Baggrund
Læsetid: 5 min.

Er 800.000 danskere på passiv forsørgelse?

Tallet popper op igen og igen i den offentlige debat: 800.000 danskere er på offentlig forsørgelse, og det illustrerer, at det dårligt kan betale sig at arbejde, lyder det ofte. Men tallet 800.000 er vildledende, mener eksperter. Vi bør i stedet tale om en beskeden restgruppe på et par hundrede tusind
Det er vildledende, når politikere taler om 800.000 danskere på passiv forsørgelse. For tallet bliver brugt, som om det er folk, der kunne og burde være i arbejde, siger professer. På billedet ses medarbejdere fra jobcenter Lolland

Det er vildledende, når politikere taler om 800.000 danskere på passiv forsørgelse. For tallet bliver brugt, som om det er folk, der kunne og burde være i arbejde, siger professer. På billedet ses medarbejdere fra jobcenter Lolland

Indland
3. november 2014

»Det bekymrer mig, at vi har små 800.000 danskere, der forsørges af det offentlige,« sagde Lars Løkke Rasmussen (V) fra den blå V-formede talerstol på Venstres landsmøde i Herning den 4. oktober.

»Det er mange. Rigtig mange,« slog Venstre-formanden fast og proklamerede, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde i Danmark. Politikere og debattører fra både højre og venstre ærgrer sig jævnligt over de 800.000 danskere på offentlig forsørgelse. Dem på ’passiv forsørgelse’, som de også ofte kaldes.

Men tallet 800.000 er »helt misvisende« at bringe ind i debatten om arbejdskraft og økonomiske incitamenter, mener professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen. De 800.000 er nemlig et broget miks af forældre på barselsorlov, førtidspensionister, fleksjobbere, efterlønnere og kontanthjælpsmodtagere; mennesker, der ikke umiddelbart kommer i job, selv om man lokker med gulerødder og truer med økonomiske pisk.

»800.000 er en frygteligt vildledende reference, for det bliver brugt, som om det er folk, der kunne og burde være i arbejde. Men selv i den bedste af alle verdener, vil der altid være nogle, der er på førtidspension, er alvorligt syge, har barnets første sygedag eller er på barselsorlov,« siger Jørgen Goul Andersen.

Et par hundrede tusind

791.715 danskere mellem 16 og 64 år står anført i statistikken som »offentligt forsørgede« (uden studerende og folkepensionister). Det er de 800.000. Men kun en mindre del af dem kan reelt ses som en arbejdskraftreserve, mener Jørgen Goul Andersen.

»Reelt er du nede på et par hundrede tusind, som du med maksimalt held kunne mobilisere,« vurderer han.

»Først skal du trække dem fra, der er på barselsorlov, og de, der allerede arbejder så meget, de kan i fleks- og skånejob. Så skal du fraregne de syge og dem på førtidspension, dem kan du heller ikke rigtig gøre noget ved andet end at forebygge næste generation. Så ender du nede på ca. 350.000, og for en stor del af dem er det helt ude i hampen at tale om økonomiske incitamenter. Så er der også 90.000 på efterløn, og den gruppe forsvinder jo,« siger Jørgen Goul Andersen.

Tilbage står en gruppe af ledige på dagpenge og kontanthjælp samt en del af de svageste kontanthjælpsmodtagere, som på længere sigt potentielt kan komme tilbage i job. En stor del af disse bør desuden ses som en slags statistiske transitpassagerer, da det er mennesker på vej fra ét job til et andet, pointerer Jørgen Goul Andersen.

Lille effekt af incitamenter

Det er altså reelt en beskeden del af de 800.000, der vil kunne komme i job, hvis man f.eks. sænkede de offentlige ydelser for at øgede det økonomiske incitament til at søge job. Mange af grupperne vil ikke være i stand til at reagere på de økonomiske incitamenter, pointerer økonomiprofessor Michael Svarer, der er medlem af De Økonomiske Råd.

»For mange er deres største problem jo ikke, hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Hvis man er på sygedagpenge, førtidspension eller barsel, så er det ikke det, der rykker noget. Til gengæld er der en masse mennesker, der måske uforskyldt er udenfor arbejdsmarkedet, der får en lavere indtægt og dårligere vilkår,« siger Michael Svarer.

