Der må være et alternativ

I had a Dream. For et par år siden så jeg for mig, at også danske vælgere skulle have et ’rent grønt’ parti at sætte kryds ved til et folketingsvalg. Et parti som var født af den grønne dagsorden, og som altid ville sætte miljøhensyn og bæredygtighed forrest. Partiet skulle selvfølgelig hedde De Grønne, som de jo allerede gør mange andre steder i verden, Danmark inklusive. For vi har faktisk et De Grønne herhjemme. Partiet så dagens lys i 1983 og eksisterer stadig, om end ikke i bedste velgående. De Grønne stillede op til folketingsvalg i 1987, 1988 og sidste gang i 1990, men kom aldrig over spærregrænsen og ind i Folketinget.

Bedre ville det gå den udgave af De Grønne, som figurerede i min drøm. Det ville få succes og ikke have problemer med at komme over spærregrænsen, bl.a. fordi Connie Hedegaard var med. Den snart forhenværende klimakommissær skulle nemlig stå i spidsen for partiet, som ville appellere til vælgere, der vil stemme grønt, men ikke rødt.

I november 2013 dannedes så et nyt parti, Alternativet, og dermed var ideen om et genfødt De Grønne passé. Man kunne måske også sige, at ideen er i gang med at blive realiseret. Vurderet på sit partiprogram er Alternativet i hvert fald et grønt parti: Ud med vækstøkonomi og neoliberalisme og ind med økologi, vedvarende energi og ’bæredygtighed’. Ordet bæredygtig er nævnt 134 gange på partiprogrammets 50 tekstsider.

Det ny parti har mødt både begejstring og skepsis. Skeptikere har bl.a. fremhævet, at vi ikke har brug for flere partier. Men set gennem omstillingsbriller er der netop brug for flere partier, som prioriterer bæredygtighed. Et flertal ville være et naturligt mål, og det er meget langt fra Folketingets sammensætning i dag.

Det nuværende blå flertal (inklusive de to regeringspartier) har i de seneste år konsekvent sat hensynet til økonomisk vækst og virksomhedernes ’konkurrenceevne’ højere end en bæredygtig udvikling. SF er grønnere nu end som regeringsparti, men har ikke en egentlig omstillingsdagsorden på programmet. Af folketingspartierne står Enhedslisten tilbage, altså blot et enkelt parti.

Vælgererklæringer

Derfor kunne det styrke sagen med endnu et omstillingsparti på stemmesedlen. Et parti, der som min drøms Hedegaard- ledede De Grønne, kunne hente stemmer fra skuffede SF-R-S vælgere (en talrig skare) og borgerlige med grønne sympatier. Med ét kunne bæredygtighedsdagsordenen få dobbelt så meget eksponering under en valgkamp, i tv-præsentationerne, partilederrunder etc., og det ville blive sværere at ignorere de grønne temaer.

’Kunne’ og ’ville’ i stedet for ’kan’ og ’vil’, fordi Alternativet endnu ikke er opstillingsberettiget. Partiet er stadig ca. 10.000 fra de krævede 20.600 vælgererklæringer. (En vælgererklæring er en skriftlig tilkendegivelse fra en vælger om, at partiet skal have lov at stille op – man behøver ikke at stemme på partiet.)

Trods enighed om overordnede mål er det langt fra alle enhedslistevælgere, der vil hjælpe Alternativet med vælgererklæringer. Nogle ønsker det ikke på stemmesedlen, og angriber det ny parti for netop at hævde et alternativ til den socialistiske vej til et bæredygtigt samfund. Det er et falsk alternativ og en blindgyde, mener de, for der er ikke noget alternativ til et ægte rødt opgør med kapitalismen.

Jeg kommer til at tænke på venstrefløjens endeløse diskussioner for nogle årtier siden, om hvilken af de mange grupperinger, der var revolutionens sande fortrop. Det slugte mange kræfter, som kunne have været brugt imod det system, man ville ændre.

Erfaringerne fra dengang taler for at fokusere på det, der er enighed om, og udnytte valgkamp og Folketing som informationscenter og talerstol.

Nils Enrum er cand.polit. og lektor på Professionshøjskolen Metropol