Smittede svin og inficeret kød

Antallet af svin i danske besætninger, der er smittet med stafylokokbakterien svine-MRSA, er stigende. Undersøgelser tyder på, at også store mængder svinekød er inficeret. Eksperter advarer mod øget smittefare for mennesker, mens Fødevareministeriet afviser, at inficeret kød udgør ’væsentlig smittefare’
For blot fem år siden var der kun få pakker svinekød, der var inficeret med MRSA-bakterien, men også den andel er steget markant, tyder en ny undersøgelse på

For blot fem år siden var der kun få pakker svinekød, der var inficeret med MRSA-bakterien, men også den andel er steget markant, tyder en ny undersøgelse på

Jakob Dall
25. september 2014

For blot fem år siden viste undersøgelser, at 13 procent af danske slagtesvin bar den multiresistente svine-MRSA-bakterie. Siden er antallet næsten seksdoblet. 77 procent af de undersøgte slagtesvin havde således bakterien, da Fødevarestyrelsen undersøgte niveauet i 2012.

Og for blot fem år siden var der kun få pakker svinekød, der var inficeret med MRSA-bakterien, men også den andel er steget markant, tyder en ny undersøgelse på. TV Syd har bedt Fødevarestyrelsen og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om at analysere 100 pakker svinekød fra 50 forskellige supermarkeder fra 14 forskellige butikskæder i Syd- og Sønderjylland.

Resultaterne viser, at den resistente bakterie sad i 21 procent af pakkerne; en væsentlig stigning siden tidligere undersøgelser, hvor DTU og Fødevarestyrelsen fandt bakterien i 4,6 procent af svinekødspakkerne i 2009, seks procent i 2010 og 10 procent i 2011.

Antallet af mennesker smittet med svine-MRSA i Danmark er ligeledes undergået en voldsom stigning. Statens Serum Institut fandt kun 12 smittede personer i 2007, mens tallet var steget til 643 i 2013.

På baggrund af de resultater vurderer førende eksperter nu, at op i mod 12.000 danskere er smittet uden at vide det. Og nu rejser flere eksperter på området ligeledes tvivl om Fødevareministeriets og Landbrug & Fødevarers udmeldinger om, at smitten fra gris til mand kun går gennem kontakt med dyrene, og at der ikke er nogen »væsentlig smitterisiko«, når svinekød skal tilberedes hjemme i køkkenerne.

Smitte fra kød

Forskerne er uenige i Landbrug & Fødevarers udmelding om, at »bakterien ikke giver sygdomsproblemer hos svin, ligesom kødet fra grisene ikke udgør en risiko for forbrugeren«, som foreningens Videncenter for Svineproduktion skriver på deres hjemmeside.

»Jeg synes, at Landbrug & Fødevarer i den grad har malet sig selv op i et hjørne og har gjort det hele tiden ved at sige, at der ikke er noget at komme efter. De burde have så meget biologisk viden, at de kan regne ud, at vi selvfølgelig kommer til at se smitte via kød,« har professor og forskningsleder ved DTU Fødevareinstituttet Frank Møller Aarestrup sagt til Radio24syv.

Professorens udmelding om, at svine-MRSA kan smitte mennesker gennem svinekødet, bakkes op af både Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge ved Odense Universitetshospital, og vicedirektøren på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen. Mogensen siger til Radio24syv:

»Vi ved fra salmonella, at det kan smitte, hvis man ikke holder en god køkkenhygiejne. Derfor er det ikke overraskende, at MRSA også kan smitte via madlavning.«

Statens Serum Institut har da også fundet bakterien hos fire patienter, som formentligt er blevet smittet efter at have tilberedt kød med MRSA.

Derfor vil instituttet heller ikke afvise, at smitte kan finde sted gennem håndtering af fødevarer, selv om der ikke er en væsentlig risiko for det.

Ikke væsentlig smitterisiko

Fødevarestyrelsens og DTU’s undersøgelse af omfanget af MRSA-bakterien i svinekød inkluderede kun 100 pakker kød, og det betyder, at der er en vis usikkerhed forbundet med resultatet. Iberegnet den statistiske usikkerhed er stigningen dog stadig signifikant.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) forvisser dog forbrugerne om, at det fortsat er trygt at spise svinekød, fordi der ikke er »væsentlig smitterisiko« forbundet med kødet. Det skriver han i en mail til Politiken.

