot fabrikeret for og af embedsmænd, for at fjerne fokus fra det virkelige problem. De sidder på magten og de sidder rigtig godt og lunt i svinget og de er total ligeglade med os og vort begreb og ønske om demokrati - det eksisterer ikke mere.

Anne Eriksen, Lars Dahl, Janus Agerbo, Lene Christensen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Bjarne Andersen. Du mener forhåbentlig mindretallets kontrolmuligheder i folketinget. Så længe der er et flertal på 90 mandater bag, kan en minister begå lovbrud uden at blive stoppet.
Hvad det så lige har med offentlighedsloven at gøre ???

Ole Chemnitz Larsen

Embedsmænd: ikke lovens tjeneer, men ulovlig statsmagtens tjenere.

Sådan er det bare, når toppen har begået de første ulovligheder, der skal dækkes over.

Helt galt er det blandt jurister i politiet, Anklagemyndigheden og Justitsministeriets departement i København, der via misbrug og forsømmelse dækker over de ansvarlige, herunder hinanden, igen og igen til skade for de forurettede borgere.

Dette viser fakta på fakta, forstået som de ansvarlige juristers egne dokumenmter, desværre.

Misbrug og forsømmelse, der som udgangspunkt er en overtrædelse af Straffelovens § 155 og 156.

"Som udgangspunkt" alene fordi det kun er en endelig dom, der kan fastslå et strafbart forhold.

Udgangspunktet for sagen i Justitsministeriet er 2 kendte ministre, der fra første færd stod bag mindst 1300 i Skatteministeriet til skade for de forurettede borgerne.

Lovbrud, der blev præsteret på få timer.

Lovbrud, der efterfølgende igen og igen er blevet dækker over i Skatteministeriet.

F. eks. via trusler om store dummebøder til nogle af de forurettede borgere, bortskaffelse af de brudte love fra første færd samt skriverierer/abstraktionet, der er anvendt som begrundelse for, at der er tale om lovlig forvaltning.

En gennemgående person i hele forløbet i Skatteministeriet er tidligere departmentschef Peter Loft.

Bjarne Andersen

Lars B Jensen
Offentlighedsloven går ud på at skjule hvad en regering foretager sig, også for folketinget, hvordan kan folketinget føre kontrol med en regering når alt er hemmeligt.
Vi har en mindretals regering, hvordan kan partier uden for regering kontrollere at de har fået alle oplysninger inden de stemmer for en lov.

"....Men ministeriets årelange tilsidesættelse af klare regler måtte før eller siden komme for en dag. Det kom den, da Rønn Hornbech endelig gav sig til at administrere efter reglerne, men over for Folketinget forklarede sig med, at hun havde »besindet« sig. Det vakte mistanke hos et SF-folketingsmedlem, der bad dagbladet Information om at efterforske sagen. Rønn Hornbech måtte gå af, og en undersøgelseskommission søger stadig at afdække misforholdene."

Jeg mener ganske enkelt hen, at dette her den største løgn, der findes. Birthe Rønn (som er jurist) blev opmærksom på at statsløse ikke havde fået de rettigheder, de havde krav på. Og hun satte straks en undersøgelse igen. Og fik faktisk lavet praksis om. Er det hendes skyld eller ansvar at der kommer kontra-ordre fra chefen selv?

Ift. den mere generelle ordning er der kun en ting at gøre: stats-sekretærer og viceministre som man har i andre lande. I Sverige og Norge har man jo netop stats-sekretærer, i Sverige har man konstitutions-utskotttet, og i USA har Senatat mulighed for at holde offentlige høringer....

Ooh. Jeg har netop læst en tankevækkende anmeldelse af Herlinde Pauer-Studer og Julian Fink's bog "Rechtfertigungen des Unrechts" (Suhrkamp Verlag 22 EUR). Bogen er en analyse af, hvordan justitsvæsen omgestaltede statens retsgrundlag til et politisk redskab.
Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, hvordan de to nabonationer Danmark og Tyskland udvikler sig politisk retsbevidsthedsmæssigt ganske forskelligt.
Det virker som om man i Danmark ikke ser det nødvendigt, at drage nogen som helst lære af, hvordan Tysklandene i det 20 århundrede frembragte to diktaturer. Og set syd fra grænsen virker det ufatteligt, at Danmark synes at styre efter udemokratiske pejlemærker. Nuvel, der er tale om en mini-nation uden særlig betydning for udviklingen blandt EU's 506 mio. mennesker. Men hvordan holder de sig selv ud?

Karsten Aaen, Jorgen Hansen, Bjarne Andersen, Henrik Klausen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Ministre og topembedsmænd kommer hurtigt i samme båd, når de første lovbrud er begået.

Dette viser en mørklagt sag, der får Tamil-sagen til at ligne en temmelig lille sag.

En sag, hvis dokumentation er helt enestående og som bør frem i lyset. Også af forskningsmæssige grunde.

Morten Kjeldgaard

I udenrigspolitikken tales der ofte om "magttomrum", og dette begreb kan snildt generaliseres til at beskrive tilstanden i ministerierne, hvor magtomrummet opstår fordi politikerne vægrer sig ved at tage ansvar for fejl, som kan koste dem deres karriere. Magttomrummet udfyldes naturligt af embedsmænd, som dels gerne påtager sig denne magt, dels presses ind i den af politikerne.

Vi har fået en ny kultur som bunder i at hvervet som politiker ikke længere er som repræsentant for en vælgerne, et hverv man påtager sig i en periode af livet, men er en selvstændig, livslang karriere.

Problemet er der ingen konsekvens er for politikere, - andet end en "næse", trods det forhold at man bevidst lyver for folketinget, selv om det er ulovligt.

I sin tid røg Anders Fogh Rasmussen grundet "kreativ bogføring", noget som hvis det sker i det private fører til omgående afsked for personen, men i politik viste det sig at være anderledes for Anders Fogh Rasmussen, - så kaldes de demokrati.

Senere så vi det igen under VKO regeringen, og jeg mener det var sagen om krig Claus Hjort Frederiksen administration af reglerne for de ledige, der var ulovlig.

- Imidlertid førte det ikke til noget, da et VKO flertal afviste sagen!

Sammenholdt med de politiske selvundersøgelser af den slags, hvor politikerne "slås" om at skrive det kommissorium som en undersøgelse skal omhandle, jo rent faktisk sker på det mest inhabile grundlag, som hvor politikerne stiller sig selv op på en piedestal af nærmest kongelig art, - "kun at skulle dømmes af ligemænd" ligger langt udenfor almindelig fornuft i en retsstat, som i øvrigt også er undergravende for opfattelsen af vi lever i en retsstat.

Tænk blot på hvis "cykeltyvenes sammenslutning" selv skulle dømme om en cykeltyv havde brudt loven, - hvad ville der mon komme ud af den slags??

- Men den slags accepterer man jo ikke i Danmark, fordi man siger det ikke er en del af et rigtigt demokrati og en retsstat, så sandt så sandt, - men det bliver det heller ikke rigtigere af når politikerne selv gør nøjagtig det samme!!