Læsetid: 9 min.

Opgør med lydighedskulturen

Unge bliver syge af den evigt selvdisciplinerende præstationskultur, men det gør samfundet også. Lydighedskulturen dræber muligheden for engagement og for at der kæmpes for f.eks. at redde kloden fra klimakatastrofen, lyder det fra nordiske filosoffer, pædagoger og sociologer
’Jeg er i gang med at skabe mig selv, og før jeg er kommet længere med det, føler jeg ikke, at jeg har tid til at tænke på andre ting som klimaforandringer,’ siger Viktor Petterson, der her er i Roskilde Katedralsskoles fitnessrum med sin ven Karl Mfeketo (t.v.).
31. oktober 2014

Viktor Petterson pumper jern til hip hop-rytmer. Hans mål har været, at han tre gange om ugen går ned i gymnasiets fitnessrum, der ligger i kælderen. Men ofte bliver det til mere, selv om han må nedprioritere ting som computerspil og andre fritidsaktiviteter.

»Man vil gerne have den ideelle krop, være en babemagnet,« griner Viktor, der går i 2.g på Roskilde Katedralskole, der lige som flere og flere danske gymnasier allerede har et fitnessrum med løbebånd, træningsmaskiner og kondicykler eller er i gang med at bygge nye arkitekttegnede lokaler, så de kan tilbyde eleverne mulighed for at træne efter undervisningen.

Viktor Petterson ser det også som en slags konkurrence, »man vil bare være den bedste,« som han siger, mens hans træningskammerat, Karl Mfeketo, der også er 17 år og går i 2 g., spekulerer lidt over hvorfor.

»Det er nok den stemning og kultur, vi har, og alle de billeder, vi præsenteres for i medierne. Men jeg synes, det er pigerne, der styrer. De laver masser af lektier, ikke fordi de elsker det, men fordi de måske hører alt det om, at piger er så dygtige og stærke i uddannelsessystemet, så skal de også være det. Vi drenge er mere afslappede,« siger han.

Viktor og Karl passer fint ind i forestillingen om enhver forælder eller lærers drøm om en sund og stærk ungdom. I stand til at opnå deres mål, men også i fællesskab med hinanden på træningsbænken.

En flok konkurrencesoldater

Alligevel mener sociolog og lektor ved Roskilde Universitet, Rasmus Willig, at der er noget ravruskende galt, når fitnesskulturen er blevet den største idrætsgren herhjemme.

Han ser det som et udtryk for en selvdisciplineringskultur, der har til formål at skabe mentalt og fysisk omstillingsparate individer, der trænes til at efterkomme (arbejds)markedets krav.

»De unge på løbebåndet eller de præstationsorienterede 12-talspiger i gymnasiet er blevet ’tvunget’ til at realisere sig selv. ’Realisere’ kommer fra res på latin, der betyder at omsætte noget til en værdi. Et fitnesscenter er et mentalt og fysisk træningscenter for konkurrencesoldaten,« lyder det fra sociologen, der peger på, at flere og flere brænder ud, også blandt unge. For nylig viste en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed og Vidensråd for Forebyggelse, at unge i dag – og især pigerne – er mere stressede, deprimerede og mindre tilfredse med livet end for 20 år siden.

Men problemet er ikke kun, at den enkelte brænder ud, mener Rasmus Willig. Han udgav sidste år bogen Kritikkens U-vending, der handler om, at vi har erstattet samfundskritikken med selvkritik og selvtugt. Det er farligt for samfundet, fordi tiden med økonomisk krise, økologisk-, gælds- og arbejdsløshedskrise skriger på strukturelle svar og samfundskritik, men skydeskiven for kritik er blevet den enkelte selv.

»Individet bliver målt og vejet i form af resultatkonkrakter, leveranceaftaler i en afdeling eller elevplaner på skolerne. Alle de styringsteknikker, som jeg kalder det, er med til at reproducere og intensivere det selvsamme samfund, som har ledt til den økologiske krise – nemlig kravet til individet om større kontrol og effektivitet. Men når det gælder strukturelle problemer, så burde det være de strukturelle rammer, der er skydeskiven. I stedet bliver det os selv, vi kritiserer, når noget går galt, og vi går til coach eller psykolog i stedet for at gøre noget ved de strukturelle problemer. Resultatet er, at vi også på et overordnet plan styrer ’fri’ eller ’uden om’ kriserne,« siger Rasmus Willig, der mener, at vi har glemt, at vi selv er natur.

»Klimakrisen gælder også for den enkelte. Man gør sig selv til det fossile brændstof, som brænder op.«

Ny fasthed

Samme alvorlige budskab kommer fra en af Norges førende filosoffer, Arne Johan Vetlesen, professor i filosofi ved Oslo Universitet, der i en ny bog, Angsten for opdragelse, opfordrer til et opgør med det, han kalder lydighedskulturen.

Ikke siden 1950’ernes autoritære opdragelsesidealer har grænserne for de unges udfoldelse været så snævre. Men til forskel fra tidligere sælges kravene til de unge som friheden til selv at vælge. I realiteten handler friheden om »ydrestyret selvforvaltning og en eksternt påført autonomi,« fastslår Arne Johan Vetlesen.

»Præstations- og perfektionspresset, som de unge udsættes for i dag, tolker jeg som en ekstrem lydighedskultur, fordi de unge internaliserer kravene om omstillingsparathed og tilgængelighed som egne forventninger. De driver rovdrift på sig selv for at lykkes i konkurrencen med alle de andre om bl.a. at få det rigtige og perfekte udseende og den rigtige karriere. Samtidig ser vi en stor stigning i psykiske lidelser blandt teenagere i de nordiske og vestlige lande,« siger han med henvisning til unge, der i stigende grad lider af depression, spisevægring og begår selvskade.

I bogen efterlyser han og medforfatteren, pædagogikforskeren Per Bjørn Foros, en ny form for opdragelse og dannelse, der dels løfter presset fra de unge, dels har fokus på, at nogle værdier er bedre end andre at have med sig ind i et samfund præget af klimakrise.

Hvad angår opdragelsen, så mener Foros og Vetlesen, at den pædagogiske strømning, hvor børn og unge har fået ansvar for egen læring, er problematisk. Det samme er den antiautoritære forælder eller lærer, der vil være i øjenhøjde og spørger: Hvad synes du selv?

»Alt for tidligt og med fare for at blive overbelastet – overdrages (barnet, red.) ansvaret for aspekter ved dets liv, som voksne tidligere tog vare på, om end ofte på en for autoritær måde,« skriver de. Resultatet er, at børnenes fokus flyttes fra, hvad de skal gøre i forhold til andre, til hvad det enkelte barn skal gøre for at arbejde med sig selv. Og derfor kan vi på en og samme tid se problemer med uro og disciplinkrise i folkeskolen og overpræsterende 12-tals- piger med stress i gymnasiet.

Eller som Claus Holm, prodekan ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, udtrykker det:

»Nutidens unge er opdraget til, at der er opmærksomhed på deres interesser. Når alle vil komme til på hver deres måde, giver det en uro, som vi kalder disciplinkrisen. Når det gælder 12-talspigerne, så de er ekstremt disciplinerede – men det er også i forhold til deres eget personlige projekt,« siger han.

Per Bjørn Foros kalder selvdisciplineringen for en ny form for fasthed.

»Vi har fået en generation, som dygtigere i skolen, men også mindre afhængig af rusmidler og mindre kriminelle. Det skaber mere lydighed end modstand,« siger han.

Dårlig timing

Og modstand er der behov for i lyset af klimaforandringer og økologisk krise, mener de to nordmænd. Men kritikken er individualiseret og personliggjort. Det er dårlig timing, påpeger Arne Johan Vetlesen med henvisning til den amerikanske forfatter Naomi Klein.

»Hun har påpeget det yderst uheldige i, at det største kollektive problem siden verdenskrigene indtræffer i en periode, hvor det kollektive har været udsat for stærke angreb fra neoliberalismen,« siger han. Og selv om Arne Johan Vetlesen og Per Bjørn Foros ser en større og større erkendelse af, at der er brug for mere tydelige voksne, mere opdragelse og dannelse, så handler det for dem at se for meget om barnets psykologiske udvikling, og hvilke opdragelsesmetoder der virker. Opdragelse og dannelse er nødt til at være mere etisk og værdibaseret, mener de.

»Men det er vanskeligt for voksne i dag. De er opvokset i en periode, hvor hver ny generation har fået det bedre med hensyn til velfærdsrettigheder og materielle goder. Derfor kan den voksne generation egentlig ikke vise, hvad der skal til for at håndtere den nye type af økologisk krise, hvor vi får mere og mere viden om at vores arbejds- og produktionsliv overbelaster naturen. Men de voksne må begynde at tage stilling til, hvad det egentlig er, han eller hun vil overlevere til børn og unge. Skal man f.eks. lade bilen stå, og er det nødvendigt med flere stykker legetøj på børneværelset. Eller hvad er det for en frihedsforståelse, der indebærer flere og flere valg på et marked, som er individualistisk i stedet for fællesskabsorienteret,« spørger Arne Johan Vetlesen.

Indoktrinering?

– Det er en yderst politisk betragtning, at opdragelse skal være kritisk over for forbrugerisme og vækstsamfundet. Måske ligefrem indoktrinering?

»Vi reagerer faktisk imod en pågående indoktrinering. Det er der, vi er moralske. Den faktisk pågående indoktrinering er også moralsk og normativ, men den er uerklæret, implicit og tilsløret. Vi vil gøre det eksplicit, at opdragelse er en kamp mellem forskellige værdier. Det betyder, at modstand vil koste noget, at nogle meninger og værdier er vigtigere end andre, fordi de er forenelige med et bæredygtigt samfund i den fremtid, de unge skal have. Det her er ikke en kamp mellem noget, der er nu er neutralt, og noget andet, som er normativt,« siger Arne Johan Vetlesen.

Bevægelsen mod en mere etisk og værdibaseret opdragelse indebærer imidlertid omkostninger for den enkelte, erkender Arne Johan Vetlesen.

»Det er et dilemma for de unge: Hvis de melder sig ud og modarbejder lydighedskulturen, kan det betyde, at de bliver utilpassede, fordi det måske indebærer at sige nej til en god uddannelse og et velbetalt job. Det kan også være en ambivalent følelse hos forældre, at man på den ene side er kritisk over for vækstfilosofien og de præmisser, som unge skal lykkes på i dag, og samtidig bare gerne vil have, at deres barn klarer sig godt,« siger han.

Rasmus Willig er enig. Han mener, der er sket en stigmatisering af kritikken. Den, der modsætter sig, fremstiller sig selv som en »konkurrencesvag taber«.

»Det moderne managementsprog og selvhjælpsbøgernes fokus på, hvordan du selv kan få det bedre, udstiller den, der stiller spørgsmål, som en modstander. Følelsen af utilstrækkelighed fødes i alle styringssystemerne. Jo flere succesformler, man inddrager for, hvordan man kan løbe stærkere, jo større risiko er der også for at fejle. Og så bliver man nødt til at købe flere psykologtimer, coaches og fitnesskort. Men der er jo ikke noget mål i en konkurrence, konkurrence er midlet. Derfor er det, som om målet – at verden kunne blive et bedre sted, når vi nu har nået så store teknologiske landvindinger – også fortoner sig.«

Mange kan blive enige om, at vi står midt i en klimakrise. Men erfaringen er alligevel ofte, at det bedst kan betale sig at investere i sig selv, konstaterer Willig.

»Det er mere rentabelt end at investere i det kollektive i vores type samfund. Omkostningerne ved at gøre noget andet er for store. På den måde er vores samfund ved at lukke sig om sig selv. Det er det, der gør det særlig farligt.«

At en række bøger, der er udkommet det seneste års tid, faktisk kritiserer selvhjælpsbølgen for at være egocentreret og efterlyser en ny dannelse i stedet for konkurrence (se boks), ser Willig imidlertid ikke som tegn på, at der er forandringer på vej.

»Mængden af selvhjælpslitteratur er langt større,« som han siger.

Arne Johan Vetlesen tror til gengæld på, at det er muligt at tematisere individets problemer i en kollektiv og politisk ramme.

»Det skal tematiseres som et kollektivt generationsspørgsmål, hvilken fremtid de unge ønsker sig. Det kan føre til empowerment i stedet for, at det er den enkelte unge, der står alene med sin protest og utilpassethed,« siger han.

Drengene i kælderen i fitnessrummet på Roskilde Katedralskole er ikke politisk aktive, og de tænker heller ikke så meget over klimaforandringerne, siger de.

»Skal vi som 17-årige tænke på alt det, samtidig med at vi skal have styr på lektierne og det sociale liv? Jeg er i gang med at skabe mig selv, og før jeg er kommet længere med det, føler jeg ikke, at jeg kan eller har tid til at tænke på andre ting. Jeg synes heller ikke, mine forældre skal tale mere om, hvad man kan gøre ved klimaforandringer. Det er noget, jeg gerne vil vælge selv,« siger Viktor Petterson.

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • monica garrido
  • Fritz Madsen
  • søren larsen
  • Poul Carlsbæk
  • Monika Holst
  • Torben K L Jensen
  • Dennis Berg
  • Elisabeth Andersen
  • Carsten Mortensen
  • Alan Strandbygaard
  • jens rasmussen
  • Claus Jensen
  • Steffen Gliese
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Lene Houmand Kristensen
  • Jakob Lilliendahl
  • Torsten Jacobsen
  • Ivonne Cordes
  • Ejvind Larsen
  • Johannes Lund
  • Ivan Gullev
monica garrido, Fritz Madsen, søren larsen, Poul Carlsbæk, Monika Holst, Torben K L Jensen, Dennis Berg, Elisabeth Andersen, Carsten Mortensen, Alan Strandbygaard, jens rasmussen, Claus Jensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Lene Houmand Kristensen, Jakob Lilliendahl, Torsten Jacobsen, Ivonne Cordes, Ejvind Larsen, Johannes Lund og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Super velskrevet og relevant artikel! Som også er et bud på en forklaring af de unges fravær fra barrikader af enhver slags. At (gen)lære at bygge bæredygtige fællesskaber er den vigtigste opgave i den omstilling vi skal igennem. Den kulturelle bæredygtighed er de andre bæredygtigheders bæredygtighed.

Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, lars abildgaard, Henrik Christensen, Holger Madsen, Jakob Lilliendahl og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Analysen er forkert

De unge tilpasser sig den voksenkultur der er nu. Der er ikke tale om en særlig ungdomskultur og værdier. De unge gør det der skal til for at få det gode liv.

Den voksenkultur siger du skal være slank, stærk, disciplineret mm. Det er ikke bare værdier og diskurser. Det er opskriften på det gode liv. Selvfølgeligt bukker der nogle 12 tals piger af i ræset - men det er en stråmand at kikke på dem. Det giver gevinst for størstedelen.
Med den ringeagt der eks. blæses ud konstant af had højtalere som Joachim Olsen og Støjberg, så skal de unge være syge for ikke at prøve at undslippe det. Det er ikke et dilemma - for der er ikke noget valg her.

Pointen er, det er ikke en kultur de unge kan sige fra over for. Modsat tidligere generationers valg. Du kan gå med - få det gode liv - eller blive kørt over.

Niels Duus Nielsen, Rasmus Kongshøj, jens rasmussen, Michael Madsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er typisk for 60 er generationen at benævne det her som lydighedskultur. Tænk at de lige skulle komme frem til det. No shit, hvilken overraskelse.
Men det er 60ernes unger, der udmagrer sig. Går på TV og til verdens ende for at komme til magten og se godt ud.
Hvor kom de ambitioner fra?
Hvad er det for en kultur der gør det muligt, attråværdigt og til sidst ikke stiller alternativer?
Er svaret neoliberalisme og selvhjælpslitteraturen? Zzzzz

Niki Dan Berthelsen

Det er vel mere opportunisme end det er lydighed som er drivkraften for "ungdommen"? Eller er det for kynisk sagt? Dog vil jeg egentlig også mene at det gælder for den brede befolkning efterhånden.

Man er også gået lidt væk fra noget jeg hørte meget da jeg var lille i 80'erne - "det er menneskeligt at fejle". Måske skulle man hive det ordsprog frem igen?

Niels Duus Nielsen, Michael Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Billedtekst: (...) "siger Viktor Petterson, der her er i Roskilde Katedralsskoles fitnessrum med sin ven Karl Mfeketo"

Jeg ville måske ændre billedteksten til "(...)Karl Mfeketos ben".

Hvis jeg var Karl Mfeketos, så ville jeg i skrivende stund have en pæn nederen på. Her tror man lige, at man skal i AVISEN, og så er man reduceret til et par ben ude til venstre.

Men pæne hvide sokker. Skaber en god kontrast.

Vibeke Rasmussen, Henrik Brøndum og Frank Sørensen anbefalede denne kommentar

60ernes unger?

De må sandelig være fødedygtige højt op i alderen, når de nu har børn i gymnasiet. Og være voksne og tilmed skyldige, før de blev født (Rasmus Willig er født i 1973).

Zzzz

Michael Højgård Hansen, Britt Kristensen, Claus Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det uhyggelige er, at folk finder sig i det! Vi havde faktisk opnået en udstrakt frihed, og hvorfor den kunne blive sat overstyr kan jeg simpelthen ikke forstå. Det er totalt irrationelt.

Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Sven Elming, Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Michael Madsen og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Der Fitness-Trainer

Meisterdenker Peter Sloterdijk will in seinem neuesten Werk die Religion durch menschliche Selbstertüchtigung ersetzen: Das Humane bildet sich allein durch ständige Übung.

… dem Versuch, die bekannte "Körperpolizei" zur Teiltruppe einer Heilsarmee zu ernennen, die den Menschen auch sozial und spirituell gegen alles immunisiert, was ihn seelisch irgendwie verwunden könnte - "die Sterblichkeit inbegriffen".

http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-64760921.html

Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Mihail Larsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Samfundet afføder selvbebrejdende mennesker.
Det er din egen skyld hvis du ikke bliver en succes. Og der findes kun én slags succes.

Elisabeth Andersen, Carsten Mortensen, Sven Elming, Michael Madsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

Det handler ikke ret meget om lydighed, men om tvang.

De unge skal levere varen for at komme med i forreste række. Alternativet er at de falder til bunds. Det er velogmærke i et samfund, hvor afstanden fra top til bund øges dagligt og maskerne i det sociale sikkerhedsnet bliver stadig mere spredte.

Det er et benhårdt udskildesesløb og politikerne, som svinger pisken.

Britt Kristensen, Elisabeth Andersen, Carsten Mortensen, Sven Elming, Rasmus Kongshøj, Søren Albrektsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Søren Albrektsen

Flagellanter er sådanne væsener, Henrik Brøndum, som pisker sig selv med meningsløshed, - som fortsat, indædt og stadigt mere krampagtigt, hævder, at vi lever i en tidsalder, hvor 2+2=5 - selv her, hvor denne nullernes 'filosofi' med sin ego-forherligelse og klimakrise-fornægtelse har drevet verden ud at vippe på kanten af, hvad man kan kalde 'et globalt catch 22'. Og dette morads truer selvfølgelig mere eller mindre bevidst ethvert ungt menneske, som ikke bare resignerer, men forsøger at orientere sig og pejle en 'slags' kurs. Mvh. etc.
http://artistecard.com/RedHouseAlias#!/musics/64658

Elisabeth Andersen, Michael Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

man skaber ikke sig selv i et vacuum. Det er fortvivlende, at denne generation fra starten lader sig opdrage til at ende på bunden i et helvede, de ikke kender vejen ud af.

Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Bestemt interessant, men ikke helt på Informations-niveau:
"Så handler det for dem at se for meget om"?
"En kamp mellem noget, der er nu er neutralt,"?

Og så er der ikke længere noget, der hedder "Universitetsskole". ;-)

Henrik Brøndum

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit sidste indlæg. Der er så meget, jeg ikke forstår, men jeg plejer at forstå, hvad du skriver. Fortæl. "Nej tak til klimaflagellanismen" - hvad er det?

Johnny Hedegaard

".....Hans mål har været, at han tre gange om ugen går ned i gymnasiets fitnessrum...." -
Det ville have nuanceret artiklen mere, hvis man havde spurgt rektor for Roskilde Katedralskole, hvorfor de har indrettet kælderen til individuel fitness-træning. Eller en anden rektor for ét af de
"....flere danske gymnasier der allerede har et fitnessrum med løbebånd, træningsmaskiner og kondicykler eller er i gang med at bygge nye arkitekttegnede lokaler, så de kan tilbyde eleverne mulighed for at træne efter undervisningen."

Som rollemodel og udklækningsanstalt for samfundets fremtidige grundpiller kunne det da være relevant at høre hvad de forestiller sig at forme de unge mennesker til og hvorfor.
Som artiklen er formet nu, skaber det et ganske forstemmende billede af, at uddannelsesstederne bevidstløst fodrer et konservativt og unuanceret erhvervsliv med hvad der måtte være brug for hér.

Uden rum og plads til individuel udfordring af livet, og en personlig dannelse i konstruktivt samspil med omgivelserne.

Per Langholz, Rikke Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Mihail Larsen

Jeg er jo meget skeptisk overfor klimaproblemets eksistens - og ser det mest som endnu en dommedagskonstruktion af same model som Jehovas Vidners - hvor man saa proever at goere sektens medlemmer broedebetyngede og underdanige overfor noget, der maaske bliver et problem langt ud i fremtiden.

At det saa blev en anden religioes absurditet - flagellanterne - der blev brugt i ordkonstruktionen, maa tilskrives aliteration og et aabenbart ikke helt vellykket forsoeg paa humor.

Der er nogen fornuft i at overveje skolernes og opdragelsens indretning, men at se sig selv eller sin generation som mislykket, fordi de unge naegter at deltage i klimaflagellanismen er da det samme som at definere sig selv som en succes hvis de unge kom ud som den typiske forskraemte olding - der frygter alt og intet goer.

Morten Kjeldgaard

Henrik Brøndum, jeg har det ligesom dig, jeg er skeptisk over for alle de videnskabsmænd, der vil indoktrinere os om tyngdekraften, tyngdekraftsflagellanterne, kalder jeg dem. Jeg tror simpelthen ikke på at en sådan kraft findes. Det er noget de har fundet på for at holde os nede. For at holde os fanget på jordens overflade. Jeg forsøger dagligt at modbevise teorien om tyngdekraften, jeg skal dog være ærlig og indrømme, at det endnu ikke har ført til andet end nogle gevaldige buler i hovedet. Men det skal nok lykkedes, bare jeg tror hårdt nok! Jeg opgiver ikke! Tyngdekraftslobbyen vil snart møde sit endeligt!

Niels Engelsted, Niels Duus Nielsen, Mihail Larsen, Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler, Henrik Brøndum, Christian Mondrup og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar

Jeg tror de unge måske føler sig lidt splittede mellem på samme tid at skal se sig selv som ofre, og samtidig som mellemklassen gør, have en kræve mentalitet. Mellem klassen er mentalt oppe på overklassen idag, og ser andre, især det offentlige som deres tjener. Folkeskolelærer, sundhedsvæsnet, skat alt betragtes som tjeneste ydere, som tjenestefolk for mellemklassen, og det selvom de ofte selv er ansat i det offentlige. Men mellemklassen er blevet den mentale overklasse der også kræver streng adfærdskontrol af andre, der er nul tolerance overfor andre. Samtidig kan mellemklassen også se sig selv som ofre, med en offermetalitet og krævementalitet, de mener de arbejder mere end nogenside, de mere stressede ja i det hele taget er det bare mere synd for mellemklassen, end det har været for nogen andre nogen sinde. Så det er vel ikke så mærkeligt at de unge føler sig splittede, men de unge er squ også ret bovlamme og en gang medløbere.

Vibeke Rasmussen

"Hvis jeg var Karl Mfeketos, så ville jeg i skrivende stund have en pæn nederen på. Her tror man lige, at man skal i AVISEN, og så er man reduceret til et par ben ude til venstre."

Ja. Jeg husker engang som ung, at jeg kom i avisen, endda på forsiden. Mit kontrafej bestod af ca 5 rastepunkter. Det var stort. Dengang. :)

Åh nej, endnu en artikel om hvad de unge skal gøre, tænkte jeg inden jeg lidt modvilligt gik i gang med at læse.
Artiklen var så ikke helt så slem, men jeg oplever at der tales og skrives ufatteligt meget om hvad de unge skal og ikke skal, projekt unge på vegne af voksne som aldrig rigtig selv er blevet voksne eller som har intellektualiseret størsteparten af tilværelsen.
Hvis der er nogen som skal tage skeen i den anden hånd og gøre oprør så må det ved gud være forældergenerationen, altså min generation, ud fra devisen; børn gør ikke det du siger men det du gør.

Henrik Brøndum

@Morten Kjeldgaard

Du har jo meget elegant gjort mig til Per Degn - tak for det ;-)

Men hvordan med det videre forloeb - haaber eller frygter du at ende som Erasmus?

Morten Kjeldgaard:

Takket være dig ved jeg nu, at klimaforandringer ikke bygger på naturlove, de er naturlove.

Børge Rahbech Jensen

Lydighedskulturen var da langt mere udbredt og barsk i årene 1970 - 1989, og det er da mest den såkaldte 68-generation, der er kendt for hele tiden at være klar til kamp. Alene derfor er overskrften absurd. De første afsnit af artiklen nævner ikke engang lydighed men tværtimod individuelle mål og motiver. Det kræver ikke lydighed at være "babemagnet". Det kræver lydighed at være med i et fællesskab baseret på kampe mod ydre fjender endsige ønsker om revolution.

Hvis der skal gøres op med lydighedsmentalitet, må 68-generationen gøre det, men netop den generation kræver lydighed.

@Morten Kjeldgaards. Nu er du jo så heldig at Einstein kommer dig til hjælp, for i Einsteins generelle relativitetsteori er gravitationen ikke en kraft, men en egenskab ved rummet – eller mere eksakt rumtiden. Faktisk bliver enhver form for energi i bevægelse (f.eks. fotoner; lys) "bøjet" om enhver form for energi (f.eks. masser)!. Men jeg synes du istedet skal komme mig til hjælp mod tidsflagellanterne. For tiden eksistrere ikke og er kun en abstrakt konstruktion, nogle har skabt for at skemalægge vores dagligdag, så vi kan arbejde 8 timer om dagen, gå i kirke en gang om ugen osv. Tiden er dybt undertrykkende, og den er aldrig nogen sinde bevist, andet end med argumenter der bider sig selv halen. Det er også tiden der står i vejen for at vi kan få en fuldstændig teori for det hele.

Børge Rahbech Jensen, jeg synes, du vrøvler helt enormt. Jeg har indtræk af, at vi er samme generation - jeg er fra 1964 - og den frihed, der bredte sig i løbet af 70erne og 8erne i takt med arbejdsløshedens og fællesskabsansvarets vækst, synes at være død.
Der er en enorm frustreret energi i ungdommen, som ovenikøbet er blevet berøvet mange midler til at udtrykke den længsel efter frihed og fornemmelsen af at have overstået noget. Man forstår hinduernes længsel efter at forlade kredsløbet, når man ser på den slaveanstalt, Nyrup-Lykketoft-Jelved-aksen fik etableret.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke Rahbech vrøvler.
Jeg er krigsbarn : Fattigdommen med rationeringsmærker - på èn løn. Snedkerlærling i 60. Studietid i 68. Det "højtråbende mindretal", naturligvis socialister. Nogle ind på offentlig lønningsliste. Fortsætter deres bedrevidende, formynderiske tankegang. Mine børn, de materialistiske stræbere, trods opdragelse til selvstændighed. Deres børn med I-pads til 4000 kr, sidste nye udgave. NPM styring af danskerne. Tyrannisering af dem, der ikke er brug for. Systemet fortsætte, nu på verdensplan. Verden vånder sig i naturens ubalance.
Min anarkistiske åre kommer i kog.
Førstehåndsvidne til hele processen. Derfor mit had til statsstyringen, umodne politikere og frygt for demokratiets deroute.
Derfor min forsvar for den personlige frihed. Fri for de bedrevidende. Fri for de snærende regler. Fri for den herskende klasses sammensværgelse.

Rahbech siger : "Hvis der skal gøres op med lydighedsmentalitet, må 68-generationen gøre det, men netop den generation kræver lydighed."
For sent, har haft muligheden - den er gået på pension.