Læsetid: 7 min.

Klimapolitikken? Den kommer da fra borgerne

Et flerårigt forskningsprojekt på Københavns Universitet viser, hvordan drivkraften for den nødvendige politik på klimaområdet er fællesskabelse, den der udgøres af nye borgerdrevne initiativer. Myndighedernes rolle bliver at understøtte det og få det til at sprede sig uden at undergrave engagementet
Der gøres klar til at servere suppe til fælles CO2-neutral-spisning i miljølandsbyen Studsgård ved Herning.

Kåre Viemose

22. oktober 2014

Man spekulerer på, om de har opdaget det på Christiansborg. I regeringen og hos flertallet af partier: At politik i dag skabes på nye måder. Politik forstået som – med Den Danske Ordbogs formulering – »beskæftigelsen med at styre eller påvirke samfundsudviklingen og med at fastsætte og fordele økonomiske og andre værdier i et samfund på grundlag af en ideologi eller en helhedsopfattelse.«

Der opstår i dag ’nye rum’ og ’nye former for styring’, hvor lokale myndigheder og borgere mødes og skaber løsninger, strategier, udviklingsretninger. Politik udvikles i stigende grad gennem co-creation, fælles-skabelse.

Det er i hvert fald konklusionen i det fireårige, tværfaglige forskningsprojekt, som under titlen Citizen Driven Environmental Action Project (CIDEA) er blevet gennemført på Københavns Universitet, og som mandag og i går blev afrapporteret på en konference i København.

Konklusionen gælder umiddelbart politikskabelse og løsningsudvikling på klimaområdet, men rækker længere, fordi klimakamp i dag også handler om bæredygtige livsformer og omstilling af økonomien.

CIDEA-projektet, ledet af professor Jens Hoff fra Institut for Statskundskab, og med deltagelse af antropologer, miljøeksperter, økonomer, ingeniører, it-folk m.fl., er foregået i samarbejde med en række kommuner, hvor borgere eller myndigheder har sat indsatsen for klimaet på dagsordenen. Projektet har skulle belyse, hvad der får mennesker til at engagere sig i klimakampen, og hvordan det kommer til udtryk. Det er sket gennem spørgeskemaundersøgelser blandt borgerne i Herning, Kolding og Køge kommuner og via undersøgelse af en række konkrete, lokale klimainitiativer.

I de tre kommuner synes 80-84 pct. af de adspurgte, at de har den nødvendige viden om klimaudfordringen til at kunne handle. Og alle tre steder er der flere borgere, der ønsker sig ny lovgivning, som fremmer klimavenlig adfærd, end borgere, der er imod indgreb fra lovgiverne. Men interessant er, at det, der især kan motivere folk til at handle for klimaet, er inspiration fra venner, kolleger og familie. Flere end dobbelt så mange kan motiveres herfra end fra kommunen og via dens opfordringer. Det synes at give et fingerpeg om, hvorfra kraften til at skabe forandring i dag kommer fra: Fra fællesskaberne.

Klimalandsbyen

Et af de eksempler, CIDEA-projektet har set på, er Klimalandsby Studsgaard uden for Herning, hvor den lokale borgerforening i landsbyen med 250 familier vedtog et fælles CO2-reduktionsmål og gik i gang med energirådgivning, træplantning, affaldssortering, åbning af genbrugsbutik, klimavenlige fællesmiddage, etablering af vindmøllelaug, installation af solceller m.m. Med opbakning fra kommunen i form af en ’grøn koordinator’ havde man efter de første tre år præsteret en CO2-reduktion på 220 ton.

»Er projekter som dette succesfuldt? Det kommer an på, hvad målet og succeskriterierne er,« siger Jens Hoff.

220 ton CO2-reduktion i klimalandsbyen svarer således til knap ét ton CO2 reduceret pr. familie, og det er måske ikke så opsigtsvækkende.

Men dette og lignende projekter giver ifølge Hoff også øget viden til deltagerne såvel som øget inspiration til at handle. Det fremmer den sociale sammenhængskraft i lokalsamfundet. Det skaber arbejdspladser og nye indtægter. Det styrker demokratiet.

Det samme kunne siges om mange af de aktuelle projekter med grønne byhaver, med byttemarkeder, fødevarefællesskaber, deleøkonomi, omstillingsbyer etc., som vinder frem herhjemme som i andre lande. De illustrerer alle den udvikling, der er sket med hensyn til borgernes deltagelse og initiativkraft, når det gælder formulering af miljøpolitik og konkret indsats for klima og bæredygtighed.

Fra centralstyring til facilitering

Går man tilbage til perioden fra 1960’erne til 1980’erne, var myndighedernes rolle og strategi, sådan som Jens Hoff ser den, at definere politik og foretage social styring ved at regulere med love og tilladelser, idet man brugte eksperter som ingeniører og jurister og opfattede borgerne som objekter for politikken, evt. som nogen der protesterede mod den.

I tiden fra 1980’erne og frem til FN’s store klimakonference i Rio i 1992 blev myndighederne gradvist ’innovatorer’, der tog både socialvidenskaberne og diverse samfundsaktører med i processen om at skabe politik som et mere fælles anliggende, der også omfattende selvregulering, etablering af netværk m.m.

Fra 1992 og frem til klimatopmødet i Bella Center i 2009 blev myndighederne i stigende grad formidlere af en politikskabelse, der havde det globale ansvar i centrum og betjente sig af såvel globale aftaler som lokale Agenda 21-projekter samt inddrog ngo’er og folkelige sagkyndige i kredsen af eksperter.

Efter den store skuffelse over de politiske ledere på COP15 i 2009 er myndighedernes faktiske rolle blevet reduceret til at facilitere en politikskabelse, der nu har borgerne i centrum og fungerer mere ad hoc i form af konkrete borgerprojekter og -initiativer som bud på praktiske fremtidsløsninger her og nu.

Man kan, siger Jens Hoff, selvfølgelig anlægge en ’foucaultsk’ synsvinkel på denne udvikling og hævde, at dette blot afspejler en avanceret styringsteknik, hvormed myndighederne har formået at gøre passive borgere til grønne agenter for en klimavenlig adfærd og dermed styrket myndighedernes egen evne til at realisere den ønskede politik.

»Men virkeligheden er mere kompliceret. Tag et eksempel fra Ballerup Kommune med projektet Klimafamilier.«

I dette projekt, som CIDEA-holdet har analyseret, blev 20 familier udvalgt til at fungere som klima-rollemodeller ved at tage en række grønne initiativer, måle på resultaterne og formidle dem til inspiration for lokalsamfundet.

»Det var kun muligt at engagere disse 20 familier i projektet, fordi de blev inddraget meget tidligt, fik afgørende indflydelse på projektets udvikling og derfor tog ansvar for det,« siger Hoff.

Der blev altså opnået en delikat balance, hvor de kommunale myndigheder afgav kontrol, men til gengæld muliggjorde bedre resultater.

»Det offentlige ’tab af kontrol’ åbner et rum for borgerstyrede initiativer, som kan bevæge sig i retninger, myndighederne ikke har forudset, eller som udfordrer de strategier, myndighederne foretrækker.«

Den delikate balance

De mange nye projekter med deleøkonomi er eksempler på initiativer, der oftest er opstået ganske af sig selv – dvs. direkte fra initiativrige borgere og uden myndigheders bevidste afgivelse af kontrol. Her kan myndighederne så vælge, om de vil sætte sig imod det eller understøtte det ved at skabe bedre rammebetingelser for det nye ved at tilpasse love og regler, sådan som det p.t. sker med lovgivning om deleøkonomi i flere lande.

Afgørende er, at myndighederne forstår disse borgerdrevne initiativer som ikke bare nye og effektive måder at sikre klima- og miljøresultater, men også som ’skoler i demokrati’, hvor mennesker myndiggøres gennem deltagelse og ansvarstagen.

»Nogle af disse projekter opstår, fordi mennesker herigennem kan markere at gøre noget andet end de centrale top-down løsninger. Man lever lidt af at kridte et modsætningsforhold op og sige ’vi er noget andet end mainstream og de offentlige løsninger’. Og det lever typisk så længe, ildsjælene er i gang. Når de på et tidspunkt skal noget andet med deres liv, stopper initiativerne ofte,« påpeger Jens Hoff.

Derfor bliver udfordringen at sikre en institutionel forankring eller opbakning, der kan give initiativerne bredde, volumen og levedygtighed uden at kvæle engagementet nedefra.

