Læsetid: 4 min.

Sverige har anerkendt Palæstina som selvstændig stat – bør Danmark gøre det samme?

I modsætning til Danmark har svenskerne i denne uge valgt at anerkende Palæstina som selvstændig stat. Det fik forleden Israel til at hente sin ambassadør i Sverige hjem. Den svenske regering mener, at en anerkendelse af Palæstina kan være et rygstød til de moderate kræfter i Palæstina samt gøre forholdet mellem Palæstina og Israel mere jævnbyrdigt i fremtidige fredsforhandlinger. Bør Danmark følge svenskernes eksempel?
Vi spørger udenrigsordførerne

Nicolas Bouvy

1. november 2014

Søren Pind, udenrigsordfører, Venstre

»Tiden er ikke inde til at anerkende Palæstina som selvstændig stat, for det er ikke det rigtige træk at tage parti i en konflikt, som foregår mellem Israel og Palæstina. I stedet bør vi støtte dem, der reelt kan gøre noget, og det er amerikanerne og John Kerrys anstrengelser for at få parterne til at indgå en fredsaftale.«

– Men vil en anerkendelse ikke styrke de moderate kræfter i Palæstina?

»Nej, jeg har mere den tilgang, at det umiddelbart er vanskeligt at se, hvad palæstinenserne egentligt kan blive enige om. Og før de kan danne en holdbar statsdannelse, gør man dem en bjørnetjeneste ved at anerkende Palæstina som selvstændig stat.«

Holger K. Nielsen, udenrigsordfører, SF

»Danmark bør anerkende Palæstina som selvstændig stat, derfor fremlægger SF sammen med Enhedslisten et beslutningsforslag i næste uge for Danmarks anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat. For det er vigtigt at få gang i fredsprocessen og samtidigt støtte palæstinenserne i forhandlingerne med Israel om en tostatsløsning.«

– Hvordan vil en anerkendelse bidrage til fredsprocessen?

»Det er vigtigt at lægge pres på Israel, og en anerkendelse vil medvirke positivt til et sådant pres. Hidtil har Danmarks begrundelse været, at vi ikke ville gå enegang med en anerkendelse, men det gør vi jo så heller ikke længere. En anerkendelse vil skabe tro og håb blandt palæstinenserne.«

Kenneth Kristensen Berth, stedfortrædende udenrigsordfører, Dansk Folkeparti

»Det er helt utidigt og kugleskørt at anerkende noget, som ikke er, og Palæstina fungerer ikke som en selvstændig stat. Jeg har fuld forståelse for, at Israel har trukket sin ambassadør hjem fra Sverige. Det er kun et par måneder siden, Hamas bombede civilbefolkningen i Israel.«

– Kan en anerkendelse ikke hjælpe en fredsproces?

»Nej, en anerkendelse vil skabe flere problemer og sende et signal om entydig støtte til Palæstina. Tillid er en forudsætning for, at parterne kan forhandle sig ud af konflikten. Palæstinenserne må besinde sig i en længere periode, så tilliden mellem de to befolkningsgrupper kan vokse.«

Zenia Stampe, udenrigsordfører, Radikale Venstre

»Vi går ikke ind for en selvstændig anerkendelse af Palæstina fra dansk side. Vi tror ikke på, det vil lægge et tilstrækkeligt pres på Israel. Vi tror meget mere på fælles handling gennem EU og helst gennem handelspolitikken, fordi vi tror, det er økonomien, der for alvor kan presse Israel til at ændre kurs.«

– Svenskerne håber, at deres anerkendelse kan styrke de moderate kræfter i Palæstina og Israel. Har de en pointe?

»Den del af svenskernes argumentation kan jeg faktisk godt forstå. Men det kan altid kun blive en symbolsk handling, fordi der ikke er forhandlet en tostatsløsning på plads. Jeg er dog enig i, at vi skal presse Israel og bestemt ikke blot tale dem efter munden. Jeg glæder mig over, at Sverige har gjort det. Det viser, at grænsen i de forskellige hovedstæder er ved at være nået.«

Christian Juhl, udviklingsordfører, Enhedslisten

»Vi hilser det svenske initiativ velkommen, og vi vil bede regeringen om at anerkende Palæstina som selvstændig stat. Vi opfordrer udenrigsministeren til at slå fast, at det er en uacceptabelt optræden Israel har i denne konflikt, hvor blokaden af Gaza og nye bosættelser fortsætter.«

– Kritikerne siger, at det kan øge kløften mellem de to parter, hvis man støtter den ene part. Hvad mener du om det?

»Hvis man vil have en løsning på konflikten, så skal de internationale parter og ikke mindst EU tage stilling i denne sag. Der kommer ingen løsning, hvis de to parter selv skal finde den. Det viser al erfaring i de seneste 40 år. Derfor er vi nødt til at engagere os. Al snak har indtil videre ført til nye bosættelser og opretholdelse af blokaden af Gaza. Det er sket gang på gang. Derfor er det hamrende vigtigt, at vi sætter dem stolen for døren.«

Lene Espersen, politisk ordfører, Konservative

»Vi skal ikke anerkende Palæstina som stat på nuværende tidspunkt. Vi har altid haft den holdning, at der skal lægges pres på begge parter, og vi bør ikke give den ene part indrømmelser midt i nogle forhandlinger, som ligger meget stille hen.«

– Vil en anerkendelse ikke være et rygstød til de moderate kræfter i Palæstina, der skal være med til at danne en stat?

»Man skal ikke give rygstød til nogle, der ikke flytter sig. Hamas har ikke flyttet sig afgørende, og sammen med Fatah har de ikke opnået resultater. En anderkendelse ville også være et rygstød til Hamas – ikke kun til Fatah. Palæstinenserne fortjener og har krav på en stat, men de skal gøre sig fortjent. Skulderklap skal ikke gives, hvis ikke de viser, at de vil gå forhandlingens vej og opnår fremskridt.«

Mette Bock, udenrigsordfører, Liberal Alliance

»Vi ønsker en tostatsløsning, fordi det er den eneste holdbare løsning på sigt. Men den fredsproces, der foregår i øjeblikket, er vigtig, og derfor skal vi ikke anerkende Palæstina nu. Det ville være dårlig timing.«

– Svenskerne mener, at deres anerkendelse af Palæstina kan fremskynde en fredsproces. Har de en pointe?

»Hvad nytter det, at flere stater anerkender Palæstina, hvis de involverede parter ikke selv anerkender det? Det lægger større sten i vejen, når man anerkender Palæstina på nuværende tidspunkt. Det er manglende anerkendelse af folks selvbestemmelsesret.«

– Bredere, international anerkendelse af Palæstina vil ikke kunne presse israelerne?

»Jeg tror, det vil gøre det stik modsatte. Det vil provokere til yderligere fjendtligheder. Det er utidig indblanding med anerkendelse af Palæstina nu, selv om vi ønsker det på sigt.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis bare verden ville anerkende palæstinensere som mennesker, med samme behov for sikkerhed, frihed og muligheder som dem selv (samt retten til at forsøge at vriste sig fri af en undretrykker), ville meget være anderledes.

Ervin Lazar, Flemming Dyrman og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

Mette Bock: »Vi ønsker en tostatsløsning, fordi det er den eneste holdbare løsning på sigt.'

FN bør strax sende fru Brock til Israel, for at hun kan forklare dette for den israelske regering, der tydeligvis har andre meninger herom end fru Bock. (Hvor fru Brock så har det fra?).

Etableringen af Israel som stat efter WW2 var af forståelige grunde ombølget af sympati og støtte - ikke mindst fra dansk side.
Imidlertid har Israel tæret voldsomt på denne sympati og støtte - og gør det fortsat.
Og man kan med føje spørge hvornår den er opbrugt?
Palæstinenserne har ikke i samme omfang fået sympati og støtte - omend der synes at være en stigende forståelse af deres problemer.
Det er imidlertid markant at stærke kræfter hos begge parter IKKE har vilje eller ønske om fred på præmisser der kan accepteres af modparten.
Før denne vilje og disse ønsker om fred ikke findes hos en majoritet hos begge parter bliver der ikke fred.
I Israel er der p t en regering der er nationalistisk grænsende til det fascistoide (hvor har denne regering dog sin inspiration fra?) - se bare på dens bosættelsespolitk.
Og det er IKKE retfærdigt at anvende BEGREBET "lebensraum" om denne politik - men ordet falder - omend med en anden definitorisk betydning hér - alligevel én i hu.
Og skulle nogen være i tvivl kan det anbefales at besøge områderne hvor den israelske variant af "Berlin muren" er rejst.
Foranstående legitimere imidlertid IKKE de "gerninger" der iværksættes fra palæstinensisk side - de er helt enkelt forbryderiske.
Begge parter har således et ansvar for tingenes tilstand - og en anderkendelse af Palæstina bidrager næppe med noget afgørende.
Men hvorfor ikke diskutere om ikke det var på tide at "nedfryse" de diplomatiske forbindelser til BEGGE parter som en markering af tingenes uholdbare tilstand.
Må dette være et fromt ønske der kan blæse i vinden så længe det procentuelle tal af "galninge" er så stort som det er på BEGGE sider - amen!

Hvornår har Danmark nogensinde lagt noget der med rimelighed kan kaldes "pres" på Israel? Selv køber jeg ikke israelske varer, ligesom i sin tid heller ikke sydafrikanske, da de kom fra et apartheid-regime. Som de israelske i dag. Men hvad nytter det at jeg gør det - og hvorfor er der mon ikke en bredere bevægelse bag det?

Elisabeth Andersen, Rune Petersen, Torben Arendal og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Lyder fornuftigt af Sverige at anerkende Palæstina som selvstændig stat.
Det bør Danmark også gøre.

Et konflikt løses trods alt bedst mellem jævnbyrdige parter, og sådan er situationen ikke lige nu. Jeg kan dog godt forstå, at der er bekymringer omkring de mere ekstreme grupperinger i Palæstina, men jeg tror også på, at netop den manglende anerkendelse giver grobund for ekstremisme, og derfor er denne anerkendelse vigtig for at fremelske de moderate grupperinger. Deri er jeg på linje med Sverige.

Jeg aner en konfliktskyhed hos vores politikere som mere handler om misforstået loyalitet/frygt for USA end om manglende opbakning til den selvstændige stat Palæstina. Denne underdanighed må vores politikere se at få gjort op med.

morten Hansen, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Rune Petersen, Anne Eriksen, Flemming Dyrman, Henrik Christensen, Britta Hansen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar

De borgerlige taler om at presse begge parter.
Men Danmark har aldrig lagt pres på Israel.
Så det er rent hykleri fra politikerne.
Bortset fra SF og EL.

Nu er det jo i øvrigt et rent hypotetisk spørgsmål om Danmark skal godkende Palæstina.
Eftersom Danmarks udenrigspolitik jo bestemmes i Washington.
Hvorfor Danmark jo ikke kan godkende Palæstina.

lars abildgaard, Rune Petersen, Holger Madsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Ole Meyer, det nytter altid, at overholde sine egne regler - i dette tilfælde boykot af israelske varer. Desuden virker boykot: Sodastream har trukket sin produktion fra de besatte områder: http://politiken.dk/udland/ECE2438952/sodastream-lukker-omstridt-fabrik-...

Hvis du leder efter folk med en kras kritisk holdning til Israel, så følg Yonatan Ungermann Goldshtein, en ung jøde i Danmark. Han skriver både updates på fb, artikler i avisen (bl.a. Information) og gennemfører diverse aktioner...

En kritisk, israelsk røst er den gamle fredsaktivist Uri Avnery. Her et citat fra hans seneste artikel Prime Minister “Chickenshit”:

- Every word Binyamin Netanyahu has ever uttered in favor of peace and the Two-State solution was a blatant lie. For him to advocate a Palestinian state is like the Chief Rabbi advocating eating pork on Yom Kippur.

http://www.counterpunch.org/2014/10/31/prime-minister-chickenshit/

lars abildgaard, Rune Petersen og Flemming Dyrman anbefalede denne kommentar

Naturligvis skal Danmark, EU og Europa anerkende Palæstina offentligt i erkendelse af, at Amerika efter små 30 års intet har formået, evnet, eller måske værst af alt slet ikke ønsket fred mellem Israel og Palæstinenserne, af hensyn alene og ensidigt til Jøderne.

Utallige præsidenter har optrådt på den internationale scene, som fredsmæglere, men intet reelt gjort ud over at holde små partyes i Camp David med lederne for Israel og Palæstinenserne, og flot har det da været arrangeret til fordel for presseomtalen af præsidenternes gode vilje, - som slet og ret alligevel ikke var til stede.

I dag ser vi igen John Kerry træde op på den internationale scene for USA, ligesom han også gjorde sidste år, hvor det heller ikke blev til noget gennembrud, og denne gang efter en ensidig handling fra Israels side med at lukke for adgang til al Agsa moskeen, deler skylden for urolighederne ud til begge parter, ved at bede dem om at besinde sig.

Glemt er atter de nye bosættelser på Vestbredden, og nogen højtsagt kritik findes atter ikke fra Amerikas side, selv om det er sket adskillige gange før, og fortsat vil ske, så længe Amerika ikke konsekvent trækker i bremsen og åbent og offentligt fortæller de jødiske ledere, at nu er Amerikas tålmodighed slut med de jødiske provokationer, der ødelægger ethvert forsøg på fred ensidigt fra jødisk side.

EU og Europa må nu sige klart fra, og standse enhver samhandel med Israel, og lade Amerika forstå, at det nu er deres, og deres problem alene, og det er på tide de løfter stemmen overfor de jødiske ledere, og gør dem klart, at såvel bosættelserne skal forlades, - og de skal finde en fred med Palæstinenserne nu.

Holocaust tiden er for længst forbi og det efterhånden misforstået hensyn hertil ikke længere er brugbart som "nødskrig" for omverdenen, - der skal gøres plads for og til en Palæstinensisk stat, som de skal holde fred med, og lade være med at gøre det til et apartheidområde de styrer varer til og fra.

Espen Bøgh:

Jeg er bange for at du anskuer problemet, som visse europæere gør, og mener, at amerikanere er
'lige som' europæere. Det er de ikke. Heller ikke i Palæstina/Israel spørgsmålet.

Jeg kender ikke procenten af hvor mange europæere der er til fordel for Palæstina, og hvor mange for Israel.

Men der er i år lavet en Pew undersøgelse der viser, at 84% af amerikanere har en 'favourable opinion' af Israel. Det er selvsagt her at forklaringen på USAs politik ligger, og grunden til at den ikke bliver ændret foreløbig.

Hvis man ønsker at boykotte vare fra Israel, findes der mange Sites på nettet, der anskueliggør disse produkter. Bl.a. denne: www.support-israel.dk/ProdukterDK.html

Og der er faktisk mange flere produkter, end de fleste er klar over. Ligesom de fleste også regelmæssigt (tit) får disse produkter med hjem uden at fatte mistanke.

I øvrigt er importen af varer fra Israel i Danmark og øvrige Europæiske lande i stigning iflg. SKAT. Det skyldes især, at man har været rigtig dygtige til at skjule, hvor varerne kommer fra. Og ind i mellem er dette på alvorlig kant med lovene om deklaration og oprindelsesland.

Britta Hansen, lars abildgaard, Rune Petersen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Jens Harder Vingaard Larsen

"Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne"

Så er denne artikel jo fuldstændig ligegyldig, set ud fra synspunktet med at give os læsere et overblik over partiernes holdning og derudfra et gæt på hvordan EL og SF´s forslag vil ende. Ingen kan tælle til 90...

@Gert Romme: I øvrigt god humor at bruge en support-israel-hjemmeside til at udarbejde en boykot-liste... :)

Det står uden tvivl klart for de fleste, at oprettelsen af forbryderstaten Israel var en enorm fejltagelse.
Israel bør nedlægges.
Og landet leveres tilbage til de retmæssige beboere.
De israelere som vil leve i fred med palæstinenserne kan blive.
Resten af israelerne må rejse tilbage til de lande, hvor de stammer fra.
Om israelere og palæstinensere kan leve sammen er et godt spørgsmål. I betragtning af det had som israel har skabt på grund af deres forbrydelser igennem de sidste halvfjers år.

Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Arendal og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Gert Romme.
Tak for listen.
Nu ved man, hvor man ikke skal handle
Israelske produkter og butikker som forhandler israelske produkter bør boycottes.

