Læsetid: 3 min.

Scandinavian Star: Rigsadvokaten tavs om kritik af dansk efterforskning

Dansk politi svarer gerne på spørgsmål fra norsk politi, men der bliver ingen ny dansk efterforskning af branden på Scandinavian Star. Det oplyser rigsadvokaten i en pressemeddelelse, der går uden om den norske kritik af den tidligere danske efterforskning i sagen
Færgen Scandinavian Star var netop sat i sejlads på ruten Oslo-Frederikshavn, da den første af flere påsatte brande brød ud natten til den 7. april 1990. 159 personer mistede livet, heriblandt 25 børn under 15 år.

Per Lochen

26. september 2014

Når norsk politi genåbner efterforskningen af den påsatte brand på Scandinavian Star, skal de nok få al den konkrete bistand, der »bliver behov for« fra danske myndigheder, men fra dansk side bliver sagen ikke genåbnet.

Sådan lyder beskeden i en pressemeddelelse fra rigsadvokaten, der »fuldt ud« anerkender »de stærke følelser, der fortsat kan være knyttet til denne frygtelige tragedie, der stadig trækker dybe spor så mange år efter«. Rigsadvokaten har bedt Københavns Politi om at »besvare eventuelle spørgsmål fra Oslo Politi« og yde bistand, hvis norsk politi vil foretage »konkrete efterforskningsskridt i Danmark«, men derudover er branden, der i april 1990 kostede 158 personer livet, tilsyneladende et overstået kapitel for rigsadvokaten.

I hvert fald afviser rigsadvokaten over for Information at udtale sig om den kritik, som en specialistgruppe fra Oslo Politi for tre måneder siden kom med af den del af efterforskningen, som de danske myndigheder efter branden var ansvarlige for, nemlig det såkaldte økonomispor om skibets særdeles komplicerede ejer- og rederforhold.

Efter at have pløjet sig gennem mere end 5.000 udleverede sider fra de danske myndigheders efterforskning, konstaterede de norske specialister som tidligere omtalt i Information, at oplysningerne om ejerforholdene hovedsageligt kom fra parterne selv eller deres advokater, og at oplysningerne kun i ringe udstrækning var blevet selvstændigt undersøgt af de danske myndigheder.

Specialistgruppens kritik af de danske myndigheders efterforskning af økonomisporet, som i sin tid hovedsageligt blev gennemført af Frederiksberg Politi, er opsigtsvækkende. Det er nemlig ikke det billede, som rigsadvokaten, Justitsministeriet eller skiftende justitsministre har tegnet, f.eks. når der gennem årene er givet afslag på anmodninger om at få genoptaget efterforskningen af dødsbranden.

Så sent som i marts, tre måneder før offentliggørelsen af den norske specialistrapport, skrev Justits- ministeriet således til ’Støtteforeningen etter Scandinavian Star’ i Norge, at »spørgsmålet om ejerforholdene vedrørende Scandinavian Star allerede har været undergivet omfattende og grundige undersøgelser«.

’Ført bag lyset’

»Det danske folketing må forstå, at de er blevet ført bag lyset om den mest alvorlige kriminelle handling siden krigen, når de af skiftende justitsministre har fået at vide, at de danske undersøgelser af ejerforholdene var tilstrækkelig omfattende og grundige,« siger Jan Harsem fra Støtteforeningen, der har sendt et notat om udmeldingen fra den danske rigsadvokat til Retsudvalget.

»Folketinget må kende sin myndighed og ikke acceptere at få fejlagtige oplysninger år efter år,« lyder opfordringen fra Harsem, der ni gange siden 1996 har fået afslag fra danske myndigheder på enten fornyet granskning med politisk mandat eller genåbning af politiets efterforskning af sagen.

»Hver gang har danske myndigheder afvist anmodningen med henvisning til, at der ikke forelå nye oplysninger, og at sagen var godt undersøgt tidligere,« siger han og tilføjer, at han ikke helt forstår den danske rigsadvokats udmelding om ikke at genåbne sagen. »Efterforskningen af økonomisporet er nu genåbnet, men i regi af norsk og ikke dansk politi. Det burde vække opsigt i Danmark, at et andet land nu overtager efterforskningen af det tema, som der tidligere har været enighed om, at Danmark havde ansvaret for,« siger Jan Harsem, der selv overlevede dødsbranden for snart 25 år siden.

Peter Skaarup (DF) er »overrasket« over den norske kritik af den danske del af efterforskningen, og han vil bede om en vurdering fra justitsminister Karen Hækkerup (S).

I 2008 stillede Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om at nedsætte en undersøgelseskommission, der kunne undersøge dødsbranden, fordi partiet var skeptisk over for, at »Politiet på Frederiksberg, Statsadvokaten og Rigsadvokaten samt Justitsministeriet i en lang række afgørelser siden 1994 har afvist anmodninger om genoptagelse af sagen om skibets ejer-, reder-, operatør- og forsikringsforhold med henvisning til, at sagen var efterforsket og belyst til bunds«, som det hed i forslaget.

»Den norske kritik viser, at der har været noget grundlæggende i vejen med den måde, man har grebet det an på. Det er ikke nok at sige, at nu er nordmændene i gang med noget, og vi samarbejder. Man er også nødt til at svare på, hvorfor man i sin tid ikke har gjort sit fra dansk side,« siger Peter Skaarup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inge Balling
  • Oluf Husted
Inge Balling og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det må vist være på tide, at Justitsministeren og Ombudsmanden indkalder Rigsadvokaten,
Ole Hasselgaard til: "Kammeratlig samtale"

Og de reelle ejere og forsikringserstatningsmodtagere til deres første politiafhøring.

Godt nok på tide- men tidspunktet er i realiteten forpasset, vil jeg tro. 25 år er lang tid i praksis omend ikke principielt.
Hjernestorm på en ordentlig udgang af denne sag er nødvendig.
Muligvis en ombudsmand i et af involverede lande af egen drift kunne efterspørge et r e s p o n s u m fra 3 anerkendte nordiske jurister eventuelt også en amerikansk vedrørende efterforskningen af sagen. Det ville betyde ikke så lidt for retsfølelsen generelt om om kritikken blev taget alvorligt med så meget dokumentation til rådighed.