»Projekter kan slå fejl, hvis man ikke finder og respekterer den delikate balance mellem på den ene side kontrol og styrbarhed og på den anden side effektivitet og demokrati,« hedder det i CIDEA-projektets formulering.

»Forskningsprojektet har demonstreret, at såvel i et styringsperspektiv som i et demokratisk perspektiv rummer borgerskabte fællesskabsprojekter flere fordele for alle interessenter end projekter startet af offentlige myndigheder og rettet mod enkeltpersoner,« hedder det.

Pointen er, at borgerinitiativerne skal vokse ind i systemet, gradvist blive systemet, hvis de skal have reel effekt på f.eks. klimaproblemet.

Udfordringen er for lokale og nationale myndigheder såvel som for ildsjælene, hvordan dette kan ske under bevarelse af både engagement og demokratisk udviklingspotentiale.

»I byer og kommuner må man udvikle støttemekanismer for de lokale initiativer, men det er ikke nok at afsætte nogle hundrede tusind kroner til en klimamedarbejder, der kan løbe rund til græsrødderne. Det er heller ikke nok at lave kommunale projekter, der er tidsmæssigt og økonomisk begrænset – og altså løber ud. Man skal væk fra projekttænkningen og forankre indsatsen i den daglige drift, for ellers går det i stå. Gør som i Køge, hvor de siger: ’Vi skal ikke have en særlig klimaplan eller en særlig klimaafdeling. Vi skal integrere bæredygtighedstænkningen i forvaltningen, have den ned i hver enkelt sektor i kommunen.’ Den kritiske fase er man i flere steder,« siger Jens Hoff.

Han kalder det »lidt underligt«, at Folketinget laver en klimalov, der ikke giver kommunerne nogle rammer og retningslinjer for, hvad de skal gøre og opnå.

»Men det skyldes ’det udvidede totalbalance-princip’, DUT-princippet: I det øjeblik staten pålægger kommunerne en ny opgave, så skal de også kompenseres økonomisk for det,« siger Jens Hoff.

Tyngdepunktet

På CIDEA-konferencen talte den canadiske samfundsforsker, professor Matthew Hoffman, University of Toronto, om ’småskala-initiativer’ som tyngdepunktet i indsatsen mod klimaforandringer.

»Tyngdepunktet har bevæget sig væk fra top-down-strategierne,« sagde han, idet han til småskala-initiativerne også regner de koalitioner af byer, der på tværs af landegrænser går i spidsen med klimaindsatsen.

»Småskala-initiativer kan synes ude af trit med udfordringens størrelse: Det globale problem med fastlåsningen til en fossilt baseret fremtid. Men småskala-initiativerne er, hvad vi har i fraværet indtil videre af en effektiv global klimaaftale.«

Håbet ligger i, at de lokale initiativer kan såvel opskaleres som spredes til andre – det handler om at gøre det nye til det normale, at øge kapaciteten og at skabe koalitioner med andre, sagde den canadiske forsker og nævnte som eksempel, hvordan det, der engang var en koalition af 20 klimabevidste byer siden blev til C40-alliancen med 40 store byer og nu faktisk består af 69 byer i samarbejde om at forankre og sprede de lokale klimainitiativer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Kim Elmose
Niels-Simon Larsen og Kim Elmose anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rigtig spændende projekt, og meget væsentlige pointer! Spørgsmålet er, hvad der sker når borgerinitiativer går over og bliver drift og lægges i kommunalt regi. Det lyder som en løsning der bygger på samme tænkning der har skabt problemet i første omgang. Jeg er selv hvad man nok ku kalde en ildsjæl og er pt to primus motor i to borgerinitiativer, en repair cafe og en mdl 'pædagogisk jamsession' som skal få mere kreativitet ind i Skolen.

Når jeg kan afsætte tid til dette er det fordi jeg har fundet ud af at jeg kan leje mine børns værelser ud når de er hos deres mor, til turister. Jeg er TRÆT af at arbejde projektbaseret og arbejde hårdt for et par kommunale håndører, så som det er nu, så er det AIRBNB som - uforvarende - fungerer som kunststøtte og lokaludviklingspulje.

Hvis de her borgerinitiativer ender som kommunal drift, så ryger engagementet med stor sandsynlighed. Vi laver det, vi laver, på TRODS af kommune, stat og organisationer.