Læsetid: 6 min.

Folkeskolen har ikke plads til den gode muslim

Alle fra FN til de danske politikere forsøger at forstå, hvordan radikalitet opstår blandt unge muslimer med vestlig baggrund. Men færre interesserer sig for, hvordan religiøsitet faktisk mødes i et sekulært samfund. Det gjorde forskeren Laura Gilliam, og hun fandt ud af, at en nok så tolerant skole ikke kan rumme de, der er ’overdrevet muslimske’
Alle fra FN til de danske politikere forsøger at forstå, hvordan radikalitet opstår blandt unge muslimer med vestlig baggrund. Men færre interesserer sig for, hvordan religiøsitet faktisk mødes i et sekulært samfund. Det gjorde forskeren Laura Gilliam, og hun fandt ud af, at en nok så tolerant skole ikke kan rumme de, der er ’overdrevet muslimske’

Josephine Kyhn/iBureauet

10. oktober 2014

Da Laura Gilliam mødte lærerne og skolelederen på den overvejende tosprogede skole i ydre København, hvor hun skulle følge en 8. klasse i fire måneder, forstod de ikke, hvorfor hun ville undersøge, hvordan skolen håndterede de muslimske elevers religion.

»Religion er ikke noget problem. Det spiller ingen rolle her hos os,« sagde de til forskeren.

70 procent af eleverne på skolen havde anden etnisk baggrund end dansk.

Ud af dem havde 90 procent muslimsk baggrund, og man bestræbte sig på at være rummelige og inkluderende over for alle børn. Men trods lærernes og skolelederens succes med at skabe en harmonisk skole uden konflikter, konstaterer Laura Gilliam i sit forskningsprojekt, at de muslimske børn oplever, at den danske folkeskole er sted, hvor der ikke er plads til deres religion.

»Skolen var præget af en god stemning, og til forskel fra andre skoler, hvor jeg har været, var der ikke så mange negative forventninger til de tosprogede elever eller konflikter, som man ofte hører om i den offentlige debat. Lærerne og eleverne gjorde meget for at tilpasse sig hinanden. Men samtidig betød skolens ideal om, at religion skal være irrelevant for børnenes samvær, og at man skal fokusere på ligheder i stedet for forskelligheder, at elevernes religion blev udgrænset,« siger Laura Gilliam, der er antropolog og integrationsforsker ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet.

Skolens fokus på mangfoldighed, tolerance og ligheder mellem de to verdensreligioner kristendom og islam endte altså med, at de muslimske elever oplevede, at der ikke var plads til deres personlige tro og »den gode muslim« i den danske folkeskole.

»Der er en dansk kulturel norm om, at vi værdsætter, at vi er forskellige. Men forskellene må kun være overfladiske og ikke mere grundlæggende. Samtidig anses religiøse forskelle for at være potentielle konflikter. Dels på grund af en sekularistisk grundtanke om, at vi for at være borgere i et samfund i fred og harmoni skal lade religionen ligge hjemme. Dels fordi værdidebatten har bidraget til forestillingen om, at der er noget farligt i relationen mellem muslimer og kristne, men også sekulære, etniske danskere,« siger Laura Gilliam.

Hun peger desuden på, at man i skolen lægger vægt på, at tro skal være barnets eget projekt. Det må ikke være forældrene eller en imam, der styrer barnet, fordi det danske børnesyn værdsætter barnets frie vilje og er formet af en udpræget modstand mod indoktrinering.

Overdreven muslim

Eleverne i den 8. klasse, som forskeren fulgte, var meget bevidste om, at de hele tiden skulle vise, at de ikke var fundamentalister eller radikaliserede. De var varsomme med, hvad de sagde om deres religiøsitet og havde lært sig at tale om ligheder og viden om religion, men ikke om deres egen, personlige religiøsitet. Uden at lærerne havde sagt det direkte til dem, havde de unge en klar fornemmelse af, at det ville være upassende.

En dreng forklarer Laura Gilliam, at han er mest religiøs derhjemme. Når han kommer over i skolen, skal han derimod »passe ind. Uden at være en overdreven muslim«, som han siger. At være i skolen, som han er derhjemme, oplever drengen ikke som velanset.

Tre drenge med pakistansk baggrund, der går i koranskole sammen, fortæller ligeledes, at skolen ikke er et sted, hvor de taler om religion, eller hvor islam er relevant.

»Lærerne påpeger hele tiden, hvor meget islam og kristendom har til fælles, og det er rigtig fine intentioner, men det kan komme til at signalere til børnene, at hvis der er forskelle, så er det problematisk og en anledning til potentiel konflikt,« siger Laura Gilliam.

Dermed udfordrer lærerne indirekte de autoriteter, der er i de religiøse børn og unges liv. Mange unge muslimer, der ikke er så præget af deres religion, har det fint med, at religion ikke har en plads i skolen.

Men andre oplever, at den moral, de har derhjemme, udelukkes af skolen, og at de derfor ikke kan være gode muslimer i skolen. Skolen bliver på mange måder et sted, hvor de ikke behøver at opføre sig ordentligt.

»Mange af de børn, jeg snakkede med, føler, at de ikke er særlig moralske i skolen. Religiøst opdragede børns leveregler defineres religiøst: man skal være en god muslim ved at være god over for andre, være venlig og opføre sig ordentligt. Hvis de børn og unge får at vide, at deres religion ikke hører til i skolen, så betyder det også, at det er et rum, hvor man kan opføre sig dårligt. De lader reglerne blive derhjemme. Det er, som om skolen implicit siger, at her behøver du ikke at opføre dig ordentligt,« siger forskeren.

Samtidig giver udgrænsningen af den personlige tro i skolen også de muslimske unge et frirum til at udforske ungdomskulturen, påpeger Laura Gilliam – fordi de får mulighed for at eksperimentere med at være seje, ryge, drikke alkohol, have seksuelle forhold eller afprøve grænser i forhold til loven.

Søger væk

At der ikke er plads til den gode muslim i folkeskolen, kan være medvirkende til, at flere muslimske familier søger mod de muslimske friskoler. For nylig skrev Jyllands-Posten, at der de seneste fem år er åbnet syv nye friskoler i Danmark, hvor alle eleverne er tosprogede. I alt er der nu 27 friskoler kun med tosprogede elever, der underviser til sammen 5.000 elever.

»Hverken skolen eller forældrene ønsker jo, at de unge opfører sig dårligt. Oplevelsen af, at de religiøse adfærdsnormer er suspenderet i skolen, kan også være årsag til, at flere forældre søger muslimske friskoler, fordi der er mere overensstemmelse mellem, hvad forældrene og lærerne siger til børnene,« siger Laura Gilliam. Selvfølgelig har skolen også normer for god opførsel, påpeger hun. Men hos andre børn og unge er der overensstemmelse mellem, hvad forældrene mener, og hvad lærerne mener. I stedet overlades unge religiøse muslimer til selv at finde en vej mellem forældrenes værdier og skolens, hvilket kan være udfordrende, konkluderer forskeren.

Hun oplevede også, at religion kan bruges som en måde at være i opposition til lærerne på, hvis relationen mellem lærere og elever er blevet dårlig i en klasse.

»Religion kan blive en kilde til opposition. Det bliver noget, man søger mod, at hvis man gerne vil vise modstand i forhold til læreren eller skolen. Lidt lige som hård maskulinitet kan være en ressource til modstand, hvis man er på kant med læreren. Så kan man spille hård og sige: ’Jeg er da ligeglad med, hvad skolen vil med mig’. Men man kan også søge til religionen og islam og bruge det til at udfordre lærerne ved at sige: ’Du er et dårligere menneske end mig, selv om du er danskeren og læreren, og dermed pr. definition altid er den moralsk korrekte. Men jeg kan omdefinere konteksten og sige, at du er vantro, og jeg er den rettroende’.«

Radikalisering

I kølvandet på krigen i Syrien diskuteres det for øjeblikket intenst i andre vestlige lande og i Danmark, hvad der fører til, at unge muslimer bliver radikaliserede og drager i krig for Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

– Hvis det bliver en del af unge muslimers identitet at bruge religion som en form for modpres til det omkringliggende samfund, kan det så føre til radikalisering?

»Man kan ikke udelukke, at man begynder at identificere sig i modsætning til det danske samfund. Men jeg kan ikke sige, at der er nogen systematisk sammenhæng. Meget af det, jeg ser, er også en positionering de unge imellem, hvor status kan blive forhandlet i forhold til, hvilken slags muslim man er. Jeg tror også, at rigtig mange af de drenge, jeg har mødt, får en oplevelse af, at de faktisk ikke er særlig gode muslimer og har i stedet søgt status i ’perker’-identiteten.«

På den måde bliver de også drevet væk fra islam eller i hvert fald fra en meget rettroende form, fordi de får mulighed for at gøre nogle erfaringer med en anden ungdomskultur.

Laura Gilliam forstår godt, at lærerne kan være skræmte af debatten om religiøs radikalitet og forsøger at undgå den ved at nedtone religion og understrege lighederne mellem islam og kristendom i stedet for forskellene. »Men det ærgerlige er, at andre former for mildere religiøsitet, hvor det handler om selvforholdet mellem Gud og den enkelte, kommer med i bøtten af ’frygt for radikalisering’. De børn og unge, der bare gerne vil leve efter de muslimske leveregler, oplever, at de ikke rigtig hører hjemme i skolen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den religiøse muslim fravælger vores samfundsmodel, er vel en mere korrekt beskrivelse af de aktuelle forhold. Har man lov til at være en smule bekymret...?

Henrik Ilskov-Jensen, Anne Eriksen og Jesper Oersted anbefalede denne kommentar

Muslimske leveregler

I sin fulde konsekvens vil alene en insisteren på, at ville følge f.eks. den ’muslimske kalender’ med sin adskillige flere helligdage i forhold til den almindelig anvendte ’Maylands kalender’ føre til basale problemer for undervisningen – for bare at nævne én enkelt barriere – og det er desværre set udfoldet i den danske folkeskole – så ’flugten’ til muslimske friskoler er fuldt forståelig – jo flere fridage, jo bedre - og disse skoler er sandsynligvis heller ikke gennemsyret af 'den protestantiske arbejdsmoral' - så 'bekymring' burde være en naturlig følge - i friskolerne …

Ole Kloster Andersen, Henrik Ilskov-Jensen, Anne Eriksen og Jesper Oersted anbefalede denne kommentar
Jesper Oersted

Hvem skal tilpasse sig hvem? Jeg synes det er fint at skolene bestræber sig på at være inkludrende, men børnene skal naturligvis også tilpasse sig skolen og hinanden, hvis de vil det danske samfund, så for radikaliserede muslimer, for hvem den eneste tilpasning skal være fra skolen og alle de andre børn til deres radikaliserede tro, her hverken kan eller skal skolen rumme dem. Det er her på plads at tale med forældrene, om de ønsker det danske samfund og danske værdier, og er det ikke tilfældet, så må man hjælpe de pågældende med snarest at blive geforenet med deres hjemland eller et naboland med tilsvarende værdier.

Ole Kloster Andersen og Henrik Ilskov-Jensen anbefalede denne kommentar