Læsetid: 2 min.

Den sidste af de store socialdemokrater

Jens Otto Krag havde en sammenhængende vision. Og han fastholdt sit parti som landets største og samlet under hans ledelse
12. september 2014

Store politiske lederskikkelser er en forholdsvis sjælden forekomst. En af dem fødtes i denne måned for 100 år siden: Jens Otto Krag, socialdemokratisk statsminister i det meste af årtiet 1962-72. Information bringer på disse sider et portræt af Krag.

Noget af det særlige ved Krag er, at han havde en sammenhængende politisk vision, som gjorde hans indenrigspolitik og hans udenrigspolitik til et hele: Kun fuld dansk deltagelse i de vestlige landes samarbejde kunne skabe økonomisk fremgang til at virkeliggøre velfærdsstaten, som til gengæld ville give Danmark tyngde i det internationale samarbejde.

LÆS: Jens Otto Krag – stor mand, fjern mand

Noget andet særligt ved Krag er, at han står som den sidste af de ’store’ socialdemokrater: De ledere, der formåede at fastholde deres parti som landets ubestridt største – og loyalt samlet om lederen. Dermed indgår Krag i kongerækken: Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen. Under Krags efterfølger, Anker Jørgensen, begyndte det indre sammenhold at dalre og vælgeropbakningen at smuldre.

Efter Anker Jørgensen er det for alvor gået galt. Man skal nærmest have et rigsarkivs hukommelse for at kunne opregne alle de intriger, socialdemokrater har hærget hinanden med siden 1980’erne – og hvem der har holdt med hvem for og/eller imod hvem.

Kimen lagt

Kimen til partiets indre stridigheder blev ironisk nok lagt af Krags største bedrift: den danske tilslutning til Det Europæiske Fællesskab i 1972. Mange socialdemokrater, især i den yngre Ritt Bjerregaard-Svend Auken-generation, var imod EF; de fleste af dem blev siden tilhængere. Men uroen forblev som politisk-psykisk fænomen i partiet.

For Jens Otto Krag var der ingen tvivl om Socialdemokratiets identitet: Det var små folks store parti. Samfundsopgaven var at løfte mennesker af jævne kår, at gøre dem til selvrådige borgere, politisk, økonomisk og kulturelt. Dette mål – sat af Krag og hans socialdemokratiske generation – er i vid udstrækning nået. Men også heri er en ironi. For med selvrådigheden fulgte en svækket loyalitet over for det parti, der løftede dem op af de usle kår.

Krag antog solidaritet i arbejderbevægelsen for en given sag – bortset fra kommunisterne, som han foragtede.

Men Krag tænkte også rummeligt om hele det danske samfund: Løftelsen af arbejderklassen ville kun lykkes, hvis der var et sammenhængende samfund at løfte arbejderne op i. Andre samfundsgrupper skulle stadig føle stolthed ved at være en del af samme samfund.

Krag var ikke – som senere Venstres Anders Fogh Rasmussen på statsministerposten – en splitter. Krag ville favne, selv om han ikke kunne overvinde sin egen kejtethed. Krag ville også lade Danmark favne den store verden. Han var landets første europæisk – ja, transatlantisk – tænkende partileder.

Det står enhver frit for at gisne om, hvad Jens Otto Krag ville mene om dagens Danmark. Efter befrielsen i 1945 stod Krag for Socialdemokratiets program: Fremtidens Danmark. Meget af det program fik Krag selv gjort til virkelighed. Som nu er fortid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu