En karriere for livet

Rocker- og bandegrupperingerne går efter at få de medlemmer, der enten fysisk eller økonomisk kan styrke gruppens aktiviteter, mens de unge, som er i risikozonen for at havne i miljøet, grundlæggende bare søger anerkendelse, tryghed og fællesskab på lige fod med deres jævnaldrende. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Justitsministeriet, som er baseret på interview med 15 anonyme personer, der er eller har været centralt placeret i bande- eller rockermiljøet.

Som en af de interviewede personer udtrykker det, var den overskyggende faktor ved medlemskabet følelsen af tryghed og et stærkt fællesskab, mens alt det andet var sekundært.

»Min tiltrækning til miljøet må simpelthen have været sutteklud for noget andet. Det er det nødt til at være. Jeg var sgu ligeglad med deres gangsterpis. Men det var meget sjovt at være sammen med dem. Vi hyggede os. Men statussen og det der, det var jeg pisseligeglad med. Det er tit sådan med de mennesker, der kommer i de miljøer, at de ikke føler sig tilstrækkelige i andre sammenhænge, og så påtager de sig en rolle eller status der, og så lige pludselig har de et tilhørsforhold,« siger en af de anonyme personer til Justitsministeriet.

Kvinden bag rapporten, sociolog Maria Libak Pedersen fra Justitsministeriets Forskningskontor, siger, at undersøgelsens resultater omkring gruppernes tiltrækningskraft stemmer overens med resultaterne fra andre undersøgelser på området.

»Årsagen kan være, at de ikke føler sig hjemme der, hvor andre unge færdes og får deres succesoplevelser som eksempelvis i uddannelsessystemet eller i fritidsklubberne. Når de er i banden eller i rockergruppen føler de sig i højere grad accepteret og oplever, at de kan nogle ting, som bliver værdsat,« siger Maria Libak Pedersen.

Nye rekrutter

Mens de nye medlemmer hovedsageligt søger blødere, sociale værdier, forekommer bande- og rockergrupperingerne mere kalkulerende, når de skal hverve nye medlemmer. Nye medlemmer vurderes på, om de kan »lave penge«, slås eller danne netværk, så gruppen på den måde bliver styrket.

En af interviewpersonerne forklarer, at det netop var de kontakter og forbindelser, han havde, der gav ham status og åbnede døren til bande- eller rockerlivet.

»Jo flere kontakter du formår at skabe, desto mere respekt opnår du. Havde jeg ikke haft de kontakter, jeg havde, og hvis de (ledende rocker- eller bandemedlemmer red.) ikke havde været klar over, at jeg havde de kontakter, så var jeg ikke blevet budt indenfor,« siger en af de anonyme personer og fortæller, at det store netværk gav bedre muligheder for at tjene penge og udvide den illegale forretning med eksempelvis narkosalg. En anden peger på, at det var evnen som slagsbror, der var hans adgangsbillet. En evne, som vægtes særligt højt, hvis en bande- eller rockergruppering har behov for fodsoldater i konflikter med rivaliserende grupper.

»Jeg har altid været klar! Du ved, hvis der har været slåskamp og sådan noget. Så derfor ville de gerne have mig,« siger en af de anonymiserede og bakkes op af en anden:

»Jeg var kendt som en god slagsbror, og så fik jeg nogle forbindelser, hvor jeg kunne tjene nogle penge, og det var let for mig, fordi jeg havde det ry.«

I rekrutteringsprocessen søger både bande- og rockergrupperingerne nye rekrutter med de nævnte egenskaber, men der er forskel på, hvordan de hver især griber selve hvervningen an. Banderne leder i højere grad efter nye medlemmer i de lokalmiljøer, gruppen færdes og har sin base, mens rockerne mere beregnende leder efter medlemmer, der har de specifikke kapaciteter, de mangler, uanset om de bor i nærheden eller ej.

»Rockerne kan blive sat til at finde nye medlemmer. Det sker, at de inviterer venner og bekendte med til fester, hvor de øvrige medlemmer kan se dem an og finde ud af, om der er mulige kandidater. På den måde er rockerne mere aktive i deres rekruttering af nye,« siger Maria Libak Pedersen og tilføjer: »Bandernes hvervning virker knap så bevidst. Det lader til, at de lærer potentielle medlemmer at kende, fordi de færdes i de samme lokalområder.«

Et af de anonyme bandemedlemmer siger om processen:

»Altså de helt unge, de er ikke medlemmer, men de er sammen med os. De kører ikke ud og arbejder sammen med os. Med arbejder mener jeg at skyde, lave indbrud, røveri eller afpresning. Det gør de ikke. Men når vi er i området, så er de sammen med os. Når vi spiller fodbold, er de sammen med os. Når vi spiser mad, køber vi også mad til dem. Hvis vi har tjent penge, får de hver en mindre del. De ser op til os stille og roligt.«

På den måde foregår indlemmelse af nye medlemmer langsomt og uden umiddelbare forpligtelser. Opland, barndomskammerater og banden smelter sammen, og de unge kan så senere blive en del af bandens aktiviteter som fuldbyrdede medlemmer, forklarer det samme anonyme bandemedlem.

»Hvis de stadig vil være medlemmer, når de bliver ældre, så bliver de medlemmer. Men det er ikke sådan, at de er en minigruppe af os. Det er ikke fordi, vi skal stole på dem eller kræve noget af dem. Men vi kan godt bruge dem i fremtiden, hvis det er. Hvis de vil. Det er ikke noget, man presser dem til. Slet ikke.«

Men selvom der ikke ligger et direkte pres, kan der godt ligge en indirekte opfordring til at hjælpe til, hvis der opstår konfliktfyldte situationer, påpeger Maria Libak Pedersen. Således kan det være svært for de unge at sige nej til at deltage i bandens aktiviteter, når indlemmelsen foregår med et lille skridt ad gangen, og når bandemedlemmerne samtidigt udgør omgangskredsen og i nogle tilfælde familien.

»De unge bliver en del af miljøet. Og jeg vil mene, at de senere skal være stærke for at kunne sige fra, selvom de ikke direkte bliver presset til noget,« siger hun.

Tab af Identiteten

Uanset om man er bandemedlem eller rocker, gælder det, at det er en langsom proces at blive indlemmet i grupperingen. Tilværelsen bliver en del af medlemmernes identitet, hvor både de nærmeste venner og kærester er en del af miljøet, og hvor banden derfor udgør hele nærmiljøet.

»Det er ikke ligesom at vælge en hobby eller en fritidsaktivitet, som man kan stoppe med at gå til uden videre. Det er et livsstilsvalg, hvor der er stærke sociale og følelsesmæssige bånd til de andre medlemmer,« siger Maria Libak Pedersen.

De personer, som Justitsministeriet har talt med i forbindelse med undersøgelsen, har alle haft svært ved at forlade grupperingerne, selvom det ikke er gældende for alle i rocker- eller bandemiljøet. De interviewede lagde vægt på, at de ved at kappe båndene til grupperingen, samtidigt kapper båndene til vennerne og resten af omgangskredsen, og at de derfor skal finde noget at erstatte det, gruppen har fyldt, med.

»Der kan opstå et vakuum og et tomrum, når de skal forlade den rolle, de har haft i bande- eller rockermiljøet. Pludseligt skal de redefinere sig selv,« siger hun og peger på, at flere af de interviewede frygter ikke at kunne finde fodfæste i det almindelige liv og derfor vil mistrives.

Særligt, hvis der hverken er job eller familie til at udfylde indholdet fra grupperingen, kan det være svært at håndtere det nye liv, som en af de anonyme forklarer.

»Det er svært at forlade miljøet! Der er mange, der sniger sig uden om mig i dag. Man er jo vant til, at det hele går med 120 i timen, så man kan hurtigt komme til at føle sig lidt ensom, og så ryger man bare på vognen igen. Det er sgu svært at forklare, men det er fandeme svært. For mig i hvert fald! De eneste, jeg kender, det er lykkedes for, som ikke er faldet tilbage, det er nogle, som har haft et eller andet stabilt arbejde, eller som har haft et tæt familieforhold. Ellers er alle sammen faldet tilbage i miljøet. Eller så er de blevet junkier. Det er dét, der er det værste. Du har så meget, og lige pludselig har du ingenting.«