Embedsmænd klamrede sig til ’juridisk halmstrå’ for at opfylde krigsønske

Udenrigsministeriets embedsmænd måtte overvinde en række juridiske hurdler for, at Danmark kunne deltage i Irakkrigen i 2003. Men VK-regeringen vidste ifølge embedsmændene godt, hvor tynd den juridiske argumentation var. Det fik Folketinget aldrig at vide af ’regeringens advokater’, som embeds-værket omtaler sig selv
Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, orienterer i 2007 pressen om planerne for tilbagetrækningen fra Irak. I 2003 måtte Udenrigsministeriets embedsmænd ifølge ny bog bøje juraen, for at Danmark kunne deltage i Irakkrigen.

Daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, orienterer i 2007 pressen om planerne for tilbagetrækningen fra Irak. I 2003 måtte Udenrigsministeriets embedsmænd ifølge ny bog bøje juraen, for at Danmark kunne deltage i Irakkrigen.

Carsten Snejbjerg
18. oktober 2014

En række juridiske forhindringer måtte og skulle forceres, for at Danmark kunne gå i krig i 2003 – også selv om det betød, at danske embedsmænd måtte bøje juraen til det yderste.

Det forklarer embedsmænd fra Udenrigsministeriet, der var involveret i at udfærdige et juridiske notat om grundlaget for krigen, som blev afgivet til Folketinget, før Danmark kunne deltage i krigen på baggrund af et snævert flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Notatet var ikke udtryk for en nøgtern juridisk vurdering fra embedsmændenes side. Ifølge deres egen opfattelse havde de reelt fået den opgave at argumentere for, at krigen var lovlig. Det fortæller anonyme embedsmænd i bogen Mørkelygten, skrevet af journalisten Jesper Tynell. Hvis embedsmændene havde »siddet tilbage som jurister og sagt ’nej’«, var de blevet betragtet som »ubrugelige som embedsmænd«, mener en af de involverede embedsmænd:

»Der var ikke tvivl om det politisk ønskelige. Og så blev vi bedt om at levere den juridiske indmad, der skulle til, for at regeringen kunne få det, som den ville have det. Det er også embedsmandens opgave. Og det har vi leveret. Det blev, som regeringen ønskede det. Og det er ikke et spørgsmål om, hvad embedsmændene selv mener,« siger embedsmanden.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller sagde imidlertid til Folketinget – med henvisning til det juridiske notat – at der var tale om, at ’man’ ønskede at kende embedsmændenes ’ærlige overbevisning’. De skulle ikke svare, »som man selv gerne ville have det«. Den påstand opretholder han også i dag.

Men embedsmændenes udtalelser i Jesper Tynells bog illustrerer med al tydelighed, at Udenrigsministeriet i en sådan situation ikke ser det som sin opgave at fremkomme med den mest sobre og korrekte folkeretlige analyse, mener Anders Henriksen, der er lektor i folkeret på Københavns Universitet.

Han vurderer, at Folkeretskontoret, som var det kontor i Udenrigsministeriet, der lavede notatet, »ser det som sin primære opgave at skabe juridisk råderum for regeringen«:

»Hvis det betyder, at de må være selektive i deres juridiske analyse, så er det sådan, det bliver. De juridiske analyser har derfor også ofte mest af alt karakter af et partsindlæg fra regeringen,« skriver Anders Henriksen i en skriftlig kommentar til Information. En lignende beskrivelse lyder også fra en af embedsmændene fra Udenrigsministeriet:

»Men vores opgave var jo at levere alle de argumenter, man kunne finde for, at regeringen kunne få det, som den ville have det,« siger embedsmanden.

Pagten

For at komme frem til, at Danmark folkeretligt kunne gå i krig i Irak, måtte juristerne i Udenrigsministeriet forbi den hurdle, at FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget den såkaldte resolution 1441, hvoraf det fremgik, at landene ville give Irak en chance, hvis våbeninspektører kunne udføre deres arbejde i landet.

Indtil den forhindring var overvundet, var der ikke mulighed for at anvende magt over for Saddam Husseins regime. Lod Irak derimod ikke våbeninspektørerne arbejde som beskrevet i resolutionen, skulle Sikkerhedsrådet ifølge resolutionen »mødes« og »overveje situationen«.

På engelsk er formuleringen »to consider the situation«. Juristerne i Folkeretskontoret hæftede sig ved, at det ud fra en sproglig betragtning ikke er det samme som ’to decide’ – at beslutte. Og eftersom Sikkerhedsrådet havde været forsamlet for at diskutere situationen i Irak, men altså hverken besluttet eller konkluderet noget i forhold til Irak, kunne man ifølge juristerne argumentere for, at kravet om at ’overveje situationen’ var blevet opfyldt.

Denne kreative fortolkning beskriver en embedsmand i bogen som »et halmstrå«, de kunne »klamre« sig til.

»Det er det, vi så må klynge os til,« siger en anden embedsmand og fortsætter: »Det er jo så en strid om ord. Hvis Sikkerhedsrådet skal ’consider’, så er det ud fra en sproglig fortolkning det samme som ’overveje’ eller ’behandle’. Et ord, der klart i sit operative meningsindhold er under ’decide’. Efter en strengt sproglig vurdering kan man godt argumentere for, at når et organ ’considers’, så rådfører man sig, så overvejer man, så hører man de forskellige synspunkter, men uden nødvendigvis at nå frem til et fælles resultat. (…) Der kan du sige: ’Det er sgu for tyndt’. Men på den anden side er det ikke afgørende i strid med resolutionens ordlyd, hvor ordet er ’consider’.«

Ifølge folkeretsekspert Anders Henriksen endte juristerne i Udenrigsministeriet efter hans opfattelse med en fortolkning, der er svær at forene med FN-pagtens ønske om at kollektivisere brug af magt i FN’s Sikkerhedsråd.

»Hvis Sikkerhedsrådets bemyndigelse til at bruge magt ikke er entydig, hvad den ikke var i forhold til Irak i 2003, bør man falde tilbage på det generelle magtforbud i FN-pagten. Og det ved juristerne i Udenrigsministeriet godt,« vurderer Anders Henriksen.

Ingen korslagte arme

Men den fortolkning var kun én af de mange forhindringer, som juristerne skulle overkomme. Selv om det omtalte notat til Folketinget ikke beskriver nogen juridisk tvivl om krigsdeltagelsen, så forholdt det sig anderledes på de indre linjer, når embedsmændene vurderede det juridiske grundlag og resolution 1441 over for regeringen:

»Som embedsmænd har vi ikke lagt skjul på, at det ikke er særlig stærkt. Vi har i talrige papirer gjort klart, at 1441 i den henseende ikke er nok. Det er sagt. Men det politiske ønske om, at vi alligevel skal være en del af The Coalition of the Willing og ikke skal sidde tilbage med korslagte arme, det var et udtalt ønske. (…) Men de juridiske betænkeligheder var fremstillet,« siger en embedsmand.

Det misforhold mellem Folketingets og regeringens viden er det mest alvorlige aspekt ved sagen, vurderer Jens Elo Rytter, der er professor i forfatningsret på Københavns Universitet.

»Folketinget får ikke formidlet den alvorlige juridiske tvivl, som ministeriets medarbejdere har, og det er et demokratisk problem. Selv om det er svært at bedrive kontra-faktisk historieskrivning, er det jo ikke givet, at Folketinget på et fuldt oplyst grundlag ville have taget samme beslutning om at gå i krig. Det er alt andet lige lettere for Folketinget at træffe en sådan beslutning, hvis det sker på et folkeretligt grundlag,« siger Jens Elo Rytter.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller afviser at have givet en politisk ordre til embedsmændene om, hvilken konklusion notatet skulle ende med at indeholde:

»Jeg sagde til dem: Det er værdiløst, hvis jeg fortæller jer, hvad der skal stå. Jeg skal have en folkeretlig vurdering. Og den skal være folkeretlig korrekt, sådan som kontoret vurderede det som korrekt. Og jeg gav ingen indikationer. Det var derfor, at de ikke anede, hvad jeg ville,« siger Per Stig Møller. Instruksen til Folkeretskontoret forklarer han således:

»Ordren var præcist, at de skulle lave et folkeretligt papir på, hvorvidt dansk deltagelse var i overensstemmelse med folkeretten eller ej. Det er det, de kommer med.«

Loyalitetspligt

Embedsmændene ’skammer’ sig dog ikke over deres juridiske arbejde og mener heller ikke, at det er ’uforsvarligt’.

De arbejder derimod i et spænd, hvor de skal være loyale og adlyde den siddende regering, samtidig med at de har en sandhedspligt. Men kun hvis en ministers ordrer kan betragtes som klart ulovlige, skal embedsmanden nægte at parere dem. Det er en central pointe i Jesper Tynells bog. En af embedsmændene siger:

»Vi er advokater, der medvirker til at hjælpe regeringen til at nå det resultat, den gerne vil, på et område, hvor man ikke kan sige, at det er klart ulovligt. Det er klart, at hvis du er inde i sådan noget med at hjælpe regeringen til at begå egentlige strafbare og grove overtrædelser og sådan nogle ting, så er det noget andet. Det er jo ikke det, der er tilfældet,« siger embedsmaden.

Den opfattelse af embedsværket – som står i modsætning til myten om den objektive og neutrale embedsmand – anerkender juristerne Jens Elo Rytter og Anders Henriksen begge.

»Men det ville ud fra en ideel betragtning være bedst, hvis embedsmændene var bedre til at dele deres retlige tvivl og eventuelle retlige gråzoner med Folketinget, end tilfældet er. Men sådan er kulturen desværre ikke i dag,« siger Anders Henriksen og tilføjer:

»Der er et akut behov for, at Folketinget opruster, så vores lovgivende forsamling bliver bedre til at gennemskue, hvad der er op og ned i en given sag. Efter min mening kalder bogen derfor mest af alt på en styrkelse af Folketinget.«

Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere embedsmændenes udtalelser, men henviser til den undersøgelseskommission, der skal redegøre for, på hvilket grundlag regeringen i 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i krigen i Irak:

»På den baggrund finder Udenrigsministeriet det rigtigst ikke at forholde sig til de i bogen refererede tilkendegivelser fra anonyme embedsmænd, men vil afvente resultatet af undersøgelseskommissionen.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

LÆS: Fogh ville vide, om han kunne retsforfølges

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Mest af alt kalder bogen på en demokratisering af folkestyret, så befolkningen gøres bekendt med de overvejelser, der skal føre til lovgivning og beslutninger. Det kan godt være, at man mener, at krigsdeltagelse er bedst besluttet på baggrund af hemmelighedskræmmeri; men det er ikke tilfældet. Hvis vi vil alt dette uvæsen til livs - og også spionagen - så må vi tænke helt anderledes om statsforvaltning og statens interesser. Mens private mennesker kan have al mulig grund til at have hemmeligheder indbyrdes og overfor myndighederne, er der ingen god grund til, at myndighederne ikke skal delagtiggøre den almindelige befolkning i de planer og overvejelser, den måtte have på deres vegne. Demokrati er ikke en stillingskrig, men en forening af interesserne i samfundet til fælles bedste.

Brugerbillede for Gert Romme

Ud over det juridiske forhold, der tilsyneladende ikke giver meget plads til individuel tolkning. Kan man jo spørge sig, om borgerne kan være tjent med embedsmænd, der er mere loyale med deres (midlertidige) minister, end de er overfor borgerne, der er deres reelle arbejdsgivere.

Brugerbillede for Ole Nielsen

"Embedsmændene ’skammer’ sig dog ikke over deres juridiske arbejde og mener heller ikke, at det er ’uforsvarligt’."
Læser man hovedrystende.

