Baggrund
Læsetid: 5 min.

Retshåndhæveren, der selv blev fældet

[1922-2014] Fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen er død, 92 år. Han og Det Konservative Folkeparti blev hinandens skæbne
Erik Ninn-Hansen er her fotograferet kort efter sin 90-års fødselsdag i 2012

Erik Ninn-Hansen er her fotograferet kort efter sin 90-års fødselsdag i 2012

Andreas Beck

Indland
30. september 2014

Erik Ninn-Hansen fik så langt et liv, at han kom til at overleve sig selv som politiker. I nutiden er billedet af ham overskygget af den Tamil-skandale, der i 1989 kostede ham posten som justitsminister og sidenhen formandsposten i Folketinget og slutteligt – vanærende – førte til, at Rigsretten i 1995 idømte ham fire måneders betinget fængsel for ulovlig forvaltning i Justitsministeriet.

Glemt er det nu, at Ninn-Hansen en gang var en ung lovende politiker, der blev set som en fornyer af Det Konservative Folkeparti. Ninn-Hansen hørte – sammen med brødrene Aksel og Poul Møller og Ninns senere rival, Erik Haunstrup Clemmensen – til den unge konservative generation, der kom til efter partiets tragiske brud med lederskikkelsen John Christmas Møller i 1947.

Christmas-Møller ville ikke flytte grænsen mod syd, sådan som Venstre – båret af den danskopflammede stemning i Slesvig efter Tysklands sammenbrud i 1945 – ivrede for. Først stod de konservative sammen med deres leder om at fastholde grænsen. Så smuldrede partiet, mens formanden stod fast.

Christmas-Møller døde i 1948 af skuffelse og udmattelse. Samme år blev Ninn-Hansen, der havde sympatiseret med Christmas-Møller, formand for Konservativ Ungdom.

En kamp forestod for at genoprette det konservative partis anseelse. Som leder stod ubestridt partiformand Poul Sørensen, mindre venligt omtalt som »partiejeren«. Poul Sørensen forstod at fastholde sin egen magt ved på skift at opmuntre de unge talenter i sin folketingsgruppe.

Ninn-Hansen, der var gårdmandssøn fra Skørpinge på Sjælland, blev sagfører i 1952 og indvalgt i Folketinget året efter.

Han gjorde sig gældende ved sit venlige ydre og sin skarpe retorik. Særligt optaget var han af retssikkerhed. Efter grønlandsskibet Hans Hedtofts tragiske forlis i januar 1959 forsøgte Ninn at få Folketinget til at rejse rigsretssag mod grønlandsministeren, Johannes Kjærbøl, der havde vendt det døve øre til grønlandskaptajners advarsel om faren ved vintersejlads i de arktiske farvande.

Folketingsflertallet holdt hånden over Kjærbøl, men skandalen blev afsæt for, at Ninn var førende i udformningen af den ministeransvarlighedslov, som Folketinget vedtog i 1964. Megen ironi ligger heri, for det var samme lov, som Ninn 30 år senere blev dømt efter.

Ved siden af sin politikerkarriere opretholdt Ninn-Hansen sin sagførervirksomhed, hvor han som beskikket forsvarer ivrigt virkede for frifindelse af tiltalte, der var kommet i klemme i retssystemet.

For at udmanøvrere Venstre begik partileder Poul Sørensen i 1968 den genistreg, at han op mod en borgerlig valgsejr pegede på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister. Det måtte Venstre surmulende finde sig i.

I Baunsgaards VKR-regering 1968-71 blev Ninn-Hansen forsvarsminister. En årsag var, at Ninn var kendt som meget forsvarsvenlig, hvad der gav det et mere troværdigt ansigt, da regeringen på radikal foranledning gav sig til at skære i forsvarets bevillinger. Ninn-Hansen blev ugleset derfor i militære kredse.

Fra Folketingets talerstol tegnede Ninn-Hansen allerede tidligt en konservativ profil. Her i en debat i 1959 med folketingsformand Gustav Pedersen i baggrunden.

Fra Folketingets talerstol tegnede Ninn-Hansen allerede tidligt en konservativ profil. Her i en debat i 1959 med folketingsformand Gustav Pedersen i baggrunden.

Per Pejstrup

Ninn-Hansen gjorde sig gældende ved sit venlige ydre og sin skarpe replik. Folkelig kunne han også være, når det stak ham.

Ninn-Hansen gjorde sig gældende ved sit venlige ydre og sin skarpe replik. Folkelig kunne han også være, når det stak ham.

Erik Jepsen

Partileder

Efter Poul Sørensens død af overanstrengelse i 1969 og Poul Møllers hjertesygdom i 1971 blev Ninn-Hansen finansminister og faktisk leder af de konservative. Det var et uheldigt tidspunkt, Ninn kom til på, for 1960’ernes fremgang for de konservative blev i 1970’erne vendt til modgang – især på grund af Mogens Glistrups tumultskabende Fremskridtsparti.

De konservative klarede sig skidt ved valgene, og snart blev Ninn-Hansen udfordret af Erik Haunstrup Clemmensen, der befandt sig på partiets traditio-nelle socialt indstillede fløj. Kampen sled dem begge op og banede vej for, at Poul Schlüter i slutningen af 70’erne overtog lederposten.

Schlüter følte sig afhængig af Ninns støtte på de indre linjer og gjorde ham i 1982 til en magtfuld justitsminister, da socialdemokraterne måtte give op i det økonomiske morads. Ninns gamle studiekammerat, landsretssagfører Kristian Mogensen, var hans ugentlige frokostpartner og fast dirigent på de konservatives Landsråd. Et magtfuldt tandempar, som Schlüter vogtede sig for at udfordre.

Ninn-Hansen var ærgerlig over, at de radikale sammen med venstrefløjspartierne i 1983 havde gennemført en humanistisk flygtningelovgivning, stærkt inspireret af daværende formand for Dansk Flygtningehjælp, Hans Gammeltoft-Hansen. Ninns ærgrelser blev ikke mindre, da et folketingsflertal i 1987 indsatte Gammeltoft som ombudsmand.

Ninn-Hansens mest magtfulde år var hans tid som Poul Schlüters justitsminister. Schlüter gav Ninn et særligt frirum for at sikre hans støtte på partiets indre linier.

Ninn-Hansens mest magtfulde år var hans tid som Poul Schlüters justitsminister. Schlüter gav Ninn et særligt frirum for at sikre hans støtte på partiets indre linier.

Mogens Ladegaard

Ikke overrendt

En borgerkrig på Sri Lanka sendte i 1986 3.ooo tamiler på flugt til Danmark, hvor de fik midlertidig opholdstilladelse. Det gav postyr. I valgkampen i 1987 sagde den daværende socialdemokratiske leder, Anker Jørgensen: »Vi skal passe på ikke at blive overrendt.«

Det tolkede Ninn-Hansen som udtryk for, at der i oppositionen var tilslutning til at forvalte den nye udlændingelov snævrest muligt.

Ninns beredvillige embedsmænd foreslog efter valget i 1987 at inddrage tamilernes opholdstilladelse under henvisning til, at der nu var fredeligere på Sri Lanka. Med samme begrundelse kunne man nægte at behandle ansøgninger om familiesammenføring.

Det fik Ninn-Hansen et regeringsudvalg med på. Problemet var bare, at der ikke blev fredeligere på Sri Lanka. Tværtimod. Derom vidnede indberetninger fra Udenrigsministeriet. Derfor måtte embedsmændene opgive planerne om hjemsendelse. Og når tamilerne ikke kunne sendes hjem, måtte de have krav på familiesammenføring. Det indstillede embedsmændene til Ninn – i stadigt tydeligere vendinger.

Men Ninn-Hansen var ikke en mand, der i egen selvforståelse gav efter for pres. Embedsmændene måtte derfor opfinde, hvad der siden blev kaldt »Den falske melodi«, gående på, at den manglende behandling af ansøgningerne skyldtes sagspres. Det var løgn, for tilladelserne til sammenføring lå klar, men blev ikke afsendt.

Sagen nåede til ombudsmanden, der tog den op. Det forsøgte Ninn i konspiration med den konservative retsudvalgsformand, Grethe Fenger Møller, at forhindre ved at lade Retsudvalget stille spørgsmål. Konspirationen mislykkedes. Udvalget opfordrede ombudsmanden til at gå ind. Schlüter lod i januar 1989 Ninn Hansen blive sparket op som formand for Folketinget, og partifællen H.P. Clausen overtog Justitsministeriet, hvor han skyndsomst gav sig til at ’normalisere’ behandlingen af tamil-sagerne.

Længe lykkedes det Ninn-Hansen at holde låg på tamilsagen. Men ved sine provokerende udtalelser om Centrumdemokraternes medansvar skabte han folketingsflertal for en dommerundersøgelse.

Længe lykkedes det Ninn-Hansen at holde låg på tamilsagen. Men ved sine provokerende udtalelser om Centrumdemokraternes medansvar skabte han folketingsflertal for en dommerundersøgelse.

Bjarke Ørsted

Ombudsmanden endte med at udtale en knusende kritik, og VKR-regeringspartierne måtte lade Ninn falde som folketingsformand. Ved at insistere på, at også Centrum-Demokraterne var ansvarlig for nedprioriteringsbeslutningen om tamilerne skabte Ninn et flertal for en dommerledet undersøgelse.

Undersøgelsen, ledet af højesteretsdommer Mogens Hornslet, førte i 1993 til Schlüters fald og sidenhen til en rigsretssag mod Ninn. På grund af Ninns høje alder blev straffen på fire måneder gjort betinget.

Men Ninns ry var ødelagt. Han måtte aflevere sine ordner. Hans gamle embedsmænd døjede med at hilse på ham, når han foroverludende skred gennem Københavns gader.

Ironisk var det, at embedsmændene sidenhen blev frifundet – under henvisning til, at de ikke havde forstået, at ministeriet overtrådte loven. Det sad Ninn imidlertid med rigsrettens dom for, at han havde. Ninns nedtur blev også en nedtur, som hans parti endnu ikke er kommet op fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her