I sidste måned viste beregninger fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, at en genindførsel af kontanthjælpsloftet, kun vil skabe 100 ekstra job.

Michael Svarer peger på, at den strukturelle ledighed – den ledighed, der naturligt vil være i et samfund – ikke er større i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med. m»Vi er ret langt nede i forhold til andre lande. Der er altid det, man kalder en naturlig arbejdsløshed: Nogle brancher lukker, nogle skal flytte, og nogle skal videreuddannes, så der vil altid være en del, der er uden for arbejdsmarkedet på et givent tidspunkt.«

Mange er i arbejder

Hos AE-rådet minder chefanalytiker Erik Bjørnsted om, at offentlige overførsler bidrager til et trygt og fleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsløshed ikke fører til social deroute, og hvor nedslidte eller fyrede danskere kan bliver opkvalificeret og omskolet.

»Vi har indrette os sådan, at hvis man ikke har et arbejde, så hjælper vi som samfund. Andre steder i verden er mere overladt til sig selv. Det er ingen sag at sænke antallet af overførselsmodtagere; man kunne bare afskaffe overførelserne. Men det er ikke det samme, som at folk ville komme i arbejde,« siger Erik Bjørnsted.

Han peger på, at andelen af arbejdende danskere er høj sammenlignet med andre lande. 73 procent af danskerne arbejde, mens gennemsnittet i EU er 64 procent.

»Det fremstilles, som om de 800.000 er nogle kamptropper, som vi bare kan sætte ind på arbejdsmarkedet i morgen. Det er langtfra tilfældet. Det, vi reelt kunne sætte ind, er dem, vi kalder arbejdsløse, og det er snarere omkring 150.000,« siger Erik Bjørnsted.

800.000 er nyttig viden

Den liberale tænketank CEPOS har flere gange brugt tallet 800.000 i beskæftigelsesdebatten, og det er »okay«, mener cheføkonom Mads Lundby Hansen. Han peger på, at det samlede antal danskere, der modtager offentlig støtte faktisk er 2,1 millioner, hvis man medregner studerende og folkepensionister: »Det er nyttigt at få et samlet billede ove,r hvor mange personer der er på overførselsindkomster, og når man hører det tal – hvad enten det er 800.000 eller 2,1 millioner – så synes jeg, det illustrerer, at der er et potentiale for at øge beskæftigelsen.«

Men kommer man ikke til at fremmane et falsk billede af, at der er en reserve af arbejdskraft på 800.000 mennesker, som kunne komme i job, hvis de ville, når man bruger tallet 800.000 i en debat om beskæftigelsespolitik?

»Man skal selvfølelig være bevidst om, at nogle af disse ikke kan komme i beskæftigelse. Personer, der er syge og nedslidte, de skal selvfølgelig ikke presses ud på arbejdsmarkedet. De skal være på førtidspension. Det er derfor, vi har ordningen,« siger Mads Lundby Hansen, og tilføjer:

»Men det ér et højt antal, og det kan nedbringes ved at lave reformer, der gør det mere attraktivt at deltage i arbejdsmarkedet.«

Stod det til CEPOS skulle kontanthjælpsloftet genindføres, dagpengene beskæres med 10 procent, efterlønnen helt afskaffes, og alle offentlige ydelser skulle generelt reguleres efter prisudviklingen og ikke i takt med lønudviklingen.

Regeringen har allerede gennemført en række reformer for at få en større del af de 800.000 i arbejde: Førtidspension, fleksjob, dagpenge og kontanthjælp er alle blevet reformeret, ligesom VK-regeringen i 2011 samlede flertal for at ændre efterlønnen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rasmus Kongshøj

Hvis man som politiker mener, at for mange borgere modtager offentlig kompensation for manglende lønindkomst, så er løsningen jo oplagt: Man sørger for der er noget arbejde til de 800.000, de to millioner eller de tredive trillioner, eller hvor meget tallet for tiden er pumpet op til. Enten sørger man for ærligt arbejde på ordentlige vilkår til alle dem, man har så svært ved at unde det offentliges almisser, eller også lukker man røven.

Modtagere af offentlige almisser får ikke arbejde af at blive mobbet af politikerbumser, der aldrig selv har haft et rigtigt arbejde. Ligeledes bliver syge og handicappede ikke raske af, at man tager almisserne fra dem.

Skal vi have færre arbejdsløse, skal vi have flere arbejdspladser. Det kan man ikke komme uden om, uanset hvor meget vand man hælder ud af ørerne om personligt ansvar. Disse arbejdspladser laver man selvsagt ikke ved at lave om på de arbejdsløse; man skal i stedet ændre på arbejdsgiverne, hvis man vil have forandringer.

Anne Schøtt, Maria Iversen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Politikerne lever i en evig angst for, at vi skal løbe tør: for arbejdskraft, for kapital, for energi. Hvis de tænkte sig om, ville de vide, at det præcis er al denne mangel, som velfærdssamfundet har vaccineret os imod.

Formålet er at få sænket mindstelønnen, så de mest økonomisk dårligt stillede, er tvunget til at tage jobs med meget ringe løn. Det har faktisk intet at gøre med at der er en reel udgift for den danske stat, idet udgiften for det offentlige på reelt arbejdsløshed er forsvindende lille, i følge Danmarks statistik.
Ved at sænke satsen bredt af overførselsindkomster til at ramme dagpengemodtagere og kontanthjælp, kan de presse mindstelønnen helt i bund, som på den måde vil give de store og mellemstore private virksomheder mulighed for at øge deres profit endnu mere. Det vil i realiteten føre til længere arbejdstider og mere arbejdsløshed, da folk vil blive tvunget til at have flere jobs for at kunne klare sig økonomisk.

Det er en ren neoliberalistisk forretningsmæssig politisk strategi, der har til hensigt at nedbryde velfærdssamfundet og kaste folk ud i arbejdsløshed og lavtlønsjob, så virksomhederne kan tjene styrtende med penge, mens folk på længere sigt må bo på gaden, lige som store dele i USA. Eksporten og den samlede handelsbalance i Danmark, er på ingen måde truet og der faktisk stor overskud på betalingsbalancen, idet danske virksomheder åbenbart har udmærket fin konkurrenceevne. Så forsøget om at sænke mindstelønninger er ren og skær grådighed og ikke så meget anet.

http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/299105/betalingsbalancen_bug...

Men når det nu er en forretningsmæssig politisk agenda, som påviseligt ikke har hold i virkeligheden, hvorfor bliver der ikke ført en rigsretssag mod regeringen og de politikere der har vedtaget disse love, for at kaste folk ud i håbløs fattigdom, uden hold i virkeligheden? Det er jo reelt tyveri
Det må da være kriminelt og straffebart..

Maria Iversen

Men syge får jo ikke lov at komme i fleksjob før de har været I systemet i 5-6 år, selvom de får job tilbudt! Vi skulle se efter hvordan de gør I Sverige med folk der skal arbejde noget samt arbejdsgiveren skal være mere åbne overfor dem og ikke bare de traditionelle 37+ timer. De kan jo ikke bare selv tage noget arbejde, da de ikke kan klare sig for feks 13 timer/ugen.

Udover det så glemmer folk rask væk at mange på "passiv forsøgelse" fakrisk selv betaler - det inkludere alle grupper. Efterlønnere der har sparet op, første sygedag via løn, kontanthjælpsmodtagere i form af formue og pensionsopsparinger og syge i form at tabt arbejdsfortjeneste elker evne. Det glemmer specielt V, K og LA.... selv folk der betaler 95% af deres ydelse selv bliver jo taget med i deres beregninger.

Jeg er (også) på offentlig "forsørgelse" qua mit ansættelsforhold ved Københavns Kommune. Her aflønnes jeg for at stille mine ringe evner til rådighed for "arbejdsgiver" 37 timer pr. uge. På sin vis kan man tale om, at alle offentlig ansatte er på forsørgelse, men modsat kontanthjælpsmodtagere fx., lønnes vi for at møde op,på en arbejdsplads. Den "passivt" forsørgede, underlægges ligeledes "arbejdsgiverens" (staten) luner, ved at blive indkaldt til møder, nødet til praktikforhold, kurser etc.

Jeg har gennem et langt liv vekslet mellem at være på passiv/aktiv forsørgelse. Ja, det kan betale sig at arbejde, hvis man finder glæde ved papir (penge).

Sider