Brød Storbritannien dansk lov ved COP15?

Det ville ifølge jurister formentlig kræve en dansk godkendelse, hvis den britiske efterretningstjeneste GCHQ lovligt skulle sende en medarbejder til COP15 i Danmark. PET vil ikke svare på, om tjenesten har viden om en sådan aftale
1. november 2014

Det var formentlig ulovligt, da den britiske efterretningstjeneste GCHQ sendte en medarbejder til Danmark i forbindelse med COP15 i december 2009 – med mindre den danske stat havde givet lov til det. Det vurderer jurister over for Information.

Professor i strafferet på Københavns universitet Jørn Vestergaard understreger, at udenlandske efterretningstjenester som udgangspunkt ikke må operere på dansk grund.

»Hvis man forestiller sig, at sådan en medarbejder render rundt ude i Bella Center med den funktion at videreformidle efterretninger hjemmefra, så er han jo en slags efterretningsagent, selv om han måske ikke selv indhenter efterretninger, og umiddelbart er det ikke lovligt,« siger Jørn Vestergaard.

Han tilføjer, at andre stater imidlertid kan indgå aftaler med Danmark om at lade deres efterretningstjenester operere i landet, og så er det ikke længere ulovligt.

»Noget helt andet er også, at man normalt aldrig retsforfølger den slags spionage. Hvis man konstaterer en form for udenlandsk spionage fra et allieret land, vil man nok typisk gribe til diplomatiske virkemidler som eksempelvis udvisning,« siger Jørn Vestergaard.

Også professor i jura på Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen peger på, at en forbindelses-officer fra en tjeneste som GCHQ ville være at betragte som en, der deltager i efterretningsvirksomhed.

»I dansk ret har vi en ret simpel regel om, hvem der deltager i en forbrydelse, og det er alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til handlingen. Så der er ingen tvivl om, at en sådan person er involveret i spionage.«

Hvad er gældende ret?

Alligevel er det ikke til at sige, om GCHQ’s operation var ulovlig, konstaterer Gorm Toftegaard Nielsen. Han henviser til, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og flere ministre i forbindelse med oplysningerne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s spionage mod COP15 har fastholdt, »at myndighederne her i landet ikke har noget grundlag for at antage, at der skulle foregå ulovlige amerikanske efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark eller danske interesser«.

»Jeg ved ikke, hvad de mener med det, for regeringen vil ikke svare på, hvad den opfatter som lovligt,« siger Gorm Toftegaard Nielsen og tilføjer, at det ellers er »helt grundlæggende i et demokrati, at borgerne ved, hvad gældende ret er«.

Også Gorm Toftegaard Nielsen peger på, at den danske stat kan have givet en form for tilladelse til, at GCHQ sendte en forbindelsesofficer til Danmark.

»Men det næste spørgsmål er så, om regeringen overhovedet kan godkende sådan noget. Jeg har svært ved at forstå, hvordan det skulle være muligt,« siger han.

FN-område

Sagen om GCHQ’s indsats ved COP15 kompliceres yderligere af, at FN under selve topmødet fik overdraget jurisdiktionen i Bella Center, hvor klimakonferencen foregik. Men som Jørn Vestergaard tidligere har påpeget i Information i forbindelse med sagen om NSA’s spionage mod topmødet:

»På grund af jurisdiktionsoverdragelsen ville dansk politi ikke kunne arrestere nogen i Bella Center uden FN’s tilladelse. Men det er ikke det samme, som at man ikke ville kunne retsforfølge efter dansk lov.«

Forsvarets Efterretningstjeneste, der er GCHQ’s danske samarbejdspartner, henviser til, at spørgsmål om fremmede efterretningstjenesters aktiviteter i Danmark, hører under Politiets Efterretningstjeneste (PET).

PET-chef Jens Madsen ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men skriver i en mail til Information: »Udenlandske efterretningstjenester må selvfølgelig ikke operere i Danmark på egen hånd. Helt generelt kan jeg sige, at der er et tæt og nødvendigt samarbejde mellem PET og udenlandske efterretningstjenester. Det sker inden for lovens rammer. Det vil sige, at retsplejelovens regler, herunder kravet om retskendelse, skal iagttages.«

Jens Madsen ønsker ikke at svare på, om PET har samarbejdet med GCHQ eller haft viden om tjenestens aktiviteter ved COP15.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Helmut R.
    Helmut R.
Britta Hansen, Steen Sohn og Helmut R. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hugo Barlach

Så PET-chef Jens Madsens forsøg på at virke langt mere åben og troværdig over for offentligheden end den forrige chef (Jacob Scharf) , kan man såmænd roligt smide I skraldespanden. Vi hører stort set ikke en tøddel mere end førhen. Så vidt og så godt med respekten over for offentligheden fra såvel den siddende regering som PET...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

PET man man ikke stole på, så det gør ikke noget at de ikke vil udtale sig.
Mon ikke regeringen var vidende om dette? Det gør såmænd heller ingen forskel, for selv hvis de ikke gjorde, så ligger de så meget under for NSA, CIA og GCHQ at de ikke tør brokke sig over det hvis Danmark er blevet trådt på fra den side.

Michael Madsen, Rune Petersen, Rasmus Kongshøj og Andreas Konggård-Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

»I dansk ret har vi en ret simpel regel om, hvem der deltager i en forbrydelse, og det er alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til handlingen. Så der er ingen tvivl om, at en sådan person er involveret i spionage.« siger professoren ovenfor i artiklen.

Ret beset betyder det så ikke , at ALLE i den pågældende delegation er deltagere i forbrydelsen ?

Gad vide om danske delegationer i udlandet modtager "efterretningsmateriale" hjemmefra ? - det gør de nok af og til ( - danskere er jo ikke naive søndagsskolebørn).

Der er noget med , at man ikke skal smide med sten, når man bor i et glashus - bor vi i et glashus ?

Brugerbillede for Britta Hansen

Her er ikke blot tale om 'hacking' men bl.a. om aflytning af møder i lokalerne under COP15.

Hvis GCHQ har gennemført spionage under COP15 på dansk grund og i FN's territorie UDEN at den danske regering eller PET har været informeret, må det være en forbrydelse - også mod den danske stat. Hvis spionagen blev gennemført MED godkendelse af den danske stat må det vel være en fælles forbrydelse mod FN og deltagerlandene.

Så regeringen og PET er tavse, og befolkningen er også efterhånden ligeglad med, hvem der overvåger hvem og hvad og hvorfor.

I Tyskland, hvor der trods alt er nedsat en undersøgelseskommission i forbindelse med NSA aflytningerne, mener oppositionen, at den tyske regering anført af kansler Merkel forhindrer opklaring af spionage-affæren. Derfor har den samlede opposition bestående af die Grünen og Links-Partei meldt kansleren og regeringen til forfatningsdomstolen, Bundesverfassungsgericht i efterår 2014.

Hvornår nedsættes der en undersøgelsekommission i Danmark - og hvornår er der nogen, der drages til ansvar for spionagen?

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/nsa-spaehaffaere-opposition-ve...