Selv om Enhedslisten tidligere har tordnet imod skattelettelser, har lokalpolitikerne fra partiet skrevet under på skattelettelser i 11 ud af de 30 kommuner, hvor Enhedslisten har sagt ja til det seneste budgetforlig. Det viser en oversigt fra KL og Enhedslisten.
Per Clausen, der er partiets kommunalordfører, mener, at partiet i nogle kommuner måske er gået for langt i forhold til partiets politik: »Det er muligt, at vi måske har slugt for mange kameler for at være med i forligene. Det er noget af det, vi nu skal diskutere i partiet,« siger han og understreger, at partiet endnu mangler at få et overblik over, hvor stor politisk indflydelse det er lykkedes for Enhedslisten at få rundt om i kommunerne.
At Enhedslistens lokalpolitikere har sagt ja til skattelettelser, kan på længere sigt få indflydelse på partiets politik. Det mener kommunalforsker Christian Elmelund-Præstekjær fra Syddansk Universitet.
»Landspolitisk kan partiet blive nødt til at skrue ned for deres markante holdninger, så det kommer til at flugte med, hvad lokalpolitikerne gør. Derfor tror jeg, at Enhedslisten særligt på det sociale område vil være nødt til at skrue en anelse ned for retorikken,« siger Christian Elmelund-Præstekjær, der vurderer, at det i fremtiden kan blive svært for partiet at stille så markante krav, som det skete under sidste års finanslovsforhandlinger, hvor partiet blandt andet krævede, at ældre skulle have krav på to ugentlige bade.
En forhandlingssituation
En af de kommuner, hvor Enhedslisten har skrevet under på skattelettelser, er Ishøj Kommune, hvor partiet for første gang blev valgt ind i byrådet ved sidste kommunalvalg: »Vi stemte for skattelettelserne, fordi vi til gengæld fik nogle af vores mærkesager igennem, men det er klart, at vi havde store overvejelser forud for vores beslutning,« siger Ole Wedel-Brandt og understreger, at forliget blandt andet er med til at sikre en jobrotation blandt kommunens ansatte og en forbedring af cykel- og stisystemet i Ishøj.
På Christiansborg mener Jacob Jensen, kommunalordfører for Venstre, at det er et udtryk for partiets dobbeltmoral:
»Enhedslisten er uden tvivl gået langt for at være med i budgetforhandlingerne, og man kan da godt løfte et øjenbryn over, at de nu flere steder siger ja til skattelettelser, som de jo normalt er imod.«