»På baggrund af den årlige overvågning af resistensforekomst i dyr og mennesker vurderer DTU og Statens Serum Institut fortsat, at der ikke er noget, der tyder på, at tilberedning og spisning af kødet udgør en væsentlig smitterisiko«, skriver fødevareministeren.

Fødevaremyndighederne kontrollerede fra 2009 til 2011 dansk svinekød for bakterien, men stoppede derefter. Kontrollen stoppede, fordi myndighederne ikke kunne finde bevis for, at kødet er en smittevej til mennesker.

»Tværtimod peger alt på, at smitten kommer fra levende dyr, og derfor har vi også valgt at lægge vores fokus her. Men får vi ny viden, der giver anledning til at foretage nye tests af kødet, gør vi naturligvis dette«. skriver fødevareministeren til Politiken og siger, at der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal kulegrave, hvordan MRSA-smitten kan bekæmpes.

Menneskesmitte

Svine-MRSA-bakterien sidder i grisens tryne eller på huden, og den voksende smittespredning beror blandt andet på, at antibiotika bliver distribueret til samtlige svin i samme indhegning, hvis blot ét af svinene har behov. Det betyder, at der bliver distribueret store mængder antibiotika til også raske grise. En praksis som ifølge eksperter danner grobund for resistente bakterie såsom svine-MRSA.

Et andet aspekt i den stigende smitte findes ifølge Landbrug og Fødevarer i, at adskillige personer, såsom dyrlæger, rådgivere, kontrollanter og chauffører, besøger flere besætninger dagligt og på den måde kan sprede smitten fra gård til gård. Derudover kan inficerede gnavere også agere smittebærere.

Ifølge Landbrug & Fødevarers Videncenter for Svineproduktion bliver mennesker, der arbejder med svinebesætninger, hvor bakterien florerer, hyppigt også smittede. Her sætter den sig i huden, næsen og svælget. Og mens raske mennesker kan gå i årevis uden at blive syge, kan bakterien medføre livstruende infektioner, hvis den smittede er svækket af eksempelvis anden sygdom eller alderdom. I Danmark er indtil videre fire døde. Alle var de over 51 år, led af andre sygdomme ved siden af MRSA-smitten og havde så vidt vides ingen kontakt til svinelandbrug, skriver Statens Serum Institut i nyhedsbrev om svine-MRSA.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Hos mennesker: Statens Serum Institut har konstateret 643 tilfælde af personer smittet med svine-MRSA i Danmark i 2013. Der blev kun fundet 12 smittede personer i 2007. Men mellem 6.000 og 12.000 mennesker er lige nu – uden de ved det – smittet med svine-MRSA, vurderer førende eksperter på baggrund af statistiske beregninger. Den vurdering betegner Statens Serum Institut som dækkende.

Hos svinene: 13 pct. af danske slagtesvin var smittet med svine-MRSA i 2009. Tre år efter var tallet steget til 77 pct., konstaterer Fødevarestyrelsen. Der er således tale om en seksdobling på få år.

Kilder: Statens Serum Institut, Danmap, Politiken

Manglende europæisk overblik
På EU-plan er der intet overblik over spredningen af den livsfarlige MRSA CC 398-bakterie, også kendt som svine-MRSA. Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med sygdomme laver sammenstillinger af antibiotikaresistente MRSA-bakterier i Europa, men indberetningerne fra de 28 lande er så overordnede, at det er umuligt at afgøre, hvor stor andelen af svine-MRSA er.

Derfor kan der være forekomster af svine-MRSA i Europa, som myndighederne ikke sætter ind over for, fordi ingen kender til dem. Sygdommen kan sprede sig på tværs af lande, når smittede mennesker krydser grænser, og når smågrise og slagtesvin transporteres mellem landene.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Koplev

Igen et eksempel på, at de "ansvarlige" myndigheder tager parti for en pengestærk industri (her svineindustrien) i modstrid til befolkningens interesse.
Deraf en evigt pågående debat, som ligner en skyttegravs-krig.

De "ansvarlige" myndigheder undergraver, ved deres ageren, befolkningens tillid til et demokratisk samfund.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Hvad skal vi med et Fødevareministerium og Landbrug & Fødevarer, der fortsætter med at benægte, når adskillige læger og eksperter siger det modsatte?

