Baggrund
Læsetid: 7 min.

Sol og vind – med storkapitalen

Udviklingen fra de første danske mølle­eksperimenter i 1970’erne og til nu har været enorm. Men tidspresset fra klimatruslen gør, at de helt store spillere må gå forrest
Udviklingen fra de første danske mølle­eksperimenter i 1970’erne og til nu har været enorm. Men tidspresset fra klimatruslen gør, at de helt store spillere må gå forrest

Sofie Holm Larsen/iBureauet

Indland
1. oktober 2014

Det er næsten 40 år siden. På NOAH’s ø-lejr ved Rugård Strand nær Grenå rejser deltagerne i juni 1975 en lille vindmølle med et tårn af granrafter. Vingerne af glasfiber er på forhånd støbt hjemme i entreen hos den unge energientusiast Erik Grove-Nielsen. Møllens kapacitet er 300 watt, nok til at holde ø-lejrens køleskab kørende.

Ovre ved Herning eksperimenterer tømrer Christian Riisager med at udvikle sin egen vindmølle. En dag i efteråret slutter han for første gang sin 1.500 watt-mølle til elnettet – hustruen står i kælderen og ser måleren løbe baglæns. Informations medarbejder Torgny Møller bliver så begejstret over bedriften, at han året efter køber den første Riisager-mølle og opstiller den ved sit hjem på Mols.

Samtidig har et hold elever og lærere ved Det Nødvendige Seminarium i Ulfborg påbegyndt opførelsen af et ganske anderledes ambitiøst vindmølleprojekt, Tvindmøllen, med en vingediameter på 54 meter og en kapacitet på to megawatt, to millioner watt. Suverænt verdens største mølle på det tidspunkt.

Mange besøger møllebyggerne i Ulfborg og henter tro på nye muligheder. En blanding af folk med politiske visioner om indrette samfundet bæredygtigt, andre med tekniske og håndværksmæssige færdigheder, ganske få med sans for forretning. De nysgerrige er folk som den unge student Henrik Stiesdal, der med sin far besøger byggepladsen. Stærkt inspireret af tvindfolkene tager han hjem og laver en lille håndholdt vindrotor på en meter i diameter. Hvad det fører med sig, vender vi tilbage til.

Den midlertidige NOAH-mølle, Riisagers første mølle og den permanente Tvindmølle – den kører stadig – rejses samme år, som det svenske atomkraftværk ved Barsebäck sættes i drift.

Den daværende formand for regeringens energiråd, den fremtrædende SF’er Morten Lange, har i 1976 denne karakteristik af de danskere, der siger »Hva’ ska’ ind? Sol og vind« og går i demonstration mod atomkraft:

»Modstanden er jo led i en ganske almindelig ’religiøs’ bølge sat i gang af barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere.«

Nu har Barsebäck-værket været lukket og slukket i snart 10 år. Rundtom i Danmark snurrer 5.190 møller, og vindkraften leverer 40 pct. af landets elforsyning. Den danske vindmølleindustri har en omsætning på godt 80 milliarder kr., eksporterer for 48,7 mia. og beskæftiger 27.490 medarbejdere. Alene i Holstebro Kommune, hvor Tvindmøllen står, er der i dag installeret, hvad der svarer til næsten 40 tvindmøller, og i nabokommunen Ringkøbing-Skjern rejstes bare sidste år ny møllekapacitet svarende til 70 tvindmøller. De seneste 12 måneder har de hjemlige møller sparet godt fire mio. ton kul og afværget en udledning af 9,7 mio. ton CO2. Hvem sagde barfodsgængere og hjemmefødere?

Den danske vindmøllehistorie er både central og illustrativ for den grønne omstilling af verdens energisystem, som i disse år tager fart. Vindkraft er ligesom solenergi blevet big business, en international megatrend med vækstrater, der overtrumfer alle andre energiformer og langsomt, men sikkert flytter energiforsyningen fra fossil til vedvarende, fra sort til grøn.

Kina i spidsen

Det, der batter i spørgsmålet om at nedbringe afhængigheden af fossil energi og presset på klimaet, er udviklingen i regioner som EU, USA og Kina, der tilsammen står for 70 pct. af verdens kulforbrug, 47 pct. af olieforbruget og 40 pct. af gasforbruget. I alle tre regioner er der fuld fart på investeringerne i vedvarende energi.Stærkest går det i Kina.

»Gamesa underskriver aftale om 150 megawatt i Kina« lød forleden en overskrift i branchetidsskriftet Windpower Monthly om den spanske vindmølleproducent Gamesas seneste kinesiske ordre. Samme tidsskrift berettede tidligere i september om en kinesisk ordre på 48 megawatt til Gamesa, foruden 100 megawatt i maj, 49,3 megawatt i marts …

Også andre mølleproducenter får hele tiden nye ordrer, og Kina nåede i juni op på at have 30 pct. af den globalt installerede vindmøllekapacitet eller lige så meget som de to næste på listen – USA og Tyskland – tilsammen. Hver fjerde måned lægges lige så megen ny kinesisk kapacitet til, som der totalt er installeret i Danmark. Næsten halvdelen af den globale vindkapacitet, der kom til sidste år, rejstes i Kina.

Efter Kina kommer USA, der har præsteret en vækst på næsten 40 pct. siden begyndelsen af 2011 og i dag har knap to tredjedele af den kinesiske kapacitet.

Et eksempel på udviklingen er oliestaten Texas, hvis vindkraftkapacitet nu er den største i USA og to en halv gange Danmarks. Sidste år genererede Texas’ vindmøller el svarende til behovet i 3,3 mio. husstande. Om tre år ventes kapaciteten fordoblet. I delstater som Iowa og South Dakota er vindkraften helt oppe på at dække 27,4 og 26 pct. af elforsyningen.

For USA som helhed har vinden »leveret 30 pct. af al ny elproduktionskapacitet gennem de seneste fem år,« skriver American Wind Energy Association. Fire elselskaber har netop annonceret et projekt for en gigantisk vindmøllepark på 2.100 megawatt – svarende til tre en halv Barsebäck-reaktor – til dækning af det meste af Los Angeles’ elbehov.

På den globale rangliste er Tyskland nummer tre, men det er bemærkelsesværdigt, at de højeste vækstrater for vindkraften ifølge World Wind Energy Association (WWEA) nu optræder i lande som Mexico, Brasilien, Polen, Tyrkiet, Rumænien, Ukraine og Chile foruden Storbritannien og Canada. Mange nye lande har altså opdaget vindkraftens muligheder og er på vej med hidsige vækstrater på 25-70 pct.

Danmark, hvor det hele begyndte, er i dag nr. 10 på den globale liste over installeret kapacitet, men dog stadig nr. ét, når det gælder vindkraft-el pr. indbygger.

Konkurrencedygtige

Billedet er det samme for solenergien. Vindmøllerne har et forspring, men elkapaciteten i solcelleanlæg vokser i dag hidsigere end vindmøllekapaciteten. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) er der de seneste fire år globalt tilføjet 49 pct. mere solenergi hvert år, hvilket giver en større ny solcellekapacitet end i de forudgående fire årtier tilsammen. I 2013 blev der installeret 40.300 megawatt sol mod 35.500 megawatt vind.

»I 2013 blev nye systemer installeret med en hastighed af 100 megawatt om dagen,« skriver agenturet i rapporten Technology Roadmap – Solar Photovoltaic Energy 2014. Hovedforklaringen er enorme prisfald. Ifølge IEA koster solcellemoduler i dag kun godt en hundreddel af prisen, da udviklingen begyndte i 1970’erne.

»Prisen på celler og moduler faldt hastigt fra fire dollar pr. watt i 2008 til 0,8 dollar pr. watt i 2012,« skriver IEA.

