Frygt for ekstremister får flertallet af muslimer til at tie

Flere ekstremistiske grupperinger i Danmark truer de moderate muslimer til tavshed og citeres i medierne som repræsentanter for muslimer i Danmark. Men ved at give dem taletid giver journalisterne dem også mere indflydelse, lyder advarslen fra eksperter
En kvinde råber forsamlingen op ved et Eid-arrangement arrangeret af Hizb ut-Tahrir. De ekstremistiske grupper er dygtige til at få medietid, selv om de kun er få og ikke repræsenterer flertallet.

En kvinde råber forsamlingen op ved et Eid-arrangement arrangeret af Hizb ut-Tahrir. De ekstremistiske grupper er dygtige til at få medietid, selv om de kun er få og ikke repræsenterer flertallet.

Gonzales Photo
6. oktober 2014

Til trods for deres ringe antal har radikale islamister en stor påvirkningskraft i det muslimske miljø i Danmark. Med en blanding af fordømmelse og trusler forsøger islamister at bringe mere moderate danske muslimer til tavshed internt i miljøet, mens de eksternt udråber sig selv som repræsentanter for ’den sande islam’.

Blandt andet er flere muslimer blevet truet på livet, fordi de har taget afstand fra Islamisk Stats handlinger i Syrien og Irak. Information har tidligere skrevet om to demonstrationer mod Islamisk Stat i Aarhus og København 13. september, hvor arrangørerne modtog dødstrusler.

»Den stilhed, der har været blandt muslimer, skal ikke opfattes som en accept af IS’ handlinger. Den skyldes i stedet, at mange er bange for at blive overfaldet eller modtage hademails, hvis de offentligt tager afstand fra IS,« forklarede Mohammed Sabah Ahmad, en af arrangørerne af demonstrationerne, til Information dagen før optoget.

Også adjunkt Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet har modtaget dødstrusler for at udtale sig på baggrund af sin forskning i de religiøse miljøer i Danmark. Og den oplevelse deler han med mange forskere, der deltager i den offentlige debat om islam, siger han.

»De her mennesker har en strategi om at bringe andre til tavshed, fordi de selv mener at repræsentere ’den sande islam’. Erfaringen siger dog, at det heldigvis er sjældent, folk rent faktisk bliver overfaldet. Truslen alene kan bringe mange mennesker til tavshed, men jeg noterer mig også, at der er flere moderate muslimer end nogensinde før, der blander sig i den offentlige debat« fortæller Jacobsen.

Social kontrol

Han understreger, at muslimer i Danmark er kendetegnet ved en stor etnisk, religiøs og sproglig diversitet, men at der i nogle diasporaer i landet sker et forsøg på social kontrol fra mere ekstremistiske kræfter.

»Det er nogle sociale eksklusionsmekanismer, som vi ser i diasporaer med et tæt sammenknyttet fællesskab, og hvor de kan skamme hinanden ud. Det er de samme mekanismer, man ser i Jehovas Vidner eller andre ekstreme religiøse fællesskaber. I Danmark er Hizb-ut-Tahrir måske det bedste eksempel på en gruppe, der forsøger at udøve den slags social kontrol.«

Den sociale kontrol kan foregå ved at skamme eller udstøde personer fra lokalsamfundet, som når en toneangivende imam fordømmer et ægteskab eller anklager en person for at være en dårlig muslim. Andre gange kan kontrollen være voldelig, forklarer Kirstine Sinclair, der forsker i europæisk islamisme på Syddansk Universitet. Hun opdeler islamister i to kategorier afhængigt af, om de udøver en teologisk eller en voldelig påvirkning på de muslimske miljøer.

»De teologiske grupperinger argumenterer for, at de har den rigtige forståelse af islam. De spiller på den her usikkerhed omkring fortolkningerne af Koranen, som altid har været en helt central debat i muslimske miljøer. Så ved at råbe højt og slå om sig med referencer kan de lukke munden på nogle muslimer med skyld og skam,« forklarer hun.

»De islamister, der truer med vold og afstraffelse, er sjældent de samme som dem, der har stærke teologiske argumenter. Det er vigtigt at skelne mellem de grupperinger, der accepterer vold som et redskab i deres ekstremisme, og dem, der ’nøjes’ med at ytre antidemokratiske og i vores øjne ekstreme holdninger.«

Truet til tavshed

Det er den tidligere imam Ahmed Akkari enig i et stykke hen ad vejen.

»Det er rigtigt, at imamerne aldrig selv vil opfordre til vold, når de fordømmer en afvigende muslim i miljøet. Men de tager heller ikke afstand fra det, selv om de har autoriteten til at forhindre overgreb. Dermed bliver det en stiltiende accept – ’de har jo selv fortjent det’, lyder undskyldningen tit.«

I sin bog Min afsked med islamismen beskriver Ahmed Akkari en episode, hvor en ledende imam oprettede en shariadomstol i sin lejlighed. Herfra dømte han i lokale stridsspørgsmål og fordømte muslimer, der afveg fra de konservative normer. Over for Information bekræfter Akkari, at den form for social kontrol er udbredt i de muslimske miljøer.

»De bruger religionen og æresbegreber fra hjemlandet til at sætte folk på plads og diktere, hvad der er rigtigt og forkert ifølge gud. Hvis en ung mand eller kvinde træder forkert, bliver hele familien frosset ud af miljøet. Det sociale pres kan nå helt til Mellemøsten eller Afrika, hvor familien kommer fra, så alle i familien skammer sig og bliver stillet i en svær situation. Den slags så jeg hele tiden,« forklarer Akkari.

Presset foregår ifølge Akkari over hele landet, men er særligt koncentreret i storbyerne, hvor støtter af organisationer som Det Muslimske Broderskab og Hizb ut-Tahrir er med til at fastholde en stærk social kontrol i de muslimske miljøer.

Nogle gange får den sociale kontrol en voldelig dimension. 24. september beskrev den KU-studerende Kanishka Dastageer i et debatindlæg i Politiken, hvordan muslimer i det lokale miljø ville ’ordne’ hans mor, fordi moren giftede sig med en hvid dansk mand.

»Flere brune danskere frygter at afvige fra det brune fællesskab. For de risikerer ikke alene at blive truet på livet. De risikerer nemlig også, at familie, venner og bekendte ikke vil kendes ved dem længere, hvis de vælger at afvige fra fællesskabet,« skriver Dastageer, der er medlem af Radikal Ungdom.

Tilbage i 2011 vakte gruppen Kaldet til Islam stor opsigt, da de ville indføre sharialov i Tingbjerg i København. Den kommunale forebyggelsesenhed VINK kaldte processen for et forsøg på »at udøve social kontrol over andre muslimer i nærområdet.«’Falde på halen’-journalistik

Det er svært at få indblik i, hvor store de islamistiske miljøer reelt er. Men ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) tæller Hizb ut-Tahrir omtrent 100-150 fuldgyldige medlemmer på landsplan, mens Kaldet til Islam styres af en inderkreds på 10-15 personer. MUC har en fast kerne på cirka 20 personer, fremgår det af en SFI-rapport fra 9. september i år.

Men til trods for deres ringe størrelse får islamisterne uproportionelt meget taletid i de danske medier, lyder det samstemmende fra de kilder, Information har talt med. Og ved at give ekstremisterne så megen taletid, får de en platform til at udbrede deres ortodokse forståelse af islam og udbygge deres autoritet internt i de muslimske miljøer.

»Hizb ut-Tahrir skal jo bare rokke med ørerne og skrive en pressemeddelelse, så falder samtlige landets medier på halen for det og står i kø for at skrive om det. Det er i virkeligheden utroligt – de tæller under 200 fuldgyldige medlemmer, men de kan styre medierne på den måde. Det gør dem mere overbevisende og letter deres rekruttering. De er på ingen måde dumme,« forklarer Kirstine Sinclair.

Også Brian Arly Jacobsen undrer sig over, at medier og politikere tager kontakt til ekstreme imamer omkring Grimhøjmoskeen i Aarhus – og dermed gør dem til talsmænd for større dele af det muslimske samfund: »Hvis nogen skulle foregive at være repræsentative, så må det være hodjaerne (tyrkiske imamer, red.) i de tyrkiske moskeer, som er de klart største organisationer i Danmark. Men dem hører vi aldrig fra, for deres prædikener er aldeles ukontroversielle, og de minder meget om danske folkekirkepræster, som heller aldrig kunne drømme om at udtale sig om politiske forhold. Dertil har de påbud om ikke at blande sig i den offentlige debat fra den tyrkiske stat, der betaler deres løn,« forklarer han.

»Men jeg forstår godt mediernes ræsonnement – det interessante politisk er jo de muslimer, som udtaler sig mere radikalt. Og det gør den almindelige muslim i Danmark ikke. Men til gengæld bliver de påvirket af, at islam hele tiden bliver italesat af ekstremister i den offentlige debat. Dermed bliver det jo en selvopfyldende profeti på et tidspunkt.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Olesen

Mindretal, ja. Men bag hele miseren ligger jo klan - og æreskulturens svøbe. Man må ikke skille sig ud og kvinder skal være anonyme i offentligheden, hvilket overlader banen til utilpasssede unge mænd, der tiltager sig rollen som dydens forkvaklede vogtere, når de ikke lige er involveret i kriminalitet. Luk dog døren for yderligere muslikmsk indvandring, før lokummet for alvor brænder !

Brugerbillede for Bjarne  Bisballe

Løsningen er at få imamer på banen. Det nytter ikke at formænd, talsmænd, direktører osv fra muslimske organisationer udtaler sig om IS' uislams natur, hvad vi ofte ser for tiden, for de har ikke tilstrækkelig autoritet vedrørende de emner i de muslimske miljøer.
Hvis man kunne få blot en enkelt imam til med teologisk argumenter at bevise IS-kalifatet er uislamisk, ville en vigtig proces være skudt i gang, men det vil nok ikke ske. Måske kunne Ahmed Akkari, som jo er skriftlærd og vist endda tidligere imam (og vel stadig muslim?) finde sig et vigtigt kald her ved at få fremprovokeret precessen - hvis han altså tør.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

@ Anders, du mener højrefløjen styrer alt og synes aldrig muslimer selv kan tage ansvar, det er en noget umyndiggørende holdning. @Dorte Sørensen: Jeg synes det er beundringsværdigt hvad Akkari har gjort, og kan ikke se han skulle risikere sit liv udfra en anden dagsorden en sandheden og et oprigtigt håb om at forandre tingene. Hvad tror du ellers hans bevæggrunde er?

Brugerbillede for jan henrik wegener

I stedet for at udpege "højrefløjen" eller andre kan man, især her, hellere se på hvad man selv siger, støtter eller forsvarer. Hvis man på den anden fløj ikke er "pro-islamiske", hvilket man vel trods alt i reglen ikke er, så er der til gengæld alt for mange krumspring der viser hvem man helst vil udpege som "fjenden". Den der trang til sympati på rygraden med alt der kommer "udefra" i forhold til Europa/USA er vist en meget stor del af problemet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Pedersen

Anders, jeg kommenterer at du i debatter som denne altid giver skyld til medierne/højrefløjen etc, men ikke kommenterer på de grundlæggende problematikker omkring det store muslimske miljø i landet. Her på tråden debatteres dette, og du skriver det er højrefløjen, der trækker i trådene, men hvad mener du egentligt om emnet for denne tråd? Selvfølgelig har jeg ret til at mene det er umyndiggørende altid at se muslimerne som ofre.

Brugerbillede for Anders Feder

Jan Henrik Wegener: Lad os dog endelig se på hvad du "selv siger, støtter eller forsvarer". Du "støtter og forsvarer" angiveligt de i artiklen omtalte grupperinger der mener at fundamentalistisk islam er sand islam?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Hansen

Dorte Sørensen: jeg vil tro, at det at udelukke en person af fællesskabet er en af de hårdeste straffe, et samfund kan udøve og har været det i alle eller de fleste samfund. Jeg forestiller mig, at når dette skete for mennesker i en landsby i fortiden, så kunne det betyde den sikre død for vedkommende. Men der er forskel mellem strukturen den gang og i dag, i hvert fald for de vestlige lande. Jeg mener, at en dansker, der udelukkes af sit omfelt i dag kan overleve via de mange forskellige netværk (statslige som private), der findes - om end det stadig forvolder stor smerte hos den udelukkede.

Det er nok anderledes i de muslimske kredse, der her beskrives. Hvor der hersker stor gensidig kontrol og hvor hele familier berøres og straffes, evt. helt tilbage til oprindelseslandet.

Det kræver stort mod at stille sig op over for disse grupperinger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Larsen

Anders feder

hvis du havde brugt bare en procent af al den tid du igennemårene har brugt på at kritisere islamkritikkere, på at sætte dig minimalt ind i islam, så ville du selv vide at fundamentalistisk islam er den sande islam.

Kalifatet er målet og Sharia er vejen, den enste vej, til paradis.

Det er derfor ingen imamer kan gå ud og lave gennemgribende kritik af isis, for teologisk bygger islamisk stat på det Muhammed ønskede, og der er ingen, imamer der modsiger Mohammed.

Det visse imamer, fx i England gør, er at kritisere isis metoder, men det er ikke det samme som at kritisere islamisk stats ønsker om et kalifat.
Og når 65% af 2. Og 3. generations indvandrene med muslimsk baggrund i Europa, heller vil leve i en stat der bygger på Sharia end på sekulær demokrati, så dette her ikke bare et lille bitte problem, men et problem der på sigt kan kaste Europa ud i endnu en religions krig.

Brugerbillede for Kjeld Hansen

"Blandt andet er flere muslimer blevet truet på livet, fordi de har taget afstand fra Islamisk Stats handlinger i Syrien og Irak. Information har tidligere skrevet om to demonstrationer mod Islamisk Stat i Aarhus og København 13. september, hvor arrangørerne modtog dødstrusler"

Den slags trusler skal dømmes som terrorisme og skal efterforskes intensivt af politiet og PET. Det er fuldstændig uacceptabel og der skal slås hård ned med langvarig fængselsstraf og herefter udvisning af Danmark for altid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Trusler om vold kan på ingen måde hverken bortforklares eller forsvares.
Det er det rene ynk at gøre forsøg herpå.

Det må ses i øjnene at der findes ekstreme elementer blandt de muslimske indvandrere/efterkommere.
At forsøge at tørre den af på den DF/højrefløjen i Danmark er skudt helt ved siden af, da ekstreme elementer blandt muslimske indvandrere forefindes i samtlige lande. Også i f.eks Sverige hvor kritik at samme har været aldeles fraværende.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at langt de fleste indvandre med muslimsk baggrund bare gerne vil leve et fredeligt liv sammen med alle andre her i landet.
Dette uanset om de,( som mange kristne), gerne så en verden styret af deres religion.
De ved godt at dette ikke kommer til at ske i deres og deres børn og børnebørns levetid.

Brugerbillede for Ole Nielsen

"It was the second time in two days that Biden had to call a key partner in President Barack Obama's coalition to walk back comments he made on Thursday, when he said that U.S. allies — including Turkey, Saudi Arabia and the UAE — had funded and armed extremist groups linked to al-Qaida."

Dette er naturligvis uhensigtsmæssigt.
USA har igennem sine ligesindede slyngelregimer i den Persiske Golf udstyret et utal af terrororganisationer med penge og våben. Nu er disse lade så allierede.
Og det ser naturligvis lidt mærkeligt ud, at de lande som man blev allieret med for et par dage siden, er de samme som sende våben til den angiveligt samme modstander. I Iraq.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Den bedste måde at tage moderate muslimer i forsvar på, er at tage afstand fra ekstremisterne.

Det var trist at kun få deltog i demonstrationerne mod IS, men samtidigt er det opløftende at også kun få deltager når H-U-T og Islamisk trossamfund marcherer for kalifatet og Sharia.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Larsen

Carsten

Så vidt jeg kan se på billederne og har hørt, så var der mindst 500 sunni muslimer der i fredags, gik til march for en islamisk stat baseret på Sharia. Med store sorte flag med Koran citater.

For 3 uger siden, var der præcist det samme sted, en demonstration imod en islamisk stat baseret på Sharia, den trak højest 400 personer, hvoraf de fleste var etnisk danskere, eller kurder og shia muslimer. Der var kun ganske få sunier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Bøjden

"Man kunne begynde at hjælpe de moderate og velfungerende muslimer i vort samfund ved forbyde Hizb ut-Tahrir"

Forbyde tanker uanset hvor tåbelige de er. Det er vist ikke nogen god ide. Jeg tror at det vil være imod principperne i demokratiet, ytringsfriheden og retsstatens principper.

Men offentligt at erkende at alle ideer om guder, nisser, engle, enhjørninge, gryder med guld for enden af regnbuen, spøgelser og andre hemmelige venner ikke hører hjemme i et moderne samfund (men gerne i privatsfæren) kan ikke skade nogen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Ifølge statsministeren så udgør Islamisk Stat en trussel imod Danmark, selvom den ligger langt væk og er i krig med næsten hele verden. Alle muslimer i Danmark burde derfor rent logisk interneres. Fordi de så også måtte være en trussel i mod Danmark. Og fordi en islamisk stat og en kalif er en del af deres religion.

Problemet er bare at statsministeren er dybt utroværdig. At kaliffen er mere troværdig vinder end Danmarks håbløse krigsindsats.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Larsen

Ja det gør jeg

Hizb ut-Tahrir er blot en blandt mange islamiske fraktioner i Danmark, og de kunne uden at annoncere det i samtlige danske medier, samle flere for en islamisk stat, end den stort anlagte demostration imod islamisk stat. Hvor det overvendende var etniske danskere der deltog, og derudover især indvandere grupper der har familer i hjemlande der står i forreste række for islamisk stats grusomheder.

Så jo, der er en kæmpe forskel i de to tal.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Larsen

"500 ud af flere hundrede tusinde er ganske få."

Ja, heldigvis.

Bare vi er enige om at 400 ud af 5.5 millioner er mange gange mindre.

Men problemet er bare, at Hizb ut-Tahrir, blot er en ud af en lang række fraktioner indenfor islam i Danmark, men i det mindste spiller de med åbne kort.

Grundproblemet er at en islamisk Sharia stat er målet hvis man er muslim. Og det er derfor ingen der rigtigt tager massivt afstand for islamisk stat, men blot er enig om at deres metoder er forkerte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Jens Larsen,

Som jeg skrev :

"Det var trist at kun få deltog i demonstrationerne mod IS, men samtidigt er det opløftende at også kun få deltager når H-U-T og Islamisk trossamfund marcherer for kalifatet og Sharia."

Og mon ikke 98% af de "etniske" danskere mener at IS er en bande morderiske barbarer; Også selvom de ikke deltog ikke demonstrationerne mod IS ?

At der så er nogle ganske få der hellere vil relativere til Jehovas vidner eller skylde skylden på Vesten, end at tage klar afstand fra IS, må vi bære over med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Jens Larsen.

Den der med at målet for alle muslimer er Kalifatet og Sharia, er jeg uenig i.

Se bare på alle de muslimer der demonstrerede mod Mursi i Egypten og endda i sidste ende støttede op om militærets overtagelse af magten.
Ligeledes er der mange Tyrkere der demonstrerer mod Erdogans islamisering af Tyrkiet.

Jeg finder dit postulat ude af trit med virkeligheden.

anbefalede denne kommentar

Sider