Det selvsamme kunne man sige om Sundhedsstyrelsen, som laver fejl og ikke rider samme dag, de sadler.
Det er ret sørgeligt, at alt herhjemme efterhånden drejer sig om økonomi, både sundhed, sygdom og arbejdsmarkedspolitikken. Det er ikke et demokratisk samfund og må imødegås af os, borgerne.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Fugleinfluenza, svin influenza, salmonella, MRSA, butulisme, tuberkulose, borreliaose, meningitis, o m a skidt er desværre en del af den "virkelighed" , som vi lever i.

Men man bør i hvert fald begrænse "naturens orden" når det gælder vores mad - d v s i videst gørligt omfang prøve at undgå , at vores mad kan gøre os syge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth

Det gælder her, som i andre forhold: Sætter man penge over natur og mennesker er der på lang sigt en pris, der skal betales. Både i form af menneskers liv og helbred og i form af penge. Rammes DK af en international boykot af dansk svinekød, vil prisen for danske svineproducenter blive meget høj. Det er ufatteligt, at de ikke kan indse det.

Hermed en opfordring til at boykotte dansk svinekød.

Brugerbillede for Lars B. Jensen

Store svinebesætninger på meget lidt plads kræver forebyggende medicinering for at undgå sygdomme. Så længe vi tillader at så meget svinekød må produceres på så lidt plads i kødfabrikkerne, er det umuligt at undgå at bakterierne udvikler resistens mod antibiotika.
Så må vi bare vænne os til at en del sygdomme igen bliver dødelige, ligesom de var for lidt mere end hundrede år siden inden Alexander Fleming opdagede penicillin.
Vi har et valg: Billigt kød eller muligheden for at overleve en lungebetændelse, hvad er vigtigst ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars B. Jensen

Peter Jensen. Selv om du er veganer, og tillykke med det, så vil du stadig dø p.g.a. multiresistente bakterier hvis du om 10 - 20 år får lungebetændelse.
Hvor meget jeg end respekterer dit valg, så er det nødvendigt med lovgivning. Vi kan ikke vente på at hovedparten af befolkningen køber økologiske fødevarer eller, i den aktuelle problematik, bliver veganere.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Man må foretage den simple konstatering, endnu engang, at menneskeliv vægtes af at være en lavere værdi en svins.
Den forebyggende medicinering af svin og den deraf følgende merfortjeneste er langt mere værdifuld end om nogle mennesker skulle miste livet på grund heraf.

Ikke overraskende for en gammel buschauffør, hvor det samme forhold gør sig gældende i kørehviletids bestemmelserne.
Der beskyttes mennesker såmænd også ringere imod overtrætte chauffører end svinetransporter.

Er det ikke rart at vide, hvad andre regner en for at være værd??

Brugerbillede for Ole Falstoft

De danske svineproducenter ligger som de har redt. Allerede i 80'erne blev der advaret imod de produktionsmetoder som idag er helt dominerende. Men man lyttede ikke.Landbruget vidste selv, hvad der var bedstfor dyrene var argumentet
Man har grebet svineproduktioen an som om det drejer sig om en hvilken som helst anden industrivare. Svin eller legoklodser? Det har drejet sig om det samme: størst mulig produktivtet med færrest mulige omkostninger pr. enhed.
Man har brugt ingeniører til at konstruerer de 'helvedsmaskiner' der kaldes 'produktionssystemer' ud fra denne filisofi: jo mere restriktivt et system jo bedre
Dyrene skal helst ikke bevæge sig for meget for så 'producerer' de mindre
Men landbrugsproduktion blive aldrig det samme som almindelig industrproduktion.
Levende organismer er ikke kun 'agenter', man kan manipulerer rundt med efter behov, men også 'reagenter'. For hver indgreb kommer der et 'svar' før eller siden
Levende organismer er 'elastiske', ændrer man deres omgivelser, ændrer organismerne sig også
I stedet for at modarbejde dyrenes natur med stadig mere restriktive foranstatninger bør man arbejde udfra deres behov. I stedet for at stadig dyrere teknologiske produktionsystemer
bør man tænke på billge lavteknologiske tiltag

Brugerbillede for Britta Hansen

Peter Jensen, bare du havde ret, hvilket du desværre ikke har (omend du som veganer muligvis relativt set har en mindre risiko for at blive smittet end (svine)kødspiserne).

Marker spredes med gylle. Jeg formoder, at du spiser økologisk, men ikke engang dette kan give dig 100% sikkerhed imod smitte, da økologisk landbrug godt må anvende en vis andel konventionell gylle på markerne!

Angående smitteveje:
»Det vigtige må være at undersøge de indirekte smitteveje, hvis man vil gøre mere for at bekæmpe spredningen. Det er meget forudsigeligt, at når reservoiret for bakterien er stort med mange svin, vil risikoen også stige for smitte gennem kød, gylle og luft for eksempel,« siger Frank Aarestrup. (http://ing.dk/artikel/svinefarme-i-nabolaget-mangedobler-risiko-smitte-m...)

Angående gylle i øko-landbrug
Jeg giver mine marker 70 kg N konventionel gylle per hektar. Og det må jeg godt ifølge de danske regler. (http://www.baeredygtigtlandbrug.dk/nyheder/2013/05/oekolog-vi-mangler-og...)

På denne måde kan multiresistente bakterier ende på din fine øko-salat (husk, at skylle den godt!).

Så: kødspiser eller veganer, konventionel eller øko, alle trues af de multiresistente bakterier, der resulterer af massekødproduktionen.

For mig nærmer det sig et direkte overgreb på folkesundheden, der imødegås fra producenterne og ministeren og myndighederne med en ufattelig ligeglad holdning.

Brugerbillede for Henrik Wagner

Det forpester miljøet, truer grundvandet, plager naboerne med stank, og mens nogen krøller tæer over dyremishandlingen, gruer andre over produktionen af multiresistente bakterier eller måber over niveauet af erhvervsstøtte, lobbyisme og EU bureaukrati. Selv de erhvervsdrivende bistandsklienter har det med at klage over dårlig økonomi. Det var næppe gået an hvis det havde været nuttede dyr.

Brugerbillede for poul boie pedersen

Man krummer tæer og må korse sig, når man hører forklaringen på, at MRSA kun smitter ved berøring med dyrene, men ikke igennem kødet. Selv er ignorant som jeg selv, uden udvidet ledvogtereksamen og forstørret indsigt i smittespredning, kan da regne ud, at smitten sker ved berøring med bakterierne, uanset hvor de sidder. Og er der så ikke bakterier i kødet?
Om det får vi at vide:
TV Syd har bedt Fødevarestyrelsen og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om at analysere 100 pakker svinekød fra 50 forskellige supermarkeder fra 14 forskellige butikskæder i Syd- og Sønderjylland.
Resultaterne viser, at den resistente bakterie sad i 21 procent af pakkerne;"!!!
Det er mig en gåde, hvordan nogen normalbegavet person kan påstå, at bakterier på køkkenbordet ikke skulle smitte ved berøring, når de gør det i staldene, og det, for at understrege vanviddet, på trods af, at tilfældene af infektion blandt normale borgere stiger eksplosivt.
Det her er et skrækscenarie, der er under udvikling, og vi venter blot på, at landbrugets helt uansvarlige omgang med antibiotika, der jo også omfatter ulovlig import, fører til resistens i et spektrum af meget mere ubehagelige mikroorganismer.
I mellemtiden kunne man måske begynde at protestere mod Fødevarestyrelsen, landbrugets organisationer og fødevareministerens misbrug af sproget til at påstå, at når noget lort ikke er bevist noget lort, er det helt OK.
Men ihukommer Benny Andersen´s digt om Muddermålet:
Vort muddermål er hæsligt
det har så fæl en klang..
når man lader høns leve på en A4-side, lader soen ligge et helt liv i en farestald på hårdt gulv, uden plads til at bevæge sig, og så påstår at der er taget hensyn til dyrevelfærd. forstår man til fulde, hvad Benny Andersen mener med at Muddermålet er en gammel luder.

Brugerbillede for Lasse Damgaard

Den danske frikadelle er et sygt svin.
- Men den er dansk, og det er trods alt vores kulinariske ophav.

Hvad vil DF ikke sige hvis ikke vi kan konsumere svinet i rå mængder - det er vil være ude med danskheden.

Der er kun en vej frem som andre her i sporet har været inde på - boykot svinekødet så længe det produceres med tonsvis af antibiotika.
Insistere på kun at købe mærket kød- "GARANTERET MRSA FRIT "- også om det vil betyde man importere fra udlandet.
- Der skal efterspørgelse og fravalg fra forbrugernes side, til at ændre på praksis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Thomas Holm
Jeg er ikke i tvivl om, at øko-svinekød også i et eller andet omfang indeholder bakterierne.
Men skal der rettes op på svinekødsproduktionen,
og det synes jeg der skal,
så svin får et anstændigt liv uden forebyggende penicillin-behandling,
og man, som jeg,
stadig gerne vil spise svinekød,
så er øko- eller frilandssvin den mulighed, der er.

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

Det nytter altså ikke at skyde på landbruget, som jo agerer indenfor de rammer samfundet fastlægger.
Nøjagtigt ligesom alle andre individder.
Men rammerne har været forkert sat af lige så grådige politikere.
grådigheden har bare gjaldt stemmer og ikke svinekød.
Stemmer der kunne fremme egen interesse og karriere, så skidt med følgerne.
der kommer jo nok en rigtig god løsning i morgen??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Holm

Lise Lotte,

Jeg har dem lidt radikale holdning at MRSA is svin simpelthen bare skal udryddes. Forefindes den i et svin, så skal hele besætningen slåes ned og destrueres, på landmandens regning naturligvis.

Hvis det gennemføres konsekvent og kontant, så vil landbruget nok blive MRSA-fri meget hurtigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Pelle Palm

Meget få kommentarer beskæftiger sig med det centrale i hele denne tragedie - dyrene. Vi ser det fra vores synspunkt. Hvis problemet skal løses skal"hele besætningen slås ned og destrueres." Nej, den enkleste måde at komme denne mishandling af levende væsener til livs, er at erkende vores ansvar over for dyrene. Vi SKAL ikke have svinekød for at leve, og vi behøver ikke at købe svinekød af landmænd der mishandler deres dyr på denne horrible måde. Lad være med som forbruger at understøtte denne uværdige produktion - det er virkelig enkelt at løse dette problem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jan williams

Og så en artikel, der er værd at kaste et blik, er at finde i Landbrugsavisen der i dag har én med titlen "global alarm over multiresistente bakterier"

http://www.landbrugsavisen.dk/Nyheder/Netnyheder/2014/9/26/Globalalarmov...

Nuvel, problemet er jo generelt desværre det, at antibiotika bruges med en alt for rund hånd såvel til dyr som til mennesker, eksempelvis brugte vi herhjemme i 2012 omkring 49 tons til mennesker og 122 tons til dyr, og hvoraf de cirka 90 tons blev brugt i svinestaldene.

Denne gave, som Alexander Flemming gav menneskeden ganske gratis tilbage i slutningen af 1920-erne, den forvaltes virkelig på en lemfældig måde, for når der eksempelvis bruges omkring 90 tons antibiotika i de danske svinestalde, så er det fordi svineproduktionen arbejder mod og ikke med på naturens præmisser.

For når smågrisene tages fra soen før deres små maver er "kampklare" til den almindelig foder, så bliver mange af dem syge og vupti, så får de antibiotika blandet i fodret! Landmanden gør sådan set ikke noget forkert i henhold til de gældende love, og som siden omkring årtusindskiftet påbyder at man ikke bare må blande antibiotika i fodret med rund hånd, men kun når der er nødvendigt! Og det er det jo, når smågrisene bliver syge!

Kort sagt: dermed er hele set-uppet med det industrialiserede landbrug, være sig burhøns, svineproduktion, køer der aldrig kommer på græs, overgødskning, etc., i bund og grund naturstridigt.

Go' weekend

Brugerbillede for Robert  Kroll

Den officielle statistik (Statens Seruminstitut) siger , at 1241 mennesker er døde af blodforgiftning som følge af stafylokokker i 5-års perioden 2009 - 2013-

MRSA-"andelen" ( altså alle MRSA'er inklusive "svine-MRSA'en") af disse dødsfald var 27

"Svine-MRSA'ens andel" var 3 ( hvortil kommer foreløbig 1 dødsfald i indeværende år).

Det årlige danske antal dødsfald er ca 52.000 , og den største "dræber" er kræft - så vidt jeg kan se, så er der vist ikke nogen angivelse af antallet af dødsfald forårsaget af dårlige fødevarer ? -det kunne være interessant at få et sådant tal ?.

Selvfølgelig skal "svine-MRSA'en" udryddes, men vi får nok den sædvanlige snak om, at man måske kunne "spare" flere dødsfald ved at satse pengene på at eliminere andre "dræbere" ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Hansen

Ing.dk er en meget god kilde for at høre kritiske stemmer i forskermiljøet (tak for dit link også, Anne Eriksen).

