Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Jeg ved jo godt, at jeg ikke bliver rask’

Uhelbredelig sygdom er en betingelse for at få en seng på Palliativ Enhed i Frederikssund, som lindrer fysiske og mentale smerter hos kræftpatienter som Jens Thorman
67-årige Jens Thorman er kræftpatient og har siden den 27. august været indlagt på Palliativ Enhed på Nordsjællands Hospital i Frederikssund.

Tor Birk Trads

Indland
1. oktober 2014

Jens Thorman glæder sig til senere i dag at få massage mod den ophobede væske i sin krop, som er en af kræftsygdommens følger. Selv om han godt ved, at der ikke længere findes en kur mod kræften, giver det mening af få lindret nogle af de andre smerter, som følger med det at være uhelbredeligt syg.

»Ingen behandling kan gøre mig rask. Jeg ved godt, jeg ikke kommer til at cykle 30 kilometer igen. Men her kan jeg få en behandling, der virker på en måde, så jeg kan være til stede og nyde de ting, der betyder noget nu og her,« siger 67-årige Jens Thorman, som iklædt hvidt hospitalstøj sidder op i sin seng.

Til venstre for ham står et højt bord med en kande vand og dagens BT foruden en dåse orange Fanta, som lyser op i de hvide omgivelser. Jens Thorman har kort gråt hår og en anelse skæg. Et armbåndsur glimter frem for enden af frottétrøjens ærme, men ellers er der ikke så meget glans over rummet eller Jens Thorman. For fire år siden fik han konstateret prostatacancer, men flere indlæggelser på Herlev Sygehus og kemoforløb senere er der i dag ikke mere at gøre for at komme kræften til livs.

Jens Thorman er en af de kræftpatienter, som 96 procent af den specialiserede lindring gik til i 2013. Det viser en årsrapport fra Dansk Palliativ Database. Siden den 27. august har Jens Thorman været indlagt på Palliativ Enhed på Nordsjællands Hospital i Frederikssund, der sætter ind med lindring, hvor helbredelse ikke længere er en mulighed. Her er uhelbredelig kræft en forudsætning for at komme til at ligge i en af afdelingens 10 senge.

Afdelingen har tilknyttet et såkaldt palliativt team, som er et blandt landets 27 team, der giver en lindrende behandling til patienter med livstruende sygdom. Ifølge Sundhedsstyrelsen, som følger WHO’s anbefalinger, er palliation en helhedsorienteret indsats og vedrører psykiske, fysiske, sociale og eksistentielle problemstillinger.

Ensidig helbredelse

Om vigtigheden af andet end ’blot’ helbredende behandling siger professor i palliation ved Københavns Universitet Mogens Grønvold:

»At gøre folk raske er kun en side af sagen. Her er sundhedsvæsenet i reglen meget effektivt. Det er selvfølgelig også vigtigt, men det mere udefinerbare og bløde glider i baggrunden. Kvaliteten af den lindrende behandling er ikke altid optimal. Og det kan føre til, at livskvaliteten i den sidste tid ikke er så god, som den kunne have været.«

For at få den anden side med, tilføjer han, er det vigtigt at tale med patienter om eksempelvis åndelige emner, der følger med livstruslen.

Derfor holder Frederikssunds palliative enhed hver tirsdag et tværfagligt møde. Med om bordet sidder udover læger og sygeplejersker også en fysioterapeut, en social- rådgiver, en psykolog og en præst. Det betyder rigtig meget for Jens Thorman, at det ikke kun er den fysiske smertelindring, som hospitalet er opmærksom på, men også den mentale.

»Her når de hele vejen rundt om én. At de tager toppen af mine smerter, betyder bare, at jeg kan være mere til stede og have overskud til det nære, som jo er det, der betyder mest nu,« fortæller han.

Den onsdag i september, hvor Information besøger Jens Thorman, glæder han sig til at få besøg af både sin voksne søn og sin kæreste gennem 30 år. Det er meningen, at de skal komme, når Jens Thorman har hvilet sig ovenpå massagen og spist frokost i lænestolen med høj ryg, som står ved siden af sengen. I stolen er han tættere på eneværelsets store vinduesparti og efterårslandskabet på den anden side, som Jens Thorman holder af at betragte.

»En diagnose ændrer pludselig verden for én. Om græsset lige er blevet slået for nyligt, er ikke længere væsentligt. Efter jeg har fået konstateret kræft, er det blevet vigtigere for mig at være mere sammen med min familie.«

Livet til overvejelse

Det med at revurdere livet er nu ikke helt nyt for Jens Thorman. Som 60-årig, inden han fik stillet sin kræftdiagnose, besluttede han at skifte sit mangeårige job som maskiningeniør ud til fordel for et på kunstmuseet Louisiana, hvor han har haft ansvaret for museets sikkerhedssystem.

»Jeg håber sådan, at jeg kan nå at se Olafur Eliassons vandfald,« siger Jens Thorman med henvisning til den islandske kunstners soloudstilling på Louisiana. Hvis det står til den tidligere maskiningeniør, skal han nemlig ikke blive i hospitalssengen, indtil han dør: »Jeg skal jo ikke være her for evigt, altså her på afdelingen,« siger han og griner lavmælt, selv om han godt ved, at hans sygdomsforløb er i den såkaldte sene palliative fase.