Psst: lige et par nyttige regler når man diskuterer Israel/Palæstinakonflikten:

Regel 1: Husk at i den konflikt er det altid palæstinenserne der angriber først, og det er altid israelerne der forsvarer sig selv

Regel 2: Når man siger 'Israel', så nævn aldrig ordene FN-resolutioner, besatte områder, Genevekonventioner. Dette kunne forurolige Israellobbyen

Regel 3: Når Israel har dræbt virkelig mange civile palæstinensere, opfordrer den vestlige verden til mådehold. Dette kaldes for 'det internationale samfunds reaktion'

Regel 4: En palæstinenser, der dræber i selvforsvar. Dette kaldes terrorisme

Regel 5: Når man siger 'staten Israel', må man aldrig sige støttet af USA og EU. Dette kunne bevirke at nogen gik hen og fik den opfattelse at konflikten ikke er jævnbyrdig

Regel 6: Jøder og andre etniske danskere taler bedre dansk end muslimer. Det er derfor de bliver bedt om at udtale sig mest om alt muligt. Dette sikrer at de bedre kan forklare reglerne 1-5

Hvis du skulle være uenig i et eller flere af ovennævnte, så giv endelig ikke udtryk herfor. Det kunne jo være at du er en ond antisemit og du ville måske blive afkrævet en undskyldning. Dette kaldes demokrati med ytringsfrihed

Sascha Olinsson, Michal Bagger, Rikke Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Tue Romanow, lars abildgaard, Rune Petersen, Bo Carlsen, Ole Meyer, Henrik Christensen og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

Bo Carlsen
Jeg tror også, at alle efterhånden har indset at palæstinenserne må have deres egen stat snarest muligt.
Den nuværende situation hvor Gaza er en ghetto som undertykkes lige så brutalt som den jødiske ghetto i Warszawa, og Westbredden udsultes og stjæles af bosættere vil ikke vare ved.
På et tidspunkt vil Israel blive tvunget til at blive et civiliseret samfund.

"Hvem er det, der fra Israels oprettelse, konstant har angrebet landet ?"
Dem som Israel har stjålet landområdet fra.

Nabolandene Egypten, Irak, Syrien og Jordan angreb Israel som ny stat i 1948,
fordi de ikke ville godkende FN' tostatsløsning.
Ren diktatorisk indblanding, hvor efter de har holdt de såkalde 'palæstinensere', som blev krigsflygtninge som en slags prygelknabe.

Bjørn Jørnvig, Jan Mogensen, Vasili Frang og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar

ellen nielsen: FN's tostatsløsning, som Israel ikke støtter eller anerkender, har intet med krigen i 1948 at gøre. Efter Storbritannien trak sig ud af Palæstina invaderede og besatte de såkaldte 'israelere' store dele af området hvilket naturligvis førte til at dets indbyggere gjorde modstand, på samme måde som Polens indbyggere gjorde modstand da Tyskland invaderede det i 1939. Og ligesom Storbritannien og Frankrig dengang gik i krig mod aggressoren, Tyskland, så gjorde de omkringliggende arabiske lande det samme i 1948. At kalde områdets fordrevne indbyggere for "en slags prygelknabe" er rent til grin og svarer til at kalde israelerne "en slags prygelknabe" skabt af Tyskland.

Michael Kongstad Nielsen

Baggrunden for arabernes store modvilje mod Israels etablering skal måske søges i, at deres lande ikke fik selvstændighed efter 1. Verdenskrig, men blev mandatområder for England og Frankrig under Folkeforbundet. Balfour-erklæringen havde åbnet for jødisk indvandring til Palæstina, men araberne fik ikke den af englænderne lovede stat før Jordan og Syrien blev frie stater i 1946, næsten samtidigt med Israel.

Vibeke Rasmussen

"Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne"

I modsætning til da Socialdemokraterne stadig var i opposition:

»Vi har i årevis ment, at palæstinenserne har ret til en stat, og når de nu beder verdens lande om at anerkende den, så vil vi også gøre det,« fastslår Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod.

http://www.b.dk/nationalt/roed-regering-vil-anerkende-palaestina

Ole Olsen, Bo Carlsen, lars abildgaard, Ole Nielsen, Rune Petersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Preben Haagensen

Både Israel og palæstinenserne har givet udtryk for de går ind for en 2-stats løsning men, og der kommer det store men ind. Israel vil have en endelig aftale hvor palæstinenserne ikke stiller nye krav. Palæstinenserne anser det kun som et trin på vejen, hvor efter de vil bruge de falske flygtninge (ikke flygtninge efter FN's definition af flygtninge) til, at underminere Israel, og skrue tiden tilbage til før den såkaldte Nakba (katastrofe) i 1948, men historien er irreversibel.
Det er ikke Israel men palæstinenserne der bestandig har sagt nej til en aftale og det mindst 7 gange. Den største fejl var nok i 1967 med arabernes 3 nej, nej til fred, nej til anerkendelse og nej til forhandling.
Der siges så meget om de såkaldte bosættelser, men i 1967 var der ingen bosættelser. der kom først lidt skred i dette 10 år efter, med den første Begin regering i 1977. Udviklingen tog først fart under den anden Begin regering i 1981 hvor Sharon kom i regeringen, og fandt opskriften på udviklingen af bosættelser, at almindelige mennesker ville flytte ud til områder med lys og luft og bedre boliger, så i dag er der endnu en irreversibel udvikling med 600.000 israelere boende over den grønne linje, men dog tæt på det gamle Israel, og ingen kan eller vil flytte disse.
I stedet for bestandig at nedrakke Israel, burde man følge lidt med i hvad der siges og skrives i selve området. Palæstinensernes chefforhandler kom med en større artikel i 2009 i et jordansk dagblad, hvor han sagde (vi har ikke travlt, vi vil i sidste ende få det hele), her 5 år efter er de så begyndt med unilaterale spor, i modstrid med alle aftaler.
Til gengæld har israelerne mistet al tiltro til palæstinenserne. Israelernes chefforhandler Livni kom med en større artikel i Times of Israel, for ikke så lang tid siden, hvor hun gav udtryk for at palæstinenserne kan få autonomi (selvstyre) men Israel vil beholde suveræniteten over hele landet.
Det ville klæde palæstinenserne, hvis de begyndte at forstå kompromisset kunst, for ingen kommer til, at fjerne Israel, hvor der i dag bor 6,2 million jøder og 75% af disse er født og opvokset i Israel, der er ingen lande hvor de kan vende tilbage til.

Troels Ingvartsen, ellen nielsen, Jørn Boye, Ole Olsen, Jan Mogensen og Vasili Frang anbefalede denne kommentar

Det unikke ved den lykkelige sydafrikanske løsning var to ledere, de Klerk og Mandela, der fik opbygget tillid til hinanden og samtidigt bevarede kontrollen med deres respektive bagland, så e begge kunne stole på, at indgåede aftaler ville holde. Sanktionerne var ikke videre hjælpsomme, de fik nærmest det hvide mindretal til at gå i en vognborgsbaglås, og de manglende varer blev i stor stil produceret indenlands.
Der synes ikke at være ledere på nogen af siderne af den kvalitet i øjeblikket, og i venten på det kunne EU måske komme med en gulerod: at gøre Middelhavet til Mare Nostrum. At tilbyde alle Middelhavets lande medlemskab, på sigt og efter de normale regler, med 80.000 sider lovtekst, ville sætte en omfattende proces i gang, der kunne rykke virkeligheden på mange områder, også på flygtningeområdet. Det kunne måske hjælpe Libyen til at blive en normal stat, det kunne knytte gasrige stater i Nordafrika tættere til Europa, og ikke mindst ville det være en chance for både Israel og Palæstinenserne, der var vigtig nok til at indgå de nødvendige kompromisser. Men der skal komme en helt basal tillid et eller andet sted fra.

Det unikke ved den lykkelige sydafrikanske løsning var to ledere, de Klerk og Mandela, der fik opbygget tillid til hinanden og samtidigt bevarede kontrollen med deres respektive bagland...

Ja, Tom Sietam,
i enheds-staten Sydafrika...med ét styre.

Vibeke Rasmussen:

Det er jo blot eet af en lang række valgløfter Socialdemokraterne er løbet fra.

Det viser blot, uden sammenligning i øvrigt, det samme som med Obama, at der er forskel på valgkamp og den daglige virkelighed, når man efter valgsejeren skal forholde sig til den. Problemet er at for mange vælgere lader sig besnære, og spilder deres stemme på en/et useriøs(t) kandidat/parti.

Tom Mietam:

Jeg tror ikke, at man kan sammenligne situationen i Palæstina/Israel med den i Sydafrika. Dertil er forskellene og problemerne for forskellige.

Jeg tvivler også på at det skyldes tillid mellem de Klerk og Mandela, at det gik som det gik. Jeg tror nærmere at det skyldtes, at de hvide, tvunget af omstændighederne, lavede en 'deal' med ANC toppen, som gjorde, at de sidstnævnte femover fik deres 'del af kagen'. Hvilket de sandelig har fået, medens uligheden i Sydafrika stadig er een af de største i verden, her mere end tyve år efter. Fattigdommen blandt det store flertal af sorte, er også stadig udtalt.

Nogle folk har travlt med at ville anerkende en stat ved navn Palæstina. Hvem er det, af de to indbyrdes stridende områder - er det Hamas i Gaza eller Fatah på Vestbredden?

Hvem har svenskerne i øvrigt anerkendt?

Preben Haagensen, ellen nielsen og Jørn Boye anbefalede denne kommentar

Undertegnede har til sin store bestyrtelse erfaret, at en butik hvor undertegnede indkøber friske grøntsager forhandler kartofler produceret i slyngelstaten israel.
Det siger sig selv at undertegnede ikke sætter sine ben i den butik mere
En total boycot bør indføres imod paria "staten" Israel.

Ole Olsen: Anerkender du Socialdemokraterne eller Det Radikale Venstre som den danske stat? Kun tilhængere af etpartisystemer sætter lighedstegn mellem parti og stat.

Og som den svenske udenrigsminister skriver: "Not to recognise Palestine because of the Israeli occupation would be contrary to the international law principle of ‘no fruits of aggression’." Israels invasion og tvangsopdeling af området er ingen undskyldning for ikke at anerkende dets fordrevne befolkning.

Jeg synes det er helt fint at oprindelseslandet fremgår af indpakningen. På den måde kan jeg altid købe israelske varer og på den måde udtrykke min sympati med Mellemøstens eneste rigtige demokrat med et retssystem, som kan dømme selv en tidligere præsident.

Da jeg boede i Hørsholm bad jeg min palæstinensiske grønthandler om at hjemtage nogle israelske grøntsager, som jeg efterspørger, fra Grøntorvet. Han kiggede lidt på mig men efterkom mit ønske, så jeg allerede den følgende dag kunne købe israelske grøntsager. Der fik han min respekt. En palæstinenser, som sætter forretning over politiske modsætninger. Måske er der alligevel håb.

Kasper Kristiansen

Så længe som politikerne i Christiansborg lægger det op til EU at anerkende staten Palæstina vil der ikke ske noget som helt. Førende EU politikere fra EU-kommissionen og EU-parlamentet forventer jo altid at USA tager de initiativer i forhold til Israel/Palæstina konflikten som de så blot lægger til som halehæng til USA's politik. EU-politikerne ved udmærket godt hvilke overgreb Israel begår mod palæstinenserne dagligt år ud og år ind og de skal bestemt ikke nyde noget såfremt de ytrer meninger der senere kommer dem imod, iforhold til hvad amerikanerne mener om hin sag.
Her er Sverige med anerkendelse af den palæstinensiske stat måske som eksempel en vej ud til at presse Israel til reelt at forhandle om den palæstinensiske stat. Hver stat i EU må efterhånden anerkende en palæstinensisk stat når der vælges en ny regering, der har mod til at sige egen mening imod, hvad flertallet af EU-polikerne mener om sagen. Jo flere EU stater der følger Sveriges eksempel jo mere presset vil EU som helhed blive til at tage selvstændige initiativer.
Det vil selvfølgelig have lange perspektiver at lægge det op til de enkelte europæiske stater i EU at få anerkendt Palæstina, men der er gået snart 30 år med etableringen at et palæstinensik stat og der er ikke sket noget.

FN sporet kan nok ikke anvendes, hvad angår israel.
USA vil til enhver tid nedlægge veto uanset hvilke forbrydelser israel begår.