Der findes mindst to versioner af historien om Alternativet – den negative og den positive. Læs den negative her
Da Uffe Elbæk på et pressemøde for et år siden lancerede Alternativet, vidste han ikke, om det ville vække gehør. Om der var andre end den lille gruppe mennesker, der udgjorde partiet, som følte behov for et nyt politisk parti. Partiet havde et værdigrundlag, men ikke nogle mærkesager eller slagkraftige slogans.
Det fik de fleste eksperter til at dømme partiet ude. Men her et år efter tæller partiets lokalafdelinger rundt om i landet, ti storkredse og over 1.000 medlemmer.
Og selv om Uffe Elbæk og resten af partiets inderkreds minder sig selv om, at de skal huske at være ydmyge, så glæder de sig over, at der var et gehør i befolkningen.
»Vi er så stolte over, hvor godt det er gået. At det er lykkedes os at engagere så mange mennesker, som ikke før interesserede sig i politik,« siger Uffe Elbæk.
Hen over foråret har Alternativet afviklet 20 ’politiske laboratorier’ og en række online brainstorm, hvor alle medlemmer har kunnet byde ind med forslag til Alternativets partiprogram. For Uffe Elbæk mener, at det er nødvendigt ikke kun at lave en ny politik, men også udvikle den måde, vi taler om og udvikler politik.
En af målsætningerne for Alternativet var, at partiet ikke skulle være et elitært københavnerprojekt. Og med lokalafdelinger i blandt andet Hundested, Vestjylland og på Bornholm mener Uffe Elbæk, at den del af projektet er lykkes. Samtidig har det også været vigtigt for partiets top at bygge bro mellem Christiansborg og resten af Danmark.
»Det er et stort demokratisk problem, at så mange mennesker er trætte af politikerne. Derfor er vi blandt andet nødt til at udvikle en helt ny måde at tale til hinanden på,« siger Uffe Elbæk. Alternativet har derfor udviklet dogmer for, hvordan partiets medlemmer skal udtale sig i den politiske debat. Det betyder, at medlemmerne ikke må bruge hård retorik eller tale grimt om politiske modstanderne offentligt.
Endnu et dogme for Alternativet er, at historier, som partiet ’giver’ til et medie, skal være ledsaget med oplysninger herom. Partiet ønsker et pressesystem, hvor det er gennemsigtigt for borgeren, hvordan en historie er blevet til.

Uffe Elbæk i færd med at planlægge Alternativets vlagstrategi sammen med partiets frivillige.

En ny mur skal falde
Det er ikke kun pressesystemet, der skal ændres, hvis det står til Uffe Elbæk og Alternativet. Hele det økonomiske system skal gentænkes.
»Vi er nødt til at tænke radikalt anderledes, hvis vores børnebørn skal have et rart sted at bo,« siger han. Derfor tror Alternativet på en ny økonomi. En økonomi, der respekterer, at der ikke bruges flere af jordens ressourcer, end kloden er i stand til at gendanne.
»Det tog mig nogle år, før de kolde ’facts’ røg ned i maven på mig. Tidligere læste jeg blot rapporterne om verdens tilstand. Nu mærker jeg dem,« siger han med henvisning til blandt andet FN’s klimarapporter, der flere gange har understreget, at verdens ledere må handle, hvis ikke verden skal ende i klimakatastrofe.
»Jeg er gået ind ad en dør, og nu er der ingen vej tilbage,« forklarer han og tilføjer: »Heldigvis er der andre end mig, som også mener det. Det er jo ikke bare os i Alternativet, der har indset, at vi er nødt til at ændre samfundet fundamentalt. Hele verden er begyndt at rumstere.« Han mener, situationen i dag minder om månederne op til Berlinmurens fald.
