De danske uddannelser bliver styret af PISA-score, nationale tests og kvantitative resultatmål i en sådan grad, at det ødelægger læring og trivsel. Det mener forfatter, analyseredaktør og lederskribent på Politiken Poul Aarøe Pedersen, der torsdag udgiver debatbogen Tænk på et tal om dansk uddannelsespolitik.
»Tal, regneark, målinger og økonomiske modeller har fået en central placering i uddannelserne. De faglige præstationer bliver opgjort i karaktergennemsnit, PISA-score og talbaserede testresultater. Succes eller fiasko er blevet noget, man kan tælle sig til,« siger Poul Aarøe Pedersen.
Kvantificeringen af uddannelserne er accelereret de seneste 15 år, mener han, og det gælder både for folkeskolen, gymnasier, erhvervsskoler og universiteter.
»Benchmark-undersøgelser fylder meget. Man måler på, hvor mange undervisningstimer en dansk lærer har i forhold til en tysk eller britisk, og på hvor mange videnskabelige artikler forskere på universiteterne har publiceret; og falder man uheldigt ud i benchmarks, så skal der straks handles,« siger Poul Aarøe Pedersen.
– Men er det ikke netop ved at bruge kvantitative målinger, at man kan sikre kvaliteten i uddannelserne?
»Ved kvalitet forstår jeg, at vi får nogle kompetente, kloge og innovative elever og studerende. Det får vi kun, hvis vi lærer dem at tænke selv, ikke ved at lade deres undervisere tænke på tal. Test får os til at fokusere på de ting, der bliver målt på, og når man nærmer sig testene, bliver der kun undervist i det, der skal testes,« siger Poul Aarøe Pedersen.
En tal-inficeret folkeskole
Især folkeskolen er inficeret med tal, mener Poul Aarøe Pedersen. Ud over stor fokus på PISA-test skal danske folkeskoleelever i dag gennemføre 10 »obligatoriske nationale test inden for forskellige fag,« som skal »vurdere elevernes faglige niveau,« som det hedder på Undervisningsministeriets hjemmeside. Det indskrænker undervisningen, mener Poul Aarøe Pedersen.
»I faget dansk udgør de nationale test alene en læsetest. Risikoen er så, at de andre færdigheder – mundtlighed, skrivning, evnen til at lytte og tænke abstrakt – bliver glemt, fordi lærerne, fokuserer alt for meget på det, de bliver målt på,« siger Poul Aarøe Pedersen og fortsætter.
»Der sker en indsnævring af den faglige kvalitet, hvis vi fokuserer for meget på de aspekter, som bliver målt og opgjort i tal. Man kan kun måle på et meget begrænset udsnit af den læring, som finder sted.«
Selv om Poul Aarøe Pedersen beskriver sig selv som »stor tilhænger« af den nye folkeskolereform, mener han, at reformen har et stort problem:
»Folkeskolereformen kommer i den grad til at forstærke den her udvikling. Reformen strammer brugen af talbaserede nationale tests og gør dem til styringsværktøjer i folkeskolerne. Lærerne, skolelederne og kommunerne blive målt på elevernes resultater, og de, der ikke lever op til resultatmålene, får et alvorligt forklaringsproblem,« siger Poul Aarøe Pedersen.
Farvel til PISA-test og karakterer
Han foreslår, at Danmark helt afskaffer nationale test og melder sig ud af OECD’s internationale PISA-samarbejde, der hvert tredje år evaluerer de faglige præstationer fra 15-årige skoleelevers i 65 lande.
»PISA’s betydning for folkeskolen kan simpelthen ikke undervurderes. PISA-resultaterne har afstedkommet den ene politiske hovsa-løsning efter den anden,« siger Poul Aarøe Pedersen.
– Men hvis vi nu kan se i PISA-sammenligningerne, at børn i Finland eller Kina er meget bedre til at læse end os, så er det vel et problem, vi skal gøre noget ved. Det opdager vi jo kun, hvis vi tester ...
»Men det kan du slet ikke se af PISA. Man kan ikke lave benchmark-undersøgelser af den type på tværs af landegrænser. Det giver ikke mening at sammenligne danske og finske elver. Det, man kan se af PISA, er en national udvikling fra gang til gang. Det er PISA god til, men det bruges helt forkert« siger Poul Aarøe Pedersen. Han foreslår yderligere, at Danmark helt dropper karakterer i folkeskolen, der i dag gives fra 8. klasse.
»Vi gør så mange ting i det danske uddannelsessystem alene på grund af tradition, og brugen af karakterer i folkeskolen er én af de ting. Vi ved fra undersøgelser, at forbavsende få elever får noget ud af karaktererne. Karakterer er ikke fagligt udviklende, det er tværtimod med til at tage motivationen fra rigtig mange,« siger Poul Aarøe Pedersen.
Flere pressede unge
Denne demoraliserende effekt findes også på gymnasierne, men her kan man ikke uden videre droppe karakterer, for så kan danske unge ikke søge ind på internationale studier. I stedet forslår Poul Aarøe Pedersen, at de mest populære videregående uddannelser i langt højere grad bør optage studerende via studieegnethedstest, samtaler og motiverede ansøgninger i stedet for kun at se på karaktergennemsnit. Det vil give mere motiverede studerende på universiteterne og mindre stressede elever på gymnasierne, mener han.
»De unge er presset af drømmen om det perfekte liv, og i gymnasiet er en del af den drøm karaktererne,« mener Poul Aarøe Pedersen.
I sidste måned konkluderede en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, at danske unge mellem 16 og 24 år er mere stressede, deprimerede og mindre tilfredse med livet end tidligere. Hos pigerne var andelen, der ofte føler sig stressede, steget fra 14 pct. i 2005 til 26 pct. i dag, og kun hver fjerde pige berettede om høj livstilfredshed mod hver tredje i 2002. Den udvikling forstærkes af de mange test og store fokus på karakterer, mener Poul Aarøe Pedersen.
»Det duer ikke at reducere de studerende til et tal, og jeg forstår ikke, hvorfor vi er så forhippede på at lave et uddannelsessystem, som risikerer at skabe mentale krøblinge frem for at skabe fagligt velfunderede og mentalt velfungerende unge mennesker,« siger han.
– Men hvis alle de test og tal er så skadelige, hvorfor har vi så taget dem til os?
»Tal er bare meget, meget nemme at have med at gøre, når du skal administrere et uddannelsessystem. Og så har ideen om konkurrencestaten en enorm betydning for den her udvikling.«
Når målet er DEN DYGTIGSTE OG BEDST UDDANNEDE GENERATION NOGENSINDE, må vi være helt sikre på, at de pædagogiske metoder og midler, vi anvender, rent faktisk virker. Denne bog stiller tilsyneladende afgørende spørgsmål til den herskende metode.
Jeg kender eksempler på 1G elever, som efter egne udsagn, har nogle virkelig dårlige lærere i enkelte fag. Eleverne lever med kvaliteten, snakker læreren efter munden, og satser på det vigtigte 10 eller 12 tal, for vi har jo kun faget i 1G, som de siger! De ved godt, at de ikke lærer det, som faget giver dem mulighed for; men karakteren er det vigtigste, og jeg er sikker på, at de nok skal nå deres karaktermål; De er DYGTGE; men de bliver ikke DE BEDST UDDANNEDE.
På den anden side, er det også urimeligt at forestille sig, at netop de DYGTIGE unge, som befinder sig midt i den afgørende læring, skal have overskud til at tage kampen. De ved godt det kunne blive bedre; men at forvente at de satser deres karakterer = deres fremtid er nok at skrue forventningere for højt.
De DYGTIGE skal nok klare sig. Nogen DYGTiGE trives ligefrem super godt i et kontinuerligt testmiljø; men hvad med de KNAP SÅ DYGTIGE. Kan vi være helt sikre på, at også de vil klare sig godt i skolen/gymnasiet med de mange test? Skal vi ikke være sikre?
Jeg glæder mig til at læse bogen; måske bliver jeg dygtigere.
En glædelig overraskelse af høre PAP forholde sig nøgternt kritisk til mål- og resultatsstyringsdeliriet i folkeskolen. Men hvordan kan han så være en stærk tilhænger af folkeskolereformen? Det er jo dens centrale succeskriterium, han anfægter?
Konkurrence er godt.
Og for at kunne afholde flere og bedre konkurrencer og se, hvem der er bedst, er man nødt til at lave elever, som kan måles og vejes, og det som ikke kan måkes og vejes, kan man ikke bruge til noget.
åh, hver er det nemt at blive sortseer i denne verden.
Den bedst uddannede generation betyder ikke, at de bedste skal blive så gode som muligt, men at de, der ikke hidtil har kunnet eller villet gennemføre en uddannelse, tvinges til det. Målet er i sig selv en kvantificering, hvor det er vigtigere, at en høj andel af en generation får en uddannelse, end at de, der har lysten og evnerne, får mulighed for at udvikle sig maksimalt. Det kræver nemlig, at man igen holder op med at se på, om der gennemføres på normeret tid eller om der skiftes fag undervejs. Det er nemlig forhold, der er med til at forøge den enkeltes erfaring og indsigt - ligesom det at leve et rigt liv ved siden af studierne er baggrunden for, at man kan opnå den brede og almene indsigt, som den virkeligt seriøse studerende har brug for.
I USA er folk begyndt at gå på gaden for at protestere mod det her. Men amerikanerne står jo også midt i et valg (bemærk langt over 1000 kommentarer på et par dage)
http://www.politico.com/story/2014/10/common-core-112144.html
H.C Ørsted indførte karakterskalaen for at slippe for adelens og de herskende klassers adgang til uddannelse uden at have andet at gøre godt med end de samme herskende klassers magt, penge og privilegier. Det er sørgeligt at se at de herskende klasser i dagens Danmark vil genindføre disse privilegier igen. Venstrefløjen har sluttet ringen og genindført enevældens privilegie system igen. Tillykke, for fremtiden vil du få en eksamen, ikke på grund af hvor højt du er placeret i samfundet, men hvor lavt. Forskellen er ens. Hvordan kunne vi dog synke så lavt, bevar karakterskalaen, støt eksamens systemet, for det demokratiske samfund vi gerne så bygge på den enkeltes indsats i et målbart system. Og ja ja vi har alle fået dårlige karakterer i skolen, men hvis skyld var det? Sjovt nok vor egen. Du kan ikke lære noget ved at lade din næste tage skylden for at du ikke gør noget selv. Var der en chance for at Informations læsere levede op til deres ry som intelektuelle eller er ryet blot en konvention vedtaget på informations generalforsamling? vågn op før i har lavet jer en ny adel!!!!!
H.C Ørsted indførte karakterskalaen for at slippe for adelens og de herskende klassers adgang til uddannelse uden at have andet at gøre godt med end de samme herskende klassers magt, penge og privilegier. Det er sørgeligt at se at de herskende klasser i dagens Danmark vil genindføre disse privilegier igen. Venstrefløjen har sluttet ringen og genindført enevældens privilegie system igen. Tillykke, for fremtiden vil du få en eksamen, ikke på grund af hvor højt du er placeret i samfundet, men hvor lavt. Forskellen er ens. Hvordan kunne vi dog synke så lavt, bevar karakterskalaen, støt eksamens systemet, for det demokratiske samfund vi gerne så bygge på den enkeltes indsats i et målbart system. Og ja ja vi har alle fået dårlige karakterer i skolen, men hvis skyld var det? Sjovt nok vor egen. Du kan ikke lære noget ved at lade din næste tage skylden for at du ikke gør noget selv. Var der en chance for at Informations læsere levede op til deres ry som intelektuelle eller er ryet blot en konvention vedtaget på informations generalforsamling? vågn op før i har lavet jer en ny adel!!!!!
Især afskaffelse af eksamens-idiotien ville være forløsende.
@Peter Hansen
Jeg tillader mig at integrere din formulering i en mere almen form.
"Den bedst uddannede generation betyder ikke, at alle vil kunne blive så gode som de har mulighed for, men at de, der ikke hidtil har kunnet eller villet gennemføre en uddannelse, tvinges til det. ... ligesom det at leve et rigt liv ved siden af arbejdet med studierne er baggrunden for, at man kan opnå den brede og almene indsigt, som den virkeligt seriøst arbejdende har brug for."
I den sidste ende tæller det , du kan - ikke hvilken karakter du får.
Kan du sætter håndvasken rigtigt op, kan du afslutte regnskabet rigtigt, kan du levere den rigtige vare til kunden til tiden, kan du skrive skiltet uden stavefejl, kan du give byttepenge tilbage rigtigt, kan du møde frem til tiden?
Selvom du har fået en god karakter i en god skole, er den egentlige glæde knyttet til at udrette noget og få noget til at virke.
Hvis man så oven i reelle færdigheder lægger mødet med spændende mennesker, der rent faktisk laver noget interessant, så begynder skolen at give mening.
Med venlig hilsen
Lennart
Der kan være meget langt til den sidste ende, og vejen dertil kan være meget stenet. Det fremgår ikke af interviewet, om PAP har taget højde for lektor Blomme-lærertypen, og de problemer den enkelte elev kan have med dårlige, fordrukne og udbrændte lærere, fraværende og uduelige skoleledere, en alt for kollegial lærerstab og mobbende elever. For den elev kan eksamen og karakterer være redningen, eksempelvis til at komme i gymnasiet på trods af en manglende indstilling fra folkeskolen. Samtidig er det også en af de få muligheder, forældrene har for at følge med, udover lærernes sludder for en sladder. Er alt virkeligt så rosenrødt som hos PAP?
Problemet er ikke karaktererne, men hvad de bruges til. Almindelige, hjælpsomme foranstaltninger bliver i vor tid til moralske metoder til fordømmelse.
Det var klogt at lade den enkelte følge med i, hvor godt man har tilegnet sig noget viden, men at lade det have videre konsekvens i gymnasiet har hele tiden kun været et økonomisk spørgsmål. Hver gang man nærmer sig frit optag, finder politikerne på nye begrænsninger, med katastrofalt resultat. Vi mangler læger, fordi man begrænser optaget.
Vi må ikke stille krav til eleverne, og de skal beskyttes mod enhver konkurrence. Det er helt forkert at evaluere værdien af undervisningen og elevernes indsats. Det er nemlig ikke det eksakt faglige, der betyder noget. De skal i stedet udvikle sig til at blive selvstændigt tænkende, helstøbte individer med en tyrkertro på egen formåen, og så skal de, ikke mindst være fremadrettet innovative.
De paroler og fine ord kender jeg, helt tilbage fra slutningen af 1960erne og frem til nu. Hvordan synes i selv, det går. Vi gik i mange år rundt og var overbeviste om vores egne fortræffeligheder, og de kommende generationer behøvede ikke tilegne sig faktuel viden. Så rige og kloge var vi født. Lad resten af verden bekymre sig om dette kedelige arbejde med industriel udvikling og naturvidenskabelig forskning. Så kunne vi i stedet gå rundt som helstøbte individer og komme hinanden mere ved.
Hvis man er yngre end jeg, skærer det måske ikke så meget i øjnene, men kvaliteten har generelt været i frit fald inden for samtlige sektorer i vores samfund. Det kræver hardcore viden og almen kulturel og historisk indsigt, hvis Danmark skal bidrage med noget reelt værdifuldt her i verden. Hertil kræves undervisning, læring og selvfølgelig feedback i form af evaluering. Det mindste angreb på disse selvfølgeligheder er et utilgiveligt svigt over for de nye generationer og over for samfundet.
Terminsprøver hver tredje måned med karaktergivning, helt fra de små klasser er vigtigt. De bliver en helt naturlig ting i elevernes hverdag, og den afsluttende eksamen er blot at betragte som den sidste terminsprøve i uddannelsesforløbet. Uddannelse uden evaluering er som at styre et skib med bind for øjnene.
...mener jeg.
@Peder Kruse: PAP taler vel ikke om at afskaffe evalueringen, men blot om at afskaffe evalueringen udelukkende formuleret som et tal...!?
Jeg er helt enig i din maritime metafor, men der er vel ingen, der ønsker en skole, der ikke evaluerer ... Vi ønsker bare en skole, der evaluerer eleverne på ANDRE måder end karaktererne alene. Der eksisterer mange udmærkede former, som giver eleverne den feedback de har brug for, ift. at blive innovative, selvstændigt tænkende etc.
Niels Christian Sauer har helt ret. Politikens PAP har med sin hidtidige støtte til den seneste folkeskolereform i praksis selv været med til at cementere et system, han åbenbart - må vi nu tro - mener er direkte skadeligt...
@Lasse Rohde
Ja, ok. Jeg læste måske nok PAP gennem mine gamle surebriller men jeg har svært ved at forstå, hvordan evalueringens resultat skal kunne udtrykkes bedre end gennem et konkret tal. Jeg føler, underviseren fraskriver sig ansvaret for at udtrykke elevens standpunkt siden sidst. Med en karakter får læreren automatisk et ansvar for at kunne forklare, hvorfor han mener, standpunkt er gået op / ned i det enkelte fag, og hvem har sagt, karakteren skal stå alene ?
At vi så skal belemres med den ene umulige karakterskala efter den anden, er jo heller ikke befordrende. Erstat den med en simpel skala fra 0 til 10, begge inklusive. Minimum er 0, Maksimum er 10. Så kan læreren anvende decimaler efter behov. I min tid anvendtes pile op, pile ned, boller og kryds og slange. I dag har vi for længst forstået kommatal, og for at foregribe devalueringens mareridt, vil jeg lige pointere, at karaktererne 10,1 eller -0,1 eksisterer ikke i mit forslag til en skala.
I går hørte jeg end del af et indslag om en friskole - desværre ikke det hele, ikke hvor og ikke navnet. Måske nogen kan hjælpe.
Der var ingen målinger, ingen eksamen, ingen fag i 1-5, morgensamling i det fri uanset vejret, fokus på naturen - og glade børn og lærere. Forældre, som var nærværende i skoledagen.
Så melder spørgsmålet sig - kan en friskole få lov at passe sig selv, sige nej til målinger og indberetninger ?? Omvendt, hvilke lovgivningskrav SKAL de overholde.
Hvem kan svare på det.
Leo
Natursyn: Ny skole har naturen som grundsten
Sendt: DR P1, 27 Okt. 2014, Start kl. 13:03 - Slutter 13:45
S'go. :)
Er det ikke letkøbt at give karaktergivning skylden for elendigheden.
Karaktergivning har nogle uheldige konsekvenser. Som fx. at forældre skriver helt eller delvist elevernes opgaver ( udbredt i gymnasier ) og at der fokuseres for meget på karakterer istedet for læringen.
Men en større del af elendigheden i folkeskole / gymnasier / videregående er ( efter min mening og erfaring med 4 børn ) .. at der aflyses for mange timer, at der generelt undervises alt for lidt i de danske skoler ( universitetsuddannelser med under 10 timers uddannelse er snarere regel end undtagelse, og et skoleår er fra 1. september til 1. maj med lange ferie imellem) , der er for meget uro i klasserne, at børn er alt for forskellige i deres niveau ( folkeskole, gymnasier ), at (folke) skolen skal løses alt for mange (andre) opgaver end at undervise og lære, at børn generelt er blevet ret dårlige til at møde krav der bliver stillet til dem ( curling fænomenet ) ..
så .. karakterer er ikke perfekte men næppe grunden til at unge mennesker er stressede og ikke lærer det som vi bør forvente at de lærer ..