Diskussionen om hvorvidt MRSA-bakterier kan smitte via kødet eller ej minder mig igen om den gamle Semmelweis-sag, hvor det også og efter sigende specielt var danske læger, der forhånende benægtede, at manglende håndvask (hygiejne!!) kunne være årsag til barselsfeber med døden til følge for så mange kvinder.

Da jeg stadig den dag i dag ser folk, der nyser i hænderne for derefter direkte at bruge dem videre hvor de står og går, tvivler jeg stærkt på, at hygiejnen i køkkenerne i hjemmene kan være i top. Smittefaren er tilstede (og det er jo ikke kun svinekød, men i den grad også kyllinge- og kalkunkød, m.v.).

http://ing.dk/artikel/forskere-myndighederne-vildleder-mrsa-kan-smitte-g...

Nej, jeg er for længst stået af. Det forlyder, at det, at stoppe med at spise kød er (noget af) det bedste den enkelte kan gøre som indsats mod klimaforandringer. Det er i hvert fald et af mine bidrag. Og aldrig har jeg savnet noget mindre end kød. Og slet ikke, når skandalerne fortsætter i ét væk og dyreplageriet bliver mere og mere omfattende for hver dag der går (ikke kun i DK men globalt).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lund

Dansk landbrug er lig med en føde Mafia. Hvis ikke de begynder at vågne op på Axelborg så skal landbruget have endnu mere støtte. Desvære, er det en industri som ikke underlagt normale markedsreguleringer. Det er et monopol som skalter og valter med folks helbred. Fødevareministeren er mere interesseret i at kåre Danmarks nationalret end at Landbruget leverer sunde produkter.

Brugerbillede for Anders Feder

Robert Kroll: "Selvfølgelig skal "svine-MRSA'en" udryddes, men vi får nok den sædvanlige snak om, at man måske kunne "spare" flere dødsfald ved at satse pengene på at eliminere andre "dræbere" ?"

Hvilke penge? Mener du at landbruget er villige til donere gigantiske beløb til Kræftens Bekæmpelse hvis de bliver fritaget for at bekæmpe svine-MRSA?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Anders Feder ( kl 11.40)

Enhver produktionsudgift ( lønninger, forsikringer, råvareindkøb, bygningsvedligehold o s v o s v) bliver betalt af den pris færdigvaren sælges for ( ellers går man konkurs).

Så det er altid køberne af en vare, der betaler "gildet".

Hvis udgiften væltes over på landbruget, så bliver det i sidste ende forbrugerne( af svinekød) , der kommer til at betale - og hvis staten betaler, så er det alle skatteydere, der deler regningen.

Staten kan nok ikke helt undslå for at bidrage sig al den stund, at det er staten, der sidde med kontrolbeføjelserne samt den fornødne viden og har været særdeles efterladende ( inkompetence ?) med at gribe ind medens tid var ? Det er i sidste ende et politisk ansvar at tage stilling til dette.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Ole Falstoft (12.33)

Mit point er blot, at vi ( som jeg anfører) har tal for kræft ( som alle med rette fokuserer på i debatterne), men tilsyneladende har ingen lavet en statistisk opgørelse for dårlige fødevarer som årsag.

I øvrigt kan visse typer dårlige fødevarer ( f eks med mange pesticider o l ) formentlig give kræftdødsfald.

Man kan godt sammenligne og sammenholde , hvis man skal i dybden m h t årsagssammenhænge og valg af overordnede prioriteter, afgrænsninger o s v

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Feder

I øvrigt er det forkert når Kroll anfører at "Hvis udgiften væltes over på landbruget, så bliver det i sidste ende forbrugerne (af svinekød), der kommer til at betale". Den pris forbrugerne skal betale bestemmes af markedsudviklingen - ikke af landbrugets udgifter. I dag kan industrilandbrug beholde en betydelig del af prisen selv (profit) fordi de gennem flokmedicinering og andre kyniske metoder kan holde omkostningerne nede. En del af profitten kan de endvidere bruge til at underbyde og derved udkonkurrere mindre kyniske landbrug som bruger flere ressourcer på fødevaresikkerheden. Kun gennem lovgivning kan man sikre at alle landbrug bruger en del af deres profit på at bekæmpe den epidemi de selv har skabt. Går nogle landbrug konkurs på den konto har de kun landbruget og svineavlernes egen lave moral at takke for det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hareskov

Vi burde ikke acceptere den produktionsform man her i landet bruger til svineproduktion.
MRSA kan udryddes ved at anvende et naturpræparat i stedet for antibiotika. Men de danske myndigheder anerkender ikke empiri til godkendelse af nye lægemidler. Og da naturen ikke kan patenteres vil ingen betale de nødvendige afprøvninger.
Men selv om vi gik over til naturpræparatet og MRSA derved blev udryddet er der stadig problemer.
Produktionsform, (læs pladsmangel) og køretur til slagteriet udløser stres hos dyrene. Kødet vil derfor altid indeholde stres hormoner og det smager ikke godt. Mærk lige efter sidste gang du satte tænderne i en svinekotelet. Hvad smagte den af ? Ingenting.
Jeg har smagt svinekød fra dyr, som havde masser af plads under opvæksten og som blev aflivet på gården. Det smagte næsten som kalvekød.
Jo længere man bevæger sig væk fra naturen jo ringere bliver tingene.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Anders Feder ( kl 14..05)

Din betragtning om markedsudviklingen er vel næppe realistisk, idet danske svinekødsudskæringer vel er markeds-dominerende i Danmark og dermed prissættende ?

På eksportmarkederne skal danske landmænd derimod konkurrere med hollændere, spaniere, italienere , tyskere polakker o s v o s v , så der er det svært at lave ensidige prisforhøjelser for at dække meromkostninger uden at tabe markedsandele.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Feder

Robert Kroll: Prissættende er dem som tilbyder det bedste produkt til den laveste pris. At nogle danske svinefabrikker risikerer at skulle sætte prisen op for at bekæmpe de sygdomme de har introduceret i deres besætninger medfører ikke danske forbrugere er forpligtet til at købe fra dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nikolaj de Fine Licht

Jeg er ked af at skulle lægge et erhverv for had, men sådan er det: de landmænd, der udfører svineproduktion på de vilkår, der er tale om her, er slet og ret nogle infame, egoistiske skidderikker.

Det drejer sig i realieten om ganske få mennesker, der således med deres direkte aktive indsats er ved at sætte en hel befolknings helbredstilstand over styr. Det kan nok være, at der er en landbrugsmafia - det er jeg sådanset overhovedet ikke i tvivl om - men der er altså nogle mennesker, der aktivt udfører dette ubeskriveligt destruktive arbejde.

Der eksisterer ingen undskyldning à la "jamen de har også familie, udgifter og gæld, der skal betales af på", for i sidste ende er det det enkelte menneskes eget eksistensielle valg, hvordan man vil være i denne verden. Kan de fleste ihvertfald hurtigt blive enige om, når det gælder en "Dovne Robert" eller deslige. Som jo trods alt blot er nogle sociale små-bedragere, mens vi her taler om mennesker, der aktivt, mod bedre vidende systematisk ødelægger livsvilkår og fremtid med uoverskuelige konsekvenser for en hel befolkning.

Jeg synes de skal hænges ud allesammen - med navns nævnelse og det hele. Ihvertfald sålænge vi har en sladderpresse, der finder det passende at hænge alt muligt langt mindre kritisabelt ud. Disse landmænd har efter min mening intet krav på beskyttelse, da de er ved at smadre vores samfund. Den eneste forskel er, at de ikke står med geværer og skyder men benytter bakteriel krigsførelse.

Jeg beklager - jeg er ikke i stand til at se det anderledes men vil gerne belæres om, hvor det er, jeg måtte tage fejl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Da man man mund og klovsygen i dansk landbrug var sagen klar: der blev indført en smittefri zone rundt om udbruddet. Og alle grise blev destrueret. Hvorfor man ikke gør det samme ved de svinebesætninger som har MRSA ved jeg altså ikke..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Hansen

Jeg ved det heller ikke, Karsten. Men måske er problemet simpelthen for omfattende og fordi de ansvarlige ved, at det eneste, der i sidste ende kan afhjælpe problemet, vil være, komplet at afvikle for derefter at omlægge produktionen af (bl.a.) svinekødet. Og det er industrien ikke indstillet på, og det er politikken ikke indstillet på.

Og tænk, hvilken inhuman katastrofe det ville være, at slå millioner og atter millioner dyr ihjel...for så at starte forfra i samme rille. Jeg tør knapt nok tænke tanken.

anbefalede denne kommentar