»Dengang troede de fleste, at det aldrig ville komme til at ske. At muren aldrig ville falde. Men det gjorde den. Sådan tror jeg også, at det er med vores nuværende økonomiske system. Lige nu tror de færreste, at det er muligt at ændre det. Men selvfølgelig er det muligt.«
Alternativet arbejder ifølge partiprogrammet for:
· En ny politisk kultur
· Miljømæssig bæredygtighed
· Social bæredygtighed
· Økonomisk bæredygtighed
· Uddannelse og livslang nysgerrighed
· Iværksætteri og social opfindsomhed
Jeg synes, at Julie Elmhøj har givet en sober fremstilling af Alternativets aktuelle situation set som to 'versioner'.
Et parti der nærmest svæver frit og ikke er hverken til venstre eller til højre, endnu. Det er vel dybest set opskriften?
Er det for at tiltrække mange gode mennesker fra venstrefløjen, at de omhyggeligt undgår at skilte med, at de reelt står til højre på linje med de Radikale, i den økonomiske politik, der er helt afgørende for at skabe forandringer?
Partiet med de fleste positive ord, men ingen konkrete og forpligtende handlingsplaner.
Men et parti er en helhed. Hvis de skulle blive valgt på de mange smukke ord, så vil det bliver endnu mere afgørende i det virkelige liv, hvordan de stemmer i spørgsmål om bl.a krig og fred, EU og finansloven.
Ny Alliance begyndte med et partiprogram, som var taget fra SF. Og endte som yder højre parti.
Den positive :
- Politikerleden er udbredt.
- Forståelsen for materialistisk minusvækst er næsten ikke eksisterende.
- Forståelsen for en kraftig reduktion af regeldanmarks tyranni overfor befolkningen er meget lav.
- Den rød-blå kamp om magten forhindrer en anderledes - fornuftig og nødvendig - ledelse af landet.
Det er fire områder, hvor ALTERNATIVET har op stillet klare alternativer og stiller sig på en tredje vej udenfor det traditionelle politiske spektrum.
Læs den negative.
@Peter Ole Kvint
Det må du uddybe. Især den sidste del...
Klart, at der er brug for et alternativ til nuværende systemer og de 5 punkter i programmet dækker meget - imidlertid er det ikke nok at ønske, man skal også finde vejen derhen - i den praktiske verden...
Jeg meldte mig ind i Alternativet, da det tog det gode fra venstrefløjen ( kollektivt ansvar socialt og økologisk) og det bedste fra de liberale ( opbakningen det private initiativ og iværksætteri), samtidigt med at partiet havde som kernepunkt at ville en ny politisk kultur, hvor man godt kan sige "hmm, det ved jeg ikke" samt "hmm, det har du faktisk ret i". Når jeg læser nogle af de ovenstående kommentarer - bl.a. Peter Ole Kvint - mindes jeg hvorfor jeg ikke orker den dogmatiske venstrefløj, det er som om alene det at kalde noget højreorienteret er nok til at man ikke behøver overveje det yderligere. Men Peter Ole Kvint må meget gerne uddybe sin kommentar så vi kan tale forbi de første fordomme. Jeg tror stadig Alternativet har en stor berettigelse i Folketinget. Man kan nu underskrive digitalt https://underskriv.alternativet.dk
Man behøver ikke stemme på partiet for at bakke op om dets opstilling. Vi har nu over halvdelen af stemmerne, det ville lune svært at nå at blive opstillingsberettigede.
@Morten Pedersen
Nu skriver Peter Ole Kvint jo ikke direkte at det er en dårlig ting, eller at man kan fraskrive sig dem. Det er vel mere bare at påstå, at partier skifter holdning og fokus fra deres start før de kommer ind i Folketinget, til efter de er kommet ind.
Men jo kunne være rart hvis han selv ville uddybe.
Jeg håber i øvrigt du måske kan hjælpe mig med at forstå den del af fokusområdet der hedder: "En ny politisk kultur", hvordan vil de opnå det? Hvad vil de gøre anderledes end der allerede bliver gjort?
Jeg frygter at Alternativet i praksis bare ender som "Alternativt Venstre" liggende side om side med Radikalt Venstre og blot hive nogle mandater fra venstre fløjen ind, samt at gøre den fløj mere fragmenteret. Det kunne være fedt hvis der var mindre blokpolitik, det er jeg enig i, men jeg synes bare der er en tendens til at hvis B, A, F og Ø ikke kan holde fælles front, eller bare enes, så ender vi med en VK+O regering der køre blokpolitik.