Hvis en jurist og embedsmand ikke skammer sig over at hjælpe en moralsk anløben statsminister med at lyve overfor folketinget og befolkningen og lyve Danmark ind i en forbryderisk krig, hvad skammer en jurist/embedsmand sig så over.

Juristerne har over den dårlige moral også problemer med engelsk kundskaberne.
Men det var jo så hjælpsomt, da de udførte det snavsede arbejde for Fogh.

Brugerbillede for Kirsten Kathrin

Politik er efterhånden ikke mere noget der skal gøre Danmark til et godt sted at være, at få det bedst mulige ud af alt, der kommer nationen til gode.
Politik er blevet et sted, hvor ambitiøse politikkere kan mele deres egen kage, koste hvad det vil. At kunne "spise kirsebær med de store" er det største ønske. At se Anders Fogh vandre rundt på Camp David, vingeskudt, side ved side med Bush, var det perfekte billede på, at det var Fogh's ambition.
Jeg savner politikkere der har ideer om, hvordan landet kan blive et dejligt sted for os alle, og ikke et sted, hvor vi altid skal have et emne, vi skal være bange for. Det giver selvfølgelig magt, hvis man kan holde befolkningen i en evig utryghed, så ser det jo ud, som om, at lederen har store muskler.
Hellere store hjerner end store muskler.

Brugerbillede for Peter Jensen

"»Der er et akut behov for, at Folketinget opruster, så vores lovgivende forsamling bliver bedre til at gennemskue, hvad der er op og ned i en given sag. Efter min mening kalder bogen derfor mest af alt på en styrkelse af Folketinget.«"

Der er brug for en øget offentlig adkomst til statens magtstrukturers gøren og laden ... samt brug for at den kriminelle tankegang i embedsværket og folketinget konfronteres og elimineres. Dette sker ikke ved at henvise til at nogen skal skamme sig; thi det gør de allerede - og de lever med skammen, som legitimerer den fortsatte moralske erosion. Skam er et grundvilkår for juraen, et grundvilkår for økonomtankegangen. Jura handler om at få ret, ikke at være retfærdig - og økonomtankegangen handler om at vinde prinsessen og det hele kongerige (det halve er ikke længere nok for et moderne menneske).

At styrke folketingets egen ekspertise, som det af nogle foreslås, vil resultere i en optrapning af taktiske og strategiske interessekonflikter mellem embedsmænd og folketingspolitikere ... hvorimod en øget offentlig vidensadgang har bedre chancer for at aftvinge embedsværket en nøgtern og sagligt orienteret arbejdsfacon. Men igen, vi taler om chancer - indenfor den eksisterende samfundsorden; det selvbeskyttende system. Der sker næppe noget alvorligt forandringsgivende, så længe at bestræbelserne på bedring finder sted indenfor systemet - så lad endelig søndagsdepressionerne bliver til lørdags ditto.

Brugerbillede for Lars Andre Adrian

Det mest skuffende er, at ingen af disse embedsmænd tør stille sig frem med navns nævnelse. Resultatet er jo, at de krigsansvarlige uden videre kan afvise alle anklager ved at mistænkeliggøre kilderne, som ikke vil forsvare sig og heller ikke behøver det, fordi vi ikke ved, hvem de er. Dermed vil bogen blive stemplet som utroværdig og formentlig ende som endnu et ligegyldigt komma i den nærmest fraværende debat om Danmarks hang til at gå i krig.

Brugerbillede for Steen Sohn

- Det har ikke været muligt at få en kommentar fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det forstår man vel godt, eftersom det var var ham, der gennemtvang den danske krigsdeltagelse efter at have vredet armen om på den ydmygede Per Stig Møller, der længe havde fastholdt 'FN-sporet.'

Brugerbillede for Ole  Meyer

Skal en undersøgelseskommission se på hvorfor vi kom i krig, kan det være den vil finde at Søren Krarup var en af de få der talte sandt – vel at mærke om egne motiver. 25.8. '07 skrev han: (http://www.information.dk/145057 ”Irakkrigen - en vestlig nødvendighed”) bl.a. :

“at vælte Saddam Hussein var i 2003 et indlysende mål for et Vesten, der ville ramme terrorismen”. Fordi han var fræk og var muslim – sådan i sammenkog. Og det var på tide at statuere et eksempel, endda “i selvforsvarets situation (hvor) Irak (var) det oplagte mål”.

