Læsetid 3 min.

Miljøretsprofessor rejser tvivl om lovlighed af miljøvurdering

Kritikken tager til af Sundhedsministeriets miljøvurdering af seks udpegede lokaliteter til placering af et muligt slutdepot for atomaffald. Professor i miljøret Ellen Margrethe Basse tvivler på, at vurderingen er i overensstemmelse med EU-direktiv
22. oktober 2014

Sundhedsministeriets 225 sider lange miljøvurdering af etablering af et slutdepot for affaldet fra atomforsøgsstationen på Risø kritiseres nu også af professor i miljøret ved Aarhus Universitet Ellen Margrethe Basse. Hun tvivler ligefrem på, at rapporten er udarbejdet i overensstemmelse med EU’s direktiv om miljøvurderinger.

Tidligere har professor Lone Kørnøv fra Det Danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet i Information kritiseret, at selv om der officielt er tre muligheder i spil i forholdet til placering af affaldet, nemlig et slutdepot, et mellemlager og endelig eksport til udlandet, så handler miljøvurderingen kun om en af løsningerne, nemlig slutdepotet.

Den kritik er Ellen Margrete Basse enig i:

»Jeg kan ikke se, at man i henhold til EU-direktivet om miljøvurderinger kan dele det op på den måde,« siger hun.

»Så er der i hvert fald ikke tale om en strategisk miljøvurdering, og derfor er der kun tale om et halvt beslutningsgrundlag« tilføjer hun.

Formålet med en strategisk miljøvurdering er ifølge Ellen Margrete Basse netop at give mulighed for at sammenligne forskellige muligheder, men det kan ikke lade sig gøre, når myndighederne tilsyneladende kun vil miljøvurdere én af mulighederne.

Går ikke i dybden

Én ting er, at Sundhedsministeriets miljøvurdering kun beskæftiger sig med slutdepotet. Noget andet er så ifølge Ellen Margrethe Basse, at vurderingen af slutdepotet ikke går særligt i dybden, men i stedet udskyder en masse vurderinger til et senere tidspunkt i processen.

Miljøvurderingen, der netop er sendt i høring frem til begyndelsen af december, virker ifølge hende derfor noget uklar.

»Det står ikke lysende klart, hvilke vurderinger der er foretaget på nuværende tidspunkt, og hvilke vurderinger der udskydes til en senere vurdering,« siger hun og henviser som konkret eksempel til, at miljøvurderingen i et afsnit om »metodebeskrivelse« på den ene side anfører, at miljøvurderingen skal »skabe fokus på miljøforhold, som der skal være særlig opmærksomhed på i de efterfølgende faser«, men på den anden side skriver man lidt senere i vurderingen: »Der er allerede indarbejdet hensyn til en række af miljøforholdene i planens retningslinjer«, bl.a. i forhold til fredede områder og lavbundsarealer.

»Det er ikke særligt overbevisende og næppe i overensstemmelse med EU-direktivet,« mener Ellen Margrete Basse.

Hun peger som eksempel på miljøvurderingens omtale af ét af de seks udpegede områder, nemlig Østermarie på Bornholm. Her nævner vurderingen, at det i »retningslinjerne for planen for et slutdepot« er beskrevet, at et kommende anlæg ikke må medføre »væsentlige påvirkninger af tilgrænsende Natura 2000-områder« – altså områder af Danmark, der er udpeget som særligt bevaringsværdige – og at det i den videre planlægning og projektering skal sikres, at et slutdepot kan leve op til disse bestemmelser.

Kort efter opstiller miljøvurderingen så et skema med en »sammenfattende vurdering af påvirkninger«, og af skemaet fremgår det, at der ikke vil være en miljøpåvirkning af et Natura 2000-område, fordi »planens retningslinjer fastlægger, at der ikke kan etableres et anlæg som følge af denne plan, såfremt der er risiko for væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder.«

Det kalder miljøretsprofessoren for en »cirkulær argumentation«:

»Hokuspokus, hvor heldigt! Det virker, som om man her hopper over, hvor gærdet er lavest,« siger Ellen Margrethe Basse, der karakteriserer miljøvurderingen som »overfladisk, halvfærdig og ordrig«.

Hun er på den baggrund ikke i tvivl om, at det kan blive svært for borgere, der ønsker at bidrage til høringsfasen, at orientere sig i miljøvurderingen.

Sundhedsministeriet har tidligere oplyst, at så længe miljøvurderingen er i høring, har ministeriet ingen kommentarer til indholdet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu