Fogh afkræves svar om grundlag for Irak-krig

Det var uden om ministeriets formelle kommandoveje og ’fra allerhøjeste sted’, at embedsmænd i Udenrigsministeriet blev bedt om at levere det juridiske grundlag for Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Det fortæller en embedsmand i bogen Mørkelygten. Fogh må forklare, om han stod bag, lyder det fra flere sider
Koalitionen gik i marts 2003 ind i Irak. Inden da var danske embedsmænd blevet bedt om at levere det juridiske grundlag for Danmarks deltagelse i krigen, hævder jurister i ny bog.Information beskrev lørdag den 18. oktober, hvordan det juridiske grundlag for Irak-krigen ifølge embedsmænd var politisk bestillingsarbejde

Koalitionen gik i marts 2003 ind i Irak. Inden da var danske embedsmænd blevet bedt om at levere det juridiske grundlag for Danmarks deltagelse i krigen, hævder jurister i ny bog.

Information beskrev lørdag den 18. oktober, hvordan det juridiske grundlag for Irak-krigen ifølge embedsmænd var politisk bestillingsarbejde

Cris Bouroncle
21. oktober 2014

Gav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ordre til, at embedsmænd i Udenrigsministeriet skulle levere et juridisk notat, som kunne blåstemple Danmarks deltagelse i Irak-krigen tilbage i 2003?

Det spørgsmål bliver nu på ny relevant, efter at flere anonyme embedsmænd i bogen Mørkelygten af journalist Jesper Tynell har givet udtryk for, at et afgørende notat om det juridiske grundlag for krigen, som blev leveret til Folketinget, var politisk bestillingsarbejde fra VK-regeringen.

LÆS: Embedsmænd klamrede sig til ’juridisk halmstrå’ for at opfylde krigsønske

En af de involverede embedsmænd fortæller, at efterspørgslen efter et notat, der kunne bane vej for dansk krigsdeltagelse, kom mest tydeligt til udtryk i de meldinger, der kom fra Statsministeriet. Det skete ifølge embedsmanden ’fra allerhøjeste sted’.

Det skete desuden uden om ministeriets formelle kommandoveje, og meldingerne blev mundtligt overleveret til juristerne i det såkaldte Folkeretskontor i Udenrigsministeriet, fortæller embedsmanden. Det var netop det kontor, som udfærdigede notatet til Folketinget om det juridiske grundlag for Irak-krigen.

Vigtigt at få svar

Jens Elo Rytter, der er professor i forfatningsret på Københavns Universitet, mener, at det er et vigtigt spørgsmål at få afklaret, om Anders Fogh Rasmussen gav ordren og gik uden om den daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K).

»Hvis det er tilfældet, har Anders Fogh Rasmussen et selvstændigt ansvar for, at Folketinget fik den opfattelse, at der var et juridisk grundlag for krigen, selv om embedsmændene anså det for stærkt tvivlsomt,« siger Jens Elo Rytter, der har læst embedsmændenes udtalelser.

LÆS: Fogh ville vide, om han kunne retsforfølges

I et af bogens øvrige kapitler fortæller en anden embedsmand fra Udenrigsministeriet, at det er almindeligt, at embedsværket efterlever henstillinger fra regeringens centrale ministre og ministerier, når de skriver notater til deres egen minister og offentligheden. Det kan ske for at hjælpe ministeren, men også for at undergrave ministeren:

»Det er en åben sandhed og velkendt, at der er alle mulige, som varetager de interesser, de mener, er Statsministeriets interesser. (…) Så er der både den pæne udgave af det og den grimme udgave af det. Begge ting sker hele tiden. (…) Den grimme er selvfølgelig, at du har to ministre fra to forskellige partier. Statsministeriet vil så typisk – men det kan også være Finansministeriet eller andre – sikre, at deres politik kommer ind gennem de kanaler, de nu har længere nede i systemet,« siger embedsmanden.

Svar, Fogh

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen om embedsmændenes udtalelser siden torsdag i sidste uge. Men Fogh burde svare på embedsmændenes ’beskyldninger’, mener Holger K. Nielsen, der er SF’s forsvars- og udenrigsordfører.

Hvis det juridiske grundlag for Irak-krigen var politisk bestillingsarbejde, er spørgsmålet, hvor bestillingen kom fra.

Wiktor Dabkowski

Han forventer, at den såkaldte Irak-kommission, der skal undersøge grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen, vil indkalde den tidligere statsminister som vidne.

»Når det er sagt, synes jeg, at det ville være passende, hvis Anders Fogh allerede nu forholder sig til påstanden, for vi kan jo ikke vide, hvornår han eventuelt skal afhøres af Irak-kommissionen – det kan jo tage lang tid, inden det kommer til at ske,« siger Holger K. Nielsen.

Nikolaj Villumsen, der er forsvarsordfører for Enhedslisten, deler synspunktet om, at Fogh bør svare på embedsmændenes udtalelser.

»Det nytter ikke noget, at han ikke svarer på kritikken, for den er så alvorlig, at vi må kræve at få et svar fra ham. Hvis det forholder sig, som de anonyme embedsmænd siger, er det ikke bare dybt alvorligt, men også en stor forbrydelse,« siger Nikolaj Villumsen og fortsætter:

»Alt tyder på, at Folketinget dengang blev vildledt til at gå i krig på et fejlagtigt grundlag, og det er Anders Fogh Rasmussen nødt til at forholde sig til. Især når man tænker på, hvilke konsekvenser Irak-krigen har haft, blandt andet det faktum, at krigen har banet vejen for Islamisk Stat.«

Fem år til undersøgelse

Nils Bernstein, daværende departementschef i Statsministeriet, ønsker ikke at kommentere udtalelserne fra embedsmændene. Han mener, at det ville være »forkert« af ham at kommentere dem, eftersom der er nedsat en undersøgelseskommission.

Juraprofessor Jens Elo Rytter peger imidlertid på, at det er centralt, at ordren ifølge den anonyme embedsmand blev overleveret mundtligt.

»Det kan gøre det vanskeligt at bevise, om denne melding er kommet fra Statsministeriet. Omvendt kan man sige, at kommissionen kan basere sig på mundtlige udsagn fra embedsmændene, som dog kan være noget svagere dokumentation end skriftlige kilder,« siger Jens Elo Rytter.

I det kommissorium, som danner grundlag for Irak-kommissionen, står der, at kommissionen »bør« tilrettelægge arbejdet, sådan at den »så vidt muligt« kan afgive beretning i 2017.

Undersøgelsen dækker også dansk krigsdeltagelse i Afghanistan, og de involverede myndigheder har anslået, at materialet kan omfatte op mod én million dokumenter, alt efter hvordan det afgrænses.

Michael B. Elmer, der er formand for kommissionen, ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, om kommissionen kommer til at udspørge Anders Fogh Rasmussen som vidne.

Information har forsøgt at få en kommentar fra forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) og Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen. Det har ikke været muligt mandag.

LÆS: Krigen; løgnen; flugten fra ansvaret

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

’fra allerhøjeste sted’ er selvfølgelig fra statsministeriet.
Sådanne juridiske notater er intet værd. Det var ligesom med Lissabontraktaten, der ikke krævede folkeafstemning, og Tvind-loven, der ikke var i strid med grundloven (hvilket den var - sagde Højesteret).

Brugerbillede for Anne Eriksen

Dette burde være en prøve på om systemet fungerer, selvom Venstre i mange tilfælde har kunnet slippe af sted med uregelmæssigheder.
Og det er ikke resultatet af krigen, som er velkendt, det drejer sig om.
Dette er Anders Fogh Rasmussen, som har et forklaringsproblem af væsentlig karakter!

Brugerbillede for Katrine Visby

Der var vist noget med at Grundlovens §19 stk. 2 blev ændret i sin formulering i 1953:

"Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som redskab for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De forenede Nationers pagt."

Dette kunne tyde på at Irak-krigen var ulovlig og imod FN-pagten.

I 2007 nægtede Østre Landsret at få grundlovsovertrædelsen prøvet. Sagen blev anket i 2010. Det blev stadig nægtet at kigge på grundlovsovertrædelsen.

Grundlovskomiteens tekst kan læses her:
http://www.gk2003.dk

Brugerbillede for Rasmus Knus

Men Højesteret udtalte sig om det materielle indhold i Grundlovens § 19, stk 2 selvom sagen blev afvist.
"Hertil bemærker Højesteret, at der ikke foreligger nogen særlig uklarhed om forståelsen af grundlovens § 19, stk. 2, i overensstemmelse med ordlyden som en procedureregel, der regu­lerer forholdet mellem regering og folketing. En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situ­ationer ville kunne anvende militære magtmidler. En sådan forståelse ville også stride mod den grundlæggende ordning i dansk ret af forholdet mellem national ret og international ret, hvorefter folkeretten ikke har grundlovskraft."
Fra http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/DomiIra...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

I realiteten tilsidesatte Højesteret med den udtalelse faktisk Grundloven, der jo klart afgiver suverænitet - og har været til folkeafstemning, hvorfor det er fuldt lovligt - på dette område. Med FN-Pagten fralægger lande sig jo netop retten til at indlede angrebskrig og til at underlægge sig Sikkerhedsrådets vedtagelser. Indtil Kosovo kunne vi da heller ikke forestille os andet - faktisk kunne vi slet ikke forestille os andet end at medvirke til fredens opretholdelse. Og sådan burde det fortsat være: begrænsede krige, som bringes til ophør, og hvis fred opretholdes af FN-troppers tilstedeværelse, passede det danske forsvar og den danske forståelse af international deltagelse bedst.

Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Vi ved alle at det var Fogh der gerne ville tækkes George Bush. Han ville ind i varmen, 'være en af drengene'.

Det er så latterligt og trættende, hele tiden at være vidende til alle disse sløringer, skjulte dagsordener, spin og løgne. Generelt set så er det det eneste vi oplever nede på gulvet. En elite af magtliderlige løgnere, der gør alt for at nå deres mål.

Jeg kan ikke fortænke danskerne i at have en indgroet politikerlede og mistro. Sådanne mennesker er med til at fjerne tilliden til den verden vi lever i.

De skulle skamme sig.

Brugerbillede for Ole Nielsen

Det er ikke noget at sige til, at Fogh gerne ville have klarlagt, om han kunne retsforfølges, inden han rodede sig ind i alle hans løgne og manipulationer.
Med en svag udenrigsminister havde han direkte adgang til at presse juristerne i udenrigsministeriet.
Til at give de rigtige svar.
Embedsmændene har åbenbart også ment at Fogh ikke kan retsforfølges.
Afskyeligt at den mand som lyver Danmark ind i en krig under hele forløbet også går så meget op i at sikre sit eget skind.
Det svarer vel til at potentielle kriminelle går til politiet for at udbede sig tilladelse til at begå kriminalitet.
Man må håbe at politiet er mindre tolerante end embedsmænd i udenrigsministeriet.

Brugerbillede for Nanna Wulff M.

Der er vel ingen der tror at Fogh, i alt sin magtfuldkommenhed, vil stå frem og beklage, at han løj?

Tror nogen, at han vil stå frem og sige at han trynede nogle embedsmænd og dermed misinformerede den danske befolkning. For slet ikke at sige noget om at mange mennesker blev dræbt på grund af diverse usandheder?

Nu mangler vi bare at Løkke står frem og forsvarer sin tidligere chef. Det er han nok for snu og dreven til. Fejeselvkosten står jo lige ved døren ….

Brugerbillede for olivier goulin

Jeg begriber ikke, at den slags informationer altid kommer frem længe efter skaden er sket.
Er der ingen departementchefer eller andre ledende embedsmænd, der har mod og moral nok til at sætte foden i jorden, mens kompromitteringen er i sin vorden? Hvorfor sikrer de sig ikke beviser, og fælder de brådne kar på fersk gerning? De har vel pligt til at råbe op, hvis der foregår ulovligheder, de er bekendt med. De har muligvis ikke haft beviser på skrift, men så kunne de havde optaget samtaler, og være gået til politiet eller pressen med dem - men sagen var varm. Det er det, der er brug for. Det kunne måske have forhindret krigsdeltagelsen i dette tilfælde. At komme 10 år efter er næsten omsonst.

Man kan desværre ikke andet end mistænke ministerierne og embedsmændene for at være underlagt en kultur af frygt, opportunisme og usund loyalitet - som reelt udgør en hindring for magtbalance mellem den lovgivende og udøvende magt. Det er magtkorruption på allerhøjeste plan, indskrevet i systemet selv.

Hvorfor har de pågældende embedsmænd ikke blæst i fløjten dengang, mens det stod på?

/O

Brugerbillede for Ole Nielsen

oliver goulin
"Jeg begriber ikke, at den slags informationer altid kommer frem længe efter skaden er sket."

Jeg tror, at svaret er meget enkelt.
Alle troede at slyngelstregerne ville gå godt.
Man skal også huske, at Fogh satte medierne under pres.
Siden 2001 har Danmark i realiteten ikke haft en fri, uafhængig og kritisk presse.
I dag findes der i Danmark kun tabloidaviser, som fylder læserne med ligegyldigt petit stof.
De danske medier svigtede fatalt i 2003.
Netop på det tidspunkt hvor der var allermest behov for en kritisk og uafhængig presse.

Brugerbillede for olivier goulin

@Ole Nielsen

Det er muligt, men det kan umuligt forklare det hele. Selv med en stækket og vrangvillig presse, kan insidere nemt få offentliggjort deres viden. Tag f.eks. på Snowden. Her var een enkelt avis og journalist nok til at slynge nyheden rundt i den globale mediecentrifuge. Det samme kunne nemt gøres af eksempelvis denne avis (Information), som jeg formoder med glæde ville påtage sig opgaven.

Nej, problemet i dette tilfælde er jo tydeligvis, at de, der skulle lække informationerne til medierne, ikke gjorde det i tide, mens stoffet var brandvarmt. Nu er det ikke engang lunkent længere, og det er nærmest trivielt. Der er jo reelt ingen, der er overrasket over disse informationer. De falder helt i tråd med, hvad vi efterhånden har lært om AFR. Hele hans leflen for USA og senere karriere i NATO har været del af hans nederdrægtige planer.

Han skulle have været fældet på fersk gerning af nogle hæderlige og modige embedsmænd, mens tid var.
Og allerhelst som del af en vejforberedt plan, hvor man havde sikrets sig optagelser fra de hemmelige møder, der formodentligt har fundet sted. Så havde alle efterfølgende juridiske spidsfindigheder med at fordreje beviserne og frikende manden været så godt som nytteløse.

/O

Brugerbillede for Mogens Kristensen

@Olivier Goulin
"Man kan desværre ikke andet end mistænke ministerierne og embedsmændene for at være underlagt en kultur af frygt, opportunisme og usund loyalitet - som reelt udgør en hindring for magtbalance mellem den lovgivende og udøvende magt. Det er magtkorruption på allerhøjeste plan"

Hvem sagte..."Misbruget af embedsmændene er blevet så groft, at Folketinget med stort flertal har givet regeringen en næse for det. Men det blæser regeringen højt og flot på. I det hele taget opfører regeringen sig mere og mere arrogant i forhold til Folketinget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Pedersen

"Det skete desuden uden om ministeriets formelle kommandoveje, og meldingerne blev mundtligt overleveret til juristerne". Jamen i så fald skal en embedsmand ikke røre en finger. Den slags ordrer, hvor der er voldsom tvivl og hvor det forlyder at ministre spørger til evt. strafferestlige konsekvenser skal afleveres på tryk. Hvis beslutningen skal træffes, så stå ved det og tag konsekvenserne.

Brugerbillede for Bente Petersen

Det er lidt sent... saadan noget skal tages lige med det same... afsloeres... offentliggoeres, ellers har vi ikke demokrati... men fascism... husk ogsaa at det var under Ras Fogh at vores militaer blev omlagt fra forsvar til angreb ie forsvars forlig 2005... vi er alle skyldige is at sove ved rattet.... Men lad os vaagne op - bedre sent end aldrig, lad os holde os til grundloven ... de krige vi har vaeret med i siden 2003 kan ikke goeres om, men vi kan omstoede farsvarsforligene siden 2005, vi kan sige nej til a deltage i alle de der krige USA foerer... vi kan bruge pengene, der er sparet til freds arbejde, der er steder nok der har brug for en freds indstats, maaske vi kan faa raad til at hjaelpe flere flygtninge. Der er mange mulighedder der er moej bedre en krig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarne Falk Rangård

Når man læser ovenstående er det godt at have en klar referenceramme for hvad der foregår.
Jeg vurderer altid følgende når jeg bliver præsenteret for noget som ovenstående.
Hvilken virkelighed taler vi om :
Jeg anvender minimum 3 virkeligheder:
1 Den virkelige virkelighed, det er den vi almindelige mennesker lever og dør i
2 Den politiske virkelighed, det er den toppolitikerne og magthaverne lever i og forsøger at overbevise os andre om er den rigtige
3 Den definerede virkelighed, er den embedsmændende præsenterer for os og de almindelige politikere, dvs folketinget og regionsråd/ kommunalbestyrelser, således at disse kun får det der passer magthaverne/toppolitikerne at forholde sig til

På den måde er alle tilfredse og ingen kan klandres.

Endelig er der den redigerede virkelighed, det er den som medierne fokuserer på og derfor den virkelighed vi kan diskutere/debattere

Specielt Anders Fogh Rasmussen er en mester i at sikre sig at kun meget få kender til andet end den definerede virkelighed. At Per stig møller benægter og slår ud med arme og ben giver jeg ikke noget for. Han udtalte "vi følger FN-sporet" , men det holdt kun til AFR besluttede noget andet.
Og en udtalelse fra AFR kan man selvfølgelig godt afkræve, men at mene det fører til at sandheden kommer frem af den grund er for naivt.
Selvfølgelig vil han lyve så stærkt som en væddeløbshest kan rende, nogen lunde samme tempo, som når han løber fra ansvaret.

Brugerbillede for Peter Nielsen

Hvis man henvender sig til embedsværket for at finde et juridisk grundlag for at gå i krig, og så det grundlag findes - altså at man ikke juridisk overtræder Dansk lov, så er det vel som det er?
Misforstå mig ikke, men hvis det ikke var lovligt iht. Dansk lov, ja så har man overtrådt sine beføjelser, men hvis der er frembragt et dokument hvori der står jfr. paragraf xx stk. xx så kan Danmark med afsæt heri indtræde i en international koalition og føre krig mod et givent land - er det så forkert at antage at de politikere og folketinget generelt er forpligtet til at gennemlæse dokumentet og konsultere sine egne rådgivere såfremt der er tvivl omkring rigtigheden i selvsamme dokument?
Nu forsøger jeg ikke at fratage Anders Fogh ansvaret men bærer hele den forsamling af politikere der stemte for ikke et lige så stort ansvar? Den Administrerende direktør Anders Fogh har jo det ultimative ansvar, men regner det på præsten så drypper det på degnen, og så skal de involverede i vedtagelsen også stå til ansvar.
Hvis man vil have et grundlag for at vedtage enhver beslutning der træffes i regeringen, så er det vel også naturligt at bede embedsfolkene om at skaffe det grundlag underforstået også undersøge om det er i strid med dansk lovgivning?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Det står efterhånden klart for mange, at deltagelsen i Irak-krigen var ulovlig. Der er blevet bøjgradet nogle paragraffer, og det er kun fordi Anders Fogh Rasmussen er så magtfuld at han ikke er blevet retsforfulgt endnu.

Spørgsmålet er om hvilket signal dette sender til omverdenen.
Det er blevet legitimt at lyve og bryde loven, så længe man kan fifle med formuleringerne så det lyder spiseligt.
Ja, det er nærmest konstateret nu at loven ikke gælder for regeringsledere.

Det sætter et stort spørgsmål til vores demokrati her i landet. Og det stiller spørgsmål til den lovgivende, dømmende og udøvende magt, som burde være adskilt.

Brugerbillede for arne poulsen

Der er vist tale om en politisk kultur, jvf. Jean-Claude Juncker (næste EU-Kommissionsformand):
"When it becomes serious, you have to lie".
Altså løgn som et acceptabelt politisk redskab. Den slags holdninger smitter. Det er sygt. Men HVOR sygt? SÅ sygt, at folk i massevis stadigt stemmer på folk, som deres fornuft må fortælle dem, at de ikke kan stole på. Et demokrati kræver en vågen befolkning.
Den konservative The Telegraph (ikke min daglige avis) skriver f. eks.:

Mr Juncker has never hidden his view that the compromises and deals being worked out in EU meetings or leaders or ministers need be protected from public scrutiny, by lies if necessary.

"When it becomes serious, you have to lie," he said.

In May 2011, he told a meeting of the federalist European Movement that he often “had to lie” and that eurozone monetary policy should be discussed in “secret, dark debates”.

He also sparked controversy by suggesting that the eurozone economic policy was incompatible with democracy. “We all know what to do, we just don't know how to get re-elected after we've done it,” Mr Juncker cynically quipped last year.

Mr Juncker was also closely linked to the EU constitution, before the French referendum on it in 2005 he predicted, correctly, that Europe would ignore any popular rejections.

“If it's a Yes, we will say 'on we go', and if it's a No we will say 'we continue’,” he said.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Grundloven siger at krig er et legitimt svar, hvis der er tale om et angreb på landet og så der kun tilbage at vurdere om det var tilfældet tilbage i 2003, herunder om der var tale om forberedelse af et evt. angreb mod et eller flere vestlige lande fra Sadam Husseins side mod bl.a. danskerne, herunder om der fx. var våbendepoter i Irak med fx. kemiske våben osv. som kunne tænkes at blive brugt til et evt. angreb på fx Danmark - og det var jo "faktisk" tilfældet - i hvert fald lød meldingerne fra CIA dengang, at der var fundet bevis for at kemiske våben var under opbygning. At meldingerne siden viste sig at bygge på fri fantasi kommer sådan set ikke sagen ved, set med danske briller, for pointen vil til stadighed være at Fogh og bla. USAs udenrigsminister Colin Powel og sågar Bush himself følte sig overbevist af CIA om at der var et angreb under opsejling eller i hvert fald en markant trussel under udbygning og alene dette burde være alt nok til at sætte det danske forsvar i alarmberedskab.

Sagen er egentlig ret enkel: Danmark er, sammen med USA og resten af den vestlige verden anno 2013 om ikke direkte angrebet af Irak så dog så truet at det kan sidestilles med et angreb og ergo går vi i krig på lovlig vis.

Tænk lige hvis der faktisk havde været kemiske våben i Irak og at nogle af dem var øremærket til danskerne og at vi bare havde siddet på hænderne? Nej vel? Så altså: selvfølgelig gik vi i krig med (og ikke mod) USA på lovlig vis. Længere er den sådan set ikke. Danmark, repræsenteret ved Anders Fogh Rasmussen, følte sig truet og dermed til dels også angrebet. Derfor gik vi i krig. Man kan også lidt firkantet også sige at vi blev narret til at gå med i en krig på et tvivlsomt grundlag. Det afgørende var bare at vi (repræsenteret ved Anders Fogh Rasmussen) ikke vidste hvor tvivlsomt grundlaget var og derfor kunne vi heller ikke handle anderledes.

