Læsetid: 4 min.

De borgerlige skyder sig selv i foden

Som et forvarsel på en giftig valgkamp kortsluttede de borgerlige partier i følelsesudbrud og juridiske misforståelser, da de midlertidigt fik blokeret beslutningen om at sende danske F16-fly til den nye Irakkrig
Statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Martin Lidegaard under gårsdagens afstemning om at sende F16-fly til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat.

Thomas Lekfeldt

3. oktober 2014

Fjollerierne kunne ligne en afledningsmanøvre fra den fraværende debat om Danmarks mislykkede krigseventyr i de senere år. I så fald lykkedes alt perfekt for de borgerlige: Under den forhastede debat i Folketinget om udsendelse af F16-fly til Irak blev de fatale erfaringer fra bl.a. Libyen-missionen stort set ikke nævnt. Ingen eftertanke, ingen læring.

Til gengæld brød en samlet blå blok den sædvanlige borgfred i sikkerhedspolitikken. Og alt endte galt: Efter en omgang sognerådsagtige stunts måtte de borgerlige se sig drevet pinagtigt rundt i manegen – højst overraskende orkestreret af de tidligere krigsmodstandere i Socialistisk Folkeparti, som tydeligvis har lært af tiden i regeringskontorerne.

På dreven vis fik Holger K. Nielsen, tidl. SF-formand og udenrigsminister, sat en snedig fælde op for de fire borgerlige partier under onsdagens debat i Folketinget om udsendelse af danske F16-fly til Irak – og hele den blå blok faldt lige i. Sjældent er de borgerlige partier blevet ydmyget så eftertrykkeligt som under de seneste døgns kaotiske forløb på Christiansborg. Trukket baglæns ind i selvmodsigelser og sort snak fik de borgerlige partier midlertidigt blokeret for udsendelsen af de syv F16-fly og samtidig trukket et juridisk spøgelse frem fra de senere års krige, som de ellers selv har bekæmpet indædt.

I en taktisk manøvre, der angiveligt skulle vise, at de borgerlige partier er endnu mere hårdhændede og krigeriske end SR-regeringen, endte de blå ordførere med at blotte sig selv og fremstå som uvidende, konfuse og glemsomme.

Terror eller krig?

På overfladen handler polemikken om, hvorvidt danske IS-krigere kan og skal kunne retsforfølges for landsforræderi, frem for den – i øvrigt endnu strengere – terrorparagraf, men neden under gemmer sig mere kompliceret jura. Diskussionen er velkendt, nu blot vendt på hovedet: for skal de IS-krigere, der bekæmper koalitionsstyrkerne, herunder Danmark, betragtes som terrorister, såkaldte ’ulovlige kombattanter’, eller som regulære soldater, der kæmper for en statslig hær?

Under Afghanistankrigen var de borgerlige ikke i tvivl. Dengang var det bekvemt, at modstanderne var ’ulovlige kombattanter’ og netop ikke regelrette soldater, som formelt kunne retsforfølges. Men nu er de blå i opposition, og så må argumenterne åbenbart gerne flyde frit.

Efter først at have gummistemplet beslutningen om at udsende F16-fly til Irak i forsvarsudvalget krævede Venstre og de tre andre borgerlige partier pludseligt, at Danmark reelt skulle erklære egentlig krig mod Islamisk Stat. Hvilket måske også kan lyde indlysende, når Danmark nu sender krigsfly af sted til en krigszone. Men rent folkeretsligt ville dét betyde, at Danmark – som det første land i verden – officielt ville anerkende Islamisk Stat som netop en stat. Og dét er der trods alt ingen i Folketinget, som ønsker, og slet ikke Venstre.

Sammenbruddet skyldes åbenlyst, at de blå ordførere ikke kunne over- og gennemskue de juridiske spidsfindigheder og tilmed sent onsdag aften lod sig provokere, da Holger K. Nielsen på ægte cowboy-manér onsdag aften udfordrede de borgerlige til enten at stemme for øjeblikkeligt eller at trække beslutningen i langdrag i forsvarsudvalget. I går erkendte de konservatives udenrigsordfører Lars Barfoed ærligt, at de borgerlige reagerede, fordi Holger K. Nielsen »var hidsig – rigtig hidsig« under debatten i folketingssalen.

Debatten kom aldrig

De blå valgte i befippelse udskydelsen, hvilket de fleste – uden for citat – fortryder bitterligt i dag. Og hvis kispuslegen med F16-flyene kan ses som en forsmag på valgkampen, er de borgerlige partier meget langt fra kampform. SR-regeringen gjorde imidlertid heller ikke den kontroversielle beslutning let for sig selv.

I spændet mellem på den ene side to usikre ministre, udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S), som ikke evnede at svare klart på enkle spørgsmål, og på den anden side en borgerlig opposition, der synes at ville udnytte en hvilken som helst sag til indenrigspolitisk drilleri, uanset sagens substans, anført af udenrigsordfører Søren Pind (V), formåede Holger K. Nielsen at træde frem som den erfarne og snu parlamentariker.

SF’s ’grand old man’ fik udstillet, at de borgerlige partier er mere interesseret i hård indenrigspolitisk symbolik end i de forblødende realiteter på slagsmarken.

Så selv om det ikke lykkedes for SF at påvirke selve beslutningsgrundlaget, ej heller at få en større principiel diskussion om effekten af luftbombardementer, fik Holger K. Nielsen i det mindste udstillet, at spørgsmål om regeringsduelighed og ansvarlighed bestemt ikke kun handler om, hvem som vil slå hårdest, men også om noget så simpelt som indsigt.

En åben debat om endnu en angrebskrig med dansk deltagelse kom aldrig. Til gengæld står det nu klart, her få måneder inden næste folketingsvalg, at også de borgerlige er i stand til at sprænge fødderne af sig selv i kåde vådeskudsuheld. På absurd vis, og drevet frem af ønsket om at føre indenlandsk værdipolitik på et dødsensalvorligt emne, fik de borgerlige placeret sig på den modsatte fod i forhold til alt, hvad de tidligere har stået for under Danmarks krige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • curt jensen
  • Dorte Sørensen
  • Benno Hansen
Kurt Loftkjær, curt jensen, Dorte Sørensen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Danmarks aktivistiske krigseventyr

Indtil 1864 havde Danmark en aktivistisk udenrigs- og krigspolitik. Den vundne borgerkrig mod de dansk-tyske borger i hertugdømmerne her 1848 forblændede danskerne til at tro, at vi med krig og danske modige mænd, der var villige til at ofre livet for Gud, konge og fædreland, kunne sikre det danske rige.

I midten af 1600-tallet fik vi decimeret riget med tabet af Skåne, Halland og Blekinge til fordel for Sverige. I 1864 mistede vi den fortrinsvis tysktalende del af riget til det begyndende tyske kejserrige. Det danske rige var løbet over ende og det var formentlig de øvrige europæiske stormagter, som forhindrede at Danmark forsvandt fra landkortet. Man ønskede ikke, at det danske territorium blev en del af det tyske rige, som herefter ville bestemme over trafikken gennem de danske sunde og bælter. Når vi mistede så store arealer, som vi gjorde, skyldtes det bl.a. at kongen og regeringen var bundet af fortidens aktivistiske dagsorden.

Krigen i 1864 blev et vendepunkt for rigets aktivistiske udenrigspolitik og frem til 2001 agerede de danske politikere med større eftertanke og balancerede mellem stormagterne. Det indebar, at vi i en lang periode efter 2. Verdenskrig primært deltog i fredsbevarende aktioner vedtaget i FN og optrådte som småstat.

Efter faldet af muren mellem Øst- og Vesteuropa i 1989 har NATO udvidet sin interessesfære og bl.a. derfor er vores aktivistiske udenrigspolitik stærkt forbundet med USA's globale interesser.

Med angrebet på the Twin Towers i 2001 og Anders Fogh Rasmussen som statsminister fra november 2001 er vi vendt tilbage aktivistisk udenrigspolitik fremmet af Foghs personlige opgør med samarbejdspolitiken under 2. Verdenskrig.

Foghs opnåede på den baggrund og gennem sit venskab med George Bush JR., at blive generalsekretær i NATO. Med den stilling synes han at have formået den siddende danske regering til at fortsætte samme aktivistiske linie.

Da vi gik i krig mod Irak i 2002 skete på baggrund af en useriøs debat, hvor under halvdelen af Folketinget vedtog krigserklæringen. Allerede den gang blev grundlaget for beslutningen påpeget som løst og utilstrækkeligt, hvilket senere skulle vise sig at være korrekt.

Denne gang er der med ganske få undtagelser på venstrefløjen 100 % opbakning om et aktivistisk tiltag, hvor vi sender 7 af vores F16 fly til Irak-Syrien området. Her skal vi nu ukritisk deltage i noget, som vil blive præsenteret under det kliniske begreb "præsentationsbombning". Faktum er, at sådanne bombninger i lighed med andre bomninger mest kommer til at dræbe den uskyldige civilbefolkning.

Landsforæderi er det emne, der kom til at optage den krigsivrige borgerlige fløj, som alene på den baggrund var parat til at forsinke udsendelse af flyene. Nu er det ikke nok, at man kan sende folk i fængsel for at deltage i andres krige. De skal også dømmes som landsforrædere, hvad det så måtte føre til af yderligere straffe.

Dødsstraffen blev endeligt fjernet fra borgerlig og militær straffelov i 1978, men måske overvejer visse politikere at genindføre den.

Tidligere kunne man finde flere politiske partier, som ønskede at støtte en mere fredsommelig udenrigspolitik med udgangspunkt i, hvad man kunne opnå enighed om i FN. Partierne kunne findes både på venstrefløjen og på den borgerlige fløj. Selv det radikale Fremskridtspartiet, viste pacifistiske tendenser i 1973, hvor Glistrup foreslog en automatisk telefonsvarer, som meddelte, at Danmark overgav sig.

I dag er ikke mere muligt at finde pacifistiske partier. Selv den yderste venstrefløj støtter militære tiltag og har foreslået at støtte kurderne med våben.

Man kan spørge sig selv eller andre om, hvor fredsbevægelsen blev af? Og hvor krigskritikerne blev af?

Kan det virkelig være rigtigt, at danskerne er overhovedet ikke reflektere over den danske stats gentagne krigseventyr? Krigseventyr der igangsættes som automatreaktioner uden hensyntagen til tidligere dyrt købte erfaringer.