Læsetid: 3 min.

Trine Bramsen: Det ene udelukker ikke det andet

Tilliden mellem borgere og politi er afgørende for politiets arbejde. Men der er brug for både bløde og hårde ’redskaber’ i politiets værktøjskasse, mener Socialdemokraternes retsordfører
24. september 2014

Blødere tiltag, som har til hensigt at skabe mere tillid mellem borgere og politi, går fint hånd i hånd med en kontant indsats over for kriminalitet i udsatte boligområder. Det mener Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen.

»Det ene udelukker ikke det andet,« siger hun.

»Vi har et meget stort fokus på at højne trygheden i særligt de udsatte boligområder. Det involverer både en politiindsats og i høj grad også andre alternative indsatser.«

Som eksempel nævner Trine Bramsen Vollsmose i det vestlige Odense, hvor trygheden ifølge hende er blevet højnet med den sociale indsats ’dialogprojektet’ og cyklende politibetjente. I København findes ordningen ’Din betjent’, hvor synlige gadebetjente skal skabe tryghed og forebygge kriminalitet ved at gå i dialog med borgerne.

»Man løser ikke problemerne i de områder ved bare at sende så mange patruljebiler som muligt. Det kræver også en styrkelse af de øvrige indsatser, og jeg mener, der er grund til at fortsætte ad det spor, som vi har lagt i flerårsaftalen for politiets budget, hvor vi har sat penge af til den slags,« siger Trine Bramsen.

Hun foreslår desuden at udbrede nogle af de initiativer, som har vist sig at have en effekt, til andre områder med lignende problemer. Skiftende regeringer har i de seneste år givet politiet flere beføjelser til at bekæmpe kriminalitet. Og der er ikke kun tale om de blødere initiativer.

De rette redskaber

Siden 2004 har politiet haft mulighed for at oprette såkaldte »visitationszoner« og visitere personer eller biler uden konkret mistanke, som det ellers normalt kræves i retsplejeloven.

Sociologisk forskning viser, at det er afgørende for politiets indsats i lokalområder, at der hersker tillid mellem borgerne og politiet. Uden tillid er det svært at få folk til at vidne eller samarbejde med politiet.

Ifølge ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, Jon Lund Elbek, er der derfor god grund til at satse mere på de tillidsskabende initiativer. Trine Bramsen mener imidlertid, at det bør være op til de enkelte politikredse at vurdere, hvilke »redskaber« der fungerer bedst i en konkret situation.

– Kan man skabe mere tillid til politiet, når man samtidig giver politiet tilladelse til at bruge endnu mere indgribende metoder, såsom visitationszoner, i bekæmpelsen af kriminalitet?

»Det mener jeg sagtens, at man kan,« siger Trine Bramsen.

»Det er op til os politikere at sørge for, at de rette redskaber er til rådighed, men det er op til de lokale politikredse at bruge redskaberne, afhængigt af hvordan situationen er. Nogle gange er der brug for de hårde redskaber, og i andre situationer er der brug for de bløde.«

–Risikerer man ikke netop at skabe mindre tillid mellem politiet og den gruppe af primært unge mennesker, som man gerne skulle skabe tillid til, ved at bevare visitationszonerne?

»Visitationszoner skal jo kun bruges i de situationer, hvor der er nogle aktuelle problemer. Hvis der er nogle problemer med eksempelvis bander eller våbenbesiddelse, så er det nødvendigt at sætte ind, og der er visitationszonerne et redskab. Det handler om tryghed for de mange, og der bliver man nødt til at få hånd om banderne og få udryddet våbnene, for at det ikke skal kamme over.«

– Så du mener ikke, at man risikerer at skabe mindre tillid mellem politiet og de unge, man gerne vil nå ud til?

»Ikke så længe redskaberne bruges afhængigt af situationen. Det er situationen og trusselsniveauet, der skal afgøre, hvilke redskaber man bruger. Og der er det op til os på Christiansborg at sikre, at politiet har de rigtige redskaber i redskabskassen, så de kan bruge dem til den situation, der er lokalt. Det er lige præcis dét, der skal sikre, at borgerne opnår en tryghed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

hvis politiet og de enkelte politimestre mv skal bestemme om der skak indføres visitationszoner - forebyggende tilbageholdelser osv. - er det virkeligt et sådan land TB og socialdemokraterne ønsker at leve i?

Hvorfor har regeringen ikke indført nummer på politiets uniformer så borgerne kan klage over emsige betjente. Det kan vel i høj grad øge tilliden mellem borgerne og politiet. Men her er TB mere tøvende.