Så måske skulle vi holde op med at slå os selv oven i hovedet, selvom vi tydeligvis har skabt mere og ikke mindre uro i Mellemøsten. Måske skulle vi hellere, i stedet for at se tilbage og lede efter syndebukke, se fremad og lede de sprækker som krigen trods alt må have efterladt, med henblik på at plante frø til det demokrati og den sekularisering som der er så hårdt brug for ikke blot i Mellemøsten men i hele verden. Og jeg er glad for at jeg slutter med hele verden, for man kan ikke tænke Anders Fogh Rasmussen uden at tænke hele verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Seneste info vedr kemiske våben er, at de fandtes - men var supporteret af usa fra dengang man støttede irak mod iran, og kunne dateres til 1981. Det ville man skjule. Hvis det er sandt, var truslen jo reel nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Knus

@ Søren Kristensen
Din ekskurs har flere logiske brister. Den vigtigste er at forsvarets efterretningstjeneste - lex Frank Grevil-affæren - vurderede, at Irak IKKE besad masseødelæggelsesvåben og derfor naturligvis ingen offensive hensigter med disse ikke-eksisterende kapaciteter. En vurdering som den daværende statsminister naturligvis også havde indsigt i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand 

Januar 2004 trompeterede TV2 stolt, at "Danske ingeniørsoldater har måske som de første fundet konkrete beviser for irakiske masseødelæggelsesvåben". Nyheden dominerede de danske medier i de kommende dage - resten af verden var ligeglad.

Mens alle ventede på de kemiske analyser af fundet, lykkedes det mig at fodre de sultne journalister med oplysningen om, at eventuelle fundne giftgranater kunne være af dansk produktion. Historien bed sig så godt fast, at Anders Fogh beordrede justitsministeren til at undersøge om våbnene stammede fra et nøglefærdigt produktionsanlæg til fremstilling af granater, som A.P. Møller-ejede Dansk Industri Syndikat i 1986 havde bygget for Saddam Hussein.

Muligheden var naturligvis yderst ringe for at danske soldater lige præcis skulle være snublet over danske granater, men jeg serverede den for atter at gøre opmærksom på hvor nyttig en handelspartner Danmark havde været, og hvor meget vi havde bidraget til Iraks oprustning. Danmark og Irak havde en overenskomst om "industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde", der først blev afbrudt den dag, hvor USA erklærede Irak for farlig, da landet nu havde alt for mange våben.

Efter et par dage viste analysen, at de fundne granater ikke indeholdt noget skadeligt, og at væsken i dem blot var gammelt opløst sprængstof. Men også USA fandt mange gamle våben, og en del af disse våben indeholdt ganske rigtigt diverse giftstoffer - og var altså ægte WMDer, men på ingen måde de så opreklamerede MasseØdelæggelsesVåben.

For som det fremgår af de nye rapporter, var disse fund lige så gamle og betydningsløse som de danske. Det drejede sig om våben tilbage fra Iraks krig mod Iran, og alt var derfor nedbrudt og ubrugeligt.

En væsentlig grund til at USAs fund af WMDer ikke blev grundigt omtalt i 2004 var, at mange af dem var produceret med hjælp fra Vesten inklusive USA, mens de to lande fortsat var krigskammerater. Hemmeligholdelsen betød, at en lang række soldater, der fik skader af at rode med de gamle kemikalier, aldrig fik den fornødne hjælp.

Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvis CIA og den amerikanske udenrigsminister mener og siger fra talerstolen i FN, at der er (var) masseødelæggelsesvåben og en dansk underofficer (Frank Grevil) mener noget andet, hvad skal en dansk statsminister så bygge landets udenrigspolitik på? Og hvem kunne i øvrigt garantere at våbeninspektøren Hans Blix (hans fortræffeligheder ufortalt) ikke havde overset en og anden jordhule fuld af kemiske våben? Anders Fogh blev med andre ord, som så mange andre højtstående politikere i og udenfor USA, forført af CIA i skikkelse af Colin Powel, til at medvirke og det er der sådan set, i bagklogskabens klare lys, ikke andet at sige til, andet end at det måske var dårlig dømmekraft på et uigennemsigtigt grundlag. Men ligefrem en forbrydelse, at støtte en gammel allieret, som føler sig truet og med verdens største efterretningsvæsen i ryggen hævder, at en stor del af verden inklusive Danmark er i farezonen? Den bliver vist svær at føre bevis for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

Enig med Søren Kristensen,
Det virker som om at der er en klapjagt igang. Der kan vel ikke være én eneste i Danmark der er i tvivl om at masseødelæggelsesvåbnene ikke var at finde, og hvis der var nogen så var de i et omfang der ikke burde danne grundlag for en invasion. Men derfor er der ikke bevis for at Anders Fogh gik i krig for sjov skyld. At han beder om en juridisk rygdækning samt spørger ind til om der vil være tale om en krigsforbrydelse, er vel naturligt, da det er første gang Danmark deltager i en aktion som denne.
Jeg kan kun undre mig over at den her diskussion først kører nu, hvorfor ikke for flere år siden - tvivlen har vel altid været der...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Nielsen

Peter Nielsen.
Naturligvis gik Fogh ikke i krig bare for morskabens skyld.
Hvem siger det.
Fogh ejer så vidt vides slet ikke humoristisk sans.
Ak ja.
Sådan er et med os vestjyder.

Tilbage til sagen.
Alvorlige ting stod på spil for Fogh.
En international toppost.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

Ole Nielsen,
mig bekendt, og nu er manden ikke dømt for noget ulovligt endnu ifm. krigen, så skal sagen jo undersøges nærmere. Mon ikke der nedsættes en meget dyr kommission - for hvad...? Jo vi vil have ham dømt eller frikendt. Jeg synes, såfremt der er tale om en ulovlighed så skal han ruske tremmer, men det ændrer ikke noget ved det der diskuteres heftigt, nemlig, Fogh eller en anden har bedt om et juridisk dokument forud for debatten omkring krigen. Det var i hans interesse at sikre sig at der ikke blev begået en ulovlighed på det foreliggende grundlag dengang, hvilket vel kun er naturligt at undersøge, i særdeleshed når der er tale om krig.
Vi skal også huske på at krigen blev startet uden FN mandat, hvilket så vidt jeg er klar over, ville repræsentere en risiko for evt. retssag med beskyldninger for krigsforbrydelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Knud Chr. Pedersen

Til Søren Kristensen og Peter Nielsen
Jo, men det var jo ikke tvivlen, der fik Fogh og Møller til at gå i krig. De gik i krig på beviser. Fogh mente selv, at der var beviser for WMD i Irak. Beviser er det modsatte af tvivl. Og man gik og går ikke i krig på tvivl, eller fordi "man føler sig truet". Hvis det var derfor, så er vi da vist helt ude i hampen uden en nogen som helst form for politisk legitimitet.

Og diskussionen kommer nu, fordi Tynells bog giver et indblik i, hvordan landets fremmeste eksperterne dengang arbejdede med finurlige sproglige spidsfindigheder, tilsyneladende velvilligt. Ingen sagde fra dengang. En opskrift på jura og jurister som blød udkogt spaghetti.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Falkesgaard

Havde man seriøst vurderet, at Saddam var i besiddelse af betydelige mængder funktionelle kemiske (og evt. biologiske) våben, så havde man ikke angrebet. Så enkelt er det.

Det ville havde udviklet sig til en militær og humanitær katastrofe meget, meget hurtigt... det blev det til alligevel, men det gik noget langsommere.

anbefalede denne kommentar

Sider