Visionernes værksted

Omstillingen til en ny økonomi kræver forandring på mange niveauer og i mange sektorer. Men bestræbelserne er præget af en ny konstruktiv entusiasme, der står i kontrast til nederlagsstemningen i tidligere kampe
Der var sang, taler og løsningslaboratorier de to dage, konferencen Economy, People & Planet 2014 samlede unge som ældre i København. ’Det kan lykkes. Fordi vores ideer er rigtige,’ sagde en omstillingspioner.

Der var sang, taler og løsningslaboratorier de to dage, konferencen Economy, People & Planet 2014 samlede unge som ældre i København. ’Det kan lykkes. Fordi vores ideer er rigtige,’ sagde en omstillingspioner.

Siri Astrup
17. september 2014

Klapsalverne er mere energiske, end man er vant til. Der er omkring 400 hænder i det fyldte auditorium på Copenhagen Business School, langt de fleste tilhørende unge, men også en del modne mennesker og et par stykker hinsides de 80, som stadig har antennerne ude. Folk fra ind- og udland. Mellem alle ordene, sang og harpespil samt streetdanseres halsbrækkende tolkning af den seneste rapport fra FN’s klimapanel.

Konferencen Economy, People & Planet 2014, arrangeret af netværket Omstilling Nu i samarbejde med CBS og Information, har afsæt i summen af de globale kriser, der på en gang synes at undergrave miljø, økonomi og demokrati. Men atmosfæren i auditoriet og under de mange ’løsningslaboratorier’ er overvældende positiv, insisterende på visioner, løsninger og fremadrettede strategier frem for forbitret systemkritik.

»Hvordan ønsker vi i virkeligheden at leve og arbejde i et stærkt tiltrængt, nyt økonomisk paradigme, og hvordan skaber vi en bæredygtig vej for vores samfund,« som det hedder i oplægget til konferencen, der løber over to dage.

Næsten underforstået synes der at være enighed om, at den traditionelle vækst næppe kommer varigt tilbage, og at hvis den gjorde, ville det være til en ubærlig pris for både miljø og menneskelig trivsel. Udbredt synes også det synspunkt, at det ikke som det første handler om at rende nationale politikere på dørene med krav om en ny økonomi.

»Politikerne er ikke parate, så vi må gøre det indirekte. Vi må bane vej for forståelsen ved at udbrede ideerne og fortællingen,« siger Anna Coote, der i ni år arbejdede for den britiske regerings bæredygtighedskommission, indtil hun blev leder af den socialpolitiske afdeling i tænketanken New Economics Foundation, NEF.

Og ideerne er mangfoldige og på mange niveauer: »Tag The Edible Bus Stop,« siger Rob Hopkins fra talerstolen.

Det spiselige stoppested er et stykke omstilling en miniature i London, hvor aktivister er begyndt at anlægge små grønne oaser langs busruter – foreløbig på linje 322 fra Crystal Palace til Clapham Common – med blomster, krydderurter, grøntsager, æbletræer.

»Hvis man springer hurtigt ud af bussen og griber noget salat ved ét stoppested, noget andet ved det næste osv., så har man en hel middag, når man er fremme,« siger Hopkins med et glimt i øjet. Foreløbig er blot de to første haver anlagt – med begejstret tilslutning fra buschaufførerne og officiel opbakning fra Londons borgmester.

Styrken til at gå videre

Rob Hopkins er kommet til København med toget fra Englands sydvestlige hjørne, fra landsbyen Totnes, som han i 2006 tog initiativ til at gøre til den første transition town, omstillingsby. I dag er der tale om et internationalt netværk, Transition Network, med mere end 1.100 registrerede omstillingsinitiativer i 43 lande. Repræsentanter for 20 landes nationale transition-centre har netop været samlet hos Omstilling Danmark i København for at udveksle erfaringer.

»Omstillingen gøres ikke med byhaver. Men det kan være indgangen, der giver styrken til at gå videre,« siger Hopkins, der foruden at dyrke sin egen have er en nøglefigur i både Totnes’ omstillingsproces og den internationale bevægelse. Blandt meget andet er han medstifter af et lokalt, bæredygtigt bryggeri, New Lion Brewery, ph.d.-forsker ved University of Plymouth, æresdoktor på University of the West of England og forfatter til flere bøger om grøn omstilling.

Han er også leder af projekt Atmos Totnes, der handler om at hindre den store mejerikoncern Dairy Crest i at sælge sin nedlukkede mejerigrund i Totnes til højestbydende og i stedet kæmpe for lokalsamfundets overtagelse af bygningerne til etablering af nye bæredygtige virksomheder og arbejdspladser.

»Vi brugte fire år på at få koncernen til at tage os alvorligt. De var meget nedladende, anså os for lokale småfolk, men efter fem år indså de, at de ikke havde noget valg. Vi har massiv lokal opbakning, og vores gulerod til koncernen har hele tiden været at invitere dem til at samarbejde om projektet. Pisken var, at vi med hundredvis af mennesker kunne blokere stedet i årevis, hvis de ikke gik med til en løsning til gavn for lokalsamfundet. Nu har vi omsider indgået en samarbejdsaftale, og Dairy Crest er ivrig efter at blive del af det nye og visionære,« siger Rob Hopkins.

Han fortæller historien for at illustrere, hvad den mangehovede bevægelse for grøn omstilling kan møde, hvis den for alvor begynder at fylde. I dag er byhaver, fødevarefællesskaber, bytte- og deleøkonomier beskedne nicher i den traditionelle økonomi. Smukke, ufarlige projekter, der trives ved at skabe noget nyt og henter positiv energi i fællesskabet, nærheden, det økologiske. Men hvis det for alvor får fat og vokser, kan det udfordre etablerede erhvervsinteresser eller gældende regler og lovgivning.

»Nogle siger: Hvis omstillingen bliver succesfuld, vil systemet sætte sig imod. Men omstillingsbevægelsen er mangeartet, har intet lederskab, er forskellig fra sted til sted og opererer med en etik, der handler om at skabe løsninger og søge dialog.«

Den er med andre ord svær at stoppe. Ikke konfrontationssøgende eller aggressiv, men stålsat.

Styr på tiden og pengene

Konferencen på CBS anskueliggør, at både udfordringerne og løsningerne er mangfoldige og indbyrdes forbundne. Anna Coote taler om sikring af den sociale kapital som vigtig i sig selv, men også afgørende for sikring af naturkapitalen, bæredygtigheden. At mennesker f.eks. trives bedre mentalt og socialt ved at arbejde mindre og have mere fritid, er én forudsætning for at få overskud til at bane vej for en mere bæredygtig økonomi og livsform.

»Mere fritid er en katalysator for forandring,« siger Anna Coote, som via NEF fører kampagne i Storbritannien for en 30 timers arbejdsuge.

Ben Dyson, stifter af den britiske organisation Positive Money, taler om den ’rigtige’ kapital, altså pengene, endskønt 97 pct. af pengene i dag er virtuelle: tal på en computerskærm skabt ved private bankers udstedelse af lån via tryk på en computertast.

»Fordi de private banker bestemmer, hvad pengene skal udlånes til, bestemmer de samfundsudviklingen,« siger han og viser en statistik over, hvad britiske banker lånte penge til 1997-2007: 51 pct. til ejendomsmarkedet, 31 pct. til den finansielle sektor, otte pct. til kreditkort og personlån samt sølle otte pct. til ikkefinansiel virksomhed, dvs. den produktive del af realøkonomien.

Det forklarer finanskrisen, der startede i 2007 og vil blive fulgt af flere kriser, hvis systemet ikke ændres, mener Ben Dyson og gør opmærksom på, at det britiske parlament ikke har diskuteret retten til at udstede penge siden 1844. Dengang fik en finansiel boble regeringen til at beslutte, at kun Bank of England må udstede pengesedler. Siden har teknologien muliggjort elektronisk pengeskabelse, men 1844-loven er aldrig blevet opdateret – derfor udsteder private banker virtuelle, gældsbaserede penge i stride strømme.

Positive Money og den danske søsterorganisation Gode Penge arbejder for at få pengeskabelsen taget fra de private banker og bragt tilbage under samfundets kontrol.

»Det vil fjerne risikoen for finansielle kriser, give stabilitet i økonomien og dermed også være til fordel for virksomhederne,« siger Dyson.

Ungdommen i dag er rarere

Omstillingen til en ny og mere langtidsholdbar økonomi har flere sider.

Tina Sig Olesen, der bærer lejede cowboyjeans fra virksomheden Mud Jeans, er produktchef i organisationen CradlePeople og taler om, at vi skal forandre os fra at være forbrugere til at være brugere. Ikke eje produkterne og råstofferne, men leje eller låne dem, så producenterne kan sikre, at de efter brug kommer tilbage og indgår i lukkede stofkredsløb.

Kate Power, konsulent i bæredygtigt forbrug, punkterer en række myter om, at vi f.eks. kan forbruge os til bæredygtighed ved hver især at købe mere grønt, samt at det er et effektivt redskab at appellere til egen-interessen for at skabe tilslutning til omstillingen. Det sidste giver bagslag i det lange løb, fordi en sådan appel cementerer de materialistiske værdier og adfærdsmønstre, der er en del af problemet. Det handler snarere om at bane vej for en anden forståelse af det gode liv, siger hun.

»Sig ikke: ’I kan spare penge, hvis I sparer på strømmen’. Sig: ’I kan være mere sammen, hvis I har en lavere elregning og derfor ikke behøver arbejde så meget,« lyder en af Kate Powers anbefalinger.

Charles Eisenstein, filosof, matematiker og forfatter, går videre: »Hvorfor er folk så tiltrukket af at købe ting? Måske fordi man ikke længere ved, hvem man er,« siger han.

Relationer og afhængighedsforhold til naboer og slægtninge er erstattet af professionelle serviceydelser, som man køber sig til – herunder via skatten – og det indebærer, at man ikke længere oplever sig selv som en del af en større matrix.

»Den gennemsnitlige bolig i USA er blevet dobbelt så stor den seneste generation – en kompensation for livet i den fælles offentlighed. Alt er tomt, alle sociale funktioner er bragt på vareform,« lyder Eisensteins bud.

Derfor synes han f.eks. ikke det er nok at udskifte BNP’s absurditeter med et andet kvantitativt mål for samfundets og naturens velbefindende. For så hænger vi stadig fast i Galileos gamle udsagn om, at ’kun det målbare eksisterer’, dvs. har værdi.

Og det er heller ikke nok bare at udskifte dem i toppen af det ikke-bæredygtige system.

»At bekæmpe imperiet ved at fjerne de grimme fyre på toppen betyder, at man selv bliver imperiet. I Europa ser vi hele tiden, hvordan socialdemokrater tager over, men også overtager den liberalistiske dagsorden og gør det samme som forgængerne,« siger Charles Eisenstein.

Han mener, at omstilling i høj grad må handle om at arbejde med de indre værdier: »Vi er på vej ind i en periode af usikkerhed, hvor gamle systemer falder fra hinanden, og hvor vi må prøve os frem. Der er en usynlig understrøm – når tiden er moden, kan der ske noget meget hurtigt.«

Af de langvarige klapsalver at dømme kan de 200 deltagere i auditoriet lide Eisensteins budskab.

De to dages forelæsninger og løsningslaboratorier giver et klart billede af, at omstillingen til en ny økonomi kræver forandringer i mange sektorer, endnu savner svar på mange ting og forudsætter en masse arbejde. Men entusiasmen, optimismen og omsorgen deltagerne imellem er slående.

»De unge i dag er meget rarere, end vi var i samme alder,« siger omstillingspioneren Rob Hopkins.

»Jeg er vokset op med aktivisme i kampagner mod atomkraft, atommissiler, motorvejsbyggeri, Irak-krigen. Alle de kampagner slog fejl, og det blev forventningen, når vi startede en kampagne: Vi ville tabe igen. Rigtig mange brændte ud eller blev indædte og vrede, fordi man hele tiden led nederlag, men syntes, man bare måtte blive ved og ved for planetens skyld,« siger Hopkins til Information.

»I Transition Town Totnes har vi den helt nye oplevelse af at vinde, gøre fremskridt, lave ting om. Det er noget, vi skal øve os på: At det kan lykkes. Fordi vores ideer er rigtige.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kjeld Hansen

Begrebet "penge" er kun et begreb til at holde magten os de få 1% af klodens befolkning. Præcis som religion og overtro har været det gennem tusinde af år.

- Det er ingen tilfældighed, at religion er et borgeligt anliggende og bandlyst hos kommunismen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"»Politikerne er ikke parate, så vi må gøre det indirekte. Vi må bane vej for forståelsen ved at udbrede ideerne og fortællingen"

Politikerne, som vi kender dem i dag, er skam helt parate til at gøre 'det nødvendige' elendige for at stabilisere og fastholde den eksisterende samfundsorden, så spørgsmålet er om der er nogen vej uden om direkte handling, hvis kapløbet med klimaforandringer, massive miljøødelæggelser og gigantiske hungerkatastrofer og pandemier skal vindes (det er formentligt allerede tabt). Politikerne er jo ikke blot uparate til progressive handlinger; de er direkte imod. Forførte og betalte af deres livsform.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Der er mange bevægelser og studiekredse, der burde ophøjes til politiske partier - læs, være med til at bestemme i vores demokrati - og andres.
Problemet er bare, at det dør man af. Morderne er de etablerede partier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

Meget konstruktiv artikel, der bærer budskabet at vi må handle uden at vente på politikeres initiativ. Vi kan så meget når vi er sammen og det kan man også læse ud af beretningerne fra Omstilling Nu.
Pas på ikke at hænge fast i fortidens fronter Kjeld Hansen "- Det er ingen tilfældighed, at religion er et borgeligt anliggende og bandlyst hos kommunismen." Agiterer du for kommunismens lyksalighed, hvor en lille flok altid har talt om folket og beriget sig selv? Religion er i sin grundform en anerkendelse af livets grundliggende mystik og en taksigelse heraf - det er nok for hårdt vinklet at påstå det er en konspiration fra magthaverne!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Wingård

Jeg var en af arrangørerne af konferencen og afholdt workshop om arbejdsmarked sammen med bl.a. Anna Coote fra artiklen. Hendes nævnte pointe om at arbejde udenom politikerne kom faktisk i et interview jeg foretog med hende til den workshop. Jeg vil dog også gerne understrege, at vi er nogle der forsøger at få omstillingen på den politiske dagsorden. Jeg stiller selv op som spidskandidat for det nye Alternativet, for vi skal selvfølgelig have et sundt samarbejde mellem græsrødder, virksomheder og det offentlige/politikerne om at få gennemført den omstilling.

anbefalede denne kommentar