Det første mål med skolen skal være at eleven kan klare sig uden læreren. Ikke kun fordi læreren er dyr i løn, men fordi eleven skal kunne lærere hele livet, efter skolen.
"Over halvdelen af hvad du nogensinde lære, har du lært inden at du kommer i skole." Ofte så beklager lærerne sig over de børn/elever som forældrene sender i skole. Men det skolen har selv uddannet forældrene til at være dårlige forældre. Ved at opdele eleverne efter alder, så de store børn ikke kan lege forældre/skolelærere med de små børn.
@ Peter Ole Kvint
Det giver ikke mening. Hvis det kan læres, får du også brug for en lærer. Autodidaktik er sjældent.
Argumentet "at læreren er dyr i løn" viser en mangelfuld indsigt i værdien af undervisning. Hiver du selv tænder ud, når tandlægen er for dyr?
Det, der kan undre mig, når jeg møder eleverne i gymnasiet, er manglen på interesse for det fag, de deltager i. For mange er der ,fordi mor og far vil have det. Ikke fordi de selv får særligt meget ud af det. Men så går der da tre år, og mor og far føler, at deres barn bliver uddannet. Om det er nyttigt, er sværere at afgøre.
med venlig hilsen
Lennart
Det var den grønne friskole på Amager. I udsendelsen blev ikke talt om skolens forhold til det offentlige - økonomi, administration, kontrol og pædagogiske krav.
Tal, regneark, målinger og økonomiske modeller har fået en central placering i uddannelserne
Ikke kun i uddannelserne, men i alle aspekter af vores samfund, vores liv, er det slet ikke gået op for Poul Aarøe Pedersen?
Hele det segment der styrer samfundet synes efterhånden at bestå mere eller mindre udelukkende af analfikserede mennesker, og det er katastrofalt for os alle.
For når analfikseringen tager overhånd, er fascismen ikke langt væk.
Danmark HAR faktisk haft verdens bedste skolesystem, lige indtil de konformistiske "reformer" begyndte at gå over styr, startende under Nyrup regeringen.
Siden hen har vi haft reform efter reform efter reform, og mønstret, at man lave en ny reform før man overhovedet har kunnet vurdere effekten af de foregående, fortsætter bare. Resultatet af denne vanvid er ikke kun stressede børn og unge men også stressede lærere og forældre.
Og man kan få en mistanke om at det netop er meningen, fordi samme mønster kan man se næsten overalt i samfundet, ikke mindst i den kommunale administration. De kommunale ansatte bliver stresset til bristepunktet, og endda derudover. Afdelinger bliver skabt, flyttet rundt, nedlagt, gendannet, flyttet rundt igen, jeg har set kommunale afdelinger flytte igen, inden de overhovedet var blevet færdige med at pakke ud efter den første flytning.
Og hvorfor?
for at øge effektiviteten. Min bare!
Vores ledere er galninge, på alle niveauer, dem allesammen.
Leo Nygaard: Friskoler må undervise, som de vil - de skal bare levere en undervisning, der giver eleverne et udbytte, som kan 'stå mål med' det udbytte, folkeskolelever har af deres skolegang. Undervisningsministeriet har til opgave at føre tilsyn med, at det sker.
Så skal vi bare etabler så mange friskoler som muligt ! Det sjove er, at det hjælper kommunerne til med, når de nedlægger små skoler og der op står nye initiativer. Fremskrives den udvikling med lidt fantasi, imødegås Antorinis reform, og Djøf'ernes herredømme svækkes.
Det eneste man tester i et karakterløb er systemet og skatteborgernes tålmodighed. Systemet vil med tiden underminere sig selv gennem indoktrinering og indavl. Det er ganske enkelt ikke egnet til at lære mennesket at leve.
Leo Nygaard: Det ændrer jo ikke på problemet med karaktererne, i gamle dage var det så, at eleverne skulle eksamineres hvert år af uvildige, og der blev så givet karakterer, der var sammenlignelige. Det er dog stadig også forældrenes mulighed for at have noget konkret at forholde sig til, i henseende til deres barns udvikling. Den grønne friskole er et spændende initiativ, men ungerne skal jo også lære noget mere end en kartoffels udviklingsstadier, og et rimeligt entydigt karaktersystem er det eneste vi har til kontrol. Hvad er der ellers?
Karaktersystemet foragter ikke alene menneskets frigørelse men selve tænkningen, hvor i gennem den finder sted.
Det er på tide at man holder karakter systemets bannerførere ansvarlige for dets bedrageri.
De nationale tests i folkeskolen er et vigtigt arbejdsredskab for de økonomer, som politikerne og deres embedsmænd styrer og kontrollerer samfundet med. Det væsentlige problem med disse former for tests er, at de ikke er kvalificerende evaluering for eleverne og deres lærere, men snarere er en slags stikprøvekontroller, der skal give et nationalt øjebliksbillede af aktiv paratviden på testdagene.
Vi kan forvente at stå endnu mere tilrådighed for statistikker... Jeg deltog i konferencen 'Evidence on Schooling and Wellbeing' på Aarhus Universitet 28-29 August 2014, støttet af TrygFondens Børneforskningscenter. http://econ.au.dk/research/researchcentres/trygfondens-centre-for-child-...
Næsten alle deltagere var økonomer med fokus på statistik, og der var absolut ingen præsentationer af pædagogiske perspektiver. Børneforskningscenteret er ellers et interdisciplinært projekt, men fokus er på tests og evaluering, der kan danne EVIDENS - det er jo det herskende paradigme for tiden...
"TrygFonden's Centre for Child Research is a newly established interdisciplinary research centre that specialises in impact evaluations, using randomized control trials or other causal inference research methods to evaluate the effectiveness of social, educational and crime prevention programs for Danish children and youth."
http://econ.au.dk/research/researchcentres/trygfondens-centre-for-child-...
Undervisningsministeriet siger, at de nationale tests er et evalueringsværktøj for lærerne, men i dansk testes kun Læsning (dansk), forstået som Sprogforståelse /Afkodning og det er jo langt fra evnen til selvstændig undren, kritisk analyse, kunne stille opklarende spørgsmål, kunne skrive interessante tekster i mange genrer osv osv osv http://uvm.dk/Uddannelser/Folkeskolen/De-nationale-test-og-evaluering/De...
K. E. Løgstrup hol sider, at formålet med skolen er tilværelsesoplysning.
"til skole hører oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore
sanser. For at have en enkelt glose om det, vil jeg kalde det tilværelsesoplysning. Som det var
indholdet af fænomenet skole for over to tusind år siden, er det skolens opgave den dag i dag. Hvad
vi må stå fast på, er, at formålet med skolen er oplysning, så vi ikke af vort samfunds karakter af
arbejdssamfund lader os forlede til at reducere skolens formål til at være uddannelse. Uddannelse i
skolen er et afkast, som tilværelsesoplysningen giver.
Ophøjer vi uddannelsen til at være skolens hovedopgave, glider også de største vanskeligheder ved
at holde skole lige så stille ud af synsfeltet. Godt nok bliver der vanskeligheder tilbage, som det er
vigtigt at tage kampen op med og også forlanger en betydelig indsats, men de er, når det kommer til
stykket, overkommelige. Bestræbelserne kan sammenfattes i at gøre undervisningen pædagogisk
forsvarlig og fremgangsrig. Men af bestemmelsen af formålet må vi, som nævnt til at begynde med,
forlange, at det bringer de største vanskeligheder frem for vor bevidsthed."
...
"Arbejdet beslaglægger for mange menneskers vedkommende deres tanker, følelser og handlinger i
en sådan udstrækning, at manglen på mening med tilværelsen ikke når at røre på sig. I fritiden er det
modsat. I den truer samme mangel på mening at bryde op i kedsomhed og lede. Det gør
tilværelsesoplysningen til en meget mere presserende opgave. Arbejdssamfundet kan klare sig uden
tilværelsesoplysning, fritidssamfundet aldrig. I arbejdssamfundet kan skolen foregøgle sig, at
uddannelse er dens formål, det kan skolen umuligt i fritidssamfundet."
fra:
Professor dr. theol. K.E. Løgstrups forelæsning på Danmarks Lærerhøjskole den 21. september
1981 (her gengivet fra ”Skolens Formål – debat om skolens opgave”. Red. Peter Lauridsen og Ole
Varming. DLH 1985)
http://edu.au.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/videostreamingfraloegstr...
Der findes to adskilte verdner, skolens verden og samfundets verden. Hvis der var en sammenhæng, ville man måle skolens værdi på, hvor godt mennesker efter skolen klarer sig i samfundet, men en sådan sammenhæng virker ganske utænkelig. Skolen har sin værdi og sit mål, og når skolen er overstået, skal man til noget ganske andet, nemlig ud i samfundet med dets værdier og mål.
Klarer folk, der har gået i folkeskolen i 1970, sig bedre eller dårligere end folk, der har gået i folkeskolen i 1990, og har et sådant spørgsmål overhovedet noget med skoledebatten at gøre?
Tom Seitam, 00.51 - Artiklen handler om meget mere end karaktergivning /standpunktsbedømmelse.
Jeg har intet imod at elever og forældre modtager en lærers mening og bedømmelse.
Jeg mener endda, at karaktergivning bør være redskab for adgangsbegrænsning til gymnasierne.
Men hele den ovenfra kommende styring fra statslige instanser er totalitær og unødvendig set fra elevernes og forældrenes side. Den spilder skolens tid og den (mis)bruges til politikernes ustandselige opfindelser af den dybe tallerken. Konkurrence samfund og politikerambitioner for fuld udblæsning. Antorini aner ikke, hvad hun har sat i gang.
Som det beskrives så udmærket i artiklen.
Sidste nyt : I Sydjylland melder 25% af lærerne fra overfor reformen. Bare efter 3 måneder. Det bliver værre endnu.
Taylorismen og Fordismen har indtaget folkeskolen, her 100 år efter de revolutionerede industrien og gjorde menneskene til levende robotter. En hjerneforsker udtalte forleden, da lærerne sagde at det var svært at få tid til forberedelse når der bare lige var en halv times pause, at de nok kunne rette et par opgaver. Og det er jo helt rigtigt for ved båndet er der ingen spildtid, og læreren kan jo bare rette løs. Elever skal ikke have karakterer siger tilhængeren af den nye skolevirkelighed. Hvorfor mon der er lektiehjælp, hvis det ikke er for at eleven kunne præstere mere ? Hvorfor skal der være bevægelse, jo for så kan eleven præstere mere og spildtid er det værste, spil og leg duer ikke.
Læreren skal overvåges og eleverne skal være på toppen. Skolen er i høj grad en del af samfundet og selv et samfund. Et samfund som i den grad styrer og styres af kvalitetsun-dersøgelser og målbare test.
At give karakterer i 8. og 9. klasse er ikke noget der vælter børn, det vigtige er selvfølgelig at der er feed back og evaluering af det arbejde eleven har udført og uanset hvor dårlige karakterer man har kan man komme i gymnasiet. Når man kommer på universitetet fx på historie, får man kun karakterer og ingen feed back. Selv specialet bliver nu blot bedømt med en karakter , da den skriftlige udtalelse er afskaffet. Sparet bort formentlig. De studerende siger ikke et kvæk, de siger at den udtalelse alligevel ikke kan bruges til noget karrieremæssigt, hvorimod et tal det ved man hvad er.
Hvis man tror man får en dybsindig samtale med en lært underviser på Uni, kan man godt tro om. Lidt vejledning kan det måske blive til efter fastsatte normer. Undervisning er der jo heller ikke så meget af, men de fleste består. Forstå det hvem der vil. Men produktionen den er høj.
Man lærer eleverne at det er tallet i sig selv der er det vigtigste.
Den nye reform sikrer at eleverne lærer at tal er vigtige, og at de skal styre. Og det er det.
Sådan er det jo.