Læsetid: 4 min.

De borgerlige skyder sig selv i foden

Som et forvarsel på en giftig valgkamp kortsluttede de borgerlige partier i følelsesudbrud og juridiske misforståelser, da de midlertidigt fik blokeret beslutningen om at sende danske F16-fly til den nye Irakkrig
Statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Martin Lidegaard under gårsdagens afstemning om at sende F16-fly til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat.

Thomas Lekfeldt

3. oktober 2014

Fjollerierne kunne ligne en afledningsmanøvre fra den fraværende debat om Danmarks mislykkede krigseventyr i de senere år. I så fald lykkedes alt perfekt for de borgerlige: Under den forhastede debat i Folketinget om udsendelse af F16-fly til Irak blev de fatale erfaringer fra bl.a. Libyen-missionen stort set ikke nævnt. Ingen eftertanke, ingen læring.

Til gengæld brød en samlet blå blok den sædvanlige borgfred i sikkerhedspolitikken. Og alt endte galt: Efter en omgang sognerådsagtige stunts måtte de borgerlige se sig drevet pinagtigt rundt i manegen – højst overraskende orkestreret af de tidligere krigsmodstandere i Socialistisk Folkeparti, som tydeligvis har lært af tiden i regeringskontorerne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • curt jensen
  • Dorte Sørensen
  • Benno Hansen
Kurt Loftkjær, curt jensen, Dorte Sørensen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Danmarks aktivistiske krigseventyr

Indtil 1864 havde Danmark en aktivistisk udenrigs- og krigspolitik. Den vundne borgerkrig mod de dansk-tyske borger i hertugdømmerne her 1848 forblændede danskerne til at tro, at vi med krig og danske modige mænd, der var villige til at ofre livet for Gud, konge og fædreland, kunne sikre det danske rige.

I midten af 1600-tallet fik vi decimeret riget med tabet af Skåne, Halland og Blekinge til fordel for Sverige. I 1864 mistede vi den fortrinsvis tysktalende del af riget til det begyndende tyske kejserrige. Det danske rige var løbet over ende og det var formentlig de øvrige europæiske stormagter, som forhindrede at Danmark forsvandt fra landkortet. Man ønskede ikke, at det danske territorium blev en del af det tyske rige, som herefter ville bestemme over trafikken gennem de danske sunde og bælter. Når vi mistede så store arealer, som vi gjorde, skyldtes det bl.a. at kongen og regeringen var bundet af fortidens aktivistiske dagsorden.

Krigen i 1864 blev et vendepunkt for rigets aktivistiske udenrigspolitik og frem til 2001 agerede de danske politikere med større eftertanke og balancerede mellem stormagterne. Det indebar, at vi i en lang periode efter 2. Verdenskrig primært deltog i fredsbevarende aktioner vedtaget i FN og optrådte som småstat.

Efter faldet af muren mellem Øst- og Vesteuropa i 1989 har NATO udvidet sin interessesfære og bl.a. derfor er vores aktivistiske udenrigspolitik stærkt forbundet med USA's globale interesser.

Med angrebet på the Twin Towers i 2001 og Anders Fogh Rasmussen som statsminister fra november 2001 er vi vendt tilbage aktivistisk udenrigspolitik fremmet af Foghs personlige opgør med samarbejdspolitiken under 2. Verdenskrig.

Foghs opnåede på den baggrund og gennem sit venskab med George Bush JR., at blive generalsekretær i NATO. Med den stilling synes han at have formået den siddende danske regering til at fortsætte samme aktivistiske linie.

Da vi gik i krig mod Irak i 2002 skete på baggrund af en useriøs debat, hvor under halvdelen af Folketinget vedtog krigserklæringen. Allerede den gang blev grundlaget for beslutningen påpeget som løst og utilstrækkeligt, hvilket senere skulle vise sig at være korrekt.

Denne gang er der med ganske få undtagelser på venstrefløjen 100 % opbakning om et aktivistisk tiltag, hvor vi sender 7 af vores F16 fly til Irak-Syrien området. Her skal vi nu ukritisk deltage i noget, som vil blive præsenteret under det kliniske begreb "præsentationsbombning". Faktum er, at sådanne bombninger i lighed med andre bomninger mest kommer til at dræbe den uskyldige civilbefolkning.

Landsforæderi er det emne, der kom til at optage den krigsivrige borgerlige fløj, som alene på den baggrund var parat til at forsinke udsendelse af flyene. Nu er det ikke nok, at man kan sende folk i fængsel for at deltage i andres krige. De skal også dømmes som landsforrædere, hvad det så måtte føre til af yderligere straffe.

Dødsstraffen blev endeligt fjernet fra borgerlig og militær straffelov i 1978, men måske overvejer visse politikere at genindføre den.

Tidligere kunne man finde flere politiske partier, som ønskede at støtte en mere fredsommelig udenrigspolitik med udgangspunkt i, hvad man kunne opnå enighed om i FN. Partierne kunne findes både på venstrefløjen og på den borgerlige fløj. Selv det radikale Fremskridtspartiet, viste pacifistiske tendenser i 1973, hvor Glistrup foreslog en automatisk telefonsvarer, som meddelte, at Danmark overgav sig.

I dag er ikke mere muligt at finde pacifistiske partier. Selv den yderste venstrefløj støtter militære tiltag og har foreslået at støtte kurderne med våben.

Man kan spørge sig selv eller andre om, hvor fredsbevægelsen blev af? Og hvor krigskritikerne blev af?

Kan det virkelig være rigtigt, at danskerne er overhovedet ikke reflektere over den danske stats gentagne krigseventyr? Krigseventyr der igangsættes som automatreaktioner uden hensyntagen til tidligere dyrt købte erfaringer.