Sværmeri, tør man vel sige. Som førte til en art religionskrig, uden småligt hensyn til de faktiske omstændigheder.

Anders Fogh havde nok andre, køligere motiver – fremfor alt at tækkes Bush. Men uden Krarups og DF's stemmer var vi ikke gået ind i en uprovokeret angrebskrig på tvivlsomme - juridiske og andre - præmisser.

Om Undersøgelseskommissionen nogensinde kommer til bunds i sagen, får tiden vise. Man kan have sine tvivl.

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Embedsmændene er nogen feje hunde, som altid gør hvad de får besked på, og nu køber nogle stykker af dem sig aflad ved at fremkomme med anonyme udtalelser til en bog. Men vi ved jo godt hvad det ender med, for Per Stig Møller har allerede været ude at benægte.

Sådan her er det: Med mindre man er villig til at stå offentligt frem med sine oplysninger, og at man vel at mærke kan dokumentere dem på skrift, eller gennem lyd- og videooptagelser, sker der ingenting. Ingenting! Politikerne kan så let som ingenting sno sig ud af disse beskyldninger, og det er de allerede begyndt på.

Så hvad vi vil få demonstreret er præcis dette: embedsmændene er en flok feje hunde. Og det er et demokratisk problem.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Så hvad vi vil få demonstreret er præcis dette: embedsmændene er en flok feje hunde. Og det er et demokratisk problem."

Vel snarere; vor strukturering af det politiske arbejde, betingelserne for det - og den medfølgende kulturalisering af de mennesker, som gebærder sig i og med systemet, som det tager sig ud i vor nuværende samfundsorden, udvikler fejhed og misbrugsmentalitet. Det er perspektivløst at pege på embedsmændene i sig selv; de er primært biprodukter af en langt større og mere kompleks (system)sammenhæng. Ellers havde det jo været relativt let at løse problemerne hér.

Brugerbillede for randi christiansen

Som marianne jelved engang sagde om fogh : han er en farlig mand.

Manipulering og krigsmager er hans eftermæle - hvad har vi dog gjort, at vi skal finde os i den slags 'ledere'. Og det er jo ikke slut - helle thorning og corydon, som er en del af det tvivlsomme og okkulte = skjulte, fordækte, selskab bilderberg, indsætter goldman sachs på central plads i dansk energisektor, som i forvejen er bundkorrupt. (ref tidligere direktør for midtbank og nuv bestyrelsesmedlem i det færøske landsstyre)

De eneste ærlige mennesker på borgen er enhedslisten - som ikke udnytter deres position til egen fordel i form af overbetaling, store pensioner og div fryns, mens de påstår at den nødvendige politik går ud på at fjerne eksistensgrundlaget for udvalgte forsvarsløse syndebukke i folkedybet - men kan nøjes med en almindelig løn. Resten er utroværdige karrierepolitikere.

Sålænge et flertal af den danske befolkning således lader sig manipulere til stykke for stykke at ofre de af 'lederne' udvalgte medborgere, institutionel retssikkerhed m.v. på dette påståede nødvendighedens alter, bliver vort såkaldte folkestyre en stadig større parodi på sig selv - mens næste segment venter på at blive ofret.

Brugerbillede for ellen nielsen

http://www.gk2003.dk/hvemstemteforkrigen.html

citat: En af de alvorligste beslutninger i dansk udenrigspolitik - B 118 om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak - blev vedtaget 21. marts 2003 med blot en tredjedel af Folketingets stemmer: 61 stemte for, 50 imod - og 68 mødte slet ikke op for at stemme...citat slut

Ærlig talt - finder jeg debatten færdig - for mit vedkommende!
Uanset clearing-aftaler, bør en sådan afstemning ikke kunne finde sted i Folketinget!
Op til flere vigtige afstemninger kræver 2/3's flertal!

Brugerbillede for Eva Bertram

"For at komme frem til, at Danmark folkeretligt kunne gå i krig i Irak, måtte juristerne i Udenrigsministeriet forbi den hurdle, at FN’s Sikkerhedsråd havde vedtaget den såkaldte resolution 1441, hvoraf det fremgik, at landene ville give Irak en chance, hvis våbeninspektører kunne udføre deres arbejde i landet."
Folkeretskontoret skriver i notatet af 17. marts 2003 PÅ SIDE 3, at resolution 1441 betyder "at de tidligere resolutioner (bl.a. 678 og 687) MÅ ANSES FOR AT VÆRE SUSPENDERET." På side 5 bruger de disse supenderede resolutioner til at argumentere for, at krigen er juridisk legitim. Deres hovedargument synes i det fem sider lange dokument at være, at "en bred kreds af lande er enige om, at en ny resolution ikke er juridisk påkrævet". Denne brede kreds var Bush' Coalition of the Willing. Mange danske jurister - herunder Anders Henriksen - mente i øvrigt heller ikke, at FN skulle have ret til at begrænse staternes mulighed for at føre krig, hvilket den gang kom et stort chok for mig.
Folkeretskontorets notat er i mine øjne et pinligt produkt, og det var meget, meget tydeligt allerede i marts 2003. Da det kun er på 5 sider mener jeg i øvrigt, at det måtte være pligtlæsning for de politikere, der overvejede at stemme for deltagelse i angrebskrigen. Jeg tror man skal lede meget længe for at finde en politiker, der virkelig troede på at krigen var i overensstemmelse med FN, fj Anders Fogh Rasmussens utallige ændringer af begrundelser.

Brugerbillede for Hans Larsen

Lidt udenfor det aktuelle emne her - men jeg kommer alligevel til at tænke på, hvor mange gange de 'uafhængige' jurister i Justitsministeriet har vurderet, at Danmarks tilslutning til én eller anden EU-traktat eller -pagt ikke har betydet, at vi afgiver suverænitet, og at det derfor ikke var påkrævet med en folkeafstemning om emnet.

Hvis juristerne i Udenrigsministeriet kan intimideres til at mene det, politikerne gerne vil have, er det vel også muligt for juristerne i Justitsministeriet?

Hvor mange folkeafstemninger er vi mon blevet snydt for på den konto?

Brugerbillede for randi christiansen

Hans larsen - meget relevant eksempel på magtmisbrugets juridiske krumspring. Selvf er der tale om afgivelse af suverænitet - og hvis disse ikke kan pakkes ind i noget, der ligner legitimitet, så bliver retsgrundlaget blot bøjet og ormædt. Den 1%'s fatale fejltagelser bliver stadig tydeligere, men at vise sig som hædersfolk, indrømme, afgive privilegier og deltage i retfærdig genopbygning af vores samfund i stedet for de stadig tiere sammenbrud - kan der åbenbart endnu ikke være tale om.

Følg pengene - find de ansvarlige. At det ikke er tydeligt for et flertal beviser kun, hvilken magt undertrykkerne har. De kontrollerer centrale magtpositioner - spgsm er, om civil ulydighed, oprør fra neden og den intelligente, bæredygtige vision er nok til at detronisere tronranerne?

Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen

At embedsmændene "tilpasser" det juridiske grundlag til regeringens ønsker er ikke en nyhed på nogen måde.
Det er en tradition.

I øjeblikket overtræder denne regering formodentlig adskillige konventioner, ved selv at lade tusinder i hundredetal arbejde uden indflydelse på egne vilkår igennem overenskomster, og dermed være nødt til at tillade østarbejdere gøre det samme.
Der skal ligeledes bøjes adskillige paragraffer for at sende syge og ledige i tvangsaktivering og arbejdsprøvning, på tværs af lægefaglige udtalelser m.m., for at de til gengæld kan få udbetalt mindre end eksistensminimum.