»Vi plejede at sige, at en skønne dag ville sol og vind blive konkurrencedygtig med konventionel elproduktion. Nu er det så en skønne dag,« sagde i forrige uge George Bilicic, chef for energi og infrastruktur hos det finansielle rådgivningsfirma Lazard, til Financial Times.

Ifølge Lazard er el fra både større vindmøller og solcelleanlæg nu billigere i USA end el fra atomkraft, kul og dieselgeneratorer.

Konsekvensen af denne accelererede udvikling er ifølge FN’s Miljøprogram UNEP, at der i 2013 globalt blev investeret for 1.265 milliarder kr. i vedvarende energi. Godt 43 pct. af al ny elproduktionskapacitet i verden udgjordes sidste år af vedvarende energi, primært sol og vind. Det sparede atmosfæren for 1,2 milliarder ton CO2 og gav beskæftigelse til 6,5 mio. mennesker.

Det store spring

Denne udvikling fra de første eksperimenter i 1975 på NOAH’s ø-lejr, hos Christian Riisager og omkring Tvindmøllen har også medført, at den grønne omstilling af energisystemet nu helt overvejende forestås af store multinationale virksomheder. Transnationale elselskaber som DONG Energy, Vattenfall og RWE på vore breddegrader. Globale vindmøllekoncerner som Vestas, Siemens, Gamesa, Goldwin og General Electric. Gigantiske solenergiproducenter som Suntech, JA Solar, Yingli Solar, Trina Solar – alle kinesiske – samt japanske Sharp Solar og amerikanske First Solar.

Hos en af de største i vindbranchen, Siemens Windpower, sidder Henrik Stiesdal. Der var ham, der i 70’erne hentede inspiration ved Tvindmøllen og gik hjem og eksperimenterede.

Det var også ham, der i 1979 ringede til Maskinfabrikken Vestas og foreslog et samarbejde – starten på vindmølleeventyret hos Vestas, hvor Stiesdal arbejdede frem til 1986. I dag er han chief technology officer hos konkurrenten Siemens. Om den lange rejse siger han:

»I starten tænkte man, at det kunne være skægt, hvis Danmark kunne komme op på 10 pct. af sin elforsyning fra vind. Nu er vi oppe på 40 pct. – havde man sagt det dengang, var man blevet latterliggjort. I dag må vi sige, at projektet i den grad er lykkedes.«

»Men der er stadig meget stærke kræfter, der med mange, mange penge søger at sikre en blivende afhængighed af fossile brændstoffer. Fra den kant kan vi møde endnu stærkere modstand end nu, og i den situation er det så afgørende, at det nu er demonstreret, at det virker med vedvarende energi til en realistisk pris,« siger Henrik Stiesdal.

Siemens er i dag en toptrimmet koncern med 11.000 medarbejdere i benhård global konkurrence. Det var hyggeligere, dengang man kendte bogholderen i firmaet, siger Stiesdal, ligesom han tænker med veneration på visionerne om, at omstillingen til sol og vind skal drives af lokale, folkelige fællesskaber.

»Jeg har stadig sympati for ideen, den kommer bare ikke til at levere varen,« siger han med henvisning til, at man trods den buldrende globale vækst for vind og sol stadig kun er nået op på, at 8,5 pct. af verdens elforbrug dækkes af disse to klimavenlige energikilder. Verden er stadig på skæbnesvanger kurs mod temperaturstigninger over smertegrænsen på to grader.

»Hvis varen skal leveres for klimaet, er vi nødt til at give køb på den sympatiske idé om, at dette skal være lokalt forankret. Det må vige for kravet om at sikre rigtig mange megawatt. Det kan kun gøres i et system, der har de nødvendige kapital- og investeringsmuligheder, som findes i storindustrien,« siger vindkraftpioneren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Tastrup

Når nu skribenten kaster sig ud i de danske vindmøllers historie spejder man forgæves efter Gedsermøllen. Den startede en succesfuld produktion af strøm i 1957 og kaldes af ingeniører for den moderne vindmølles moder. Møllen står der for øvrigt stadig og snurrer - men med en moderne "hat" på.