BAFØ og Alternativet vil sikkert pege på samme statsminister, og Alternativet vil således ikke gøre det sværere for denne fløjs kandidat at blive valgt. Alternativets "nye politisk kultur" er som udgangspunkt at undlade at svine modkandidater til og i politiske diskussioner at være ærlige nok til at kunne sige "hmm, det ved jeg ikke" samt "hmm, det har du faktisk ret i" hvis der er grund til det. Alene dette vil være en milepæl i det politiske miljø på Christiansborg. Jeg har hørt andre partier sige de ønsker mudderkastning, men jeg tror på at det gør en forskel at erklære det som værende i et partis politiske DNA.
Husk nu, at en vælger erklæring ikke er at vælge til valget. Det er en støtte til demokratiet.
Vælgererklæring underskrevet og afleveret. :o)
Som erhvervsmand og "hacktivist" håber jeg at Alternativet kan komme ind og rykke lidt ved de etablerede magtsystemer. Efter min mening trænger vi til at der bliver rusket godt og grundigt op i kulturen på borgen. Det hele er, efter min mening, blevet temmelig borgerfjernt.
Jeg ønsker god vind til Alternativet og håber at de kan bevare entusiasmen og de gode takter.
Jeg kan kun tale mig for mig selv, men jeg har i snart et år været tæt på partiet og dets folk. Jeg kan godt forsikre jer om, at det her ikke bliver en gentagelse af Ny Alliance, der senere blev til Liberal Alliance. Det, der sker, er så fuldstændig anderledes. Ny Alliance bestod i de første måneder af stor gruppe idealistiske og konstruktive mennesker, der blev bombet ovenfra med kendisser. Partiledelsen var splittet.
Alternativet vokser op fra bunden. Jeg har været med til adskillige opstillingsmøder. Det er folkets stemme, jeg hører. Der har ikke været splittelser, selvom der har været uhyrligt pres på alle kedler. Lugten i bageriet er behagelig for min næse. Kun et eneste stort møde har været en fiasko, som derfor blev taget op og heldigvis aldrig gentaget. Der er frit indkig på alle hylder i 'butikken', også under disken. Gennemsigtighed er et af partiets dogmer.
Den evige diskussion om partiet ligger til venstre eller højre kan man selv afgøre ved at læse partiets principprogram, vedtægter og almindelige partiprogram..
Træd nærmere, mine damer og herrer!
Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor nogle bringer NY Alliance ind i det her. NA blev først og fremmest til af personer, der var trætte af deres egne partier - og så af et par personer med megastore egoer - Naser khader og Anders Samuelsen.
Jeg har skrevet det før og gør det igen - Anders Samuelsen blev gået af RV fordi han ville støtte LLR som statsministeremne. Han kunne ikke finde en fremtidig valgkreds.
Uffe Elbæk derimod har aldrig været i "bad standing" indtil han på skammeligste vis blev undsagt p.g.a. AFUK - hvor han havde søgt råd hos embedsapperatet og ageret efter deres råd !!!
Men jeg tror gerne, at Margrethe Vestager m.fl. ville af med Uffe Elbæk, da de har drejet RV i en retning som han - og en del menige medlemmer som jeg - ikke mere kan stå inde for.
Jeg meldte mig i sin tid ind i RV på grund af den SOCIAL-liberale profil og traditionen for samarbejde
Jeg er nemlig allergisk overfor ismer - uanset om de er poliske eller religiøse. Ismer har det med at
glemme det enkelte menneske og deres tilhængere med at gå mere op i ideologiske diskussioner end at interessere sig for den reelle virkelighed og at løse dagligdagens her-og-nu problemer. Det er ellers dem og løsningen af dem, der betyder mere for "folks" lyst til at sætte kryds ved nogen. Langt mere end visioner for DK 2020.
Hvis bare kommunerne fik sendt de vælgererklæringer videre indenfor den uge, man burde kunne kræve det, var partiet jo opstillingsberettiget for længst.