Læsetid: 8 min.

’Jeg skal da også have en fair løn for mit arbejde’

De er uundværlige for Københavns image som verdens cykelhovedstad, men nu gør cykelmekanikerne op med elendige løn- og arbejdsvilkår. I stedet for at overlade ansvaret til fagforeningen, er de selv gået i front for at skabe ordenlige vilkår. De aktivistiske cykelmekanikere viser vejen for en trængt fagbevægelse, siger arbejdsmarkedsforsker
De er uundværlige for Københavns image som verdens cykelhovedstad, men nu gør cykelmekanikerne op med elendige løn- og arbejdsvilkår. I stedet for at overlade ansvaret til fagforeningen, er de selv gået i front for at skabe ordenlige vilkår. De aktivistiske cykelmekanikere viser vejen for en trængt fagbevægelse, siger arbejdsmarkedsforsker

Sigrid Nygaard

17. oktober 2014

Selv om mandag er Oskar Larssons ugentlige fridag, er den 26-årige cykelmekaniker alligevel på arbejde. Ikke på sin arbejdsplads i et cykelværksted på Istedgade på Vesterbro, men for sin branche. På denne solbeskinnede formiddag besøger han ganske ulønnet cykelværksteder uden overenskomst.

Oskar Larsson træder ind hos Cykelbanditten på Nørrebrogade.

»Hej, jeg kommer fra Cykelmekanikernes Brancheklub, jeg vil gerne tale med jer om en overenskomst,« siger han stilfærdigt til butiksbestyreren bag kasseapparatet. At Cykelbanditten ikke har overenskomst, er ikke så underligt. Det har kun cirka 10 procent af storkøbenhavns cykelværksteder. Og det har konsekvenser for de ansattes arbejdsvilkår.

»Cykelbranchen er på mange måder et parallelt arbejdsmarked. Det tager fire år at blive cykelmekaniker, men gennemsnitslønnen er kun 135 kroner i timen, og jeg møder ofte folk, der tjener 110 i timen. Hvorfor tage en fireårig uddannelse til så lav en løn? Mange steder har hverken overarbejdsbetaling, afspadsering, pension eller sjette ferieuge. Arbejdet som cykelmekaniker er fysisk hårdt og nedslidende. Det er et kæmpe problem,« siger Oskar Larsson roligt.

Organiseringsgraden og arbejdsforholdene har altid været i bund på cykelværkstederne, men det nye er, at cykelmekanikerne nu går i front for at ændre forholdene i stedet for at lade deres fagforening, Dansk Metal, stå for arbejdet alene. Helt konkret har de i samarbejde med Dansk Metal dannet Cykelmekanikernes Brancheklub, hvorfra frivillige bruger deres fritid på at besøge de mange små cykelværksteder og argumentere for nødvendigheden af en overenskomst. Det betyder dog ikke, at den traditionelle fagbevægelse er ude af ligningen. Tværtimod spiller Dansk Metal en aktiv omend mere tilbagetrukket rolle i cykelmekanikernes kampagne.

»Cykelmekanikerne er den klart dårligst organiserede gruppe i Dansk Metal og også dem med de dårligste arbejdsvilkår. De to ting hænger sammen,« siger faglig sekretær i Dansk Metals afdeling Hovedstaden Morten Skov Christiansen.

I flere år var arbejdsforholdene på cykelværkstederne et overset område, men da fagforbundet sidste år tog på besøg på en række forskellige værksteder, kom det frem, hvor grelt det står til.

»Tidligere har vi i højere grad ventet på, at cykelmekanikerne ville komme til os, hvis der var problemer. Så ville vi prøve at holde et møde med den enkelte arbejdsgiver, og hvis ikke det gav resultat, ville vi sende et konfliktvarsel. I dag lader vi i stedet de enkelte cykelmekanikere gå ud og kæmpe for overenskomst på alle cykelværkstederne, og først derefter rykker vi ind,« siger Morten Skov Christiansen.

Verdens cykelby

Det er ingen hemmelighed, at Københavns Kommune elsker den sundheds- og klimavenlige cyklisme, som der ifølge byens cykelstrategi med den ikke just selvudslettende titel »Fra god til verdens bedste« skal være endnu mere af. De seneste 20 år er hovedstadens indbyggere i dén grad hoppet på cyklen, og den folkelige og politiske kærlighedserklæring har skabt en vis guld- graverstemning i cykelbranchen, mener Oskar Larsson.

»De seneste år er der kommet mange flere små cykelbutikker, og der er større og større konkurrence på prisen. Nogle steder kan man få lappet sin cykel for 35 kroner. Det siger sig selv, at du til den pris ikke kan have medarbejdere med ordentlige forhold inden for løn, overtid og ferie og samtidig betale skatter og afgifter,« siger han.

Selv om mange steder har ordnede forhold, har uviklingen også medført en række mere lyssky værksteder. Eksempelvis blev Oskar Larsson til en jobsamtale helt ud af det blå tilbudt at få sin løn udbetalt halvt hvidt og halvt sort. Men udover at enkelte steder har problemer med moralen, er de dårlige vilkår også en konsekvens af kundernes enorme fokus på pris.

»Det er ret sjovt, for kunderne prøver ret ofte at prutte om prisen med deres cykelmekaniker. Men jeg står da aldrig og prøver at få rabat, når jeg handler i Aldi. Nogen gange står kunderne med deres fyldte Irmaposer med alle mulige fairtradevarer, mens de argumenterer hårdt for, at jeg skal gå ned i pris. Jeg skal også have en fair løn for mit arbejde, men det er åbenbart lettere at bruge penge på fairtradeprodukter til sig selv end at betale 100 kroner for en lapning,« siger Oskar Larsson med et smil.

I Cykelbanditten bliver han ledt til værkstedet bagved, hvor cykelmekaniker Esben Sibbesen har rygende travlt med dagens arbejde. Og selv om han ikke har tid til at tale, synes han umiddelbart, det er helt fint, at brancheklubben kigger forbi.

»De gør det jo for vores skyld. Men jeg har brug for lige at sætte mig bedre ind i tingene, før jeg kan udtale mig om, hvorvidt det er en god idé med en overenskomst. Jeg må se på det, når jeg ikke har så travlt,« siger han.

Inde i butikken er bestyreren Stefan Laursen med på, at en overenskomst er en god idé. Men han advarer om, at man også kan blive så forvænt, at forrretningen får svært ved at løbe rundt.

»Vi går jo alle sammen ind for bedre vilkår. Men man skal passe lidt på, at man stiller for høje krav, og at man lige pludselig vil have regler for alt, før man vil løfte en finger,« siger Stefan Laursen. Han fortæller, at han selv har rejst en del i Sydamerika, hvor folk er glade for deres arbejde, selv om der ikke er overenskomst.

»Men i virkeligheden burde fagforeningen gå direkte til butikkens ejer, i stedet for at komme forbi her, for det er jo ejeren, der skal tegne overenskomst,« siger han.

Med den nye tilgang vil Dansk Metal dog netop undgå, at det faglige arbejde kommer til at foregå som en afsondret diskussion mellem fagforeningskontor og den enkelte arbejdsgiver. I stedet skal medlemmerne igen i fokus, forklarer Morten Skov Christiansen.

»Det er en nytænkning i forhold til de seneste år, hvor fagforeningen har haft tendens til at være en butik, hvor folk har været kunder, som vi løser problemer for. Nu prøver vi i stedet at sige til medlemmerne, at de ikke bare er kunder, men at der er brug for, at de handler aktivt.«

– Men tror du ikke, at nogle medlemmer undrer sig lidt over, at de både skal betale fagforeningskontingent og samtidig også bruge deres fritid på fagligt arbejde?

»Jeg tror godt, at alle forstår, at det her kun kan fungere, hvis vi løfter i flok. Og medlemmernes aktivisme bliver suppleret godt af, at den er bakket op af en afdeling med 12.000 medlemmer. Vi kommer selvfølgelig ud og tager kampen, hvis arbejdsgiverne vil slås, eller hvis folk bliver uretmæssigt fyret. Sådan er det. Men vi har allesammen et vist medansvar, hvis det skal lykkes,« siger Morten Skov Christiansen.

Fagforening classic

Ifølge arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Laust Høgedahl er cykelmekanikernes kampagne i virkeligheden slet ikke så ny, men tværtimod en tilbagevenden til fagbevægelsens gamle dyder.

»Du kan kalde det fagforening classic. Det handler om at komme tilbage til at gøre medlemmerne til aktivister, der skal bære fagforeningen. Der ligger en kæmpe ressource for fagbveægelsen, hvis den formår at få engageret sine medlemmer på den måde,« siger han.

Engang var fagbevægelsens modus operandi aktivistisk, men gennem årene er kampen for at hverve medlemmer og få indført overenskomster gradvist blevet professionaliseret hos fagforeningsansatte og centraliseret på forbundsniveau.

»Man har efterhånden tabt den aktivistiske tanke om at hoppe op på cyklen og ud på arbejdspladserne,« siger Laust Høgedahl. Han ser cykelmekanikernes kampagne som et indlæg i en diskussion, der altid har været i fagbevægelsen, men som særligt fylder meget i disse år, hvor de traditionelle fagforbund mister medlemmer.

»Der har traditionelt været en kamp mellem to fløje i fagbevægelsen. Den ene er servicemodellen, som opfatter fagforeningen som en butik, der sætter den individuelle service såsom karriererådgivning til medlemmerne i højsædet. Og så er der den aktivistiske og mere kollektive model, som meget handler om at inkludere medlemmerne og om at komme ud på arbejdspladserne osv. Fagbevægelsen har altid været et mix af de to tilgange.«

Problemet ved at se den klassiske fagbevægelse som en butik er, at dens produkter er langt dyrere, end hvad de gule fagforeninger har på hylderne.

»Hvis LO-forbundene slår ind på en ren servisestrategi, kan de jo ikke konkurrere, så det er på en måde dødfødt at gøre. I den forstand er den nødt til at ty til den aktivistiske model,« siger Laust Høgedahl. Det betyder blandt andet, at mange fagforeninger i stigende grad har ladet sig inspirere af en tilgang kaldet Organizing, som ved at tage udgangspunkt i problemerne på den enkelte arbejdsplads forsøger at nytænke, hvordan man mobiliserer folk til faglig handling. En strategi, som Information tidligere har beskrevet indgående.

Men at ændre kurs efter så mange år sker ikke af sig selv. Morten Skov Christiansen oplevede da også en vis skepsis fra sit bagland, da han forsøgte at sælge ideen om at lade cykelmekanikernes kampagne være baseret på frivillig aktivisme.

»Vi har i de seneste år oplevet en faldende tilslutning til generalforsamlinger og den slags. Så da jeg talte om, at kampagnen skulle være frivillig, syntes folk, det var spændende, men de sagde også: ’Vi vil gerne se det, før vi tror det’. Det har også været min drivkraft at vise min chef og resten af ledelsen, at unge folk gerne vil være en del af et stærkt fagligt fællesskab,« siger Morten Skov Christiansen. Han tilføjer, at fagbevægelsen på denne måde kan nå ud til flere virksomheder uden at bruge ekstra ressourcer.

Facebook ikke alt

– Har fagbevægelsen været for meget hjemme på kontoret og for lidt ude på arbejdspladserne?

»Man skal ikke glemme, at uanset hvor flot vores logo og vores hjemmeside er, og hvor smarte vi bliver på Facebook, så ændrer det ikke på, at fagbevægelsens styrke afhænger af stærke netværk på arbejdspladserne. Man kan godt tale om, at vi med den her tilgang går tilbage i tiden, men det betyder ikke, at at alt nødvendigvis skal være som for 100 år siden. Det handler om, at vi i højere grad taler med vores medlemmer.«

På Nørrebro er Oskar Larsson nået til Loke Cykler, hvor man dog har for travlt med at opgøre lageret til at tale overenskomst. Oskar Larsson aftaler at komme tilbage senere. Indtil videre har kampagnen fået antallet af cykelværksteder med overenskomst til at stige fra 25 til 35. Cykelmekanikernes Brancheklub er begyndt med at plukke de lavest hængende frugter og er stadig milevidt fra målet om at få overenskomst på alle hovedstadsområdets mange hundrede cykelværksteder. På længere sigt er tanken at involvere forbrugerne i kampagnen med en app, der kan vise vej til cykelværksteder med overenskomst. Samtidig ser Oskar Larsson de første konflikter i horisonten, når man når til de virksomheder, hvor cykelmekanikerne og ejeren er uenige om velsignelserne ved en en overenskomst. Oskar Larsson mangler i øvrigt stadig at overbevise sin egen chef.

»Jeg tjener 150 kr. i timer og har egentlig ret gode vilkår. Selvfølgelig ville jeg helst have en overenskomst, men min chef bliver ved med at sige, at det er for dyrt. Men nu må vi se, hvad der sker.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
  • Thomas Rasmussen
  • Lone Christensen
  • June Beltoft
  • Tue Romanow
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Hans Ditlev Nissen
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
Henrik Christensen, Thomas Rasmussen, Lone Christensen, June Beltoft, Tue Romanow, David Zennaro, Carsten Mortensen, Hans Ditlev Nissen, lars abildgaard og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Olav Hansen

Cykelbranchen er en "pruttebranche" hvor kunderne altid kender nogen som har købt en cykel billigere eller fået en reparation billigere. Selvfølgelig skal de ofte dygtige cykelmekanikere have en ordentlig løn og respekt for deres arbejde. Lad de som kører rundt på en rusten havelåge betale 35 kr for en lapning. Men de som kører rundt på en smart cykel produceret i Asien og som koster 15.000 kr eller mere har vel også råd til at betale 500 kr for en reparation uden at skulle prutte om den pris. Ellers kan man købe en cykel til 5000 kr for så er der råd til at betale reparationer og dermed en ordentlig løn til cykelmekanikeren. Noget andet er at den stigende omsætningen i de store cykelforretninger snart må kunne kaste et overskud af sig så de underbetalte folk på værkstedet kan få en ordentlig løn.

Lene Christensen, June Beltoft, Britta Hansen og Jens Carstensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Så længe de fleste cykelhandlere er énmandsforretninger med tilbud på lapning til en halvtredser, som måske, måske ikke bliver regnskabsført, så bliver det næppe let at skaffe en løn på 135 kr + pension + atp til en mekaniker.

Jeg er stor tilhænger af overenskomster, men jeg har brug for at kunne se om det er en faguddannet cykelsmed der laver min cykel, hvis prisen skal i vejret. Problemet er vel at alle og enhver åbner en cykelforretning og resultatet ofte er derefter.
Når overenskomsten tegnes kunne man samtidig sende medlemmerne på et servicekursus - det mangler.

Thomas Rasmussen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo en ren tilståelsessag i forhold til centraliseringen af fagforeningerne og den enorme skade, det medførte for lysten til at organisere sig hos rigtigt mange.
Decentralisering er overalt vejen frem, især fordi den er lettere end nogensinde at komme igennem med pga. kommunikationsrevolutionen.

Rasmus Kongshøj, Lene Christensen, Hans Hansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

God pointe. Joh, vi er nol nødt til selv at lette røven, hvis vi vil have bedre forhold.
Klassisk aktivist-synspunkt.

Hvad der til gengæld også har en vis klasse er denne bemærkning: "Han fortæller, at han selv har rejst en del i Sydamerika, hvor folk er glade for deres arbejde, selv om der ikke er overenskomst."
Simpelt hen en klassiker.
Der er også mennesker i Afrika/Asien/Borneo, som lever og er glade hver dag, til trods for at de er fattige, uoplyste og har aids.

Filo Butcher, Gert Selmer Jensen, Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Lene Christensen, June Beltoft, Britta Hansen, Peter Larsen, Hans Hansen, Kim Houmøller, Rune Petersen, Anne Eriksen, lars abildgaard, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Service modellen, var aldrig blevet en mulig uden aktivistiske kollektive model, hvis vi satser på service modellen er fagbevægelsen en bevægelse uden styrke. Sjovt at Østarbejdere der efter at have væltet diktaturer med den aktivistiske kollektive model, allerede har glemt modellen på vej hertil. Synd at sige, men arbejdsgiversiden har forstået og bevaret sit sammenhold og udnytte det optimalt. Der er sgu ikke nemt og intet kommer af ikke sig selv, slet ikke med nuværende, af service modellen skabte, styrkeforhold.

Morten Jespersen, Rasmus Kongshøj, Bjarne Bisgaard Jensen, Claus Jørgensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ifølge uddannelsesguide tager det 3 år 3 mdr at blive cykelmekaniker og 1 år 6 mdr at blive cykelmontør.
Hvor kommer de 4 år fra?
Og er der i grunden brug for en uddannelse på 3 år og 3 mdr?
Vil jeg sammenligne med en kioskekspedient uddannelse på 4 år eller en avisomdeler uddannelse på 2 år 3 mdr. I grunden ret unødvendigt.

Af hensyn til miljøet, folkesundheden og nationaløkonomien bør alle cykelhandlere og cykelsmede have en momsen nedsat til 5 pct.

Helene Kristensen

Det eneste der skal til er et indrammet diplom på væggen, og et fint klistermærke der sættes på cyklen et diskret men synligt sted: "Jeg har fået cyklen repareret på et rigtigt værksted, med gode forhold for medarbejderne - og har betalt spidsen af en jetjager for det". Så skal alle de gode og rettænkende nok finde værkstedet og betale prisen -jf. Fairtrade-mærkaterne på indkøbene i bæreposen.

Helge Andersen, Lone Christensen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Det er jo et tydeligt eksempel på fagforeninger der går og snorksover. Og det gælder stort set alle fagområder. De kæmper ikke for noget på nær en eller to undtagelser. Og så går det også derefter. Mere højre mere - det er dit personlige ansvar og vi skal slet ikke overhovedet nej det skal vi ikke - det ville være formasteligt hvis vi kom til at tænke på strukturelle dimensioner til arbejdet. Og samfundsrelationen skal vi overhovedet slet ikke røre ved. Nej da - slet ikke. Det er kun DIT ansvar.

Thorbjørn Kühl

Ja jeg prutter selvfølgelig om prisen, ligesom jeg gør alle steder hvor der ikke er et prisskilt, hvis jeg kom ned i et pizzaria uden priser ville jeg da også spørge om de kunne lave min pizza lidt mindre og billigere eller større og dyrere. Men jeg prutter da ikke om prisen hvis der højt og tydeligt står 50kr for en lapning, som i øvrigt tager en dygtig cykelmekaniker max 5 minutter, og giver mulighed for 12 lapninger i timen til en pris på 420kr hvilket da er respektabelt nok, de 35kr er jo ikke en lynlapning som er dyrere...

En anden grund til at folk prutter om prisen er at hvis ikke de gør bliver de røvrendt fordi de ikke har en klap forstand på hvad ting koster, lidt ligesom automekanikere nærmest per definition er nogle forbrydere som putter olieskift og andet unødvendigt på regningen for at skrue prisen i vejret.

Derudover ville jeg da fuldt ud støtte cykelhandlere med overenskomst og en app er en glimragende idé!

Lone Christensen

Jeg er enig med H. Kristensen. Hvorfor praler de cykelhandlerer ikke med, at de har en overenskomst for deres ansatte?
Det ville da være et stort plus, at man bruger service et sted, som behandler deres medarbejderer godt! Ligesom vi ikke ønsker at handle med butikker, der sælger produkter lavet af børnearbejderer.

Kære Cykelhandlerer, Frem med diplomet eller sæt mærkater i vinduet! :)

georg christensen

Fair play og fair pay, er to begreber, som hører sammen, men som "neo kapitalisten" (lobbyisten, terroisten, maffiosionisten), endnu ikke har forstået værdien af.

Først, når "sandheden", med hjælp af åbenheden, på grund af "almen viden om", når ud til almenheden, får "neokapitalismen" grus i maskineriet. Noget, som vi i dag oplever på Nærmeste hold.

NB: Hvorfor får du mere i løn i Danmark, som din kollega i Polen, som udfører den samme "arbejdsydelse"?. Svaret er ganske enkelt: Fordi den kapitalistiske magtbegærlige tankegang kun bygges på forskelligheder og på ingen måde ønsker "ligheder", bare nogenlunde er fuldstændig uønskede.

Morten Balling

@Thorbjørn Kühl

"...en lapning, som i øvrigt tager en dygtig cykelmekaniker max 5 minutter, og giver mulighed for 12 lapninger i timen til en pris på 420kr hvilket da er respektabelt nok."

For det første gad jeg godt at se dig lappe en møgbeskidt og rusten Remington med lukket kædekasse på 5 min. Derpå gad jeg godt at se dig lappe 96 af dem på 8 timer. Og fremfor alt gad jeg godt se dig efter at du havde gjort det i 3 år og 3 mdr i rap. Med lidt hovedregning får jeg det til at du kan nå at lave 8775 lapninger på den tid.

De 420 kr i timen du får "regnet" dig frem til skal også dække alt muligt andet end løn, f.eks. husleje, el, værktøj, osv, osv.

Iøvrigt synes jeg du skal blive i troen om at olieskift hos mekanikeren er unødvendigt. Det er nok den dårligste måde at spare penge på ;)

Filo Butcher, Thomas Østergaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar