Kommentar
Læsetid: 3 min.

Valg mellem to ansigter på samme politik

To taler på fire dage udstiller, at valgkampen er skudt i gang med så små og ubetydelige ideologiske forskelle mellem Thorning og Løkke, at det efterhånden kun er ansigtskuløren, som adskiller rød og blå blok
Den seneste dage har vist at danskerne ved det kommende valg skal vælge mellem Bykongen og Verdenskvinden. I går hilste de på hinanden ved Folketingets åbning.

Thomas Lekfeldt

Indland
8. oktober 2014

Talerne kunne have været byttet rundt, uden at mange ville have studset. Kombinationen af frygtsomme fortællinger og bureaukratisk bogholdermentalitet er grundlæggende den samme. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbnede i går Folketinget ved slå på tre klassiske glansnumre: udlændinge, udlændinge og udlændinge, mens Venstres formand Lars Løkke Rasmussen på weekendens landsmøde talte rundt, blødt og uforpligtende om mulighedernes lykkeland.

De reelle forskelle mellem blokkene er efterhånden så beskedne, at de tidligere ville kunne være rummet inden for to fløje i samme parti. Socialdemokraternes valgoffensiv på udlændingeområdet er alligevel opsigtsvækkende, og langt mere påfaldende end Venstres uldne udtalelser om varm velfærd.

I åbningstalen præsenterede Helle Thorning-Schmidt således tre strammerforslag: SR-regeringen vil stramme grænsekontrollen yderligere, gøre det endnu vanskeligere for asylansøgere at få deres familie med og forhandle et nyt EU-udlændingeforbehold på plads, før det gamle retsforbehold kan sendes ud til folkeafstemning. Stort set alt andet end udlændingepolitikken fortsætter som business as usual. Klimaet er glemt og dagpengene gemt væk.

Ved åbningen af Folketinget blev regeringstoppens hidtidige strategi med at lave såkaldt ’front-forkortning’ løftet til nye højder – altså strategien med systematisk at udviske alle betydningsfulde modsætninger til den borgerlige opposition ved enten at fremlægge identiske forslag eller ligefrem at overhale højre om. Bagtanken er, at valget så kommer til at stå mellem personerne alene. Og dét er umiddelbart lykkedes.

Kun attituden til forskel

Efter i tre år at have videreført og -udviklet VK-regeringens økonomiske politik, har SR-regeringen nu også efterlignet værdipolitikken i så parodisk form, at det reelt kun er ansigterne og personlighederne, som afviger fra hinanden.

De to taler på fire dage udstiller, at den personlige fremtoning efterhånden er så indstuderet uens, at det i mangel på bedre og mere ideologiske kanter kan vise sig at blive den afgørende forskelsmarkør, som rent faktisk kan få politisk betydning.

Kontrasten mellem to statsministerkandidater har ikke været større i nyere tid. Med anslaget i sin åbningstale om civilisationernes kamp mod Islamisk Stat trådte Helle Thorning-Schmidt endnu engang i karakter i sin yndlingsrolle som verdenskvinden, der drives frem af diplomatisk storpolitik og langsigtede strukturreformer.

Socialdemokraternes 47-årige formand skiller sig ud på den internationale scene ved at have skubbet Danmark i en retning, der både er mere medløbende militaristisk, end de lande, vi normalt sammenligner os med, og mere nøjeregnende nedskæringsvillig, end nogen borgerlig regering i resten af Europa.

Her overfor står Venstres formand, 50-årige Lars Løkke Rasmussen, som på partiets landsmøde i Herning fik iscenesat sig selv sin favoritrolle som den pragmatiske bykonge, der ikke lover vælgerne for meget, for i stedet at udvise lokalpatriotisk stolthed over det nære fællesskab.

Venstre har for længst erkendt, at en ny borgerlig regering meget vel kan blive tvunget af Dansk Folkeparti til at føre en mere socialt afbalanceret og generøs politik, end SR-regeringen gør nu, og derfor finder Lars Løkke Rasmussen ingen grund til at skærpe fronterne alt for meget nu.

Janusansigt på Borgen

Hvis politik kan reduceres alene til et spørgsmål om personligheder, har vælgerne fået et klart valg: Verdenskvinden mod bykongen. Men heller ikke dette stærkt forsimplede valg virker til at være populært. Meningsmålinger dokumenterer, at hverken Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen scorer højt som danskernes foretrukne statsminister.

Det aktuelle paradoks er, at den relativt mere troværdige Helle Thorning-Schmidt står i spidsen for en regering, der samlet set og fortsat taber stemmer, mens Venstre har fået stabiliseret sig på et højt niveau af vælgeropbakning på trods af en kronisk skandaleramt Lars Løkke Rasmussen, som kun 24 procent af vælgerne finder mest troværdig.

Personvalget er tydeligvis ikke stærkt nok til hverken at mobilisere vælgere for Socialdemokraterne, som gradvist nærmer sig Venstre, eller afskrække vælgere fra Venstre, som er ved at forberede sig på at måtte føre en mere socialdemokratisk politik efter valget.

Rød og blå er blevet blandet sammen til grå, og i stedet udfyldes det ideologiske tomrum på Christiansborg af de tre holdningspartier – Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance – som står alene på sidelinjen med deres forurettelse, håb og indignation.

Åbningstalen og landsmødetalen afslører et farveløst mønster, hvor valget i Danmark er reduceret til to blok-ansigter – som den romerske gud Janus, hvor det ene skuer udad og det andet indad.

Men vel at mærke i en stivnet mimik, der ikke længere kan dække over, at valget kun i begrænset omfang handler om reelle, politiske uoverensstemmelser, som kan mærkes i hverdagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Kjærgård

Lige på! :-)