Som sagt er det jo bare en tradition at skamride lovene i embedsværket.
Samvittighed har man ikke.

Brugerbillede for Ole Chemnitz Larsen

Absolutte juridiske hindringer bortskaffes fra sagerne:

Er loven brudt til skade for borgerne, så bortskaffes de brudte love fra sagen til uberettiget fordel for de ansvarlige myndighedspersoner.

Gjort igen og igen i Skatteministeriet, herunder også i svar til Folketinget.

Er der beviser for kriminelle forhold mod ministre og embedsmænd, sår bortskaffes beviserne fra sagen.

Gjort igen og igen i Skatteministeriet, herunder af Peter Loft, samt af Københavns Politi og Anklagemyndigheden, herunder Rigsadvokaten samt Justitsministeriets departement.

Forhold, der fremgår af de ansvarliges egne dokumenter.

Brugerbillede for Ole Nielsen

Steen Sohn.

Fogh har naturligvis et par kommentarer klar.
F.eks.: Der er ikke noget at komme efter.
Eller: Der er ikke fugls føde på den sag.

Disse dybsindige kommentarer åd samtlige medier helt ukritisk og underdanige, da han var statsminister.
Så det går de naturligvis også nu.
Medierne kan jo ikke være kritiske med tilbagevirkende kraft.
De kan jo heller ikke trække deres bukken og skraben tilbage.

Brugerbillede for Jesper Oersted

Jesper Tynells bog "Mørkelygten" er ganske enkelt uinteressant og ubrugelig. Den bygger udelukkende på "unavngivne" embedsmænd. Ikke én embedsmand, der er mand for sin hat og står frem ved navns nævnelse. I princippet kan hele historien være opdigtet af Tynell. Den kan også have fået en journalistisk stramning. Vi ved det ikke! Og vi ved ikke, om de unavngivne embedsmænd, hvis de findes, i virkeligheden er et utilfreds mindretal, der blev nedstemt og derfor føler sig tilsidesat af rapporten. Man kan ikke føre politik eller fornuftig journalistisk på baggrund af anonyme kilder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det kan man sagtens, Jesper Ørsted, det er jo, hvad der kommer ud af den igangsatte debat, der er interessant - herunder ikke mindst, hvad de første spilled beans fører med sig, når - nu skifter vi metafor - garnnøglet vikles op.
Fogh er eksemplet på, hvor galt det kan gå, når der styres igennem management by fear. Tænk, vi har ikke haft idédebatter i 15 år på grund af den lort og hans krigsmageri og hans angreb på dem, der rent faktisk havde en viden at fremkomme med. Hvis han kunne blive kylet i det dybeste fangehul, var det ikke for meget. Og af samme grund bør der nu også gøres op med den misforståelse af politik og økonomi, som blev indført med Lykketoft og Nyrup, og som førte til en kraftig afvikling af det danske samfunds stærkeste sider.

Brugerbillede for randi christiansen

Haag? Den arm, der er for kort til at ramme, når det klør . Haag, magtens ynkelige figenblad. Omend velfortjent, ville det forslå som en skrædder i helvede at sende afr derhen - og i så fald ville han blot være syndebuk for sine chefer. Han sikrede sig jo imod at kunne blive retsforfulgt, så der er vel ikke noget at komme efter. Lad os i stedet lære af fejltagelserne og se fremad. Fred og forsoning må være den konstruktive vej, der er brug for alle gode kræfter i omstillings-og genopbygningsprojektet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Nielsen

Morten Kjeldgaard.
Jamen så er sagen jo klar.
Fogh er uskyldsren.
Grimme mennesker begår karaktermord imod Fogh.
Der er ikke fugls føde på denne sag.
Hvorfor træder Fogh ikke bare frem og fortæller dette?
Troels Poulsen er jo kendt som en yderst troværdig person.
Men bedre hvis Fogh selv træder frem og fortæller, at der ikke er noget at komme efter.

anbefalede denne kommentar