Om den forklarer overlæge på den palliative enhed i Frederikssund Gitte Juhl, at canceren har spredt sig til organer og derfor er svær at holde nede. Det betyder oftest, at patienten har måneder tilbage at leve i, ikke år.

»I den sene fase skal der ikke ret meget til, før kurven knækker og en simpel urinvejsinfektion gør en patients tilstand rigtig dårlig. Derfor skal du som patient nå det vigtigste, for du ved ikke, hvad morgendagen bringer,« forklarer Gitte Juhl.

Ærlig medicin

Sammen med kemo, blodtransfusion og kunstig ernæring indebærer den palliative medicin samtaler om ønsker for livet og døden. Ifølge Gitte Juhl er ’ærlighed’ et afgørende redskab i palliativt arbejde.

Når en patient tjekker ind på afdelingen, gør lægen derfor meget ud af nænsomt at informere patienten om, hvor fremskreden sygdommen er, hvis patienten ønsker denne information.

»Et menneske må være oplyst om sin sygdom for at kunne træffe beslutninger om også den sidste del af sit liv,« siger Gitte Juhl og tilføjer:

»Vi opbygger et tillidsforhold. De her mennesker skal jo tage afsked med livet og deres pårørende. Så den dag jeg siger, ’nu nærmer det sig’, skal patienten kunne stole på, at jeg har ret.«

Den lindrende indsats på afdelingen indebærer desuden, at personalet hjælper, hvis en patient ønsker at udtrykke sin kærlighed til sine børn, men har svært ved det. I sådanne tilfælde sørger personalet for, at familien kommer til afdelingen, så alt det, der skal siges, kan blive sagt. For Jens Thorman har det også været svært at tale om døden. Derfor er det heller ikke alle fra hans cykel- og roklub, der ved, at han er uhelbredelig syg. Men selv om livets ende er vanskelig at forholde sig til, er tankerne om døden der, nu hvor den trænger sig på. Særligt om aftenen inden han falder i søvn. Her er det rart at kunne dele tankerne med personalet, fortæller han:

»Om natten kan frygten og angsten godt komme over mig. Sammen med de helt små ting som, hvordan jeg får postet et brev, når nu jeg ligger her. Så er det rart, der er nogle at tale med. Her bliver jeg set og hørt. Det er der sjældent tid og ro til på almindelige afdelinger.«

Mennesket er ingen robot

I 1997 blev den første palliative afdeling oprettet i Danmark, og centerchef ved Videncenter for Rehabilitering og Palliation (PAVI) Helle Timm hæfter sig ved, hvordan den specialiserede lindrende indsats siden har vundet indpas.

»27 palliative team inden for de seneste 15-20 år er en flot og vigtig udvikling. Men der er stadig langt igen, før den lindrende indsats når ud til flere,« siger hun med hentydning til, at det primært er kræftpatienter, der tilbydes den specialiserede behandling.

Jens Thorman er glad for at være en af dem, som har fået smertelindring og anden støtte til at finde ro i den livssituation, han befinder sig i. Han har mødt mange, som slet ikke er klar over, at den slags behandling er en mulighed.

»Vi er så forhippede på at være raske, og vi løber stærkt for at blive 100 år. Men mennesket er jo ikke en robot, hvor du bare skifter chippen ud. Den erkendelse har været svær for mig, men pludselig meget nødvendig,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At der er blevet plads til flere hospice enheder rundt omkring i landet, er et vigtigt og betydningsfuldt skridt.
Der er vel stadig en del kriterier, som skal være opfyldt, bl. a en prognose, som strækker sig over en begrænset periode. Det kan være vanskeligt at opfylde.
Sygehuse kunne især lære rigtig meget, hvis de inkluderede nogle af de kompetencer, der findes her.
Min erfaring ligger 10 år tilbage (Vejle) men jeg er stadig meget positiv over oplevelsen, selvom det naturligvis endte som forudsagt.
Jeg ville med glæde arbejde som frivillig et sådant sted - men aldrig som en frivillig, der er en del af kommunens spareplan!

R.I.P Til dig Inger, skriver det i denne tråd da den både er passende og en af de sidste du anbefalede.
Informations Tine Byrckel skrev tidligere i dag til sine venner på Facebook:
En af Informations trofaste debatører Inger Sundsvald er død... jeg kendte hende ikke personligt, men kom til at kende hende gennem debatten (hvor hun ofte forsvarede mig og mine synspunkter, tak Inger) Næsten lige som på facebook, hvor man også får.. venner. På facebook fandt jeg ud af hvor kærligt hun tog sig af sin lille have og sin kat.., det sidste år skulle hun ud over at lide af rygproblemer som efter et alt for langt forløb viste sig at være kræft (lyt dog til folks klage for pokker) også være nødt til at forlade sit hus på grund af oversvømmelse...Så jeg videregiver dette, og tænker på hende i denne stille novembermorgen:
Inger sov stille ind på Hillerød sygehus i går. Inger tabte kampen til kræften. Da Inger blev syg oprettede vi en gruppe her på FB. hvor vi kunne koordinere hvem der sendte gaver og blomster. Inger var glad og rørt over vores omsorg. Vi sender Ingers frisør, der har været der hele vejen igennem, et stort kram Ligesom vi udtrykker vores medfølelse overfor familien. Husk at være der for hinanden medens i kan.
R.I.P. kære Inger.

Lennart Kampmann

Hvil i fred, Inger Sundsvald

med venlig hilsen
Lennart